Søren Kierkegaard: Latterfuglen. Biografi, 8. Epoke

'Hiin Enkelte'
Der er også noget andet og langt værre, der går ham på, og som Johannes Sløk i "Da Kierkegaard tav" (1980) ligefrem mener, indstiller forfatterskabet nemlig den nye forfatning af 1849, demokratiet og al dets væsen. De religiøse værker kan betragtes som et advokatur for den menige mands (hiin enkeltes) position i forhold til de politiske tilstande, hvor 'folk' bliver til 'masser'. I slipstrømmen på konfrontationen udløses der problemstillinger, der stadigvæk er aktuelle.

For den konservative og folkelige Kierkegaard bygger et ordentligt og fredeligt samfund på en fornuftig styrelse: Kongemagten. Kongen er af Guds nåde og således underlagt den øverste: 'Styrelsen'. Regeringen skal regere med autoritet på basis af kongen og for folket. Det politiske opbrud og oprør fra 1847 har derfor ikke Kierkegaards sympati eller forståelse. For eneren og aristokraten, der ikke interesserer sig stort for sociale vilkår, er demokratiet et helvedes kaos, hvor alle vil regere og ingen være sig selv. Hermed skrider det grundlæggende ansvar, hvilket for Kierkegaard er katastrofen.
Hvad der optager den apolitiske Kierkegaard er parlamentarismens konsekvenser for den enkelte. Den enkelte reduceres til et nummer, 'numerus', i mængden. Folket omdannes til en anonym masse, til 'publicum', der i Kierkegaards øjne er den farligste af alle magter og den mest intetsigende. Frihed, lighed og broderskab bliver til misundelse og rivalisering, ufrihed og alles kamp mod alle forskanset i egoistiske interessegrupper. Gudsfrygt erstattes af 'Menneskefrygt'.

Forfaldet af ansvar, værdi og individualitet er, hvad Kierkegaard kalder 'nivelleringen'. Ud af denne forudsiger den forudseende, at der vil opstå et magtsygt ekspertvælde baseret på naturvidenskabelig viden, som ingen kan kontrollere betydningen af, bortset fra en intellektuel og sammenspist elite. Den enkelte bliver med et sådant scenario offer for opportun manipulation. Manipulation udøves desuden af dagspressen, "Staternes Mudder-Maskiner", hvis journalister opfinder den virkelighed, de sælger som 'Menings-Udleiere'.
På baggrund af denne korte skitse forekommer det ikke svært at se konturen af George Orwell træde frem 100 år før tid, således som Henrik Stangerup gør det i "Dansemesteren" (1984), Johannes Sløk i "Da Kierkegaard tav" (1980) og Birgit Bertung i "Den utidige Kierkegaard og vor tid" (2000).

Kierkegaards svar er at opstille 'viljen til afmagt' over for 'viljen til magt'. Da mennesket er skabt i Guds billede, har det sandheden i sig og dermed betingelsen for at forstå denne. Men denne betingelse kan mistes i kraft af den frihed, mennesket har fået med i købet som fristelse. At leve i usandhed, materialistisk og uden Gud, er synden. Og det er denne, Kierkegaard nu ser et helt samfund og en hel civilisation bygge på. Det er i dette perspektiv hans religiøse forfatterskab opstår, som anvist under forrige afsnit "Prædikerens tro".
"Hiin Enkelte", der bliver det afgørende vehikel i Kierkegaards samfundskritik og religiøse etik, er opstået langt tidligere, idet han første gang benytter det i forbindelse med et vink til Regine Olsen om, at det er hende, der står bag hans tidlige bøger. Hiin Anden!

Samme Regine bliver gift i disse tumultariske år, hvor Kierkegaard træder i karakter og går op i fugerne. Brylluppet, der finder sted i Holmens Kirke den 3. november 1847, står med Frederik Schlegel, der er geheimeraad i Kolonialdirektoratet. De flytter da også ret hurtigt væk fra det hele og slår sig ned på De dansk-vestindiske Øer, hvor gemalen har fået en stilling som guvernør med bopæl på Sct. Croix. Da de et liv senere vender hjem, er Schlegel slidt ned, dør og bliver begravet på Assistens Kirkegård i umiddelbar nærhed af Søren Kierkegaard. Så i de dødes have har den gamle dame haft en grav at passe - og én at se til.
For kærlighedshistorien ophørte ikke med bruddet. Da fru Schlegel er kommet i havn i Bredgade, finder Søren og Regine telepatisk hinanden, når de går tur. De lader deres rute krydse hver dag, men de går forbi hinanden. Kun deres blikke holder i et kort nu deres hjerter fast. I kærlighedens uendelige stilhed.

Til Biografi 9: Kirkestormer
Tilbage til Søren Kierkegaards hovedside