Johannes Jørgensen: Livets Træ. Epoke - danske romaner før 1900

Romankreds
Johannes Jørgensen debuterer som lyriker med digtsamlingen Vers (1887). Året efter udgiver han en prosafortælling, Forårssagn (1888), der er den første i rækken af 90ernes små romaner, der skulle gøre deres ophavsmand til en af samtidens mest læste forfattere. Romankredsen omfatter endvidere følgende værker: En Fremmed (1890), Sommer (1892), Livets Træ (1893) og Hjemve (1894).
Romankredsen har sandsynligvis ikke fra begyndelsen været tænkt som én roman. Hver fortælling kan læses for sig, ligesom hovedpersonerne i de forskellige bøger har forskellige navne. Ved afslutningen af den femte og sidste bog har dannelses- eller udviklingsromanens struktur gjort sig synlig, hvorfor titlerne er blevet forsynet med undertitlen - En Ungdoms Historie - der samler værket.
Emnet, der konstituerer værkernes sammenhæng, er rigtignok en ungdoms begyndelse på livet. Tematisk tegner de en bue fra drengetidens første forelskelse til den tidlige manddoms skuffelse over den frie kærligheds selvstændiggjorte og for hans vedkommende fremmedgørende seksualitet.
Til temaets dissonans hører kontrasten imellem provins og storby, der udvikler neurotiske tilstande hos flere af de pågældende personer. Symptomerne kommer til udtryk i tilspidsede blandinger af ironi og melankoli. Altså den sorte romantiks dæmoni 'gentaget' 100 år senere.

Sprogsansning
Litterært får denne prosa betydning ved den sproglige bearbejdning og fremstilling af vekslende stemninger og sansninger i både bynatur og naturlig natur. Her er mange atmosfærefyldte natture i regnvåde og måneskinsøde forstadsalléer. Et motiv der genfindes i Ole Sarvigs digtkreds og i Henrik Nordbrandts første digtsamlinger.
Budskabet er sort. Når livet viser disse unge fra sig, sker det ikke med forfatterens protest. De har ikke fortjent bedre! Denne dom afsiges dog ikke direkte fra forfatterens side, men fremstår mellem linierne. Med næsten flagellantisk vellyst bevæger skildringerne sig mod undergang, opgivelse eller resignation.
Bøgerne var da også ved deres fremkomst forbudt læsning hos ordentlige familier, idet man fandt, at de var dybt skadelige for en pur ungdom i deres negative, nydelsessyge, asociale, bohemeprægede, depraverede livsholdning - ifølge Johannes V. Jensen, der havde et tidligt forbillede i Johannes Jørgensen. I sit forord til Rudyard Kipling (1912) fortæller han om, hvorledes han - netop ankommet til hovedstaden - vandrer gade op og gade ned i håb om at få et glimt af den berømte digter. Nogle år senere opsøger Johannes V. Jensen Johannes Jørgensen privat. Det kommer der ikke noget ud af. Mødet er anspændt og stumt. Kunstigt.

Ny følemåde
Romankredsen demonstrerer en følemåde, som Georg Brandes to årtier tidligere havde gjort op med - og vel at mærke med den unge rebelsk radikale Johannes Jørgensens tilslutning - nemlig den romantiske idealisme. Men da han selv begynder at digte, genoptager han den romantiske idealismes formsprog udsat for et moderne livssyn, hvilket udgør den indre drivkraft og tolkning i hans tidligste værker.
Stemninger, sansninger, følelser og fantasi i oplevelsen dominerer disse beretninger. Men tynger dem egentlig også. For der opstår et uafklaret svælg mellem værkernes rige sprogkunstneriske malerier og personernes eksistentielle fin de siècle-forlis.
Romankredsen med de skiftende personkonstellationer aftegner således en krises forløb. Ikke blot i det individuelle, men i en større ideologisk sammenhæng. En ny følemåde repræsenterer samtidig et nyt livssyn, nye livsværdier. Flere af romankredsens dialoger handler om sådanne udvekslinger af sjælelivets oplevelser og erfaringer.
Sammenfattende aftegner romankredsen et selvopgør, hvor den mandlige hovedperson - under forskellige navne fra bog til bog - bebrejder sig selv en tidlig ungdoms hyldest og tilslutning til det moderne frisind. Og vender sig i vrede og skuffet foragt bort fra den københavnske radikalismes litterære og depraverede kredse. Et emne, der inddrages tematisk i digtsamlingen Stemninger (1892).

