INDHOLD 1849-1857 Forstudier Den ny tid Silkeborg Niels Bryde Ånd og kød Udødelighed Debatromanen Litteratur og links
	"To be, or not to be: that is the question." Shakespeare.

• Märchen (1848-1850). Samlede eventyr udkommer i Tyskland.
• Kunstens Dannevirke (1849). Festspil til Det Kgl. Teaters 100 års jubilæum.
• Brylluppet ved Como-Søen (1849). Opera efter Al. Manzonis roman I promessi sposi. Premiere på Det kgl. Teater. Bogudgivelse samme år.
• En Nat i Roskilde (1849). Vaudeville-spøg. Premiere i Casino.
• H.C. Andersens Eventyr (1849). Samlede Eventyr, Bd.I-III. Illustreret af Vilhelm Pedersen.
• Meer end Perler og Guld (1850). Bearbejdelse af Raimunds eventyrkomedie Der Diamant des Geisterkönig. Premiere i Casino. Bogudgivelse samme år.
• Ole Lukøje (1850). Eventyrkomedie. Premiere i Casino.
• Fædrelandske Vers og Sange under Krigen (1851). Digte. Indeholder Danmark, mit Fædreland.
• I Sverrig (1851). Rejseessays.
• Hyldemoer (1851). Eventyrspil. Premiere i Casino.
• Wonderful Tales from Denmark (New York, 1852).
• Historier (1852). Nye eventyr. Indeholder bl.a. Et godt Humeur, Svanereden, Aarets Historie, Det er ganske vist!
• Historier (1852). Ny samling. Indeholder Hjertesorg, Alt paa sin rette Plads, Nissen hos Spekhøkeren, Under Piletræet, Om Aartusinder.
• Nøkken (1853). Opera. Premiere på Det kgl. Teater.
• Samlede Skrifter I-XXII (1853-1855).
• Choix de contes pour la jeunesse (Paris, 1854).
• Den Usynlige paa Sprogø (1855). Skuespil. Premiere i Casino. Førsteopført på Det kgl. Teater 1839.
• Historier (1855). Samlet udgave. Indholder tre nye: Et Blad fra Himlen, Klods-Hans, .
• Mit Livs Eventyr (1855). Selvbiografi. (Bd. 21 og 22 i Samlede Skrifter).

Den ny tid
H.C. Andersen er - notabene - hele vejen på sin livs- og kunstnerbane dybt optaget og fascineret af samtidens naturvidenskabelige landvindinger og eksperimenter. Og han lever midt i en tid, hvor teknikken tager fart. Daguerreotypien (1837), dampmaskinens udvikling, elektromagnetismen (1820) og gasbelysningen i byerne er alle opfindelser, som HCA ser det eventyrlige i. Som digter og fantasimenneske vender han ikke, hvad man måske kunne forvente, ryggen til teknikkens verden som åndløs og menneskefjendsk. Han betragter udviklingen som humanistiske fremskridt - bort fra en formørket og primitiv verden. Hans livslange venskab med naturvidenskabsmanden H.C. Ørsted har uden tvivl påvirket ham i den kulturoptimistiske retning. Ikke mindst fordi netop H.C. Ørsted havde sans for de både spirituelle og æstetiske kvaliteter (som samtidens litterater stort set overså) i HCAs arbejder.

Ånden i Naturen

    Inspirationen er gået begge veje imellem de to navnebrødre. I selskab med H.C. Ørsted, der i 1850 udgiver sin banebrydende "Aanden i Naturen", er HCA ved de utallige middagsborde i familiens skød blevet fortrolig med et fornuftbaseret livssyn. Fornuften er ikke fjenden. På den anden side er fornuften dog heller ikke altings mål og livets mening. I forfatterskabet - og her ikke mindst i eventyrene - indgår det rationelle i et tematisk rum sammen med følelseslivet og sjælelivet i dets transcendentale forstand. For HCA har sådanne tankerækker været alvorlige anliggender, selvom han ofte underholder og leger med dem, for han har selv været uafklaret, hvad angår livsanskuelsens dybere forankring. Han ville hellere - som storken - flyve, fordi det er nødvendigt!
    Romanen "At være eller ikke være" tager - med sin dobbelttitel - livtag med ovenstående problemstillinger: et livssyn som en konflikt mellem det rationelle og det irrationelt religiøse. For - spørger HCA indirekte - behøver der at være en modsætning? Kan tro og viden ikke forenes i en samlet livsanskuelse? Han lader romanen svare positivt og animerende, hvilket i samtiden vil sige provokerende: Tro og viden er ikke modsætninger. Når han lader dette være romanens budskab, skal det ikke forstås som et teoretisk koncept, men som et udslag af hans egen personlige oplevelsesmåde og forståelsesform. Med sit synspunkt træder han direkte ind i vor egen tid. Så moderne er H.C. Andersen.

