Søren Kierkegaard: Latterfuglen. Biografi, 6. Epoke

Corsaren
Ugeavisen Corsaren er et fænomen i 1840ernes kulturliv, som under sit satiriske dødningebanner og trikolore plyndrer alt og alle. Også Søren Kierkegaard skal blive bordet og i den grad, at hans liv kan deles op i et før og efter Corsaren.
Bladet skrives og drives af Meir Aron Goldschmidt (1819-1887), der dog ikke optræder med navn i dets officielle redaktion. Her figurerer en række stråmænd, arbejdsløse søfolk etc. Alle bidrag er anonyme. Rygtet vil, at det er en gruppe revolutionære studenter, der står bag. Altså skæg og blå briller. Ideen er taget fra Paris, hvor der huserer flere sådanne frygtløse og oprørske pamfletter i revolutionens kølvand. I København udkommer tilsvarende de politisk satiriske Politivennen og Raketten, der dog ligger på et for plat niveau til at være farlige.

Programartiklen bebuder, at bladet hverken vil holde med de liberale eller konservative, men danne opposition til begge sider. Corsaren skal være et organ for 'Folkemeningen'. Højtideligt erklæres, at det vil tjene 'Litteraturens Reenhed og Værdighed'. Linjen er studentikos satirisk med spark i løgsovsen og liv i kludene iblandet storartet kritik. På grund af sin frækhed havner det ofte hos censuren, hvorfor Goldschmidt har gjort klogt i at gemme sig, selvom han på et senere tidspunkt må 24 dage i fængsel på brød og vand. Censuren bliver først ophævet i 1848.
Corsaren udkommer første gang 8. oktober 1840 (samme dag som Søren Kierkegaard frier til frøken Olsen). Det ligger hver fredag på boghandlerens disk i et samlet oplag på 3.000, hvilket er et uhørt højt tal. For Corsaren bliver læst, selvom det bedre borgerskab ikke vil være ved det. Alle slår nyfigent stimuleret blikket ned i piratens uforudsigelige spalter. Heri bliver Kierkegaards "Enten – Eller" rost i høje toner, og dens forfatter, der jo er Victor Eremita, kaldes en sand åndsaristokrat. Da "Stadier paa Livets Vej" udkommer, prises forfatteren som 'udødelig'.

Søren Kierkegaard, der så gerne vil modtage ros, får imidlertid kolde fødder, da han er den eneste, der bliver hyldet i det rabiate skrift, der riser og udstiller alle andre som selvglade dilettanter og idioter. Da nu en af de hemmelige medarbejdere, den lovende og fremsynede kritiker P.L. Møller, i 1845 udgiver Gæa. Æsthetisk Aarbog for 1846 og heri har en negativ omtale af "Stadier paa Livets Vej", der mere analyserer forfatterens usunde og defekte sider,

reagerer Kierkegaard skarpt i Fædrelandet og får i forbifarten giftigt afsløret, at P.L. Møller er medarbejder ved Corsaren.
Dét får slemme følger for denne Møller, der efter at have modtaget universitetets guldmedalje for en afhandling om fransk poesi ellers er indstillet til at overtage Oehlenschlägers professorat, hvad han nu ligeså stille ser kuldsejle. I stedet må den uforsigtige vende næsen mod Frankrig for at slikke sit dødningehoved dér. Om hans liv og skæbne har Henrik Stangerup fortalt i romanbiografien "Det er svært at dø i Dieppe" (1985).

Men Kierkegaard er ikke færdig, for han tilføjer: "Gid jeg nu blot maa komme i Corsaren. Det er virkelig haardt for en stakkels Forfatter at staae saaledes udpeget i dansk Litteratur, at han (antaget, at vi Pseudonymer ere Een) er den eneste, som ikke udskjeldes dér." Det ønske opfyldes af redaktøren, som siden skulle undfange værket Nemesis (1877). I 1846 er Kierkegaard fast spalteføde med bizarre og groteske karikaturer, der rammer ham som psykisk pisk. Han bliver latterliggjort som den skrutryggede gadefilosof på de tynde ben med ulige lange bukseben i en grad, så han knap bliver menneske igen.
I sin "Afsluttende Efterskrift" har den knuste behandlet temaet om 'Tankens Martyrium', hvilket han nu selv erfarer. Han skal ikke være præst. Han skal istedet identificere sig med Christi lidelseshistorie. Gud ske tak og lov for Corsaren! - der i øvrigt samme år går ind.
Søren Kierkegaard har igen en idé at leve og dø for. På ny fundet sin sandhed. Forfatterskabet kan fortsætte. Modgang er lykken. "Nu staar jeg ganske anderledes besluttet paa Pletten end jeg nogensinde har gjort", skriver piraten i sin journal.

Til Biografi 7: Prædikerens tro
Tilbage til Søren Kierkegaards hovedside