H. C. Andersen: At være eller ikke være. (1857). Epoke

Niels Bryde
Det var forstudier, emne, tid og sted. Nu skal romanen have kød og blod, dvs. personer og miljø, for at blive en roman. Den fortolkning, H.C. Andersen ønsker at give sit konfliktstof vedr. tro og viden, materialisme og religion, skal anskueliggøres i romanens struktur og handling - ellers ville det blive en filosofisk afhandling. I romanens slutkapitel sker den afgørende forvandling for dens hovedperson og dermed for dens udsagn. Kompositorisk afgiver romanen således en tydning af et enkelt menneske som eksempel, dets livsvej, der viser sig at være omveje, skabt af tilfældigheder og vilje, møder og mening, som samler sig til en personlig livsanskuelse, hvorpå der kan leves i overensstemmelse med en indre sandhed. Men den er ikke sådan at finde. Herom handler "At være eller ikke at være".
Niels Bryde hedder romanens hovedperson. 'Helt' hedder det gerne i litterære analyser, men det lyder lovlig meget af sørøverhistorie og Indiana Jones, og her kommer Niels Bryde ved siden af Niels Lyhne m.fl. unægtelig til kort. Han er ellers født og opvokset i Rundetårn, hvor hans far er portner. Tidligt er han blevet fortrolig med verdensrummet og dets fjerne stjerner. Kosmosdrengen drømmer om at flyve til en stjerne, men bøjer sig for den kendsgerning, at det vil tage 100 år at nå derop. Alligevel eksisterer drømmen og udvider hans færden i den tumultuariske hverdag. Tilfældet vil, at hans far dør - ja, ved et tilfælde, idet han en dag vælger at gå til venstre i stedet for til højre, og derfor får en urtepotte i hodet. Også moren dør efter en sygdom. Afskeden med hende får for Niels afgørende betydning, hvad han senere skal erkende.
To bøger har virkelighed for drengen, der har adgang til universitetsbiblioteket, der dengang havde til huse oppe under taget på Trinitatis Kirke i forlængelse af Rundetårn: Bibelen og Tusind og én Nat. Hermed er desuden romanens orienteringsrum angivet, idet de to fantastiske bøger peger i hver sin retning mht. etisk fundament, dog ikke for det uskyldige kosmosmenneske. Han har drømt, at han som Aladdin stiger ned i hulen til de tusinde skatte, hvor han finder den forunderlige lampe, men at de, da han kommer hjem, viser sig at være moderens gamle Bibel. Ved moderens sygeseng tager Niels derfor en aften Bibelen og fører den til hendes læber - som et kys af Guds mund. Hun er lam og kan intet sige, men hendes øjne udstråler en taknemmelighed, han ikke som voksen kan glemme - "i dem laa Sjælens eneste Baand med Omverdenen". (S.26).
Niels Bryde - navnet er velvalgt, idet han skal 'bryde' med sin omverden - kommer i pleje hos et solidt præsteægtepar i Hvinningdal, hvormed HCAs klassiske pendul mellem hovedstad og provins holdes intakt. Her modtager han en kristelig opdragelse og lærer sandt menneskeligt familieliv at kende. Med datteren Bodil opstår der et følsomt og stærkt venskab, der for hendes vedkommende gerne kunne være blevet til ægteskab. Sammen oplever de egnens 'særlinge', den gamle Musikant-Grethe, Lappeskrædderen og Tatersken. Tre prægnant tegnede bifigurer, der ved siden af Lille Karen og gudfaderen hr. Svane spiller afgørende roller på romanens narratologiske og fortolkningsmæssige plan.
Niels beslutter sig for at blive præst. Men under studiet tilbage i København geråder han i tvivl.

