Dannelsesroman - Udviklingsroman. Epoke - danske romaner før 1900

Genren
Dannelsesromanen er en genre, dvs. en bestemt slags roman. I litteraturhistorien generelt indføres der gerne en skillelinje ved 1870, der konsekvent benævner romanen før dette år som 'dannelsesroman' og romanen efter som 'udviklingsroman'. Men så firkantet forholder det sig alligevel ikke. En kunstnerisk proces over flere årtier og med mange medvirkende gøres ikke anskuelig udfra litteraturteoretisk ønsketænkning. Epoke-inddelinger og litterære etiketter er nødvendige, for at vi overhovedet kan overskue og tale om kunstværker og deres måde at fortolke og præge tiden på. Det uheldige er, når etiketterne bliver vigtigere end værkerne. Følger vi værkerne, bliver helheden mere kompliceret, men tillige mere spændende. Fokuserer vi på dannelsesromanen som genre, viser det sig nemlig, at dannelsesromanen ikke alene tilhører 1800-tallet, men at der også skrives dannelsesromaner i det 20. århundrede!
En dannelsesroman har og skal have et biografisk forløb. Dens emne er beskrivelsen af et livsforløb fra vugge til grav. Synsvinklen, hvorfra livshistorien berettes, er gerne lagt sidst i forløbet, således at livshistoriens mønster lader sig overskue og herfra fortolke.
Dannelsesromanen har altså ikke noget med at være 'dannet' at gøre i betydningen at spise med kniv og gaffel og tale med om musik og arkitektur evt. på fremmede sprog efter dannelses-rejser i udlandet. - 'Dannelse' i genrebetegnelsen dannelsesroman er derimod ensbetydende med 'skabelse' eller 'formning'. Det er skabelsen/formningen af livsforløbet, og gengivelsen og tolkningen heraf - og dermed af personligheden - der et det centrale. Igennem sproget fremstilles - (gen)dannes - et menneskeliv. Hvilke kræfter er tilstede i dette liv? - hvilke værdier har formet det? - hvilke lidenskaber? - hvilke valg?
Dannelsesromanen næres af et dialogisk rum mellem en indre lovmæssighed (sjæleliv/natur) og en ydre lovmæssighed (natur/samfund). Samspillet (skæbnen) imellem yder- og inderverden har således en helt afgørende betydning i dannelsesromanens univers, hvor livets meningsfuldhed på forhånd er givet. Denne meningsfuldhed kan mistes, men også genvindes.
For dannelsesromanens hovedperson er der et ideal tilstede, en vejledende og styrende instans, der har baggrund i familiearv, opdragelse, samfund, moralske og kulturelle værdinormer i en kaotisk verden fuld af fælder og faldgruber. Idealet kan være en foræring, men er egentlig ikke nogen statisk instans, snarere en indre seismografisk orienteringsradius, der medvirker som opretholder og ansporing i tilværelsen. Idealet fremstår som livsvejens katalysator.

