Søren Kierkegaard: Latterfuglen. Biografi, 2. Epoke

Dandyflos
Inden Søren Aaby Kierkegaard påbegynder sit teologiske studium i 1831, følger han filosofiske forelæsninger hos F.C. Sibbern (1785-1872) og Poul Møller (1794-1838), hvilket senere får stor betydning for hans filosofiske forfatterskab. Den 28 år ældre Poul Møller bliver desuden en ven. De går på café, mødes til selskaber og dyrker lange samtaler. Han studerer og arbejder flittigt, og forårseksamen i 1835 begynder at vinke forude. Men så kikser det. Han går i stå. Får kvalme af teologien. Forstoppelse. Baglås. Søren Aaby er i krise.
Måske er han også begyndt at leve lidt anderledes. Begyndt at se verden på en ny måde. Han går i teatret og på restaurant, hvor han ikke rigtigt har styr på sig selv - eller på pengene. Han skejer ud. Mozarts Don Juan, der spilles på Det kongelige Teater, ophidser ham vildt erotisk. Han brænder. Nu begynder han også at gå på bordel. Han klæder sig i sidste mode med prangende farver, bl.a. en citrongul frakke, som han promenerer med på Routen. Søren Sok er forvandlet til en tidstypisk desperat dandy.

Et rekreationsophold i Gilleleje får rettet lidt op på den letlevende, der nu nærmest er vægtløs. Hvad skal han gøre? Naturforsker? Ligesom P.V. Lund? Jurist? Han finder mental støtte ved at skrive i sin journal. Og han skriver og skriver. Tilbage i byen genoptager han uden lyst teologien, nok mest for den bekymrede faders skyld.
Men hosekræmmeren kan ikke længere udholde synet af den 21-årige fløs, eller også er det omvendt: den forfængelige kan ikke udholde synet af den gamle, skrantende olding. I alt fald flytter Søren Aaby til en lille lejlighed i Løvstræde med vinduer mod Ulfeldts Plads (nuværende Gråbrødre Torv). Året efter må den gamle afvikle hans gæld, en bagatel på 130.000. Det lettede. Men Søren Aaby Kierkegaard har nået bunden.

Så sker der noget, der bliver hans redning. Poul Møller dør den 13. marts 1838, kun 44 år gammel. Dette absolutte hug fra intetheden sætter cityslikkeren op. Han samler sig om en nedvurderende kritik af H.C. Andersens roman Kun en Spillemand (1837), som bliver til hans debutbog med den gådefulde titel "Af en endnu Levendes Papirer" (1838). Måneden inden bogen skal udkomme, dør faderen den 9. august.
Kierkegaard og hans far er der skrevet meget om i tidens løb. Den ihærdige, beskedne, solide hosekræmmer med sans for værdier, ansvar og troskab over for det teologiske fastelavnsris. Tungsind over for letsind. Men så var der jo det med tjenestepigen - og det med Gud og forbandelsen. At han som lille dreng, da han gik og vogtede får på den jyske hede og var forkommen af sult og kulde, stod op på en høj og forbandede Gud lige op i himlen. Man skal se det blik, som hans Gud har set!

Selv som gammel kunne han ikke glemme hændelsen og var bange for, at der lå en forbandelse over familien, hvilket noget alt for forfærdeligt tydede på, da fem af børnene og andre familiemedlemmer var døde inden deres 33. år! Jesu levetid. Hosekræmmeren så dystert for sig, at han skulle overleve dem alle. Det var forbandelsen, som sønnen var indviet i, hvorfor han gav sin bog den besynderlige titel - Af en endnu Levende...
Af samme grund skriver Søren Aaby i sin journal: "Min Fader ... er ikke død fra mig, men død for mig, for at der om muligen endnu kan blive Noget af mig". - To år senere tog Kierkegaard den teologiske eksamen med 1. karakter.

Til Biografi 3: Søren og Regine
Tilbage til Søren Kierkegaards hovedside