Ånd og kød
Tilbage i København lærer Niels Bryde to miljøer at kende, nemlig den jødiske familie Arons med de tre dejlige døtre, Rebekka, Amalie og Esther, hvor sidstnævnte bliver af største betydning for hans fremtid, ved siden af sønnen Julius, hans studiekammerat, og som introducerer ham i familien. Desuden den anarkistiske kunstner Solon-Diogenes, der gør ham bekendt med datidens 'farlige' forfattere, de modeangivende materialistiske kritikere af kristendommen, Strauss og Feuerbach. På ferier i præstegården får tonen pludselig en anden lyd. Niels provokerer, hvorfor hjemmet langsomt lukker ham ude, da præstefaderen står lige så fast på sine standpunkter. Dialog er ikke mulig. "Bliv feltskærer!" vrænger den gamle præst.
Niels beslutter sig nu for at læse til læge, fordi han i denne gerning føler, at han i højere grad kan hjælpe mennesker. Men en anden nok så væsentlig årsag. Det er nemlig hans religiøse grundfølelse, der åbner hans øjne - som de i barndommen opdagede astronomien - indad for anatomien. Han studerer cellelivets vitalitet, hvorfra livskraften kommer med hjernen som sjælens organ. Det er organismetanken, der her over flere højspændte kapitler artikuleres. Når han ikke forfalder til en nihilistisk materialisme, hvis endemål er sanselivets egoisme, skyldes det hans etiske standard, hvor mennesket betragtes som en forlængelse af ånden i naturen.
Den udelukkende forstands- og fornuftprægede holdning kommer nu på hjertets prøve, idet den udsættes for den venskabelige kontakt med erotiske overtoner i Esthers person. Hun, der er af Det gamle Testamentes ægte rod, har nytestamenteligt ladet sig døbe i troen på den treenige Gud. Deres lange samtaler, som det her ikke er muligt at gengive essensen af, er romanens højdepunkt. Filosofisk set. De er mesterligt gennemført og viser en forfatter, der behersker det dialogiske rum, fordi det i virkeligheden er en indre dialog, han uafklaret fører med sig selv. Samtidig mister personerne individualitet og troværdighed. Ingen mennesker taler jo sådan!
Krigen henter Niels til fronten, hvor han - som feltskærer - arbejder ihærdigt og dygtigt, men selv bliver ramt af en kugle. Dér ligger han så i mudderet, hårdt såret, og filosoferer over sin tro på det evige kredsløb, at han nu er ved at blive omdannet til de kemikalier, der vil tilbage til naturen, mens fosforet i hjernen langsomt fordamper. Han har set sin ven Julius dø. Han undveg nænsomt vennens spørgsmål på dødslejet, om han troede på et liv efter døden. Nu er det hans egen tur. Tro og viden blev for ham den uoverstigelige modsætning. På falderebet synes han alligevel, der mangler noget.
At hans hund opsporer ham på slagmarken og sørger for, at han bliver fundet af nogle soldater, der bærer ham til lazarettet, sætter en alvorlig revision af hans værdier i gang. Udadtil åbner det ham efter flere års tavshed for præstehjemmet i form af breve. Og endnu dybere knyttes båndet til Esther, der tålmodigt forsøger at bringe ham tilbage til livet. Efter et af deres samvær tænker han med forfatteren: "Lykkeligere er det at troe, end at vide; thi troen har Alt, og vor Viden er saa ringe. Den Tanketraad fra hiin Nat paa Valpladsen var ikke helt henveiret, den flagrede, om end lidt løs."
For som Esther siger: "Troen tænker man sig ikke til - den gives!" (S.188).

