H. C. Andersen: Biografi. Epoke - danske romaner før 1900

Jenny Lind
I efteråret 1843 er den svenske sangfugl Jenny Lind i København for at besøge sin veninde, nu fru Bournonville. H.C. Andersen har i flere år været en velkommen gæst i hjemmet. Her møder den 38-årige ungkarl den kun 23-årige skønhed. Den historie er der gjort meget ud af i tidens løb, skønt der ikke er meget kød på den. HCA bliver godt nok fyr og flamme, og er, mens Jenny Lind opholder sig i byen, rundt på gulvet. Der er ikke tvivl om, at sangerinden på sin vis respekterer og beundrer den berømte forfatter og teaterdigter, fordi han er underfundig og klog i samvær. Og de kommer meget sammen. Uden hans bistand havde hun sikkert ikke turdet optræde i København, som hun skulle lægge for sine fødder. Men forholdet til HCA er det sædvanlige 'søsterlige', hvilket hun fra begyndelsen markerer, og HCA træder forkert, da han i et brev tilbyder hende ægteskab.
Da hun er rejst, kaster den fortvivlede HCA sig over et nyt bind eventyr, der bl.a. kommer til at indeholde "Nattergalen". Bogen udkommer igen hos C.A. Reitzel, og denne gang bliver den rost af dagbladskritikken hele vejen rundt. HCA sender ophidset Jenny Lind et eksemplar med dedikation og modtager et sødt takkebrev - et år senere.
De følelsesmæssige forviklinger fortsætter imidlertid, men nu med modsat fortegn mht. til den erotiske orientering, idet han på Nysø, hvor man fejrer Thorvaldsens fødselsdag, forelsker sig i værtsfolkenes søn, Henrik Stampe, der viser ham emotionel interesse. Nu begynder et pinefuldt og uforløst forhold, der skal vare et halvt år og efterlade HCA som et udbombet vrag. Henrik Stampe spiller nemlig med falske kort. Han bruger HCA for at nærme sig sin hemmeligt elskede, Jonna Drewsen. Der udvikler sig en kompliceret og hjerteskærende trekant, da Jonna Drewsen får sympati for den udsatte HCA.
Som sædvanlig fortæller H.C. Andersen om miseren til sine to 'søstre', Henriette Wulff og Henriette Hanck. Hvorfor har den varmblodede og ensomme HCA, der higer efter ægteskab, ikke valgt en af de to, kan man med rette spørge. Begge kvinder er sjælsstærke naturer, dertil begavede og selvstændige, men kropsligt skrøbelige. Henriette Hanck, der flere gange forsigtigt, men ærligt tilbyder sig, er HCA ikke forelsket i. Som han tidligt skriver i dagbogen:
"Kejtet Venskab giør Fortræd".
1843 skal desuden blive året, hvor han ved en folkefest på Fyn genser Riborg Voigt. Mødet bliver helt udramatisk, da Riborg tydeligvis er blevet mærket som kone. HCA skriver efterfølgende det humoristiske eventyr om "Kærestefolkene", hvor Toppen som bekendt forelsker sig i Bolden, der er halvt forlovet med en svale, men havner i tagrenden og siver i fem år. Toppen derimod kommer til ære og værdighed og knap nok genkender knapt nok Bolden efter turen i tagrenden.

Bente Kjølbye: Kærlighedens mange ansigter. H.C. Andersen, Jenny Lind og Felix Mendelssohn-Bartholdy. Kbh., 2002.
Bente Kjølbye: H.C. Andersen og veninderne. Kbh., 1997.
Om H.C. Andersens forhold til kvinder, dem han blev forelsket i og dem han knyttede venskab til. Skildringen belyses med citater fra forfatterens brevveksling, dagbøger og selvbiografier.

