Søren Kierkegaard: Latterfuglen. Biografi, 10. Epoke

'Sandhedsvidne'
Med sin "Indøvelse i Christendom" (1850) lancerer Søren Kierkegaard en opfattelse af kristendommen, der adskiller sig fra den etablerede, som han finder ikke tager kristendommen alvorligt, men tværtimod gør nar ad den, 'leger Christendom'. Ifølge hans opfattelse gives der kun én konsekvens af kristendommen - at blive martyr. Martyren er alene et sandhedsvidne. Og Kierkegaard har siden Corsar-sejladsen i 1846 været 'Grinets Martyr'.
Hvad kristendommen derfor nu behøver er en virkelig martyr, og til denne opgave udser Kierkegaard sig selv. Det er hans projekt. Men hvordan nu gribe det an? Hvordan 'lade sig ihjelslaa for Sandheden?' - ligesom Kristus. Hvem skal udføre 'korsfæstelsen'? Det er Kierkegaards pikante problem. Mortifikation som tankestreg.

Allerede i "Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger" (1849) er han under pseudonymet eller mærket H.H. opfyldt af det bizarre emne i den ene traktat med titlen: "Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaa for Sandheden?" Ad kringlede veje finder han frem til, at da han ikke er apostel, men kun geni, kan han ikke blive martyr. Som digter må han nøjes med at være det idealt kristnes fortolker, hvilket for ham vil sige: 'et Vidne, en Angiver, en Spion'. Kierkegaard er i denne slutfase tydeligvis splittet imellem 'teologen' og 'digteren'. De står ligesom i vejen for hinanden. Enten og Eller!
I forordet til "To Taler ved Altergangen om Fredagen" (1851) rekapitulerer forfatteren følgelig sin selvforståelse på baggrund af forfatterskabets indhold og form, da nu 'det hele' for anden gang er forbi. Her formuleres dét ord, der som et langdistancemissil skulle detonere i den danske kirke fire år senere:

En trinviis fremadskridende Forfatter-Virksomhed, der tog sin Begyndelse med 'Enten – eller', søger her sit afgjørende Hvilepunkt, ved Alterets Fod, hvor Forfatteren, personligt sig sin Ufuldkommenhed og Skyld selv bedst bevidst, ingenlunde kalder sig et Sandheds-Vidne, men kun en egen Art Digter og Tænker, der, 'uden Myndighed', intet Nyt har havt at bringe.

Det er en lumsk snedig tekst af den udspekulerede og spionerende glosekræmmer, der her ærbødigt fremstiller sig myndigt selvudslettende med en alt for højtidelig beskedenhed. Ordet 'Sandheds-Vidne' gløder, for det er jo, hvad han opfatter sig selv som. I de mellemliggende fire år, inden det blusser op og bliver til den ild, der aldrig er blevet rigtig slukket siden, beskæftiger Kierkegaard sig tilbagetrukket fra offentligheden med, hvorledes han skal sætte sit angreb ind på den kristenhed, der drager jordisk fordel af kristendommen. Den behageligt beroligende, ufarlige og fredfyldt formildende kristendom anser Kierkegaard for at være 'Satans Opfindelse'.

Biskop Mynsters død den 30. januar 1854 bliver den direkte anledning for Søren Kierkegaards angreb, da Martensen i Christiansborg Slotskirke den 13. februar holder mindetale over den afdøde. Heri siger han, der skulle blive Mynsters efterfølger i bispestolen:

Fra den Mand, hvis dyrebare Minde opfylder vort Hjerte, føres vor Tanke tilbage til den hele Række af Sandhedens Vidner, der ligesom en hellig Kjæde strækker sig igennem Tiderne fra Apostelens Dage indtil vore Dage. (...) I denne hellige Kjæde af Sandhedsvidner var ogsaa vor hedengangne Lærer et tjenende led til Guds og Faderens Ære.

Bortset fra den forkludrede sammenblanding af 'Gud' og 'Faderen' (det er Enten – eller) er det store ord om en embedsmand i februar. Det er på dette sted, Kierkegaard tager fat om aftrækkeren. Men han venter taktfuldt, indtil den døde er under mulde og den nye biskop oven vande. Først den 20. december 1854 affyrer Kierkegaard sin protest: "Var Biskop Mynster et 'Sandheds-Vidne', et af 'de rette Sandhedsvidner' - er dette Sandhed?", lyder overskriften på artiklen, der det følgende år skal vokse til den polemisk frenetiske ordstorm, der sluttelig blæser Kierkegaard omkuld og ned i graven.
Sådan som drillepinden har villet det: at lade sig ihjelslå for sandheden. Korsfæstet kunne han jo ikke blive. Men det lykkes alligevel den passionerede at krepere - med mirakuløs timing. En dybt fascinerende og bevægende præstation, aldrig før eller siden set. Det sidste stykke på Via Dolorosa indeholder konceptuelt stringente elementer, hvor Søren Kierkegaard kompositorisk og eksistentielt slutter sin livscirkel.

Til Biografi 11: Bræk og slip
Tilbage til Søren Kierkegaards hovedside