Sjælens lyst og kødets ubodelige ensomhed
En dybere psykologisk analyse bringer os på sporet af Johannes Jørgensens mentale kontrafej. Når man som han søger natten, månen, ørkenensomhedens drømme, løvfaldets øde regnvejrsalléer og vinterens frostklarhed, sker det udfra en indre modstand overfor foråret, lykken, livets solsider, som kun vækker hans foragt. Han fremstiller således sine hovedpersoner i romankredsen som pessimister, puritanere, stoiske og kræsne nej-sigere.
Romanernes styrke er at vise, at der i dette utvetydige 'nej' er indlejret et stort 'ja' til livet, men at dette er blevet skuffet over vilkårene, idet arbejdslivet og sexlivet synes for disse personer at ligne hinanden ved at være styret af magtsyge og narrespil. Hvilket med andre ord vil sige kynisme og fordærv. Det er i analysen af denne råddenskab socialt og kønnene imellem, romanerne i dag er læseværdige.
Johannes Jørgensen får i litteraturhistorisk omtale gerne skyld for at være kønsforskrækket - ikke mindst efter konverteringen til katolicismen. Men så enkelt forholder det sig ikke. Tværtimod er det begærets og udskejelsernes styrke, der vælter ham omkuld. Omvendelsen indløber i sidste øjeblik til hjertekontoret, da han er ved at gå til grunde i hor og druk.
Hermed udvikler romanerne en spændende psykologisk figur, idet frygten forbindes med fristelse. Han ved, at hor bør fordømmes, men han er tiltrukket af det. Begæret selvstændiggør sig som en magt, der styrer ham og bringer ham på katastrofekurs.
Han ser på sin omverden igennem det skjulte begær, men hvad der fremtræder for samme omverden i en anden sammenhæng, er hans høje idealer og forestillinger om natur og kunst.
Han er naturtro. Uden at være sin natur tro.

Skøgesmil
Kærlighed - den elementære og trofaste - er et fremmedord i denne version af 90erne. Mødet med seksualiteten og kvindens natur udløser de eksistentielt formørkede laviner, der lammer livsfølelsen.
Ofte forbindes elskoven med fordærv og falske følelser. Kærlighed og hor forbinder sig uadskilleligt i en animalsk magi, hvis tryllering han flygter fra for at få fred. Men i stedet får han ensomhed og desperation.
Prostitutionens historie her i 1880erne er tilstrækkeligt belyst til, at det socialt synes nødvendigt for mange unge kvinder at tage sig betalt for at kunne opretholde tilværelsen - som titlen på et muntert og tidstypisk teaterstykke antyder på Folketeatret i 1996: "Rigtige kvinder tar' penge for det!".
For nogle af disse 'glædespiger' er livsformen præget af selvdestruktiv nydelse og fandenivoldskhed, for andre er den smertefuld fornedrelse og pur elendighed, for atter andre udløsningen af et triumferende underkastelsesinstinkt forklædt som mandehad, der giver mad på bordet og klæder på kroppen.
For romankredsens mandlige jeg sker der den forskydning, at han oplever alle kvinders smil som 'skøgesmil'. Og den er selvfølgelig ikke så god. Så banal og useriøs er verden trods alt ikke, heller ikke i Kongens by i de forfjamsket frivole 80ere og 90ere.
Hør blot, hvordan jævne folk, der vender hjem fra en munter forårstur i skoven, bliver opfattet i Sommer: "Disse festdagsglade Skarer med kaade Pøbelsmil" - "deres Laders lave Sprog og deres Livslysts plumpe Knejpestil" - "de ejer Livet, fordi de ejer Sol og Haab og Kvinder".
I stedet for at lade sig udfordre af sit eget liv, lader jeget sig udhule af syg misundelse og forargelse. Han vender sig indad, men ikke i frodig meditation og livsfylde, derimod i selvmedlidende askese, hvor drømmeriet om stolt ensomhed når heroiske højder - "olympisk og gudestolt".