Slottet i Weimar
I midten af 40erne kæmper flere tyske forlag om rettighederne til udgivelsen af H.C. Andersens samlede værker. På sine rejser gennem Tyskland har HCA været flittig til at aflægge forlægger-, forfatter- og redaktørbesøg i de større byer. Han er sit værks bedste ambassadør. Det bliver forlagsboghandler C.B. Lorck i Leipzig, der løber med kontrakten. Udgivelsen omfatter 33 bind og foreligger først komplet i 1872 - 3 år før HCAs rigtige død. Værket oversættes af hans tyske oversætter, den kun 23-årige Heinrich Zeise fra Altona. I forbindelse med den store udgivelse opfordrer forlaget HCA til at skrive sine erindringer i tråd med Xavier Marmiers interview. Det bliver til "Mit eget Eventyr uden Digtning", der udsendes i Tyskland 1847. Samtidig udkommer "Improvisatoren" i Rusland, England og Amerika.
Fra Weimar - Goethes og Schillers Weimar - modtager H.C. Andersen en invitation til at gæste storhertugen på dennes fødselsdag i 1844, hvor han bliver modtaget med stor og ægte hjertelighed. Storhertuginden forærer han sin "Nur ein Geiger". Spillemanden omgås nu på lige fod med de største i Europa. For HCA er det helt naturligt, idet verden ifølge hans filosofi er sådan indrettet, at storhertugen er udvalgt af Gud, og det samme er han selv. Af samme grund har han været let at have som gæst. Forholdet udvikler sig da også til et dybt personligt venskab, idet værtsparret opfordrer ham til at betragte slottet i Weimar som sit andet hjem.
Ællingen er blevet en svane.
I København har digteren H.P. Holst foranstaltet et smædeskrift via den tyske forfatter Eduard Boas. Alt er som det plejer at være på det litterære parnas. Selv sidder HCA på Glorup hos grev Moltke. Her modtager han et brev fra Rantzau-Breitenburg, der opholder sig hos kongeparret på øen Föhr, med en invitation fra dronning Caroline Amalietil at komme til øen. Det vil HCA gerne, men han har ikke penge til rejsen. Han må som altid låne af 'faderen', Jonas Collin. På Föhr skal HCA - akkurat som den lille deklamator optrådte for madam Bunkeflod i Odense - læse op og underholde. Fortælle sine eventyr. Og indgå i det flerstrengede og brogede hofliv.
Tilbage i Købehavn drikker han chokolade hos kongeparret. Nøjagtig 25 år efter at han som 14-årig kom til hovedstaden og boede på tantens bordel. Hos Stampe spiser han middag med Thorvaldsen og Oehlenschläger. Billedhuggeren vil have dem med i teatret, men digterne trækker sig tilbage. Om aftenen falder Thorvaldsen død om i parkettet. H.C. Andersen har et stykke tid arbejdet på en biografi om ham. Den udkommer nu som føljeton i Berlingske Tidende og på tysk i to udgaver. Døden tager desuden admiral Wulff, der var en af de første, der hjalp drengen HCA. Og den kommer i 1845 til den af de ældre kvinder, der betød mest for ham, moderen i 'hjemmenes hjem' - fru Henriette Collin.

Den nye barselsstue
Pennen danser i disse afgørende år midt i 40erne. Han afslutter et nyt bind eventyr, der bl.a. indeholder "Snedronningen", "Elverhøj", "Hyrdinden og Skorstensfejeren" og "Hyldemor". Forlagsboghandler C.A. Reitzel tøver ikke med et første oplag på 2.000, hvilket dengang var uhørt. Det bliver udsolgt.
Selvom den årlige ydelse forhøjes fra 400 til 600 Rdl. (ca. 150.000 kr.), mangler HCA penge. Han bor jo på et dyrt førsteklasses hotel. I disse år skriver han ikke mindre end et halvt dusin skuespil og vaudeviller: "Kongen Drømmer", "Lykkens Blomst", "Nøkken" m.fl. Stykkerne bliver antaget, men på teatret går bølgerne højt. Molbech og Heiberg stikker kæppe i hjulet. Stykker bliver henlagt eller forsinkes. Andre opføres med publikumssucces, men tages af plakaten. "Det sædvanlige Lirumlarum", skriver HCA med en nyvunden distance i dagbogen.
Dramaturgisk har HCA uden tvivl været forud for sin tid. Når de restriktive litterater finder 'fejl' i formen, befinder de sig på et æstetisk tilbagestående niveau, idet HCA modernistisk bevidst 'sprænger' samme form, hvilket er noget ganske andet. Hans formsprog ligner ikke noget, man tidligere har kendt. Musikalsk er han desuden eksperimenterende og avanceret. I udlandet træffer han avantgardens toneangivende komponister, Franz Liszt, Carl Maria von Weber, Robert Schumann. Selvfølgelig har de snakket musik, så det gør noget.
Nu får HCA den lyse idé at indsende et nyt stykke anonymt og denne gang holde fast ved anonymiteten. Kun to ved om den rette sammenhæng, nemlig Ørsted og Collin. Lystspillet "Den nye Barselsstue" er Heiberg ellevild med og nedlader sig endog til at betone over for HCA, at sådan skulle han skrive! Johanne Louise Heiberg griber begejstret hovedrollen. HCA kluklér på sit hotelværelse. Stykket opføres 61 gange.
En aften opsøges HCA af den yngre kritiker P.L. Møller, der som den eneste fremhævede "Bazaren"s kvaliteter. Han har netop overværet det lille lystspil på Det kgl. Teater og er højt oppe. "Jeg ved, hvem det er", siger HCA. "Hvem?" spørger Møller. "Det er Dem!" Kritikeren forsikrer fortumlet, at det bestemt ikke er af ham. "Jeg veed, hvad jeg veed!", svarer HCA leende.
Hvilken herlig scene. Senere træffer han teatrets direktør, Adler, for at høre om mulighederne for det refuserede stykke "Lykkens Blomst". Direktøren må desværre skuffe, nej, kunne HCA skrive et stykke som "Den nye Barselsstue", men det ligger jo rigtignok uden for hans talent, han er lyriker og har ikke det lune, der bærer stykket. "Nej, desværre, det har jeg ikke!" svarer HCA, og nu roser også han lystspillet...
Hvad værre er - hans halvsøster Karen Marie, som han hele sit liv har fortrængt, er dukket op i hans nærhed. Sammen med sin mand bor hun kun 500 meter fra ham i det fattige Borgergade. Hun sender sin mand for at tigge penge af ham. Han stikker hurtigt 2 Rdl. ud ad døren på klem. Det gentager sig - 1 Rdl. Nu tropper - rædslernes rædsel - Karen Marie selv op. 2 Rdl. skifter hænder med døren på klem. Uden et ord. Det nye familieliv...