Filosofien - Organismetanken
Dannelsesromanen er et produkt af 1800tallet: dets livsbilleder, værdiforestillinger og forståelsesformer - dets filosofi. Kunstnerisk benævnes periodens første årtier Romantik, hvor det nye er jegets vægt, naturreligiøsitet, fantasi, følelse, sort nat, det ubevidste, skønhed, kosmos, poesi. Alt sammen i en drejning væk fra 1700tallets - den såkaldte Oplysningstids - fornuftsdyrkelse og rationalisme.
Filosofisk finder der ikke så skelsættende et brud sted med oplysningstiden, idet den romantisk-idealistiske filosofi snarere ligger i forlængelse af oplysningtidens fornuftsopfattelse. Denne grunder sig i kontrast til kristendommens dogmer og folkelige overtro på tankens klarhed og fornuftens frihed (Voltaire). At denne Voltaire i virkeligheden er et godt stykke af en romantisk spøgefugl og ironiker er en anden men ligeså vigtig historie! Frihedsopfattelsen optages i den romantisk-idealistiske livsanskuelse, men indsættes i en ny sammenhæng, hvor fornuft og naturmetafysik forenes: Naturen er Gud!
Optakten finder sted, da den dansk/tyske filosof Henrich Steffens (1773-1845) i 1803 holder nogle berømte forelæsninger i København, hvor han introducerer romantikkens filosofi, Organismetanken, efter et flerårigt studieophold i Tyskland, hvor han var i forbindelse med både Novalis, Tieck, Herder, Schelling og Goethe. Universalromantikkens skabere - men aldrig samlet som et hold, en samlet bevægelse. Romantikken udfolder sig som samtidige processer i hele Europa.
Organismetanken er et andet ord for universalromantikkens enheds- eller helhedssyn på verden og livet. Organismetanken er den, at hele universet er én stor organisme, gennemtrængt af en altomfattende bevidsthed eller ånd, som mennesket er indoptaget i og derfor er et billede på. Organismetanken fører frem til Charles Darwins The Origin of the Species (1859), idet den tidligt fremstiller en biologisk vision af menneskets tilblivelse: Tilbage i uhyrlige tidsmasser er mennesket et dyr. Længere tilbage en plante. Endnu længere tilbage uorganisk stof. Denne fjerne fremmede verden bærer mennesket i sig inderst og op igennem de biologiske vækstperioder.
Mennesket er nu for romantikerne det sted, hvor verden som organisme kommer til bevidsthed om sig selv. Bevidsthed er derfor det centrale i organismetanken eller den romantisk-idealistiske filosofi, for det er i bevidstheden, at mennesket bliver istand til at erkende sig som en del af naturen (nødvendigheden) og samtidig som et væsen, der rækker udover naturen (ånd, fornuft, frihed). Det er ultrakort hovedtanken i F.C. Sibberns banebrydende værk: Menneskets aandelige Natur og Væsen (1819).
Splinternye er disse tanker dog ikke, f.eks. har renaissancefilosoffen Pico della Mirandola (1463-1494) en tilsvarende fortolkning, hvor han taler om, at mennesket er kommet til verden og til bevidsthed for at kunne bevidne skaberværket, være dets publikum, for således at blive Guds medarbejder, da skabelsen endnu ikke er afsluttet.

Projektet
Det bliver således organismetankens projekt at forene naturvidenskab og naturreligiøsitet. Et projekt der bliver vedligeholdt igennem hele det 19. århundrede og i Danmark kulminerer med H.C. Ørsteds Aanden i Naturen (1850). Genoptaget i 1890ernes symbolisme (hos Johannes Jørgensen i Taarnets programartikel og i Sophus Claussens poesi i 1920erne) og med fornyet vitalitet dyrket af Johannes V. Jensen i Dyrenes Forvandling (1927), Aandens Stadier (1928) og Vor Oprindelse (1941). Ligesom vi møder den i vor nutids bestræbelser på at samtænke videnskab og metafysik, f.eks. i Fysikkens Tao (1980) af Fritjof Capra, Frederik Stjernfelts Rationalitetens himmel og andre essays (1997) plus en lang række tilsvarende værker.
Organismetankens centrum er, at verden er behersket af en levende fornuft: Verdensorden - eller verdensånd. Vi bemærker, hvorledes organismetanken genkendes i M.A. Goldschmidts nemesislære (Livs Erindringer og Resultater, Bind II, 1877), hvor han formulerer nemesis som 'den levende orden' i verden og i menneskelivet. En sådan sfære tilhører måske i højere grad fremtiden, end vi i dag gør os nogen forestilling om! Nutidens stigende interesse for romantikken, dens digtning og dens filosofi, kunstværker, biografi og perspektiviske livssyn, peger i en sådan retning.
Ifølge den romantisk-idealistiske filosofi er 'ånd' ikke noget, mennesket skal gøre sig umage for at opnå - i modsætning til når det gælder et håndværk. Ånd er ikke noget overordnet og højt oppe. Ånd er grunden i mennesket!

