De kom igen, de glade Dage, Min Rolighed, min Fryd kom sødt igen. Jeg Kærlighedens Perle har tilbage - Gud! Lad mig aldrig miste d e n! -

Fanny Baggesen skrev han aldrig digte til. Men nu lysner det for hende. I 1820 bryder de op fra det sorte hul for at genoptage beboelsen af deres idylliske landsted i Marly le Roi. Her venter der dem et sørgeligt syn. De allieredes tropper har brugt stedet til indkvartering, og det henligger nærmest som ruin. Mens reparationer foretages, bor de et år på et lille hotel i Rue St. Anne i Paris. Året efter dør Fanny. Det samme gør sønnen Paul, som Jens Baggesen elskede så højt.
 
Immanuel

Leif Ludwig Albertsens Immanuel. En bog om Jens Baggesen. (1991).

"Mit Livs Roman mangler i det hele taget fra begyndelsen intet andet end en større, værdigere, mere interessant Helt end jeg arme Stymper er..." Sådan skriver Jens Baggesen muntert selverkendende i et brev omkring 1800. At han betragter sit liv som en roman, bevidner den operation, han foretager af fiktiv art midt i 90erne, hvor han åbenbart finder, at hans gode danske navn trænger til et internationalt lift og derfor indsætter filosoffen Immanuel Kants fornavn som sit mellemnavn. Fra nu af hedder han altså Jens Immanuel Baggesen.

Immanuel Kant på tysk frimærke i 1974 i 250-året for hans fødsel.

    At digteren kunne få sig selv til at manipulere med sit navn og dermed sin identitet, kan ikke komme bag på nogen. Tilføjelsen indfører han egenhændigt i kirkebogen i Korsør, hvor han ved samme lejlighed besøger sin gamle mor. Hende har vi ikke hørt så meget om, men han har kontakt med hende hele livet, ligesom mere sporadisk med sine søskende, som han kunne parkere sine børn hos.
    Efter hustruens og sønnens død i 1822 tager Baggesen i det følgende år ophold i Bern, hvor den nu gråhårede og tresårige forelsker sig ungdommeligt i den tyve år yngre professorfrue Julie Wysz. Til hendes ære digter han i sin livsaften med andagt et af sine smukkeste digte "Alpen-Maj" om elskovens morgenrøde. Han tager på improviserede bjergrejser alene og står igen i sit elskede Alpetempel ved Thunersøen. Vemodigheden ved at gense de steder, hvor han vandrede ved Sophies side, virker lægende på det syge hjerte og nedtrykte sind. I 1825 tager han afsked med sin nu 83-årige svigermor og begiver sig på den tunge rejse mod Danmark.
    Han ledsages af sine sønner, Carl, der er provst i Bern, og August, der opholder sig i Kiel som premierløjtnant, til Tyskland, hvor han legemligt og sjæleligt nedbrudt opsøger forskellige kursteder - Teplitz, Karlsbad, Marienbad - for at finde lindring for sine lidelser. Et halvt år senere er han hjælpeløst elendig og forladt nået til Dresden, hvor August iler sin dødssyge far i møde. Gensynet er forfærdeligt. Hvad der møder ham er et genfærd med stift stirrende øjne, et endnu levende skelet. Baggesen er kun opfyldt af en eneste tanke, at nå Danmark, inden døden indhenter ham.
    Men allerede i Hamborg overvinder sygdommen ham, og han indlægges på frimurerhospitalet, hvor den gamle Adam dør den 3. oktober 1826. Pastor Carl Baggesen, der holder en stærk og bevæget tale ved kisten, forsøgte at nå frem til sin fars dødsleje, men ankom en dag for sent. Efter Jens Baggesens ønske begraves han i Kiel, hvor han hviler ved Sophie von Hallers side.

Denne side er publiceret på internettet 15. december 2002. Opdateret 4. oktober 2004.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.