Udødelighed
Venskabet bliver til kærlighed. En aften, hvor de har taget afsked, beslutter Niels, at han vil fri til hende den følgende dag. Om natten bliver han kaldt til grosserer Arons' hjem. Esther er blevet ramt af koleraen, der hærger i byen, og hun er allerede død, inden han når frem. - "'Esther!' sukkede han. Med hende var den bedste Deel af denne Verden gaaet bort fra ham; forud var hun gaaet, hun, som i Aandens Skuen var ham her længst forud." (S. 222).
At et andet menneske er verden, er romanens store opdagelse og budskab hinsides tro og viden. Esthers død slår ikke Niels ud, den kaster et forårslys ind i hans livsverdens mørke af argumenter. Døden bliver en dør til livet. Stiltiende overtager han Esthers tro, men uden at bortkaste sin viden. Således viser romanen i handlingens regi en menneskelig forvandlingsakt, der ikke ville have kunnet finde sted i en teologisk eller filosofisk afhandling, som Niels var ved at gøre sit liv til - et helvede. Og her hjælper ingen kære Faust!
I bønnen til Gud, hvor han beder om tro, overskrider han det rationelles grænser og genforbinder sig med sin barneverdens univers. "Der var den dybt knugende, prøvede Sjæls Inderlighed i Bønnen, Taarer strømmede over hans Kinder - der blev lyst i hans Hjerte." (S. 222).
Forfatterkommentaren er fra romanens begyndelse til dens slutning markant nærværende, hvilket understreger den personlige investering. På romanens sidste side formuleres dens konfliktstof mellem tro og viden i et vældigt forenende syn, der sakralt omfatter dens sjælelære:
"Med det gjenvakte Barnesind, der ubevidst holder sig til Troen, bliver Videnskaben en Forherligelse af Guds Almagt, Viisdom og Godhed. Lovene i Naturen, Guds Tanker, dem lod Gud i Naade den menneskelige Aand i Meget udfinde; men Kjærlighedens Love i Aandens Rige naaer Videnskaben ikke op til. Paa Jorden mægte vi kun at gribe, hvad Jordens er, i Aandens det Høiere have vi kun Haabet og Troen." (S.229).
For som forfatterkommentaren i en tilsvarende sammenfattende syntesetanke tidligere har erklæret - med skjult citathilsen om godhed, skønhed og sandhed - til H.C. Ørsted som den nye Aladdin: "Den høieste Storhed, Mennesket kan tænke sig, det "evigt at være", bliver den frygteligste Straf, dersom vi ikke mægte at løfte os ved Fornuften i Fornuften, der er det Sande, ved Fornuften i Villien, der er det Gode, og ved Fornuften i Phantasien, der er det Skjønne. Hvilken Kalden til Selvprøvelse, til Stræben op mod Gud!" (S.221).