Perspektivet
Under sit korte ophold i Danmark opnåede Henrich Steffens at inspirere og påvirke især Adam Oehlenschlager og N.F.S. Grundtvig. Sidenhen bearbejdede de hver på deres måde organismetanken i en original fremstilling af personligheden og historien. At ånd i grunden er mennesket - er jo kernen i al grundtvigianisme. Så tæt ligger den naturreligiøse og den kristne verden op ad hinanden. Og med Grundtvig understreges det idehistorisk, hvor dybt oplysningstiden rækker ind i 1800tallet. Hvad der konstituerer Nordens Mythologi (1832) er netop besyngelsen af frihed! ("Frihed for Loke, saavel som for Thor"). - Lynildsmanden kaldte Grundtvig siden Henrich Steffens, der efter Danmarksopholdet rejste til Halle for at besætte den stilling som professor, han ikke opnåede i København.
Når Georg Brandes derfor som den nye 'oplysningsmand' - der heller ikke blev professor, og nu med tilnavnet Lucifer - stiller op i 1870 med budskabet om tankens klarhed og frihed, samt at fastholde litteraturen på et naturvidenskabeligt grundlag, så er der, som vi ovenfor har berørt, ikke noget nyt i det! Det nye er ej heller naturalismens realistiske holdning til virkeligheden og forståelsen af menneskets situation. Det realistiske gennembrud tilhører St.St. Blichers novellekunst fra 1820- og 30erne og Mathilde Fibigers hverdagsskildringer fra 1850erne. Det nye i Det moderne Gennembrud er alene afskæringen ikke blot af den kristne kirke og livsholdning, men tillige af den religiøse og metafysiske dimension - til fordel for en politisk agitation. Det nye er viljen til - debat. Pressemagt.
At naturalismen ikke tager afgørende udgangspunkt i kunsten, vidner Georg Brandes skelsættende udgivelsen i 1883 om: Det moderne Gennembruds Mænd. Bogen indeholder mindre end ingenting om en af datidens - og også nutidens! - største forfattere, nemlig Herman Bang, der havde udviklet en ekstraordinær form for objektiv realisme - impressionisme. - Den virkelighedstolkning, der fremkommer af denne udtryksform, er kunstnerisk set det moderne - men den kunne tilsyneladende ikke bruges til noget fornuftigt i et politisk perspektiv.

Romanen
1800tallets dannelsesroman bliver skrevet ind i et perspektivisk rum, hvor livsforståelsen netop består i dette perspektiv. Fra midten af 1800tallet begynder dette perspektiv langsomt at krakelere, idet nye udløbere af organismetanken selvstændiggør sig og danner nye helheder, men uden indbyrdes perspektiv: Kommunisme (Marx), evolution (Darwin), dybdepsykologi (Freud). Og et stykke tid senere et sammenblanding af det hele tilsat en spids Wagner og rørt godt op med Schopenhauer: Aristokratisk nihilisme (Nietzsche). Det ville nu være bekvemt, hvis vi litteraturhistorisk kunne konstatere, at ud af splinterne fra det perspektiviske rums opløsning opstår en ny romangenre: udviklingsromanen. Men den holder ikke.
Genren konstitures af sit emne. Når emnet derfor er et livsforløb er genren givet: dannelsesroman. Uanset hvordan og hvorledes er et livsforløb et livsforløb. Genrehistorisk er udviklingsromanen altså en dannelsesroman. Men hvorledes adskiller da udviklingsromanen sig fra dannelsesromanen? Man kunne forestille sig, at det afgørende måtte være fortolkningen af det pågældende livsforløb: At i dannelsesromanen er alting fryd og gammen og går op i en guldrandet højere enhed, men at den rå virkelighed så alligevel indfinder sig med udviklingsromanen.
Sammenligner vi derfor nu de to klassiske repræsentanter for de to genrer, nemlig M.A. Goldschmidts Hjemløs (1854-59) som repræsentant for dannelsesromanen og Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1896-1904) som repræsentant for udviklingsromanen, vil vi gøre den ejendommelige opdagelse, at begreberne eller etiketterne ligeså godt kunne være byttet om! Hvad er egentlig hvad? Begge romaner skildrer i stor samtidshistorisk iscenesættelse et livsforløb. Og man kunne nu umiddelbart tænke sig, at hovedpersonen i dannelsesromanen får et langt og perspektivrigt liv, ligesom man kunne forestille sig, at hovedpersonen i udviklingsromanen tilsvarende får et brudt eller uafrundet og disharmonisk liv. Det forholder sig lige omvendt!

