Søren Kierkegaard: Latterfuglen. Biografi, 3. Epoke

Søren og Regine
Århundredets kærlighedshistorie slutter, før den er begyndt - eller rettere: den bærer fra begyndelsen ophøret i sig. Det har en bestemt grund, som Søren Kierkegaard hele sit liv forsøger at holde skjult for såvel samtid som eftertid. Og så er der også noget 'andet'.
På en familievisit hos en ven på Frederiksberg træffer Søren Aaby den fagre 14-årig Regine, der besøger sin veninde, den 22-årige Bolette, som den gode Søren har et godt øje til, hvorfor visitten oprindelig gælder hende. Amors pil rammer plet. Fra første blik er han "besluttet paa hende", som der står i hans journal. I de følgende par år sværmer de om hinanden med stævnemøder og igennem breve, "Min Regine!", hvor den eksamenslæsende lader "hendes tilværelse slynge sig ind i min". Den 8. september 1840 frier den nybagte magister til hende og får sit 'ja'.

Regine Olsen er født den 23. januar 1822 som den yngste af en børneflok på syv - akkurat som hendes 'tvilling' - og datter af en etatsråd og kontorchef i finansministeriet. Familiens bopæl er i Børsgade (nu Gammel Strand), hvor frøkenen læser tidens digtere, broderer og udfører miniaturemalerier. Her bliver den velbeslåede teolog og tilbeder godt modtaget. Efter 13 måneder bryder Kierkegaard forlovelsen 11. oktober 1841. Den 18-årige Regine er sønderknust, "I Jesu Christi Navn forlad mig ikke". Bruddet bliver det store samtaleemne det efterår og vækker almindeligt postyr og forargelse.
Sin forlovelsesring sender Regine tilbage til sin Søren. Han bærer den til sin død, idet han lader dens brillanter omdanne til et kors, hvad der jo fortæller alt om arten af deres kærlighed. Den var for livet. Men han kunne ikke. Gisningerne har været mange. Hvorfor ikke? Følte den udvalgte sig 'en evighed for gammel', og er han derfor bange for at ødelægge kæresten med sit filosofiske og teologiske hoved? Eller hånden på hjertet: finder han hende for banal og utilstrækkelig? Eller er hun for lidenskabeligt naturlig og sanselig for den hoftestive? Vi véd det ikke.
Andre har været på sporet af syfilis, da forfatteren selv taler om "Pælen i Kjødet". Kendsgerningen er, at Kierkegaard led af temporal epilepsi. Han kunne falde om og kort tid efter rejse sig igen og bede sine venner om at lade som ingenting og ikke omtale uheldet. Ifølge loven var det forbudt at indgå giftermål, hvis man havde denne sygdom, der sammenlignedes med spedalskhed.

Det er dog ikke hele sandheden. Dybere og på et ligeså hemmelighedsfuldt plan motiveres hans brud eksistentielt: Han ville helst være fri! Være sig selv - og sig selv nok, men i skabelse som forfatter: At indfange evigheden og øjeblikket i sprogets retoriske mønstre. At mozartisere ordene. [Poul Borum cit. 1972].
Kierkegaards eros er af en art, der ikke styres af erotisk drift. Han er fyldt med lidenskab og længsel, men det er en længsel efter - logos: Skaberordet, Gudstanken. I begyndelsen var det. Det er dér, han vil ind. Inderst i logos virker eros. Inderst i hans værker findes Regine - som et vandmærke. Tabet af hende giver ham kraft til at bygge sit tempel til hendes ære. Endelig med den store "Afsluttende Efterskrift" er 'forlovelsen' forbi og kærligheden udtømt. Sådan opfattede Kierkegaard det i det mindste selv. Hele forfatterskabet er tilegnet hende. Og faderen.
Allerede i de tidligste kærlighedserklæringer året før forlovelsen lyder det om "mit Hjertes Herskerinde, Regina":

Skal jeg finde, hvad jeg søger i denne Verden, skal jeg opleve Conclusionen af alle mit Livs excentriske Præmisser, skal jeg slutte Dig i mine Arme, - eller - lyder Ordren videre? Er Du gået forud, Du min Længsel, vinker Du mig forklaret fra en anden Verden?

Her finder bruddet med hans jordiske brud i virkeligheden sted, fordi hun ikke - som Guddommen - er uopnåelig. Den hengivne optakt forvandles umærkeligt til en bevægende afsked med den virkelige Regine i kød og blod.
Foreløbig styrter den ulykkeligt lykkelige magister over hals og hoved til Berlin for at studere og følge forelæsninger hos Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling (1775-1854), romantikkens store filosof, der skuffer ham, "det gamle Vrøvl". I stedet arbejder han de fire måneder opholdet varer opslugt med sit manuskript dag og nat på sit hotelværelse, hvilket er en illustration af det klassiske eksempel på kunstneren, der omsætter sin smertesorg i skabelsesrusens selvforglemmende egoistiske eufori.
Da udbryderen er tilbage i København, hvor han hører hjemme, er Anden Del på 400 sider af hans filosofiske roman med i kufferten. Værket, der én gang for alle tænder hans navn på den uslukkelige lystavle: Enten – Eller.

Til Biografi 4: Tankestregen
Tilbage til Søren Kierkegaards hovedside