Ridderordenen
I 1845 modtager H.C. Andersen sin første æresbevisning, idet han af Kong Friedrich Wilhelm af Preussen bliver udnævnt til ridder af Den røde Ørn. HCA havde håbet, at det danske kongehus ville komme først. Sådan gik det altså ikke.
På hjemmefronten udkommer nu det mest ondskabsfulde portræt nogensinde af HCA. Det er 'vennen' Carsten Hauch, der i sin nye roman "Slottet ved Rhinen" ser sig forpligtget til at udlevere den berømte digter. Motivet er galderen misundelse. Hovedpersonen drømmer forlorent om, at hans fødeby skal blive illumineret til hans ære. I stedet lader Hauch den forfængelige nar ende på galehuset komplet sindssyg. Hermed borer han i HCAs ulægelige sår, farfaren, hvad Hauch jo ved alt om.
Nu kunne man tro, at HCA bryder med 'vennen', men det sker ikke. Overbærende glatter han ud i den korrespondance, de fører efter udgivelsen. Hauch er overstrømmende taknemmelig for HCAs reaktion, skønt den klumpfodede digter, der tidligere har forsøgt selvmord, må have haft det aldeles rædselsfuldt.
På plussiden tæller, at P.L. Møller færdiggør den biografi om HCA, der skal blive det første betydelige arbejde om digteren på dansk. Samtidig skriver Møller den eneste positive anmeldelse af den nye eventyrsamling. Her har HCA fået et troværdigt litterært venskab, som han forstår at værdsætte. Men da det akademiske og litterære parnas tager fat på Møller, er HCA magtesløs, og som bekendt er "det svært at dø i Dieppe" *). Selv fandt HCA det svært at dø i København, derfor rejste han ud og væk, men under kontrol og som projekt.
I 1846 dør veninden, Henriette Hanck, efter en alvorlig sygdom. Hendes sidste brev til ham er rørende i sin bekendelse til det mislykkede i forholdet: "I det daglige og virkelige Liv naar jeg kun seer Dem i et flygtigt Besøg, naar det forekommer mig, at enhver af Deres Venner har mere Ret til Dem end jeg, saa kan jeg ikke tale med Dem. Men den Andersen, jeg skriver til, det er min Andersen, min Ungdomsven, som jeg skylder mange af mine bedste Erindringer, og som, da jeg første gang saa ham, ved sin Ejendommelighed, aandrige Lege og Improvisationer, tændte et Lys i min Sjæl. Tag mig ganske som jeg er saa vil De let kunne finde en yngre, behageligere, muntrere og i enhver Henseende mere glimrende Veninde, men ingen trofastere og mere hengiven end Henriette Hanck." Da hun døde befandt HCA sig i Napoli, hvor han begyndte på sin stærkeste, mest idérige fortælling overhovedet, "Skyggen". Her er den selvbiografiske substans distanceret absorberet i fortællingens univers og filosofi.
I 1846 bliver H.C. Andersen udnævnt til Ridder af Dannebrog. To år senere modtager han af Adam Oehlenschläger Nordstjernens Ridderkors i miniature. Samme år som storhertugen af Weimar overrækker ham Ridderkorset Vom weissen Falken, 1. klasse. Romanen "De to baronesser" udkommer i England førend i Danmark, hvilket markerer 'det engelske gennembrud', der for HCA personligt kulminerer med det månedlange ophold hos Charles Dickens, dels på Gad's Hill, dels i Tavistock House i London.

P.L. Møller er sammen med Meïr Aron Goldschmidt hovedpersonen i Henrik Stangerups roman Det er svært at dø i Dieppe (1985).

Til toppen
Til 6b. Dorothea Melchior ...
Tilbage til H.C. Andersens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 10. oktober 2002. Opdateret 1. november 2012.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.