Henrik Pontoppidan
Lykke-Per I-VIII (1898-1904) |
Af IBEN HOLK |
- Lykke-Per, hans Ungdom
- Lykke-Per finder Skatten
- Lykke-Per, hans Kærlighed
- Lykke-Per i det Fremmede
- Lykke-Per, hans Hans store Værk
- Lykke-Per og hans Kæreste
- Lykke-Per, hans Rejse til Amerika
- Lykke-Per, hans sidste Kamp
2. Lykke-Per finder Skatten
Med til hovedstaden medbragte Peter Andreas en storstilet plan om et kanalsystem i Jylland. Dette projekt arbejder han nu videre med og sender skitser af ideen til forskellige tekniske tidsskrifter. En dag får han invitation til et møde fra en gammel oberst og redaktør af et betydeligt tidsskrift. Mødet bliver en af Pontoppidans prægnante situationsskildringer. Det ender dog med afslag, ikke på grund af projektets kvalitet, men på grund af Peter Andreas' rygte, der kommer obersten for øre. Desperat forsøger han at få skitserne trykt andre steder men uden held. Desuden er pengene ved at slippe op.
Peter Andreas føler sig ene og forladt. En forelskelse i en pige fra Fyn, Fransisca, der opholder sig hos familie i Nyboderkvarteret for at lære at sy, lader han fare, skønt den var ægte og inderlig nok.
Deres samtaler, stævnemøder og gåture omkring Søerne bliver længere og længere. Hendes kærlighed bliver nu synlig for hendes omgivelser, og hendes værge, en af kvarterets 'standspersoner', Mester Jacobæus, som Peter Andreas beundrer, opsøger ham med det kontante formål at få at vide, om forholdet er pjat eller alvor for ham. Da Peter Andreas svarer undvigende, træder Mester Jacobæus ham helt ind på livet (med begge hænder i bukselommerne), så han kan mærke hans skæghår på ansigthuden, og fortæller ham, at han er "en Flab, en Lømmel og en Gadedreng" og lader ham vide, at "dersom han endnu en eneste Gang nærmede sig hans Broderdatter, skulde han blive gennempryglet og lempet ud af Nyboder som en skabet Hund." (S.150). - Nu savner han hende.
En ensom søndagformiddag på Langelinie træffer han en tidligere ven fra nattelivet, Ivan Salomon (ham, der kaldte ham 'Lykke-Per' ude i byen) i selskab med moderen og søsteren, Nanny. Der er straks temperatur og kontakt, og han bliver inviteret til at komme og besøge familien. Skildringen af det jødiske købmandshjem i Bredgadekvarteret indrettet i et tidligere palæ er et af værkets højdepunkter. Fra Hytterne's forfatter beskriver med samme nøgterne, registrerende holdning denne verden af overvældende rigdom og luksus. Her er tommetykke persiske tæpper, silkegardiner, perlemorsindlagte borde, kostbart indbundne bøger, kirkelysekrone med inskriptioner, flygel, antikke guldbægre og juvelbesatte sølvskrin. Og i et hjørne lyden af et springvands pludren.
Så er scenen tegnet op. Per kan begynde spillet.
I baghovedet har han planen om sit projekt og dets realisering. I disse omgivelser finder han magt og indflydelse. Læseren aner uråd. Men læser videre...
Til romanens styrke tæller, at den nu over et stort
kapitel opruller familien Philip Salomons historie. Det korte af det lange er, at 'huset' på Børsen er god for en 4-500 millioner på vore dages møntfod.
Hvad vil Per her? Er han fantast? - eller en beregnende spidsborger? En charlatan? Pontoppidan tier og lader historien køre videre. Per har sat sig for at blive Philip Salomons svigersøn. Det er 'Trylleordet'. "Han havde nu ikke alene fundet sin Vej og sit Maal men ogsaa Midlet." (S.202). Nanny er tilstrækkelig koket og charmerende, og de er allerede småforelskede. - "En Jødedame? Ja, hvorfor ikke?" (S.l83). Og har ikke Salomons søn selv sagt, at han var en aladdinstype, en 'Lykke-Per', der 'kommer, ser og sejrer'... (S.67 og S.202).
"Det var paa Tide, han kom bort fra den barnagtige Forestilling om Lykken som noget, der dumpede ned over Hovedet paa Folk ligesom en Lotterigevinst.Der gaves i hvert fald ingen anden paalidelig eller fuldt værdig Lykke end den, man selv fravristede Skæbnen. Som et Vilddyr, et krumtandet Bestie, en Eventyrets Gyldenbørste skulle Lykken jages, fanges, bastes. Et Bytte for den snareste, den stærkeste, den modigste!" (S.l83). - Also sprach Henrik Pontoppidan!
Per kommer og går i det salomonske hus, deltager i dets hjemmeliv og selskabelighed. Han tænker på sit eget barndomshjem. Ved sammenligningen er det ikke så meget forholdet imellem rigdom og kummerlighed, han har for øje, men forholdet mellem natur og unatur.
"Det var meget mere en Forskel i Tonen, i Talens Varmegrad, i selve Livstemperaturen i de to Hjem" (S.233). I det salomonske hjem herskede der ikke nogen venden sig bort fra denne verden til det dunkelt 'hinsidige' ved dagens afslutning. Denne verden var nærværende, dennesidig, oplyst og naturlig. Netop velklædtheden, det civiliserede var jo det for mennesker naturlige og værdige.
"Nu aabnedes hans Øjne for den Betydning, gode betryggede Livsvilkår kunde faa ogsaa for et Menneskes sunde aandelige Vækst, for hans rolige og frie Karakterudfoldelse. Han begyndte at forstaa den Ærefrygt for Guldet, man tillagde Jøderne, og som alle rettroende Sideniusser højlig forargedes over. Han huskede sin Faders foragtelige Udtryk om "Mammondyrkerne" (...) - og han følte en trodsig Lyst til at raabe ud over Landet et: "Respekt for Pengene! Paa Knæ for Mammon... Folkenes Opretholder og Forløser!" (S.234).
Pers målrettethed og livsplan forvandler ham. Han er nu ikke længere den, der behersker konversationer og balgulve. Han bliver nu mere optaget af sig selv, hvilket medfører at Nanny fordufter for ham som en 'østerlandsk bajadere'. Også fordi han er blevet mere opmærksom på Jakobe, Nannys halvsøster af moderens første ægteskab, fordi hun har 'karakter'.
Jakobe er kølig, overlegen, intelligent. Smuk er hun ikke i Pers øjne med sin 'papegøjeprofil', voksblege hud og sortebrune øjne. Hun er mager og nervøs. Per kan i begyndelsen ikke lide hende. Og hun heller ikke ham. Han virker 'brutal' og 'ukultiveret' på hende. Desuden har hun en tilbeder, en stilfærdig, ældre ægtemand, hvis to børn hun overvejer at blive moder for. Hun lever dog mest i sin kærlighed til bøger og studerer gamle og nye sprog, historie og litteratur, årvågen, skarp og sky. Kræsen, men kærlig. Optaget af døgnets begivenheder på sin ejendommeligt sorgfulde måde.
Med stor indre modstand befinder Per og Jakobe sig oftere og oftere i samtale. Papegøjeprofilen er nu blevet til en 'ørneprofil'. Jakobe har sjæl. - Da de en aften har taget afsked med hinanden, går Per langsomt hjemad i nattemørket. 2det bind slutter her.
3. Lykke-Per, hans Kærlighed
Tilbage til Henrik Pontoppidan
Publiceret 30. december 1998. Opdateret 25. juni 2006. © by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.
|