H. C. Andersen
Lykke-Peer
(1870)
Kapitel 4 - 7
|
Af IBEN HOLK |
Kunst og kærlighed
"Konsten, den var hans Brud" (S.73), hedder det om Peer, da det viser sig, at han har held i kunst, men ikke i kærlighed. Kunsten er - som skibe og flyvere - hunkøn, og om hende hedder det: "Hun gjengjeldte hans Kjærlighed, løftede ham i Solskin og Glæde; den Mismod, der havde knuget ham, fordunstede snart, milde Øine saae paa ham, Alle kom ham venligt deeltagende i møde." (S.73)
Ravhjertet, som farmoren har hængt om hans hals, er som talisman blevet ham et symbol for hans kunstneriske identitet. Forfatterkommentaren uddyber dette: "thi ganske fri for Overtro, Barnetro kan det også kaldes, var han ikke. Enhver genial Natur har noget af denne, seer og troer paa sin Stjerne. Faermoer havde viist ham den Kraft, der laa i Ravet, det drog til sig; hans Drøm havde viist ham, hvorledes der ud fra Ravhjertet voxte et Træ, der sprængte Loft og Tag, og bar Tusindviis af Hjerter af Sølv og Guld; det betød til visse, at i Hjertet, i hans eget, varme Hjerte laae hans Konstner-Magt, hvorved han vandt og skulde vinde Tusinder og atter Tusinder." (S.73)
Romantikkens geniopfattelse tolkes her ind i en mytisk dimension. Tidligere har Peer muntert erklæret som svar på, hvordan han som kunstner bærer sig ad: " - jeg giver min Deel og Vorherre giver Resten!" Grossererfruen mener, at det er blasfemi at blande Vorherre sammen med teater og opera, men det mener Peer absolut ikke. For ham står og falder hans liv med, at hans geni er af Guds nåde.
I "Improvisatoren", som "Lykke-Peer" kan læses som en fortolkning af, opgiver Antonio sin kunst, da den ikke lader sig forene med hans sociale status som ægtemand og godsejer. Kærligheden besejrer kunsten. Kunst, lykke og kærlighed er i romanerne den triangel, detr ikke lykkes for nogen at få til at gå op i en højere enhed. Som en urolig mobile bevæger den tematiske triangel sig igennem værkerne og kaster personer ud i mere eller mindre gunstige situationer. Elisabeth fra "De to Baronesser" er den, hvis livstræ står smukkest og mest lovende. Men romanen slutter rigtignok, hvor hendes liv for alvor skal til at begynde.
I "Lykke-Peer" besejrer kunsten kærligheden. Eller rettere: kunsten er kærlighed. Den erotiske og ægteskabelige kærlighed fremstilles som en trussel og en småborgerlig fælde. Allerede i "O.T." hedder det, at "Kjærlighed er en fix Idee! - den kan bekjæmpes, den beror alene paa vor Villie!" (S.138). Nu falder denne replik i en situation, der for Otto handler om forførelse og erotisk fascination, hvilket bløder udsagnet op. Men også i "At være eller ikke være" benyttes samme ordlyd minsandten i en samtale mellem Niels og hans gudfader hr. Svane. Denne siger: "Men naar Kjærligheden kommer? Naar man ikke længere kan være Een?" Svaret, der trækker tråde til samtlige romaner, lyder:
"Man maa undgaae at faae fixe Ideer, og andet er Kjærlighed dog ikke! De selv er jo dog sluppet vel fra den gjennem det største Stykke af Livet, og er vistnok ene og alene derved i Deres sædvanlige friske Humeur! Jeg vil ogsaa kunne det; for jeg vil! Har De ikke viist, at De kunde det?" (S.116)
Kulturhistorisk har nutidens single-kultur en fortaler i H.C. Andersen. Vel at mærke uden kønskonsum og pornografisk kannibalisme.
Den ny Aladdin
Aladdin-figuren, der stammer fra eventyret i "Tusind og En Nat", får i romantikken emblematisk betydning med Adam Oehlenschlägers bearbejdelse i syngespillet "Aladdin Eller Den Forunderlige Lampe" (1805). Aladdin er her naturens muntre søn - den umiddelbare, ubekymrede og sorgløse. Med H.C. Andersens version i "Lykke-Peer" optager figuren en ny dimension, idet Aladdin indbefatter Noureddin - forstanden, fornuften - der tidligere har været skilt ud fra figuren. Med denne kombination bringer HCA romantikken ind i den ny tid, der med H.C. Ørsted vil forene fornuft og følelse, fantasi og realitet.
På den led ligger roman-eventyret "Lykke-Peer" i klar forlængelse af "At være eller ikke være", hvor det sidste kapitel bærer titlen Den ny Aladdin. Som lykkefugl får Peer rigtignok meget foræret - appelsinerne i turbanen - men han arbejder desuden ihærdigt med sit talent. Som komponist studerer han opmærksomt andre komponisters metode og stil. Haydn og Beethoven er hans favoritter, som han i sit eget værk bestræber sig på at forene med 'fremtidsmusikken', hvilket betyder Wagner. Igen bemærker vi den helhedssøgende HCA, der vil have fortiden med ind i fremtiden.
