Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
H. C. Andersen
Improvisatoren (1835)
Marmorhuden
Som kærlighedsroman udløser bogen sprængstof til nærmere eftersyn. Måske fordi man ved, at H.C. Andersen aldrig lærte den kødelige kærlighed at kende. Aldrig hoppede i seng med en dame. Tværtimod bekæmpede han lidenskaben af alle kræfter, selvom han måtte bøje sig for den og søge forløsning igennem livslang rutineret masturbation. HCA havde det ikke så godt med sin krop.
Hvordan skildres derfor seksualiteten i "Improvisatoren"? Antonio forelsker sig glødende på tilbedende vis i sangerinden Annunziata, der imidlertid foretrækker hans ven Bernardo, som tilpas er noget af en Don Juan. Fortvivlet søger Antonio trøst i kirken for hos Madonna, der smerteligt ligner Annunziata, at finde styrke til ikke at blive misbrugt af sanseligheden.
"Jeg begreb nu fuldkommen, hvad jeg før ikke kunde indsee, at man kunde føle Trang til at martre sit Legeme, søge at betvinge den aandelige Kamp ved at pine Kjødet. Mine brændende Læber kyssede Madonnas kolde Marmor-Fod, og Øieblikke vendte Fred tilbage i min Sjæl." (S.111)
Den er jo ikke så god ud fra normalitetens målestok. Og én ting er sikkert: Hverken Antonio eller HCA er normale. Enhver vil med psykologiens ABC i hånden kunne konstatere, at den seksuelle frustration udvikler sygelige tegn på både morbid fetichisme og masochisme. Men hvad gør den efterladte i kærlighedens museum? Han går netop på museum og forelsker sig i kunsten - i den medicæiske Venus:
"Jeg har aldrig seet sligt Livsudtryk i Stenen! Marmorøiet, der ellers staar uden Seekraft, er her levende! Kunstneren har saaledes formet hendes Blik, at ved Belysningen synes hun at see, at skue os ind i Sjælen; det er Gudinden selv, født af Havets Skum, der staar for os." (S.104) Og han giver den endnu et hug med fyldepennen: " Marmoret giver Liv og Sjæl, i det bliver Stenen kjødfuldt, det er som Blodet rullede under den fine Hud." (S.105)
Hvad Antonio søger er berørelsen af ånd og hjerte, løftelsen. Den finder han i de overjordiske madonnaer, der naturligvis fjerner ham fra de jordiske. Situationen fylder Antonio med angst, der udvikler en krise, hvorunder han ønsker at blive munk. Han har været messedreng i kapucinerkirken og mener nu, at det sammen med jesuiterskolen har medvirket til at fordærve ham. Bernardo er mere direkte, når han mhp. Antonios opvækst siger: "Lad
dog ikke Gjedemælken reent faae Bugt med Blodet!" (S.115)
Michelangelo's Dommedag (udsnit) i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet. Malet 1536-41. |
|
Når Antonio opsøger Michelangelos Sixtinske Kapel for at overvære den katolske messes miserere, så er det ikke gedemælken, der driver ham, men netop det lidenskabelige blod. I denne toneverden, hvor "Englenes Graad er opløst i Melodie", inddrikker hans sjæl kraft og fylde. "Den Fred jeg i Bønnen søgte, men ikke fandt, strømmede her ved Toner ind i mit Hjerte." (S.114)
Antonio oplever sig selv som et så isoleret fænomen, at han tvivler på, at han er et rigtigt menneske. Denne erkendelse skaber et frirum i hans væsen, hvilket kommer til udtryk igennem hans karriere som improvisator. Desuden vækker selviagttagelsen som solistisk artist en mere prosaiske indsigt i forhold til seksualitet og ægteskab:
"Jeg tænker tidt paa, hvor det i Grunden maa være kjedeligt at være Gift! Idelig og idelig at see hinanden, og det ind i alle Folder. De fleste Ægtefolk ere da ogsaa kjede af hinanden, det er kun et Slags Anstand, en Art Godmodighed, der holde dem sammen i Længden. Jeg føler det godt med mig selv, at om mit Hjerte brændte nok saa hæftigt, og hendes, jeg elskede, brændte, som mit: naar Luerne mødtes, vilde de slukkes. Kjærlighed er en Længsel, og Længselen døer, naar den opfyldes!" (S. 114)
Kærlighedens sociale og familiemæssige eventyr og ansvar var ikke H.C. Andersens kop the. Når det kom til stykket!
Naturlig elskov
Fra kunsten til naturen er der ingen afstand i romanens univers. Ophavet er samme guddommelige kilde. Som Antonio hengiver sig med hele sin sjæl til kunsten, hengiver han sig til naturens vildskab. Men det sker på baggrund af de tilintetgjorte drømme om foreningen med Annunziata. Ved hendes dør ser han en mand forsvinde ind bag den. "En lykkelig Elsker, der gik til Kys og Omfavnelse". Den naturlige elskov findes altså, men uerfaret, uvirkelig. I stedet er Antonio henvist til den "rædsomt skønne" natur:
""Herlige Natur!" udbrød da mit Hjerte, "Du er min Elskerinde! Du trykker mig til dit Hjerte, aabner mig din Himmel, og hver din Luftning kysser mig paa Læbe og Pande! Dig vil jeg synge, din Skjønhed, din hellige Storhed! Gjentage vil jeg for Folket de dybe Melodier, Du synger for min Sjæl. Lad mit Hjerte bløde."" (S.157)
Selveste Schack Staffeldt (1769-1826) høres som en kode i denne passage. Skønt "Improvisatoren" i sin helhed og realisme er et tidligt moderne værk, råder der i dens tematiske kerne en helhjertet romantik. Romantikken er netop opdagelsen af jeget, følelsen og naturen, som det frisatte jeg spejlede sig forelsket i.
Kraftigt kommer forholdet til udtryk ved konfrontationen med Vesuv i udbrud, der både indgiver "storhed og rædsel", og dermed paralleliserer den naturlige erotik, der er ordløs som "de Luftstrømme, der selv synes Ild og Svovl". Og som elskeren besynger venusbjerget, besynger HCA via Antonio det ildsprudende bjerg: "Mægtige Gud, din Apostel vil jeg være! i Verdens-Stormen vil jeg synge Dit Navn, Din Kraft og Herlighed, den lyde stærkere, end Munkens i hans ensomme Celle! Digter er jeg! Forleen mig Kraft, bevar min Sjæl reen, som Din og Naturens Præst bør eie den!" (S.173)
Sådan er der jo ingen, der skriver i dag! Men sådan skrev den HCA, der i det samme år udgiver sine første eventyr, fortalte for børn! Digterindvielsen finder sted i ovenstående citat. Her bliver den totale smerte forvandlet til livskraft og hårdhedens gennembrændte poesi. Her smelter det skabagtige barn for alvor ud af hans væsen, for lutret og med distance at kunne udfolde sig så meget desto rigere i pagt med den Gud, der for HCA intet havde med kristendom at gøre. "Jeg følte min Gud var mig nær, det var et Livs Øieblik for mig, hvori Sjælen skuede ind i sin Udødeligheds Lykke, hvor der ei er Frygt, eller Smerte." (S.173)
Disse dybt centrale sekvenser til forståelse af HCAs forfatterjeg formuleres i 'genoplevelsen' året efter rejsen, hvor HCA hos Ingemanns i Sorø skriver sit manuskript til romanen færdigt.
Til toppen
Til Guldalderens skygge
Tilbage til H.C. Andersens hovedside
Denne side er publiceret på internettet 15. september 2002. Opdateret 3. august 2004.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
|
|