Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
Søren Kierkegaard
Latterfuglen
Kirkestormer
Det frontalangreb mod kirken og kleresiet, som selvmordspiloten Søren Kierkegaard iværksætter i sit sidste leveår, har såvel personlige som kristelige forudsætninger. De førstnævnte vedrører ikke mindst to personer, som Kierkegaard har nære personlige og faglige bånd til, nemlig biskop J.P. Mynster og professor H.P. Martensen. De fremstilles ofte i Kierkegaard-sammenhæng som stivnakkede, spidsborgerlige skurke, der i deres blinde forsvar for det bestående på det nærmeste har slået den ærligt sandhedssøgende forfatter ihjel. Det er noget af en fortegning. Kierkegaard angriber det bestående, fordi det ikke er bestående nok!
Lad os derfor kaste et blik på biskoppen. Hvem er han? Jakob Peter Mynster (1775-1855) er yngste søn af en inspektør ved Frederiks Hospital, men mister inden sit 4. år begge forældre, hvorefter hospitalets overlæge bliver hans stedfar, og han på grund af dødsfald får flere stedmødre. Efter teologiske eksamen 10 år som præst i Spjellerup. Herude i ensomhed på landet skriver han sine læseværdige Spjellerup-Prædikener (1809) og Om Prædikenkunsten (1810). I 1815 den teologiske doktorgrad, og samme år gift med den 19-årige Maria Frederikke Francisca, til daglig Fanny, der heldigt nok er datter af den daværende biskop. Med hende får han, der nu er præst i Gentofte, fire børn.
I 1828 bliver den afholdte og pligtopfyldende præst udnævnt til slots- og hofpræst. Biskop fra 1834. Mynster er ikke den sammenbidte, humørforladte træmand, som eftertiden har haft en tendens til at gøre ham til; før ægteskabet brevveksler han således med Kamma Rahbek over en flerårig periode med ugentlige og lange breve. Den biskoppelige sætter pris på en ugentlig l'hombre-aften med Oehlenschläger og A.S. Ørsted, ligesom familien, der til hverdag lever spartansk, ynder at byde venner og bekendte på overdådigt kulinariske middage med skildpaddesuppe etc.
Tidligere har J.P. Mynster medvirket i en række krævende initiativer: stiftelsen af Det danske Bibelselskab, den reviderede udgave af Det nye Testamente og den kommenterede udgave af Luthers lille katekismus. Fra 1846 kommer der hvert år en prædikensamling fra hans ånd.
Mynster er Søren Kierkegaards fars præst i Frue Kirke - og efter bombardementet i 1807 i Trinitatis Kirke. Søren Aaby beundrer Mynster, fordi han prædiker med lige stor entusiasme for en fyldt som for en halvtom kirke. Er der nogen, som den modne forfatter og teolog gerne vil i kridthuset hos, så er det Mynster, hvorfor han selvfølgelig sender denne et fornemt dedikeret eksemplar af alle sine bøger. Ofte opsøger Kierkegaard biskoppen i Bispegården for at drøfte stort og småt, fx et præsteembede. Mynster fungerer nærmest som et 'overjeg' eller en åndelig fadererstatning. Kierkegaard bejler til Mynsters autoritet og menneskelighed og ønsker kun at blive rost til skyerne af ham. Og Heiberg! Det opnår han ikke.
Dog har de visse ting til fælles: De er kongetro og konservative. Imod den politiske revolte. Imod Grundtvig, 'Menneske først', og især grundtvigianismens jovialt prangende hjertelighed. Imod Hegels spekulative systemfilosofi. Hvorfor kommer de så på katastrofekurs? Fordi Kierkegaard ikke får sin hengivenhed gengældt. Mynster er ofte afvisende over for den vidtløftige og dekadent intrigante forfatter, som han inderst inde sikkert afskyer som en upålidelig fantast, men alligevel ikke kan slå hånden af. Dertil er han for berørt af Kierkegaards så besynderligt primitive format og tankevækkende excesser.
Det går galt på grund af Hans Martensen (1808-1884), karrierekomet i den kirkelige verden. Hans succes beror på, at Mynster tager hånd om ham, selvom Martensen er hegelianer, ligesom Heiberg, og som den ny tids mand kunne skubbe Mynster ud på et sidespor. Den taktiske Mynster sørger som medlem af universitets bestyrelse for at gøre ham til professor i teologi i 1840, til medlem af Videnskabernes Selskab, til hofprædikant fem år senere og til ridder af Dannebrog. På den måde erobrer man en potentiel modstander. Da Martensen udgiver sit hovedværk Kristen Dogmatik (1849), bliver Mynster heri ophøjet og bekranset som kirkens øverste autoritet. Sådan!
1849! Det er det år, hvor Søren Kierkegaard udsender sin "Sygdommen til Døden", der ikke bliver anmeldt og knap nok solgt, hvorimod Martensens 'makværk' kommer i fire oplag og bliver oversat til svensk, engelsk, fransk og tysk - ja, i Tyskland udkommer i hele syv oplag! Kierkegaard er rystet. Og misundelig. Desuden kommer den selskabsglade, seriøse og charmerende Martensen hos Heibergs, som Kierkegaard forgæves har bejlet til. Martensen og Kierkegaard har sansen for livets materielle glæder til fælles. Forskellen er alene, at Martensen ikke nyder dem i enrum.
Da nu Martensen i 1854 bliver udnævnt til Mynsters efterfølger som biskop, bryder helvede løs inden i hovedet på Kierkegaard, der på dette tidspunkt kan se bunden i pengekassen. 'Levebrødspræster', vrænger den ruinerede rentier, 'der prædiker om fattigdom. Hvilken Pølsesnak om Søndagen. Hvilken Satire!' Men det er ordet 'sandhedsvidne', der kommer til at besegle Kierkegaards skæbne. Og det har sin forklaring.
Publiceret 1. juni 2004. © 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
|
|