Opsætningen af Peers opera Aladdin hører vi ikke meget om. I det hele taget er romanen skrevet med en glidende forkortning i fortællingen i forhold til de foregående romaner. Men til forspillet hører, at da Peer har mistet stemmen, drømmer han, at han får den igen og synger omkap med fuglene en pinsemorgen. "Han var saa glad i sit Hjerte, og vaagnede derved, forvisset om, at Klangbunden endnu var i ham, at Stemmen laae derinde, og nok en lys Pintsemorgen vilde komme frem i al sin Friskhed." (S.44)
Hermed inddrages det spirituelt religiøse i Peers fortolkning, da det var pinsemorgen, Helligånden åbenbarede sig og nedsteg til jorden som tunger af ild. Og når han under opførelsen af operaen, der er en vældig projektion af hans natur, drøm og vilje, går op i lys lue og falder død om på scenen, bliver det ikke fremstillet som en tragedie, men som en apoteotisk opstigning til højere sfærer. Helligåndens modsatte bevægelsesmagt. Med dødsfaldet, der er romanens slutning, besværges kunstens magi. I kunsten lykkes det, som drukner i borgerlighedens trivialiteter og tomhed. Ifølge "Lykke-Peer", der dør lykkelig - og lykkeligt.
Signaturen
At døden er lykken, er ikke romanens budskab, selvom Peer i den pågældende akt som gudernes yndling dør ung og lykkelig. Peers død er et symbol. Budskabet gælder en indsigt i forholdet mellem liv og kunst, hvor kunsten i "Lykke-Peer" opsluger livet, fordi livet er blevet ét med kunsten. Dødsscenen er et symbol herfor. Peer bliver et offer for kunsten. Her er det vigtigt ikke at forveksle kunsten med 'skyggen', der i eventyret af samme navn overtager sin herres liv. Et menneske og dets skygge er en ubrydelig enhed. Det er kunst og liv ikke. Kunst er - ligesom livet - et ideal.
Symbolsk er idealet og ofret foregrebet i en drømmesekvens. Da Peer første gang overnatter borte fra hjemmet, har farmoren fortalt ham, at det har betydning, hvad man første nat drømmer i et fremmed hus. "Peer drømte, at han tog Ravhjertet, han endnu bestandig bar, lagde det i en Urtepotte, og det voxte til et højt træ, gjennem Loftet og Taget; det bar i tusindviis Hjerter af Sølv og Guld; Urtepotten revnede derved, og der var intet Ravhjerte meer, det var blevet Muld, Jord i Jorden - borte, altid borte." (S.31)
Foregrebet er scenen dog allerede i "Improvisatoren", hvor fortælleren kommenterer den tiljublede og triumferende sangerinde Annunziata, der skulle ende sit liv i største elendighed: "Den meest hædrede Sangerinde, der fremkaldtes atter og atter, smilende i sin Triumf, syntes jeg, som en ulykkelig Mager at kunde spaae en Fremtid fuld af Elendighed, jeg ønskede hende at døe i dette Skjønheds og Lykkes Moment, Verden vilde da græde over hende, hun ikke over Verden."
Tanken omspænder i en mægtig besværgende bue hele HCAs romanproduktion og bringer et af dens tidligste prægnante billeder i erindring: Scenen i "Improvisatoren", hvor ørnen slår ned i søen efter sit bytte. I afsnittet Ørnen og Livets grav analyseres denne sekvens. Dramaet udfolder sig netop som akkompagnement til en samtale om 'lykkehjulet' og bliver dermed en dyster, men naturlig illustration heraf. Ørnen, der griber fisken med sine kløer, bliver selv trukket ned, hvorved begge må dø. Det er samme konstellation mellem offer og bytte, der gør sig gældende i forholdet mellem kunstneren og det personlige liv. Alene kunsten lever.
I denne signatur begynder og afslutter H.C. Andersen sin romanrække.
Litteratur
Lykke-Peer-udgaver
- Ved læsning af Lykke-Peer anbefales Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave ved Erik Dal fra 2001. Foruden selve romanen indeholder udgaven en fyldig efterskrift om romanens plads, tilblivelse, tider, steder, mennesker, helhed, tekstforhold og oversættelser samt modtagelse, herunder samtidige anmeldelser. Afsluttes med litteraturhenvisninger og noter. - Epokes sidehenvisninger refererer til denne udgave.
- Lykke-Peer blev også udgivet i 1984 i Gyldendals Værkserie med efterskrift og noter af Sten Rasmussen .
Vi kan derudover henvise til H. Topsøe-Jensens udgave af H.C. Andersens Romaner og Rejseskildringer i syv bind (1943-1944), hvor bind 5 består af de to romaner Lykke-Peer og "At være eller ikke være".
- Lykke-Peer findes desuden i to andre udgaver:
1. Med forord af Svend Larsen og tegninger af Herluf Jensenius (Flensteds Forlag, 1945) og
2. Illustreret af Gerda Ploug Sarp (Hagerups Forlag, 1929).
- Lykke-Peer er endelig udgivet som lydbog på 3 kassetter indtalt af Troels Møller (Forlaget Den Grimme Ælling, 1983).
Litteratur om Lykke-Peer
- Johan E. de Mylius: Kunsten som myte. Lykke-Peer. I sammes: Myte og roman. H.C. Andersens romaner mellem romantik og realisme. En traditionshistorisk undersøgelse. Kbh., 1981, side 210-225.
- Marie Davidsen: På sporet af H.C. Andersens kunstkonception. I: tidsskriftet Synsvinkler, 1993, Årg. 2, nr. 5, s. 13-36.
- Erik Dal: Jødiske elementer i H.C. Andersens skrifter. - I: Andersen og verden. Redigeret af Johan de Mylius m.fl. Kbh. 1993, s. 444-452.
-
Frank Hugus: Opera as allegory in Hans Christian Andersen's "Improvisatoren" and
"Lykke-Peer". – I: Edda. 1999. Årg. 99, nr. 1, s. 19-30.
- Torben Brostrøm og Jørn Lund: Flugten i sproget. H.C. Andersens udtryk. Kbh., 1991.
Til toppen
Til H.C. Andersens hovedside
Denne side er publiceret på internettet 27. november 2002. Opdateret 1. november 2012.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
|