Vor Frue
Komme til rette med livet som en skuffelse kan disse personer trods alt ikke - kun i indforståede samtaler. De er endnu ikke modnet til resignationens frugtbare hemmelighed. Således fremtræder romankredsens hovedmotiv som kønsfikseret frustration. Det værste er, at frustrationen ikke blot udvikler mismod og en venden sig bort fra vedtagne værdier i goldt oprør, men desuden et snigende livshad.
Den frygtelige erfaring, personerne tager med sig, er, at tilværelsen er gennemtrængt af det onde. Med det onde forholder det sig sådan, at det findes inderst i det, de troede var godt. Da 'det onde' ikke gennemskues som værende den frie viljes fordærv, men forveksles med samme frie vilje, opstår der en ulægelig splittelse i hovedpersonens liv. Blændværket medfører og afsætter en ubændig sorg og vrede i sindet på de pågældende.
Det er med en sådan mental konstitution, de oprindeligt meldte sig under radikalismens banner med Georg Brandes som elitær folkefører og intellektuel helt. Hvem Johannes Jørgensen ved romankredsens udgang tager afstand fra, idet han indser, at sygdommen udgår fra den materialistiske og antimetafysiske tolkning af tilværelsen.
Dette holdningsskifte bliver forklaret og forstærket i den store roman, der i et omfattende tematisk og positivt kontrapunkt optager samtlige romankredsens motiver i sig med modsatte fortegn og med en harmonisk udgang i tilkæmpet livsglæde - Vor Frue af Danmark (1900).

Natursjæl
Vor Frue af Danmark er for nærværende skribent en temmelig dogmatisk affære. Men i en nutid, hvor ordet 'dogme' - i alt fald i filmkunsten - ikke længere har en negativ klang, kan en sådan vurdering måske virke uforståelig?
Denne roman er uden de kunstnerisk stringente og atmosfærefyldte rum, hvor sproget arbejder og spejler verden. For ud af romankredsens eksistentielle og sociale misere opstår der en venden sig bort-holdning, en asocial, bohemepræget eskapisme, der i personernes egne øjne nærmer dem til virkeligheden - den egentlige virkelighed: naturen. Ikke forstået som kvindens og kønnets slavenatur, men som himlens og havets og skovens og markernes hjemsteder. Her folder sjælen sig ud i genkendelse. Sanserne beriges i overdådige konfrontationer og stimuleringer, hjertet svulmer og smelter i disse fysiske hengivelser, der naturligt inddrager åndens metafysiske realiteter.
Naturen bliver en kirke, hvor de andagtsøgende finder hvile og oplivelse - tilgivelse. Således kommer nattens stjernehimmel til at stå som garanter for en evighed, der i sin svarløshed bringer hård, uforfalsket trøst. Også fordi stjernerne er de samme mystiske glimt, der for barneøjet forbandt sig med tryghed.
Arkturus bliver således - ifølge Mit Livs Legende - Johannes Jørgensens yndlingsstjerne. For uanset hvor han befinder sig i verden, bliver denne stjerne det punkt, der bereder ham hjemstedsfølelse. Han er tilbage i Svendborg, hvor Arkturus viste sig på nethinden første gang.
Stjernen fastholder hans identitet. Genforbinder ham med sit udgangspunkt, der i sammensmeltningen med stjernen bliver et vartegn, en vejviser i det fremmede.

