H. C. Andersen: Biografi. Epoke - danske romaner før 1900

Neapel
Omsider modtager han et langt brev fra Edvard Collin. Det er en udsøgt giftig nedrakning af "Agnete". HCA er rystet. Bleg og modløs kigger han over til Thorvaldsen. Denne giver ham et venneråd, som han rejser sig ved: "Føl Deres egen Kraft, lad Dem ikke lede af Mængdens Dom og gaa roligt fremad." Küchler maler hans portræt her i januar 1834. Det viser en ny, modnet og selvbevidst HCA.
I sin dagbog skriver han: "Eduard, jo mere jeg overtænker Alt, jo mere seer jeg din mageløse Egoisme, den uhyre Uret jeg lider, Du har sat en Kløft mellem os, som vist aldrig dækkes. Alt er falsk..." Og sekvensen slutter: "I Dag ender da denne Maaned; fra jeg var i Meislings Huus har ikke en saa undergravende Følelse behersket mig hver Morgen som i denne Tid, da var det Sønderknuselse, nu er det Forbittrelse og Smerte. Gud Eduard hvilket Væsen er Du og de andre! I dræbe mig!..."
Det ugelange karneval i Rom tager han med i sort humør, fordi han skal bruge det til sin roman. Herefter bryder han op og rejser til Neapel sammen med Hertz og en Zeuthen. Han finder et hyggeligt værelse med udsigt. Vesuv damper og ryger og kaster ild op i luften. Også Neapel damper af ruffere, der ikke lader den stakkels HCA i fred, men påtrængende tilbyder Dona multa bella Excellenca.
Blodet koger som et indvendigt Vesuv. Liderligheden frister forfærdeligt, men dagbogen meddeler, at han kæmper imod. Han vil ikke dette forfald. Han går lange ture ved havet. Kaster sig på sengen. Onanikorsene løber som en lavastrøm igennem dagbogen. Rastløs river han den ene tegning af sig efter den anden. Flere tegninger hver dag. Det hjælper. Kvinden i et rygende bål.
Selskabet bestiger en dag Vesuv, der stadig er i udbrud. Hertz kommer galt af sted med sin fod, og da han ikke kan holde trit med de andre, bliver HCA hos ham. Forholdet mellem dem er blevet stærkere, skønt HCA ikke føler, at det kan blive til venskab. De følgende dage foretager de små rejser til Pompeii, Amalfi, Capri og Salerno. Alt sammen stof til "Improvisatoren". Hans blændende beskrivelse i romanen af Den blå Grotte, der netop var blevet opdaget, medførte, at den i de kommende år blev et hektisk rejsemål for turister.
Bortset fra prostitutionen, hvis sidegader han rank og forvirret går uden om, forekommer Neapel ham som et jordisk paradis, som han altid vil længes tilbage til. Selskabet bryder op med kort ophold i Rom, hvor de tager afsked med vennerne. På Caffè Greco bliver hans skål drukket. Bødtcher synger rejsevisen. Thorvaldsen omfavner ham bevæget og kysser ham to gange. Næste dag rejser han alene til Firenze, hvor han bliver i ti dage, for dernæst at begive sig til Venezia. En by han ikke bryder sig om. Den virker som fordærvet af død. Gondolerne ligner sorte ligkister. Og netop som dødens by indgår den i den påbegyndte roman, der bliver HCAs internationale gennembrud.

Hjem
H.C. Andersen glædede sig bestemt ikke til at komme 'hjem'. Allerede over Alperne udvikler han en angstpsykose, og selvmordstanken spøger igen. "Jeg er saa kjed af mit Liv at jeg ofte har i sinde at ønske: skal vi lade den Fugl flyve!..." Pengene er sluppet op, hvorfor han endnu en gang skriver til Jonas Collin om forstærkning. Den når ham i München, hvor han bliver en måned. Han trækker tiden ud. Lever af ingenting. Læser Goethes italienske rejsebog. Han er ikke imponeret - for let, for overfladisk. Selv har han fået meget mere med. Derpå til Wien en måned.
Opmuntrende breve fra Ingemann og Christian Voigt. Til sidstnævnte skriver han, at det ikke er af hjemvé, han vender hjem, hjemvéen gælder den anden vej: "Ak du hellige Chatharina, beed for mig! Hvorledes skal det dog gaa, naar man atter traver i det kolde Sneevand paa Østergade og spiser den lange Taage! Ifior ved samme Tid gik jeg sommerklædt under Laurbærtræer og spiiste Oranger og tunge Druer. O dio mio! Nu er det forbi..."
Ved hjemkomsten flytter han ind hos Wulffs i Søkadetakademiet, hvor han bliver hjerteligt modtaget. Conferensraad Collin besøger dem samme aften. Det var den kære kreds, det var hjemmenes hjem. Men skjules kan det jo ikke, at han er fuldstændig flad. Der bliver lagt råd op, og en indsamling sættes i gang. Samtidig får HCA nyt logi i Nyhavn nr. 20, 2.sal, hos Karen Sophie Larsen.
I Sorø, hos ægteparret Ingemann, skriver han flere kapitler til "Improvisatoren", ligesom han til parrets begejstring læser op af dens lste del. Tilbage i Nyhavn arbejder han i døgndrift på bogen. Pengene. Den skal ud hos Reitzel, hvis han vil tage den. Via Ingemann kommer en aftale i stand. "Improvisatoren" planlægges til udgivelse i februar 1835.
Juleaften hos Ørsted'erne til middag og gaver. Og siden til julegrød hos Collin. Nytårsdag skriver han fra Odense til Henriette Hanck, der er i Italien, og som han flittigt har korresponderet med: "Nu begynder jeg paa nogle "Børne-Eventyr", jeg vil see at vinde de kommende Slægter skal De vide!..." Sådan. Så kort og nøgternt. Til Ingemann skriver han i samme forbindelse: "Dernæst har jeg begyndt paa nogle "Eventyr, fortalte for Børn", og jeg troer de lykkes mig. Jeg har givet et Par af de Eventyr, jeg selv som Lille var lykkelig ved, og som jeg ikke troer ere kjendte; jeg har ganske skrevet dem saaledes som jeg vilde fortælle et Barn dem."
I Italien brændte barnet op i ham og han blev mand. Derfor kan han nu fortælle for børn. I begyndelsen af 1835 skriver han fire eventyr, nemlig "Fyrtøjet", "Lille Claus og Store Claus", "Prinsessen på Ærten" og "Den lille Idas Blomster".
H.C. Andersen er kommet hjem.

Til toppen
Til 5a. De første eventyr mm.
Tilbage til H.C. Andersens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 1. oktober 2002. Opdateret 2. august 2004.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.