Søren Kierkegaard: Latterfuglen. Biografi, 12. Epoke

Dødssejren
Den sidste optegnelse af Søren Kierkegaard er skrevet den 25. september 1855. Teksten er formet som en konklusion og en afsked under overskriften "Dette Livs Bestemmelse christeligt". Og det er: "at bringes til den høieste Grad af Livslede. / Den, der saa, bragt til dette Punkt, kan fastholde, eller Den, hvem Gud hjælper til at kunne fastholde, at det er Gud, der af Kjerlighed har bragt ham til dette Punkt: han tager, christeligt, Livets Prøve, er modnet for Evigheden".

Nu er Kierkegaard nået til dette punkt. Han har ramt 'Tonen', englelyden, som kun Gud hører og godkender. I løbet af september er han faldet om flere gange, benene lystrer ikke. En dag sidst i måneden falder han om på gaden og bringes tilbage i de små værelser, han har lejet hos fru Borries i Klædeboderne (nuv. Skindergade 38), da nu pengene er væk. Han brækker sig, hoster slim op. Den 2. oktober indfinder han sig på Frederiks Hospital, hvor han skal blive, indtil døden kommer den 11. november.
Lægerne forstår ikke sygdommen. Sygejournalen viser, at patient nr. 2067 ejheller har nogen forklaring, men at denne "anser Sygdommen for dødelig. Hans Død er nødvendig for den Sag, han har anvendt hele sin Aandskraft paa at løse, hvorfor han ene har virket og hvorpaa han mener han kun er beregnet; derfor den skarpe Tænkning i Forbindelse med et saa spinkelt Legeme. Skal han leve maa han fortsætte sin religiøse Kamp, men den vil da trætte, hvorimod den ved hans Død vil vedligeholde sin Styrke og, som han mener, sin Seir".
Tydeligere kan det ikke siges. Kierkegaards særlige distinktion fornemmes ligefrem igennem lægens referat.

Sammenbøjet, lam, hostende modtager den døende besøg hver dag af sin ven og fortrolige fra ungdomstiden, Emil Boesen, der er præst i Horsens, men rejser over, da han hører om indlæggelsen. Ti år senere nedskriver han på opfordring sine erindringer om samværet på enestuen, der med sand kierkegaardsk ironi tidligere har været J.P. Mynsters barneværelse, hvilket kun kan have bestyrket kirkestormeren i hans guddommelige livslede.
Til Boesen, der kommer til at virke som hans skriftefader, bekender han i deres samtaler om særlige forhold i sin tilværelse: at, da han "ikke kunde gaae ind i almindelige Forhold, derfor sluttede, at min Opgave var extraordinær; jeg søgte nu at udføre den saa godt jeg kunde; jeg var en Leg for Styrelsen, der kastede mig ud, og jeg skulde bruges". De taler om storebroderen Peter, som Kierkegaard ikke vil se, da denne under kirkestormen som grundtvigianer har været hans modpart og talt imod ham ved konventer. Broderen overvinder aldrig bruddet og dør mange år senere nedbrudt af sorg.
Familierne Lund besøger ikonet. Den 15-årige Troels Frederik (den senere navnkundige historiker Troels-Lund), der altid godt har kunnet lide sin sjove onkel, har genfremkaldt dette skarpe glimt fra sygestuen. Hans onkels blik "udstraalede gennem Vemod en saa blid Overbærenhed, parret med et spøgefuldt, æggende Glimt af underminerende Lattermildhed og Sans for Løjer, at det fængede i et Nu, (...) fra en en kaad Skoledrengs Lattergnist til en alttilgivende Gennemskuen (...) Det var, som om alt Udtrykket var veget fra det udmagrede Legems Bevægelser, ja selv Ansigtets Træk, og i forøget Styrke havde samlet sig alene i hans Øjne. De lyste af en Sjælfuldhed, som gjorde et uudsletteligt Indtryk".

Lammelsen overtager i løbet af oktober hele kroppen. Sygdomsprocessen nærmer sig øverste del af hjernestammen. Hovedet hænger ned på brystet, hænderne ryster. Kierkegaard får beroligende midler. På Boesens spørgsmål om han kan bede i fred til Gud, svarer Kierkegaard: "Ja, det kan jeg; saa beder jeg først om Syndernes Forladelse, at det maa blive tilgivet alt; saa beder jeg om jeg maa blive fri for Fortvivlelse i Døden (...) og saa beder jeg om, hvad jeg saa gjerne vilde, at jeg maa vide noget i Forvejen, naar Døden skal komme."

Kierkegaards gravsted på Assistens kirkegård i København

Vil han modtage den hellige nadver? "Jo, men ikke af en Præst; af en Lægmand." Det kan ikke lade sig gøre. "Saa døer jeg uden den." Det gør Søren Kierkegaard så den 11. november, klokken 9 om aftenen. Kvæles langsomt. Diagnosen lyder 'rygmarvstæring' eller 'opadstigende spinalparalyse' eller Landry-Guillain-Barré syndromet. Men "hvad veed Lægen egentlig?" skriver Kierkegaard tilbage i 1846 i "Synspunktet", hvori han forudser, at han vil dø af "Længsel efter Evigheden".

Begravelsen bliver tumultarisk. Efter bisættelsen i den overfyldte Frue Kirke, hvor provst P.C. Kierkegaard taler, føres kisten til Assistens Kirkegård, hvor der er sort af mennesker. H.C. Andersen er der også. Flere i familiekredsen og notabiliteter har været stærkt imod det kirkelige arrangement efter kirkestormens skandaler. Midt under jordpåkastelsen, der foretages af stiftsprovst E.C. Tryde, står Henrik Lund, læge og den dødes nevø, frem og protesterer i en tale, hvor han anklager 'den officielle Kirke' for at begrave onklen som et 'kjært medlem' imod hans vilje. Kaos til det sidste.
På den anden side har Søren Kierkegaard selv tegnet et minutiøst udkast til gravstedet, komponeret stenenes placering og indskrifter. Graven skulle dog henligge anonymt i mere end tyve år, før det bliver et tilgængeligt monument - over 'hiin Enkelte'.

Til Biografi 13: Værker
Tilbage til Søren Kierkegaards hovedside