H. C. Andersen
Improvisatoren (1835)
Kapitel 7 - 8
|
Af IBEN HOLK |
Guldalderens skygge
Forestillingen om en svunden fortid, hvor tilværelsen var harmonisk og herlig, er grækernes. En dansk guldalder har naturligvis aldrig eksisteret, da perioden 1800-1848 er statsbankerottens æra under Frederik 6., hvor det kongelige guldservice blev smeltet om! - 'Guldalderen' gælder alene opblomstringen i kunsten, der, fremkaldt af nationale nederlag og tab, netop samler sig om de nationale værdier. Nationalromantikken er den bærende og samlende bølge i kunsten. Og netop kunstneren får i denne periode selvstændig status, idet kunsten bliver et anerkendt hverv. Talentet, geniet, fantasi og følelse, det guddommelige bliver tidens nye 'søgeord'. Alt andet end grå hverdag, som der er rigeligt fyldt op med.
Guldalderens store er Aladdinynglingen og guldhornet Adam Oehlenschläger (1779-1850) og Bertel Thorvaldsen (1768-1844), der ved sit eget talent slår sig igennem i Rom, hvorfra han erobrer den europæiske scenes førsteplads. Netop Thorvaldsen er inkarnationen af romantikkens forestilling om den guddommeligt inspirerede kunstner - Guds redskab.
Inden for billedhuggerkunsten gælder det endvidere H.E. Freund (1786-1840) og H.V. Bissen (1798-1868).
Guldalderen er det danske maleris glansperiode, hvor især det poetisk realistiske interiør og landskabmaleri, der bygger på ægte friluftsstudier, lyser op i intimt storslåede billeder af C.W. Eckersberg (1783-1853), Christen Købke (1810-1848), Constantin Hansen (1804-1888), Vilhelm Marstrand (1810-1873), Johan Thomas Lundbye (1818-1848) og P.C. Skovgaard (1817-1875). De fleste af disse malere har opholdt sig i Italien, hvor deres kunst sublimeres.
Når Guldalderen tegner så afrundet en periode, skyldes det et sammenfald af forskellige tildragelser: I 1848 dør de store navne Købke og Lundbye samtidig med den sidste enevoldskonge Christian 8., hvorefter den nye grundlov markerer en ny hverdags begyndelse. H.C. Andersen og Søren Kierkegaard trækkes i dag frem - Golden Days - og tegner Guldalderen litterært, skønt de dengang betragtedes som randfigurer, der knap talte med i det officielle kulturliv.
HCA ser i "En Digters Bazar" (1845) tilbage på århundredets første halvdel som en mørk og dyster tid, og det har ikke kun noget med hans egen situation at gøre. Fremtiden ser han derimod lyst på som fremskridtets, teknikkens og eventyrets tid. Det nye i "Improvisatoren" er motivisk, at HCA ikke udelukkende leverer koloristiske postkort, men med realistisk nerve beskriver det lige så sande og mere ukendte Italien - usundheden i de pontinske sumpe, der bringer feber og ondartede sygdomme, bøndernes barske liv på den romerske campagne, forrådnelsesstanken i byernes sølede gyder. Hjemmefra har han læst Steen Steensen Blichers realisme fra det jyske hedeliv i 1830erne. Der var ikke meget guldalder dér.
Andersen går så vidt som til at ironisere over de danske maleres idyllisering, idet han indsætter en ung dansk maler i handlingen, Federigo, der bliver Antonios ven. På turen til Napoli kommer de igennem den lille by Itri, der er snavset, snæver, husene står uden vinduer mod gaden, væggene er sorte af sod, konerne tigger, børnene vrænger...""Det er en dejlig By!" sagde Federigo og klappede i Hænderne... "den er saa characteristisk, den er just Noget for en Maler". (S.149)
Grotta Azzurra
Romanen slutter i et stort poetisk billede, der danner rammen om Antonios ægteskab med den blinde pige, Lara, som han først har set i Paestum, men på eventyrlig vis forenes med i Den blå Grotte på Capri. Sammen med Genaro forlader Antonio Amalfi for at sejle til Capri. Henført beskriver HCA Middelhavets skønhed:
"Havet syntes en feed, blaa Olie, vi stak Haanden ned i det, og den syntes blaa som det. Skyggen paa Vandet, Baaden kastede, var det reneste Sortblaa, Aarens Skygge en bevægelig Slange i alle Nuancer af Blaat. - Herlige Hav! Jublede jeg, intet i den hele Natur, Himlen undtaget, er skjøn, som Du! Jeg erindrede, hvorledes jeg som Barn ofte havde ligget paa Ryggen og drømt mig op i den blaa uendelige Luft; nu syntes min Drøm at være opløst i Virkelighed." (S.212)
Ankommet til Capri får de lyst til at ro rundt om øen og finder en lille båd med et par roerkarle. Fra havet er klipperne lodrette, men afslører huler og sprækker i klippevæggen. Ved en større åbning, hvor brændingen slår op "som en blaa Ild", og hvor der på klippen vokser blodrøde søæbler, peger den ene roerkarl: - der bygger sirenerne og onde ånder, derinde er alting guld og ædelstene, men man brænder op derinde. Det er Hexehullet - Den blå Grotte - som de lokale frygter, da man ikke kommer ud derindefra med forstanden i behold. En pludselig skypumpe tvinger båden til at søge i læ ved klippekysten, men - Santa Lucia! - de suges hen imod grotten og forliser.
"Den blaa Æther var dybt under mig, over mig og rundt om. Jeg rørte Armen, og som elektriske Ildfunker glimrede Millioner Stjerneskud om mig. Af Luftens Strømme blev jeg baaret; jeg var vistnok død." (S.217). Antonio er besvimet, men vågner op og tror sig i himlen, alt lyser sølvhvidt og rosenrødt. En båd dukker op med Lara ombord, hans skytsengel, og Antonio bliver bjerget og bragt tilbage til byen Anacapri. De tre andre er druknede.
Efter tre år som ægtefolk på godset i Calabrien ønsker Antonio og Lara at gense Capri sammen med deres lille datter. I værtshuset hos Pagani træffer de et par rejsende fra Norden, "en temmelig høj og noget bleg Herre, med stærke Træk og iført blaa Frakke" - det skulle vel ikke være H.C. Andersen! Den anden landsmand er "en alvorlig lille Mand, med et klogt Blik" - mon ikke signore Hertz. Den høje leger med barnet og er henrykt over dets dejlighed, spørger, hvad det hedder? - Annunziata! - Et dejligt navn, svarer den høje blege og kysser den lille pige.
Antonio og Lara sejler ind i Grotta Azzurra, der har bragt dem sammen. 'Hexehullet' hedder det ikke mere, da to tyskere - Fries og Kubitz - for et par år siden vovede at svømme derind, hvilket altså er autentisk, og nu vil derfor alle fremmede se den forunderlige attraktion af skinnende blåt i blåt - denne feverden. Og eventyrdigteren konkluderer på romanens sidste side, idet han triumferende påkalder sig - det virkelige:
"Nu var hvert overnaturligt Syn opløst i Virkelighed, eller Virkeligheden gaaet over i Aandeverdenen, som altid her i Jordelivet, hvor Alt fra Blomstens Frø til vor udødelige Sjæl er et Under." (S.296).
Til toppen
Til Modtagelse
Tilbage til H.C. Andersens hovedside
Denne side er publiceret på internettet 15. september 2002. Opdateret 3. august 2004.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
|