Hjemve
I romankredsens femte og sidste bind Hjemve er det sådanne sammenhængsskabende temaer, der tages op. Den på alle måder maltrakterede opsøger i sin bevidsthed barneårenes og drengetidens oprindelighed og uskyld. Og den første forelskelses oprindelighed. Således kastes der til slut et forsonende skær over denne En Ungdoms Historie.
Sammenfattende er det i disse naturbeskrivende passager, romankredsen har sin kunstneriske styrke. Og det er her, læseren oplever tilsynekomsten af 'den ny sjæl', der bliver symbolismens vartegn. For naturen besjæles ikke i disse indholdsrige (men også lidt ensformige og for stillestående) passager. Den sprogliggøres - nøgternt og inderligt får sproget liv. Og livet sprog. Hvilket er noget både gammelt og nyt. Det er moderne romantik. Det er symbolisme.
Det værste er imidlertid, at der i denne opgåen i naturen udfoldes et drømmeri, der i den følsomme vækker et begær, der ikke lader sig tilfredsstille - heller ikke i sproget. Og derfor er den romantisk. Den romantiske længsel kendes netop på - ligesom i Karen Blixens univers - at længslen retter sig mod det uopnåelige.
I livet - som i skriften - udfolder denne længsel sig som forlængelse. Og bliver således metafysisk konkret. Som lytteposter og pejlemærker på livsvejen ad hvilken.

Springet
Kommet her til er vi langt fra samfundets konvention og moral, penge og piger. Og så meget tættere på den radikale hengivelse til religionens stedfortrædende magt, dybe tradition og historie. For Johannes Jørgensen var denne kristendom ikke en gang sødsuppe. Men tværtimod i sit livskrav og konsekvens udtryk for mandighed. Sødsuppen hørte for ham det egoistisk nydelses hungrende seksualliv til.
I romankredsens erfaringsrum fremkaldes der ikke en erotisk hengivenhed mellem parterne, der er i stand til at omdanne de rå drifters hårde begær til gensidig samhørighed, inspiration og fred. Hvor idyllen er uden spirituel dynamik, er den dødsens triviel.
Søndagsmennesket Johannes Jørgensen fandt denne lovbundne dynamik - og idyl - i katolicismen. Forbandt han den med illusion, skjulte han det godt, trods alle sine anfægtelser, for han skulle jo have et sted at være. Og det fandt han i Assisi ved at stille sig til disposition for - forsynet.
Som han skriver i indledningen til erindringsværket Mit Livs Legende I-VII (1914-1927): "Det ubehagelige er, at naar man søger Sandheden, saa finder man den ogsaa - hvorfor den, som ikke ønsker at stedets for Sandhedens Aasyn, helst bør afholde sig fra at lede!"
Og tilføjer henvendt til dem, som endnu er ved begyndelsen af deres liv: "Se Jer for! Thi I kommer, hvorhen I vil!"
Og til dem på de senere faser af de syv livstrin, skriver han: "Se Jer om! I er, hvor I vil være! Den Existens, I har, det Liv. I lever - ondt eller mildt, larmende og oprivende som en Storstadsboulevard eller stille som en Rosenhave - det er Eders eget Værk."
Johannes Jørgensen - tårnspringeren, vandringsmanden - søgte sandheden og skrev uophørligt om sine fund i biografier, digte, kronikker og rejsebøger.
Tidligt udfordrede han døden for at blive fanget af livet.

En fremmed ; Sommer ; Livets træ ; Hjemvee. Alle med undertitlen En Ungdoms Historie samlet i Udvalgte værker, bind 1 (1915).

Per Stig Møller Fra tid til anden. Essays om litteratur og politik, teori og komik (1979).
Indeholder essayet "Johannes Jørgensens romaner".

Til toppen
Til Giovanni – vejene omkring Johannes Jørgensen
Tilbage til Johannes Jørgensens hovedside

Publiceret 24. juni 1999. Opdateret 1. november 2012.
Copyright 1999 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.