Debatromanen
"At være eller ikke være" er en filosofisk orienteret roman, der tager udgangspunkt i samtidens aktuelle religionsdebat. De tanker, H.C. Andersen vender sig kritisk imod, formuleres af den tyske filosofiske materialisme i værker som David Friedrich Strauss' "Das Leben Jesu" (1835) og Ludwig Feuerbach's "Das Wesen des Christenthums" (1841). Begge værker optræder i romanen, på s.69 og på s.77. Grundtanken i materialismen, at alt liv inklusive mennesket er maskineri, der kan forklares, fører til fortvivlelse, ifølge Andersen, der tror på en personlig Gud og på sjælens udødelighed. At Kristus opfattes som en uhistorisk skikkelse og kristendommen som ønsketænkning i de pågældende værker, anfægter ikke den rationelt tænkende HCA.
Med sit problemdebatterende emne lægger romanen op til efterprøvelse af en livsanskuelse, der i poetisk livsfølelse forener religion og videnskab. Hvad H.C. Andersen forholder sig til - og fortolker - er i virkeligheden 'det moderne gennembrud'. Med et dusin års forsinkelse slår kritikeren Georg Brandes til lyd for en litteratur, der vil sætte problemer under debat. Han går helt uden om denne roman. Ligesom han går langt uden om realismens æstetiske pionér, Herman Bang. For havde Brandes fremholdt disse forfattere, ville hans agitation have mistet ballon. Andersen og Bang var pinde i hjulet hos den strategiske kritikerkonge.
Tre opmærksomme læsere har HCA haft i henholdsvis J.P. Jacobsen, Henrik Pontoppidan og Johannes V. Jensen. De to førstnævnte skriver begge deres version af "At være og ikke være", med romanerne "Niels Lyhne" (1880) og "Lykke-Per" (1898-1904). Læg også her mærke til navneligheden med HCA i begge forfatteres valg af titler. Men hverken Jacobsen eller Pontoppidan formår i deres afvisning af kristendommen at komme på niveau med Andersens forening af tro og viden. Her er han forud, men samtidig med den katolske digter Charles Baudelaire, der samme år i Frankrig udsender sin epokegørende fortolkning af moderniteten i digtsamlingen "Les Fleurs du Mal" (Helvedsblomsterne. Oversat ved Peter Poulsen 1997).
Religiøst forekommer H.C. Andersen vanskelig at fokusere, fordi han så tydeligt bekender sig til Gud, men ikke kan siges at være kristen, i alt fald ikke i almindelig kirkelig eller teologisk forstand. Hans gemyt bryder sig ikke om den korsfæstede som symbol, og når han rejser i udlandet, væmmes han ved synet. Han hælder i sin religiøse forståelse - ligesom sin rejsende efterfølger Johannes V. Jensen - mere til Jomfru Maria. Allerede i "O.T." (1836) artikuleres dette tema i en samtale mellem Otto og Vilhelm, idet sidstnævnte vredt vrænger, at han ikke vil bøje sig for Madonna!
Hertil svarer Otto i vor forbindelse interessant: "Det vil jeg! Og i mit Hjerte bøie mig for hende!". Tænkte Vilhelm det ikke nok, vennen er katolsk. "Paa ingen Maade! Jeg er saa god en Protestant som De; men hvorfor skulde vi ikke agte Christi Moder? Hvad Catholisismens Ceremonivæsen, Aflad og alle disse Præstetilsætninger angaar, er jeg ved at kappe Hovedet af alle, som saaledes nedværdiger Gud og den menneskelige Forstand. Men i meget er vi ubillige. Vi glemmer saa let det første og store Bud: elsk din Næste, som Dig selv! vi ere ikke tolerante. Blandt vore Fester have vi én for de hellige tre Konger; men hvad havde disse Konger gjort? De knælede for Christi Krybbe, derfor hædre vi dem. Guds Moder har derimod ikke en Festdag!" (S.20).
Romanen udkommer samtidig i Danmark, Tyskland og England. De danske anmeldelser var forfærdelige. Stort set frakendes værket enhver æstetisk, filosofisk og etisk kvalitet. Kompositionen er rundt på gulvet og dens hovedperson en pjalt. Alt er ved det gamle. Gudskelov opholder digteren sig - ikke i Silkeborg - men London hos Charles Dickens, der trøster den grædende HCA, så godt han nu kan.

Litteratur og links

Ved læsning af "At være eller ikke være" anbefales Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave ved Mogens Brøndsted fra 2001. Foruden selve romanen indeholder udgaven en fyldig efterskrift om romanens plads, tilblivelse, tider, steder, mennesker, helhed, tekstforhold og oversættelser samt modtagelse, herunder samtidige anmeldelser. Afsluttes med litteraturhenvisninger og noter ved Erik Dal. - Epokes sidehenvisninger refererer til denne udgave.
"At være eller ikke være" har også været udgivet i H. Topsøe-Jensens udgave af H.C. Andersens Romaner og Rejseskildringer i syv bind (1943-1944), hvor bind 5 består af de to romaner "At være eller ikke være" og Lykke-Peer.

Centrale værker om "At være eller ikke være."

Johan E. de Mylius: Myte og roman. H.C. Andersens romaner mellem romantik og realisme. En traditionshistorisk undersøgelse. Kbh., 1981, side 197-210.
Aage Jørgensen: H.C. Andersens roman "At være eller ikke være". i: Aage Jørgensen: Kundskaben på ondt og godt (1968), s. 41-57.
Knud Wentzel: H.C. Andersen: "At være eller ikke være". - i hans: Fortolkning og skæbne, 1970, s. 52-64.
Per Stig Møller: Erotismen : den romantiske bevægelse i Vesteuropa 1790-1860. Kbh., 1973, s. 131-136.
Villy Sørensen: De djævelske traumer. Om H.C. Andersens romaner. – i: Villy Sørensen: Hverken–eller, 1961, s. 136-157.
Om "At være eller ikke være" i tidsskrift- og avisartikler

Til toppen
Til H.C. Andersens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 7. november 2002. Opdateret 1. november 2012.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.