Artisten
At synge, danse, posere, fabulere er det bedste han ved. Comediehuset i Odense fremstår som hans drømmes mål. Han kommer der første gang i 1812 sammen med sine forældre og ser Den politiske Kandestøber som vaudeville. Samme år optræder han selv som statist i Kotzebues Hussiterne i Naumburg sammen med mange andre børn, der blot skal være i hvidt og sort. Det rigtige teater, hvilket indtryk har det ikke gjort på den kun 7-årige ambitiøse og sensible knægt.
    Han gør sig gode venner med teatrets plakatopsætter og får selv overdraget plakater at hænge op. Som belønning får han en plakat med hjem, som han hænger op i sit hjørne og fabulerer over. Selv opfører han Hamlet på sit dukketeater. Nu begynder han også selv at skrive stykker efter at have læst krævende dramaer som Ariadne paa Naxos og Medea; det første hedder "Abor og Elvire" skrevet over visen Pyramus og Thisbe. Og straks må han over til præsteenken fru Bunkeflod og læse det op. Hos hende kommer han en del, fordi hun sætter pris på hans hjemmelavede sangstykker og oplæsninger. Her hører han første gang ordet "Digter" omtalt i alvor og ærbødighed. Senere udvider han damekredsen med Madam Saxdorf, frøken Jensenius og frøken Briand. For hvad er en artist uden publikum? Og folk begynder virkelig at blive opmærksomme på denne mærkelig dreng med den smukke stemme og det alvorlige barokt humoristisk indtrængende sind.
    Da han bliver sendt af sted som arbejdsdreng til Hirschfelds Klædefabrik for at supplere husholdningen efter farens død, optræder han for arbejderne med sang og skuespil, scener af Holberg og Shakespeare, med så stor succes, at han selv slipper for det trivielle arbejde. Almuens almindelige arbejdsliv var bestemt ikke noget for poseuren H.C. Andersen.
    Anne Marie er ikke spor glad for sønnens teatertosserier og optræden, og da Hans Christian også vil være linedanser og lave pantomimer, forbyder hun ham det. Farfaren! Han skulle se at tage sig noget ordentligt til. Men skuespil, sang og dans har tag i ham. Han vil til teatret. Det er målet. Og i damekredsen gør han stadig lykke med sine genfortællinger og sang. Til deres kreds hører desuden flere af byens intellektuelle, biskop Plum og oberst Høegh-Guldberg, og da først deres interesse er vakt for den besynderlige og bevægende dreng, er hans lykke gjort.
  Men det er der ingen, der ved.

Digteren
I 1816 flytter Prins Christian og prinsesse Caroline Amalie ind på Odense Slot, hvilket sætter byen på den anden ende med festligheder og fyrværkeri. Anne Marie bliver ansat på slottet som vaskekone, så også Hans Christian får sin gang der, og det er lige noget for ham: eventyret kan begynde! Han deltager sammen med den lille prins Fritz, når der skal slås katten af tønden i slotsgården, og sørger for at tage sig godt ud, når nu kongefamilien sidder på terrassen og kigger på.
    Han påbegynder straks et nyt stykke, en tragedie, men hvordan taler man ved hoffet? Hvad siger en konge? Det må være noget ekstraordinært fint, så han slår op i tyske, franske og engelske ordbøger og fremtryller sætninger som: "Guten Morgen, Mon pére! Har De godt sleeping?" Ellevild af begejstring læser han det op for madam Bunkeflod og den øvrige damekreds og i det hele taget for hvem, der vil lytte.
    Farens soldaterbog overtager han og fylder den med digte, remser og udkast. Her er hans første digt "Grav minde over lille Marie død 1816 den 26. November", der er imponerende gennemført af en 12-årig. Ligesom flere af hans vrøvleremser vidner om den sproglige nerve. Hør blot denne:

Billetten
Moren vil have ham i skrædderlære. Farmoren foreslår ham på skrivestue. Rædslernes rædsel! Nu har tusindkunstneren kun ét i tankerne - at komme væk! Teaterlivet er jo slet ikke i Odense. Han må og skal til teatrenes by, København. Til Odense ankommer nu en trup ledet af Jomfru Hammer, der opfører et lystspil af Holberg. Hans Christan er fyr og flamme og opsøger den noget anløbne skuespillerinde, gør hende praktiske tjenester og bønfalder hende om at tage ham med til København.
    Og sådan bliver det efter flere genvordigheder. Høegh-Guldberg er udenlands, så anbefalelsesbrevet bliver skrevt af bogtrykker Iversen, der ryster på hovedet af det forvovne drengebarn og stiler det til den berømte danserinde Mad. Schall. Politimesteren udskriver rejsepasset, moren pakker bedrøvet en lille bylt klæder, solen skinner, postillonen står klar, posthornet blæses. H.C. Andersen er 14 år og blind passager. Nu begynder det. Eventyret.
    Ved byporten står hans mor, hun græder og vinker farvel til sin store og mærkelige dreng. Farmoren står ved hendes side, grånet og gammel, hun havde ved afskeden omfavnet ham grædende uden at kunne sige et ord. Hun ser ham ikke mere, hendes øjesten, for hun dør år efter.
    Dengang tog en sådan rejse halvanden dag. Så den blinde passager har fået tid til at tænke sig om. Efter sejladsen over Storebælt betræder han for første gang den sjællandske jord. Han går da om bag et skur på strandbredden, falder på knæ og beder Gud om at hjælpe og ledsage sig. Tilbage i vognen sidder hans medpassager, fru Hermansen, og nu får hun hele historien for 3. gang...
    Hjemme i sin stue tænker Anne Marie måske på, hvad den gamle kloge kone spåede hendes dreng i kort og kaffe inden afrejsen: Hendes søn bliver en stor mand - til ære for ham skal engang Odense blive illumineret!

Denne side er publiceret på internettet 15. september 2002. Opdateret 25. juli 2004.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.