Eksemplet
Hovedpersonen i Hjemløs lever kun i 32 år! Hvilket må siges at være et temmeligt kort livsforløb (der stofligt modsvares af romanens 1600 siders omfang). Efter hovedkuldse, lidenskabelige udskejelser i en omflakkende ungdom finder hovedpersonen en forsoning med sit indre jeg inden den smertefulde død. Romanen afspejler her livskampen for at opretholde balancen mellem ånd og natur. Afhængig af hvilke kræfter der har overtaget i livsførelsen, udløses disse i sammenhænge, hvori mennesket kan gå til grunde. Idealiteten er derfor virksom som den lovmæssighed - eller 'orden' - der sikrer tilværelsens ligevægt. Denne kan krænkes, og netop her igennem lærer hovedpersonen den at kende. Ligevægt er ikke noget statisk, men kræver en indsats af den enkelte, alene og i fællesskab.
Viljeslivet bliver derfor i dannelsesromanen af lige så stor virkelighed som sjælelivet. Heraf det dramatiske, emotionelle og ekstraordinære. Skæbnetroen udgør ikke en fastlagt forståelsesform, snarere en struktur, hvorigennem livets mangfoldighed og love vinder en sådan form.
Heller ikke i Lykke-Per opnår hovedpersonen varighed og sikre tilhørsforhold i livet, men dør alligevel i sin egen bevidsthed i harmoni med sit liv og dets perspektiv, selvom det måske i læserens øjne ligner en ruin. Begge romaner lader deres hovedperson erkende, at en 'indre instans' har vejledt dem igennem livet. Determinismen er således afgørende i begge romanformer fortolkning.
Udviklingsromanen adskiller sig altså ikke mht. genre fra dannnelsesromanen. Adskillelsen beror på en udbredt litteraturhistorisk praksis, der forbinder udviklingsroman og naturalisme. Det ejendommelige ved udviklingsromanen er, at den i sin menneskeopfattelse på samme tid hævder det enkelte menneskes udviklingsmuligheder samtidig med tilknytningen til en videnskabeligt begrundet deterministisk tro på arv og miljø. Udfra solide genredefinitioner mener litteraturforskeren Knud Wentzel (1975) således, at Martin Andersens Nexøs Pelle Erobreren (1906-10) - der i sin tid blev skrevet som et livsdueligt svar på Pontoppidans sortsyn med Lykke-Per (1898-1904) - er en dannelsesroman!
Transformationsprocessen imellem dannelsesroman og udviklingsroman er altså mere kompliceret end som så.
En ting bør man under alle omstændigheder gøre sig klart: Romanen er som genre - uanset handlingsforløb og emne - ikke biografi. Romanen er uden den modstand et virkeligt levet liv indeholder. Derfor kan romaner med et biografisk forløb - som f.eks. Hjemløs og Lykke-Per - forekomme lovlig 'digtede' og tilvirkede på deres hovedpersoners vegne. Som biografi bør de ikke tages alvorligt. Men alene som kunstværker, dvs. livsfortolkning og erkendelsesproces, der netop i romangenren finder medium for sine særlige budskaber, der ellers ikke ville have fundet sted.
Romanens gyldighed beror på både tids- og livsbilledets holdbarhed. Aftegningen foregår i sproget. Læserens mulighed.

Litteratur:

Lærke Hansen, Aage: Fra dannelsesroman til udviklingsroman. i: Kritik, nr. 8, 1968, s. 19-45
Thomas Jensen og Carsten Nicolaisen: Udviklingsromanen - en genres historie. Odense Universitetsforlag, 1982.
John Chr. Jørgensen: Den sande kunst. Studier i dansk 1800-tals realisme. Poul Møller - Hans Egede Schack - Georg Brandes - Herman Bang. Kbh., 1980.
Organismetænkningen i dansk litteratur 1770-1870. (Ideologihistorie, Bind 3). Af Aage Henriksen, Erik A. Nielsen og Knud Wentzel ; redigeret af Aage Henriksen. Fremad, 1975.
Ånden i naturen. Dansk guldalder 1800-1850. Nationalmuseets store udstilling om sammenhængen mellem naturvidenskab, kultur og kunst i årene 1800-1850.

Til toppen
Til hovedsiden
Til Epoker og Ismer - 1
Til Epoker og Ismer - 2
Til Epoker og Ismer - 3
Til Epoker og Ismer - 4