Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
Jens Baggesen
Himmelstormer
5. Sophie von Haller - 6. Venus Urania
|
Af IBEN HOLK |
Sophie von Haller
Den 21-årige Sophie von Haller bliver Jens Baggesens første og eneste sande kærlighed. Hun retter ham op og bliver det faste, hengivne holdepunkt for hans sammenhængsløse liv. Hun er en smuk, aristokratisk elegant kvinde med et stærkt og yndefuldt ansigt. Af natur impulsiv, trofast, hensynsfuld. Hun er intelligent og tolerant. Hans små lette passioner bagatelliserer hun af et stort hjerte. Og med god grund. De tilhører som åndsbeslægtede hinanden. At det lykkedes Jens Baggesen at erobre en så fornem og betagende kvinde, afsætter trods alt et stort plus på hans livstavles slipstrøm af minusser.
Under deres flere år lange bryllupsrejse op mod det høje Nord opholder de sig på forskellige slotte og herresæder. På Bordesholm mellem Kiel og Neumünster, hvor grev Holck residerer som amtmand, bliver de i en længere periode. Her træffer de 'gratiernes trekløver', de smukke komtesser, søstrene Benedicte og Christiane von Qualen samt deres kusine, Anna von Holck, der tilsammen går under betegnelsen efter forbogstaverne i deres navne 'Det gyldne ABC'. Baggesen forelsker sig i dem alle sammen. Også Sophie finder dem sympatiske. Og Benedicte gør følgeskab med dem til Danmark.
I 1796 ankommer da den 32-årige Baggesen med en hel husstand til København, idet Sophie undervejs har født ham to sønner, den nu 2-årige Karl og den 1-årige August. Ernst, den først fødte, døde efter kort tid. Det er ikke et professorat, der venter ham, men en stilling som viceprovst ved Regensen, og det er unægtelig noget andet. Men i de mellemliggende år er Hertugen af Augustensborgs indflydelse blevet mindre. Tidsånden i litterære kredse er i kølvandet på revolutionen antitysk og antiaristokratisk, hvilket digteren, der i otte år har ernæret sig i tyske og danske adelskredse, får at mærke. Skønt de sammen med børn, amme og Benedicte kan tage en 13-værelsers lejlighed i besiddelse, er stemningen ikke god.
Desuden bliver Sophies brystsygdom forværret. Om medvirkende hertil kan være omplantningen, det omflakkende liv, de reserverede danskere, de ydre forholds skuffelse eller et indre sjæleliv i nød, er svært at afgøre. Allerede året efter dør hun. På et lægeråd om at rejse til mildere himmelstrøg bryder de op for at tage til Neapel, men kommer - efter ni hårde døgns sejlads - ikke længere end til Kiel, hvor Sophie udånder under omsorgsfuld pleje af Baggesen og Benedicte samt deres gode venner dér.
Med Sophies bortgang fortvivler Baggesen og mister med et slag orienteringen. Hektisk frier han til Benedicte næsten endnu inden hustruen er blevet begravet. Hun flygter skyndsomst fra den gale, men tilgiver ham dog senere hans hovedløse fejltrin. Det er der andre, der forståeligt nok ikke gør. Venner trækker sig tilbage. Selv den trofaste Reinhold, hans professorven i Kiel, tager afstand fra hans kynisme i et brev. Hertugen af Augustenborg bliver kølig. Det samme gælder Schimmelmann. Baggesen, den evigt omflakkende, begynder nu at flakke om fra herregård til herregård i Holsten og sydover. Indtil han rejser ned til svigermoderen i Bern for at overdrage sine to små drenge i hendes varetægt.