Silkeborg
Som i de fire foregående romanarbejder opdyrker H.C. Andersen med omhu og ved selvstudier en bestemt lokalitet som aktiv ramme om handlingen. I midten af 1800-tallet skyder en ny by op i Det midtjyske Søhøjland, hvilket fanger den årvågne digters opmærksomhed. Som idé til en roman, hvis hovedmotiv er brydningen mellem gammelt og nyt, er valget både dristigt og nærliggende. Det milevide landskab udgør dengang et "Ørkenland, ligesom udenfor den civiliserede Verden" (S.33). Det består af heder og moser med de sorte storke, omgivet af endeløse skove, hvorover Kongeørnen svæver, og med Gudenåens slyngninger og søernes spejle i det dramatisk kuperede terræn danner de landskabelige skønhedsvirkninger.
    I et brev til Ingemann skriver HCA om sin opdagelse af stedet: "Denne forunderlige Eensomhed, der bringer Ens Tanke baade til at flyve ud i Rummet og tillige at gribe med faste Rødder ind i sig selv, maa næsten kunde skabe en Digter. Faa Steder i Danmark - og det er ved disse da det nærliggende aabne Hav, der gjør Udslaget, - tiltale mig som Egnen ved Silkeborg; disse mægtige Lynghøider give det Hele en forunderlig gribende Storhed." - Og det er jo så sandt, som det er sagt! Endvidere har HCA observeret trafikken ad Gudenåen til udmundingen i Randers Fjord, hvor der prammes, og her en dag set det første dampskib - "ganske lille og fladbundet, men dog med Dampens Flugt; det var som en Culturraket igennem det urgamle Landskab."
    Brevet er fra 1853. Tre år tidligere har 'kulturraketten' HCA besøgt den nye by, der er opstået omkring grundlæggelsen i 1846 af en papirfabrik, hvor Gudenåen snævrer ind og danner et vandfald. Ejeren er Michael Drewsen, som HCA lærer at kende gennem Collins ældste datter, Ingeborg, der bliver gift med Adolph Ludvig Drewsen, hvis halvbror J.C. Drewsen er far til Michael Drewsen. Det var det. Men det betyder, at HCA har oplevet skabelsen af fabrikken, de tekniske fornyelser, og skabelsen af byen, dens mennesker, så at sige på åstedet, indefra. Og det mærkes overalt i romanen, hvor HCA med sit malerøje og sin sproglige sekraft tegner landskabet i målestokke fra det mindste kronblad på heden til Himmelbjergets panorama.
    Præstegården i Hvinningdal er romanens stedlige centrum. Landsbyen ligger vest for Silkeborg, hvor Gudenåen forlænger sig i en afstikker ved navn Langsøen, der skyder sig ind imellem skove til den ene side og høje banker til den anden. På en af disse banker ligger Hvinningdal med vidstrakt udsigt over de store "Skov-Bølger" (S.224), Langsøen og den nye by omkring papirfabrikken. Om den hedder det set med en taterkvindes øjne: " - og foran sig her, som skudt frem ved en Trolddom, laa nu en heel Kjøbstad: Silkeborg." (S.223).
    Også bynavnet har HCA et bud på, da det jo ikke var silkepapir, fabrikken producerede. Som i de foregående romaner indfletter forfatteren lokale myter og folkesagn i fremstillingen. Her fortælles følgende legende: "Veiret ruskede, ja det blæste ganske ordentligt, da de kom paa Høiden; hele "Langsøen" rullede det hvide Skum; derude var det, som Sagnet melder, at der engang seilede en Biskop Peder, som ville bygge sig en Ridderborg, men var endnu tvivlraadig om Stedet; da blæste hans Silkehue af, og han bestemte, at hvor den drev iland, skulde Borgen reises, og det fuldførte han; og fra den Silkehue fik Borgen Navnet "Silkeborg", men ødelagdes i den svenske Krig; nu var der ikke længer Steen paa Steen, kun to store Egetræer løftede sig høit over Ellene derovre og viste, hvor engang Indkjørslen til Borgen havde været." (S.53)

Denne side er publiceret på internettet 7. november 2002. Opdateret 1. november 2012.
Copyright 2002-04 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.