Jens Baggesen: Biografi. Epoke - danske romaner før 1900

Rokoko
At 1700-tallet er sammensat, bevidnes af rokoko-stilen, der paradoksalt udfolder sig i rationalismens oplysningstid. Facaderne er klassicistiske, interiøret er rokoko. Rokoko betegner den legende lethed, elegancen og den forfinede ynde. I forlængelse heraf tager de korrekte omgangsformer sig skabagtige og affekterede ud, jo værre jo mere korrekt rokoko. Livet betragtes som ét stort teaterstykke, hvor rokokoen er kulisse. Digtningen skal fornøje ved vid og ironisk-frivol skæmt. Inden i rokokoen lyder der et skingert skrig om hjælp. Allerede her bliver konturerne af Jens Baggesen synlige.
Jens Baggesen er et hit i herregårdskredse. Fra Trolleborg, hvor han ombejles og feteres på grund af sin overspændte og indtagende personlighed, får han invitation til herresædet Knoop i Holsten. Ideen med digtere på herregårdene er den, at den udvalgte skal besynge stedets og lokaliteternes herligheder i poesier. Det gør Jens Baggesen ufortøvet, skønt det dog hver gang er kvindekønnet, der har hans kunstneriske opmærksomhed. På Knoop træffer han grevinde Agnes Stolberg, gift med Friedrich Leopold Stolberg, der bebor slottet Neuenburg, hvortil han inviteres. Her møder han den ældre grevinde, Louise Stolberg, der er gift med digteren og amtmand Christian Stolberg. Hun bliver en kvinde, der med sin åndsfriskhed og moderlige ømhed får stor betydning for ham.
Louise Stolberg tager den letfængelige og fortumlede digter Jens Baggesen på sig som en opgave. På afstand har hun iagttaget hans sociale utilstrækkelighed og sygeligt eksalterede sind. Skønt frastødt af hans karakter, vinder hendes forståelse for ham, da hun indser, at der må gøres noget, hvis hans rige evner skal komme til udfoldelse. Derfor overtales han til at komme på et længere ophold hos ægteparret på Tremsbüttel nær Hamborg. Opholdet styrker Jens Baggesen mentalt, da han i Louise Stolberg finder en trofast og taktfuld veninde, der desuden sørger for, at han kommer under lægebehandling for sine periodevise besvimelser og krampeanfald.
Tilbage i København genoptager han det usunde forhold til sin Seline, dvs. Marie Magdalene Pram, der fordrejer hodet på ham i det kapriciøse koketteri, som han ikke kan være foruden. Han får også noget fra hånden. Arbejder ihærdigt på færdiggørelsen af operaerne "Erik Ejegod" og "Holger Danske"

, begge med musik af F.L.Æ. Kunzen, samt oversættelsen fra latin af Ludvig Holbergs "Niels Klim". Hans velyndere grev Schimmelmann og prinsen af Augustenborg, der er universitetets patron, forbereder at oprette et professorat i æstetik og betro ham denne post, hvilket på alle måder er et fornemt tilbud.
Men da hans ubestemmelige sygdom er taget til, modsætter Louise Stolberg sig denne plan. Hvad Jens Baggesen har brug for ifølge hende er en styrkende rejse sydpå med ophold ved badene i Pyrmont - og ikke mindst at komme væk fra fru Pram. Og således bliver det. Professoratet loves at ville stå ham åbent, når han vender hjem. Den 24. maj i revolutionsåret 1789 indleder Jens Baggesen henrykt sin udenlandsfart, der skal få skelsættende betydning for ham både som menneske og som kunstner. "Labyrinten" er det digteriske udbytte af rejsen. Ved afskeden ønsker fru Stolberg for ham, at han - hvem ved? - på sin vej kunne møde den store, sande kærlighed, den, hun selv havde lært at kende, den, der rummer livets lykke og gør en mand til en mand!
Det kom også til at gå i opfyldelse.

Alperne
Labyrintrejsen skal ikke nærmere omtales her. Men en morgenstund på gaden i Pyrmont løber Jens Baggesen ind i sin gamle ungdomsven grev Adam Moltke, som han ikke har set i flere år. I fælles henrykkelse beslutter de at gøre hinanden følgeskab, og det har sikkert været godt for den labile digter, der var på vej ind i en depression. Nu vågner hans livsånder og indgiver rejsen den særligt baggesenske élan vital.
Rejsen går over Mannheim og Karlsruhe til Strassburg, hvor digteren (med besvimelserne) udvendigt bestiger katedralen til dens spir uden at svimle. En prægtigt vovestykke som optakt til en alpevandring. Sammen foretager de fodvandringen over St. Gotthard. Og med udgangspunkt i Lauterbrunnen, der er Schweiz' bjergperle, begiver de sig ud på lange Alpeture. Han omgives her af en natur af vild og åndeløs skønhed, som han besynger i det himmelske epos "Parthenaïs" (1803), der udkommer i Tyskland som anden del af "Labyrinten".
På en vandring fra Lauterbrunnen til Unterseen møder han ved bredden af Thunersøen en ung kvinde, der ledsages af en ældre, ærværdig herre. Dér er hun! Svaret på alle hans ungdomsdrømme i levende live. Det er Sophie von Haller. Det er den 5. september. Et halvt år senere bliver de gift. Hun er datterdatter af den berømte naturforsker Albrecht von Haller, men det kunne Baggesen jo ikke vide. Sammen sejler selskabet over Thunersøen til landsbyen Thun. På denne sejlads, hvor de unge mennesker deler sæde, lærer de hinanden at kende. Uden rokoko-koketteri lader Sophie med ufordærvet naturlighed den unge dansker vide, at hun er forelsket.
Gensynet skal finde sted i Bern, hvor hun bor. Den ældre herre i hendes selskab, landfoged von Zinner, viser sig at være far til hendes storesøsters mand. Da nu Baggesen med rejsefæller tropper op på adressen, tilbringes hele den første dag sammen med landfogeden. Først andendagen dukker frk. Sophie op. Siden introduceres han for hendes forældre, der kommer til at elske ham som en søn. Den 5. marts 1790 står Jens Baggesen og Sophie von Hallers bryllup i landsbyen Könitz nær ved Bern.

Til 5. Sophie von Haller - 6. Venus Urania

Til toppen
Tilbage til Jens Baggesens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 15. december 2002. Opdateret 1. november 2012.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.