Venus Urania
Kærlighed til kvindekønnet er og bliver Jens Baggesens skæbne. Allerede som dreng gør han flere selvmordsforsøg på grund af ulykkelig eller indbildt kærlighed. Kvindelig skønhed tryllebinder ham og gør ham den bjergtagne til lidenskabens slave. Han ved det godt. I en optegnelse fra 1797 hedder det i et selvransagende øjeblik: "Mellem mig og Gud stod altid en Kvinde eller en Kvindes Billede - og aldrig naaede min mest ophøjede Dyd op over en Kvindestrømpet Ankel. - Hele mit Væsen - naar jeg undtager Tankelivet - bestaar af Kærlighed til Kvindekønnet. For en Kvindes første og sidste Gunstbevisning gav jeg gerne hele min Existens, Liv og Blod, min Ære, og i Rusen gav jeg vel ogsaa slip paa det Evige i mig."
En sådan patologisk seksualitet hidhører naturligvis fra en exentrisk natur. Om sig selv skriver han: "Rædselsfulde Naturbegivenheder, Oprør af Elementerne og Livsfare, hørte stedse til mine vellystigste Nydelser." Overføres arten af denne eksalterede fascination til den erotiske sfære placerer den sig i en selvdestruktiv og giftig elskov. Men det er ikke en sådan, man møder i Jens Baggesens digtning. Hans erotiske poesi er elegisk, tilbedende, besyngende og uforløst. Den kredser om længslen, den grænseløse længsel efter idealet - das Ewig-Weibliche.
Mr. Rokoko er midt i sit livs frivolitet i digtningen åndserotiker, der ikke i virkeligheden interesserer sig for seksualitetens fysiske strabadser, som i konteksten findes uskønne og uerotiske. Erotik er for platonikeren ensbetydende med smertens glæde og savnets vellyst. Kvinden er paradoksalt nok slet ikke disse poesiers egentlige genstand. Det er sjælelivet. De sjælebilleder, som den erotiske situation formår at projektere, er digterens erobring. Erotikken er altså af sproglig art. Anderledes kan det ikke være, for det er jo en digter, der er tale om.
Traditionshistorisk er der en rig og kendt baggrund for en sådan opfattelse. I græsk mytologi optræder Afrodite ikke som én men to. 'Afrodite Pandemos' er som datter af Zeus og Dione gudinde for den sanselige kærlighed. Den sjælelige kærlighed repræsenteres af Uranos' datter, 'Afrodite Urania'. Det er til denne gudinde, Jens Baggesen sender sine digte. Det er på hendes alter, at hans sjæl brænder for at blive omsmeltet til musikalsk vellydende poesi. Digte bliver ikke fikse og færdige af sig selv. Der skal arbejdes. Bevidstheden her er af en anden art end den optrædendes, selvom resultatet er
bestemt for et publikum. Den dualistiske tradition er han bestemt ikke alene om. Den udforskes af samtidens store navne som Schiller og Hölderlin, som han er yderst fortrolig med. Det er faktisk dem, der fylder hans elskovshjerte - som kunstner.
At en sådan dualisme kan være livsfarlig for de menneskelige organer, vidner Baggesens biografi. Men her er det vigtigt at minde om, at sjælen dengang repræsenterede det ukendte og vildt ophidsende. Hvis adgangen til de ægte og hemmelighedsfulde sjælelige oplevelsers indsigt var ensbetydende med seksuel afholdenhed, betalte man gerne denne pris. Gaven var den velsignede fred og sitrende sødme som hymnerne til Gudinden fortæller om. Erotik som meditativ imagination er endnu den dag i dag midt i sexismens tidsalder en højst levende tradition, der dyrkes individuelt og kollektivt i alverdens koncerthuse. Og muligvis er mere stimulerende end Viagra.
At Gudinden så fortærede sine tilbedere er en anden sag, der i det 21. århundrede næppe kan være fremmed for efterkommerne af ideologiske tilbedere af enhver art.
Til 7. Nedturen - 8. Sophie Ørsted
Til toppen
Tilbage til Jens Baggesens hovedside
Denne side er publiceret på internettet 15. december 2002. Opdateret 4. oktober 2004.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
|
|
