Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
|  |
H. C. Andersen

Improvisatoren (1835)

Kapitel 3 - 4
|
Af IBEN HOLK |

Nøgleroman
"Improvisatoren" er en meget personlig roman. Mødet med Italien bliver for H.C. Andersen en hjemkomst og en bekræftelse på det sjæleliv, der ikke i Danmark finder næring. "Her er mit Fædreland", skriver han i ungdommelig rus fra Napoli. I Italien er alt mere barnligt og løjerligt. Og netop barnligheden, det umiddelbare, forgudede HCA. Kirkernes messe er det rene teater, der tages alvorligt, men uhøjtideligt. Skønheden i naturen og byerne fortryller ham, fordi den ikke er entydig, men fuld af ofte bizarre kontraster. Museerne er fyldt med sublim kunst, der får en til at føle sig lille, som han skriver hjem til fysikeren H.C. Ørsted.
Og lille er Antonio, da han forlader sine plejeforældre og det stille almueliv på den romerske campagne. Tidligt er hans mor død ved en ulykke, hvorfor han er blevet taget i pleje af to gamle bønderfolk, Benedetto og Domenica, som de første kapitler handler om. Glem aldrig det ydmyge liv og glæden over en ret kastanjer, siger Domenica ved afskeden, da han skal overtages af den fornemme Borghese-familie i Rom. Akkurat som moderen i Odense bedyrede ham - bortset fra at de fynske kartofler er blevet til italienske kastanjer.
Borghesefamilien, der sender ham i jesuiterskole, låner træk af familien Wulff og Fr. Høegh Guldberg, der hersede med deres opdragen på ham, mere end Collinerne. Datteren i huset, Flaminia, der går i kloster, minder om Louise Collin, der blev 'væk' for ham. Et brev, som Guldberg sender ham i anledning af, at han har fået nys om, at HCA har i sinde at dedicere ham "Alfsol", ungdomsværket, optræder næsten ordret i romanen, hvor Borghesernes gamle excellence advarer Antonio, da han bryder op for at slå sig igennem som improvisator i Napoli:
"Den første Leilighed til at vise Dem Taknemmelighed mod mig, den store, at benytte de Anledninger til at lære Noget, jeg aabnede for Dem, den lod De gaa over; den mindre, den ganske lille, at nævne mig for en Snees Læsere, den lade De fare! - Hvad jeg har gjort for Dem veed den Eneste det vedkommer, veed Gud i Himlen; ham ene være det, der dømmer os imellem!"
Borgerlige ord, der er gået lige ind, og som HCA nu benytter i sin roman. Eksemplet viser, hvor minutiøst han samler væsentlige begivenheder fra sit liv sammen til et mønster. Men han låner kun træk fra personerne i sin fortid. I den forstand er romanen ikke en ordinær 'nøgleroman', idet der ikke findes samlede forbilleder for romanens personer. Heller ikke når de slår over i karikaturen. Således forekommer det ikke svært at genkende Dr. Meisling og den slemme teatercensor Chr. Molbech i Habbas Dahdah - alene navnet: latinsk-dansk for 'du skal få da-da'! - der er Antonios lærer og Roms kritiske autoritet.
Mødet med den skønne sangerinde Annunziata udløser mindet om Riborg Voigt. Samtidig med at hun som stærk og selvstændig kvinde optræder som en ny frigjort type i litteraturen på linje med Oehlenschlägers Dina og Hertz' Ninon. Figuren har desuden tydeligvis impuls fra virkeligheden, da HCA i Napoli hører den berømte sangerinde Malibran. I et brev skriver han hjerteskærende herom, hvilket indgår i romanen: "Det var mig, som hørte jeg en Svane snart slaa med Vingerne mod de høie Ætherstrømme, snart dykke ned i det dybe Hav og kløve den hule Brænding, idet dens bristende Hjerte henblødte i Toner". (S.90)
Hermed er sangerindens sørgelige endeligt foregrebet. Mange år senere møder Antonio den nu syge og fattige sangerinde, der har mistet sin stemme og dermed sit publikum. En tilsvarende oplevelse gjorde HCA i sin drengetid med en skuespillerinde ved Odense Teater. Over sengen hang der et billede af hende i en af hendes glansroller. Et træk han nu overfører til Antonius' gensyn.
