Søren Kierkegaard
Latterfuglen
Glosekræmmeren
I de fire år, Søren Kierkegaard bebor Nørregade 38 med sine tjenestefolk fra 1840 til 1844, bliver hovedparten af produktionen til: "Gjentagelsen" (1843), "Frygt og Bæven" (1843), "Begrebet Angest" (1844), "Philosofiske Smuler" (1844), "Stadier paa Livets Vej" (1844) og "Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift" (1845). En overjordisk arbejdsindsats uden sidestykke i verdenslitteraturen, hvad angår substans, idé og - volumen.
Dagligdagen og den huslige indretning er til punkt og prikke tilpasset produktionen. Her er ingen forstyrrende elementer. Det praktiske i husførelsen varetages af tjeneren, hr. Westergaard, og køkkenpersonalet, der bereder ham den stærke og nærende kost, som han har brug for. Hans sekretær, hr. Christensen, sørger for renskrivning af manuskripterne, ligesom hans ven, redaktøren af Fædrelandet, R.F. Giødwad, besørger formidlingen til forlag, aviser og tidsskrifter, da Kierkegaard jo skriver pseudonymt, skønt alle og enhver ved, hvem den egentlige ophavsmand er.
Inden for i gemakkerne kommer stort set ingen. Derimod foretager digterfilosoffen daglige lange spadsereture rundt omkring i byens kvarterer, hvor hans slentrende figur som 'gadefilosoffen' er en del af bybilledets kendte inventar. På sine rituelle ruter, hans såkaldte 'Menneskebad', standser han ofte op og snakker med folk og fæ, således at der ligefrem er tale om en slags pludrende føljetoner.
De fleste af kulturlivets prominente har deltaget i sådanne improviserede peripatetiske ture med den skrutryggede og tyndbenede Kierkegaard under armen: Poul Møller, arkæologen P.O. Brøndsted, filosoffen Hans Brøchner, balletmester Bournonville, F.C. Sibbern, M.A. Goldschmidt, professor i filosofi Rasmus Nielsen, Emil Aarestrup m.fl. Forbilledet for peripatetikeren har naturligvis været Aristoteles, der grundlagde traditionen, idet han foretrak at fremstille sin lære under spadsereture.
At 'gå' er for Kierkegaard ikke blot en opladende motion og social adspredelse, det er også en livsfilosofi. I et brev skriver han i 1847 til sin svigerinde, den sarte Henriette Kierkegaard, der ofte var sengeliggende: "Tab for Alt i Livet ikke Lysten til at gaae. Jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa Tung, at man jo ikke kan gaae fra den. (...) Naar man saaledes bliver ved at gaa, saa gaar det nok!"
Kierkegaard skriver på nøje indstillede tidspunkter af døgnet, som gåturene er tilrettelagt efter, da han på disse ture memorerer dagens tekst, og så snart han er inden for døren, går han i gang ved skrivepulten - ofte endnu iført hat og stok. Men ikke nok med det: inden døre går han frem og tilbage gennem sine stuer, hvor der overalt er skrivepulte til at opfange en idé, en tanke, en glose. Glosekræmmeren i funktion. Den tungsindige Kierkegaard har været en lykkelig mand i Nørregade 38 på den 1. sal, beletage, som han foretrak.
Forudsætningen for produktionen er bruddet med Regine. Kierkegaard behøvede indre modstand for at kunne skrive. Derfor spillede han en større skurk under skilsmissen, end han i virkeligheden var, for at overtage rollen som bedrageren, som den forsmåede ikke kunne være tjent med. Den omvendte forførelse. Da nu produktionen er afsluttet, overvejer Kierkegaard at blive præst.
Forinden flytter han tilbage til barndomshjemmet på Nytorv 2, 1. sal, idet han har købt storebroderens halvpart i ejendommen. Men så slår lynet uventet ned og denne gang udefra. Kierkegaard skal nu få modgang af en art, han sikkert gerne havde været foruden, men affæren skal på ny sende glosekræmmeren under fulde sejl.
Publiceret 1. juni 2004. © 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
|
