Søren Kierkegaard: Latterfuglen. Biografi, 7. Epoke

Prædikerens tro
På Nytorv 2 påbegynder en forandret og oprevet Kierkegaard forfatterskabets anden bølge, den kristelige, hvor filosoffen i sin egen opfattelse træder i karakter som intet mindre end talerør for Gud. Titlerne på disse samlinger af 'taler' er mere prunkløse, hvilket naturligvis ikke er årsagen til, at denne del af Søren Kierkegaard stort set er forbigået i litteraturhistorien: Værkerne er ikke 'litterære', men religiøse.
Til Kierkegaards livsanskuelse hører et bestemt syn på 'jeget': Sjæl og krop, som alle har, er dødelige. Ånden, som jeget participerer i, er udødelig. Ånden er 'det evige'. Opstår der et misforhold mellem ånden og jeget, udvikler dette en sygdom i selvet, der kun kan helbredes igennem tro. Troen er det sande liv. Det modsatte af tro er synd.
Lige her har mange i tidens løb misforstået Kierkegaard, idet man har troet, at det modsatte af synd for ham var dyd. Det er ikke tilfældet. Det er på denne 'banale' baggrund, Kierkegaard angribende kritiserer kristenheden for at have afskaffet kristendommens fordring i Det nye Testamente.

Forfatterskabets anden fase har følgende titler: "Opbyggelige Taler i forskjellig Aand" (1847), der bl.a. indeholder "Lidelsens Evangelium", hvor lidelsen opfattes som privilegium, idet mennesket her dannes for evigheden. 'Evigheden' er overalt Kierkegaards åndelige argument. Samme år udsendes "Tre Taler ved tænkte Lejligheder" (1847).
"Kjerlighedens Gjerninger" (1847) udgør Kierkegaards kristelige etik. Bogen udkommer i hans eget navn, hvilket på en måde for læseren bliver et nyt pseudonym, hvad det sådan set også er. Tonen er helt uden ironi og sarkasme. Her er det en ren og streng ånd, der taler. Det samme gælder "Christelige Taler" (1848) bestående af 4 dele med 7 taler i hver, der handler om pligten til at elske Gud. Erklæringen om Guds død opfattes som selvmord.
"Sygdommen til Døden" (1849) og "Indøvelse i Christendom" (1850) er skrevet af Anti-Climacus, da indholdet er så tilspidset kristent, at Kierkegaard selv må stå af og overlade ordlyden til sit forbillede. To af de mest kierkegaardske værker, hvor troen gennemtrænger fornuften i 'springet'.

Dette 'spring', der ofte tilskrives Kierkegaard som hans religiøse ikon, er ikke hans egen opfindelse. Ideen er overtaget fra den tyske digter og filosof G.E. Lessing, som i 1777 erkendte 'der Sprung', som forudsætning i troen på, at Kristus er Guds søn. Troen på inkarnationen. Troen på genopstandelsen. Troen på parusi [Kristi genkomst]. For Lessing udgjorde denne tro en uhyrlig bred 'grav', som han ikke kunne komme over, derfor 'springet'. Det er denne fænomenologiske metafysik, Kierkegaard overtager og udvikler.
Herefter følger "Liljen paa Marken og Fuglen under Himlen" (1849), hvor Kierkegaard bliver helt grundtvigsk i mælet. Det samme kunne siges om de to følgende mindre værker, hvor agitationen og den folkelige appel bliver skinger og forfalder til det flovt grove: "Til Selvprøvelse. Samtiden anbefalet" (1851) og "Dømmer selv!" (1852). Kierkegaard er her ved at køre sig selv i sænk. Han er syg, slidt op. Det samme er formuen ved at være. Kun tre år til døden.

Forinden har den hjemsøgte udgivet to betydningsfulde bøger: "Om min Forfatter-Virksomhed" (1851) og "To Taler ved Altergangen om Fredagen" (1851). Hermed slutter forfatterskabet for anden gang. Med omhu formulerer Kierkegaard den afsluttende smukke dedikation til Regine med følgende ordlyd, der placeres i sidstnævnte værk:

En Ubenævnt,/ hvis Navn engang vil nævnes,/ helliges med/ dette lille skrift den hele/ Forfatter-Virksomhed,/ hvad den var fra Begyndelsen.

Imellemtiden er den 41-årige flyttet fra Nytorv, som han sælger, da der er brug for ny kapital, til den attraktive Rosenborggade (nuv. 7), hvor han alligevel ikke bryder sig om være på grund af stanken fra garveriet i underetagen. Råddent vand med blod og slim flyder i gaderne - hele vejen over Kultorvet og igennem Købmagergade til Frederiksholms Kanal. Så han prøver Nørregade (nuv. 35) igen, men heller ikke her føler han sig tilpas. Solens genskin i ruderne overfor generer ham, ligesom hunden ovenpå, der gør ustandseligt! Kierkegaard kunne ligesom H.C. Andersen ikke lide hunde.

Til Biografi 8: 'Hin Enkelte'
Tilbage til Søren Kierkegaards hovedside