Ørnen og livets grav
Udenlandske læsere, for hvem H.C. Andersen er ukendt, vil naturligvis ikke læse en selvbiografi ind i handlingen. "Improvisatoren" er en roman om Italien. Samtidig med at det er en kunstnerroman om Antonio. Kunststykket for genren består i, at rejseskildring og handling ikke skilles ad som olie og vand, men forbinder sig til et meningsfuldt hele.
Handlingen er snørklet med et utal af personer og optrin, sådan som det var coutume i romantismens tid. Antonios livsvej, hans opbrud og ankomster, er hele tiden psykologisk begrundet, hvilket giver romanen et troværdigt drive. I modsætning til Sophus Claussens italienske roman "Valfart" fra 1896. Hos Andersen er rejsen hele vejen en konsekvens af handlingen.
Bogen præsterer en række maleriske scener og levende optrin. Alene karnevalet i Rom er forrygende flot administreret. Hvordan er det lykkedes HCA at formidle dette kaos med overblik? Det gøres ikke uden bevidst sproglig økonomi - og fortælleglæde. Flugten fra Rom til Neapel, bestigelsen af Vesuv, besøget i Den blå Grotte er andre højdepunkter. Men romanens hovedmotiv og tematik ligger selvfølgelig hverken i det pittoreske eller spektakulære. I romanens understrøm, der bærer den og giver den retning af personligt dokument, formes handlingen om livskamp og identitet, ideal og fortabelse.
Den udsathed, hvormed HCA rejste til Italien, er romanens inderste motiv. En enkelt scene åbenbarer dette. Sikkert har HCA oplevet hændelsen i naturen, opdaget symbolkraften og indsat billedet i romanen uhyre præcist. Nemlig på det sted hvor Antonio af spåkonen, Fulvia, bliver spået en gylden fremtid, fordi han har en 'lykkestjerne i øjet'. Domenica sukker vantro, men udstøder i det samme et skrig, da en stor rovfugl slår ned i vandet i deres nærhed. Den har sat sine skarpe kløer i ryggen på sit bytte og vil nu atter hæve sig:
"Fuglens Kløer sad for fast inde i Fiskens Ryg, til at den kunde slippe sit Bytte, og nu begynder der en Kamp mellem dem, hvorved den blikstille Sø zittrede i store Buer. Snart saa man den glindsende Ryg af Fisken, snart slog Fuglen de brede Vinger mod Vandet og syntes at bukke under. Nogle Minutter varede Kampen. Begge Vingerne laae et Øieblik stille, udbredte paa Vandet, som hvilede de sig, med eet sloge de høit sammen, man hørte et Knæk, den ene Vinge sank ned, medens den anden piskede Vandet til Skum og derpaa forsvandt. Fisken skjød ned til Bunden med sin Fjende, hvor de begge, Øieblikke efter, matte døe." (S.31)
Billedet er centralt som fortolkningspunkt. Erobring og undergang. Modstand og undergang. Den frygtelige følelse af undergang har ligget dybt i HCA på hans første rejse, og det er den, han bearbejder i ovenstående citat. I et brev fra Firenze skriver han trodsigt til fru Læssøe: "Gud gav mig det aandelige Adelsdiplom, som han har sønderrevet; jeg er Digter; men jeg kan opgive min Adel og smælte hen i Strømmen..." - hvilket betyder at være levende begravet.
Med "Improvisatoren" (gen)vinder han den adel, der for ham er hans eksistensberettigelse. Det spændende er, at HCA bevidst indsætter motivet i romanen som et smykke eller et tegn. Senere i romanen (s.134) gentages scenen, idet Antonio som improvisator fremkalder den på ny, men med den variation, at en anden ørn i samme moment flyver bort mod solen.
Til toppen
Til Marmorhuden
Tilbage til H.C. Andersens hovedside
Denne side er publiceret på internettet 15. september 2002. Opdateret 3. august 2004.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
|
|