Jens Baggesen
Himmelstormer: Venus Urania
Simon Vouet (1590-1649): Muserne Urania og Calliope (1634). Gengivet med venlig tilladelse fra National Gallery of Art, Washington D.C., USA.
Venus Urania
Jens Baggesen var ikke alene om at tilbede Venus Urania. I årene omkring 1790 skrev en hel række tyske digtere som Heinrich Heine, Friedrich Schiller, Jean Paul, Hölderlin hymner og lovprisninger til gudinden ære. Jean Paul kaldte sig ligefrem Venus Uranias udvalgte, og Hölderlin tiljublede hende som guddom, moder og himmeldronning. Men bag dem alle stod den hollandske filosof Frans Hemsterhuis, der i et af sine værker førte alle trådene i sin erotiske filosofi sammen i en myte om Venus Urania og hendes andel i menneskeslægtens liv og skabelse, og dermed havde han banet vej for gudinden.
Venus Urania er imidlertid ikke den samme for alle digterne. Men for de fleste er hun et væsen, der tilbedes i forsagende elskov, og som lønner sine tilbedere for forsagelsens pine med pludselig indre fred og sødme og dertil beærende syner. Forholdet til Venus Urania er er en psykologisk erfaring, som viser ud over det litterære og humanistiske mod en lære, der griber ind i oplevelse og livsform, mod en kult, dog ikke således at digterne har til hensigt at trodse den kristne tro og oprette et tempel for Afrodite. Deres dyrkelse af hende hænger snare sammen med den alimindelige men store interesse for den klassiske oldtid, blot løftet op på et kunstenerisk plan.
Venus Urania er trods alt blot en gammel ædel betegnelse for en ny erfaring, for en sjælelig tilstand, som synes forbeholdt kunstnere, og som giver dem en ubestemt, men behagelig fornemmelse af at være gudbenådede. Det hele er dem dog et svævende anliggende, noget udmærkende og dunkelt i mange henseender, men faktisk organisk mærkbart som den kunstneriske inspiration.
Urania
Urania, den himmelske, er i den græske mytologi et af Afrodites tilnavne, og man må vel tænke sig, at der ved tilnavnet sigtes til et aspekt af kærlighedsgudindens væsen eller et niveau i dyrkelse af hende.
Afrodite Urania (bjergets dronning) eller Eurycene (hedens dronning) er sommerens nymfegudinde; hun lemlæstede den hellige konge, som parrede sig med hende på bjergtoppen, ligesom bidronningen tilintetgør dronerne ved at rive deres kønsorganer ud. Deraf de hedeelskende bier, som omsværmede hende, og det skarlagensrøde klædebon, som hun bar under sit elskovsforhold til Anchises. Deraf også dyrkelsen af Kybele, Ida-bjergets frygiske Afrodite, som en bidronning, og hendes præsters ekstatiske selvkastration til mide om hendes elsker Attis.
Når der i Platons gæstebud, i Pausanias tale, skelnes mellem de Afroditer, Afrodite Urania, som er datter af Uranos og beskytter af den fornuftige, sjælelige kærlighed, og Afrodite Pandemos, datter af Zeus og Dione, og den lave, sanselige elskovs gudinde, så er det ikke myte, men psykologi og filosofi; men det er vel sandsynligt, at den fuldbyrdede tvedeling kommer af den iøjnespringende forskel, der i kulten var mellem præsteskabets og "hele folkets" Afrodite.
(Efter Aage Henriksen: Den rejsende. Otte kapitler om Baggesen og hans tid (1961), s.56-65).
Venus
Venus (den romerske udgave af Afrodite) er en af de mest attråede guder i den klassiske mytologi. Hun var skønhedens gudinde, kærlighedens moder, latterens dronning, gratiernes og glædens herskerinde og skøgernes beskytter. Visse mytologer taler om mere end én Venus. Platon omtaler således to - Venus Urania, Uranias datter, og Venus Popularia, datter af Jupiter og Diana. Cicero omtaler hele fire: en datter af Coleus og Light, en udsprunget af havets skum, en tredie som datter af Jupiter og nereiden Dione og endelig en fjerde født af Tyre og den samme som den syriske Astarte.
(Efter Venus' fødsel).
Tilbage
Til toppen
Tilbage til Jens Baggesens hovedside
Denne side er publiceret på internettet 18. jnauar 2003.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
|