Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
Jens Baggesen
Labyrinten (1792-93)
7. Bestigningen af en katedral - 8. Parthenaïs - 9. Værker
|
Af IBEN HOLK |
Bestigningen af en katedral
"Hvilken Masse! Hvilken Højde! Hvilket uhyre Epos af Stene! Kan Jorden bære dette kunstige Fjæld? Synker den ikke under Foden af denne gyselige Kolossus?" (S.288) Den rejsende står foran katedralen i Strassburg - og læseren foran åbningen til "Labyrinten"s sidste og mest spektakulære kapitel. Med bestigningen af katedralen, der er et glimrende vovestykke, tager fortælleren hul på Alperne og rejsens anden del, der altså ikke udkom. Vovestykket udspringer imidlertid ikke af fysisk pral, men af tankevirksomhed og sjælelige vibrationer. Den sproglige forarbejdning, der går forud, er netop "Labyrinten"s vandmærke: forbindelsen mellem den ydre omverden og det indre liv:
"Hvilket Værk i det hele! Hvilken Flid i dets mindste Dele! Disse talløse Piller og Buer og Pyramider i utallige dristige, eventyrlige, ufattelige Forbindelser - denne Myldren af groteske, burleske, fantastiske i Sten udhugne Figurer - denne Vrimmel af Zirater! Hvilket Arbejde! Det er allerede trættende Møje blot at se det.
Er det et behageligt eller er det et ubehageligt Syn? Det er mig umuligt at afgøre det; men interessant er det i højeste Grad! Den Studsen, den Gysen, den Rædsel, det opvækker, fastholder Gemyttet, idet det saarer. Det er en Shakespearesk Tragedie, Kong Lear - opført af Sten." (S.289).
|
Spiret på katedralen i Strasbourg, Das Münster zu Strassburg, udført som glasmosaik.
Efter L'oeuvre Notre-Dame.
|
Således godt mytisk udrustet begiver rejsevennerne sig nu i kast med opstigningen indefra ad utallige trapper, indtil de når ud på katedralens platform halvvejs oppe. Den kvindelige kustode vil ikke anbefale dem at gå videre, da man så let kunne brække halsen og fra udsigten så man egentlig ikke mere - "men dybere", tilføjer Baggesen snedigt, og de fortsætter. Langsomt passerer de katedralens gigantiske sølvklokker og når op til spirtårnets jerngitter. "Hvilken Opsigt! hvilken Udsigt! Hvilken Nedsigt". Folk færdes som fluer på gaderne under dem. Overgivne springer og danser de rundt på dette "Himmelloft" (S.295).
Opstigningen er tidligere indskrevet i det dystre, idet kirken ikke for den rejsende repræsenterer livet men døden - "Helvedes og ikke Himmelens Højhed; thi det er gothisk. - " (S.289). Ad 'Snegletrappen' går det nu videre opad og - udvendigt. Trangere og trangere bliver det, jo mere de nærmer sig spidsen. De klatrer ud og ind imellem tynde piller og jernværk. Ved enden af denne 'Himmelstige' må vennen give op, hvorimod den rejsende befinder sig i en rus af åndeløs final afmagt, der fordrer ham at fortsætte. Styrke har han ikke mere, men henter kraft af "alle gode og onde Særheder i mit Individ". Nu er han over den øverste krans, der består af stænger, og han slynger sig - i fri luft - udenom spirspidsen og når op på pynten under stenkorset.
Dér står Jens Baggesen så i triumf midt i lufthavet som en prik på spidsen af katedralens spir i Strassburg - "for rædselsfyldt til at være bange". - "Jeg fjer! jeg fnug!" - "Underlige, rædselsfulde, himmelfarende Følelse! Nej! Aldrig fornam jeg saa vældigt det høje! Sanser jeg endnu? jeg ser intet! jeg hører intet! jeg fornemmer intet! jeg berører intet! Alt er tomt omkring mig - alt er uendeligt Rum, et ufatteligt Øde...Gud! ... Gud! - ja her vilde Spotteren selv andægtigen udraabe: Gud! - Dit Navn toner fuldest i Tavshed! Din Almagt er vældigst i Tomhed! og hvor intet er, Høje! er du!" (S.299)
Ingen dansk digter har skrevet sådan, hverken før eller siden. I denne ekstremt udsatte og svimlende position indvendiggøres det ydre i sakral lovprisning og andagt. Dét er labyrinten. Da den rejsende senere i skriveprocessen genfremkalder bestigningen, må han konstatere, at han på toppen var ophørt med at tænke. Han var blot åndelig følelse. Gyse gør han først, da han kommer ned - og ser op! Men støvet, der kan bære, fordrer sin ret. Bagefter går han sammen med Adam hen for at spise middag på Hotel d'Esprit.
"Parthenaïs oder die Alpenreise" udkom første gang i 1803 på tysk. Først i 1965 udkom den i dansk oversættelse.
|
|
Parthenaïs
"Labyrinten" slutter, hvor den for alvor skal til at begynde, ved ankomsten til Alpeporten, byen Basel. Alperne, der er rejsens egentlige mål, kunne forjættende øjnes fra toppen af katedralen. "Labyrinten" forbliver med andre ord en labyrint uden mål, dvs. uden centrum. Synd, at det ikke lykkedes Jens Baggesen at fuldføre hele rejsen som bog, idet labyrinten jo netop førte ham til det hemmelighedsfulde mål i forvandlingsmødet med Sophie von Haller.
I stedet for omarbejder han sit alpestof i et stort epos med titlen "Parthenaïs", der udsendes i Tyskland 1803. Det er et digt, det gør ondt at læse, fordi det ikke er en parodi. Alperne har tilsyneladende ramt digteren med en kraft, der har tømt ham for kunstnerisk integritet. Men allerede på den sidste side af "Labyrinten" bemærkes neuroserne. Ved indgangen til den guddommelige natur og ophøjede skønhed, som Alperne ikke mindst i dette hjørne i sandhed er, blotter han sit hoved og folder sine hænder, idet han føler, at der går en 'revolution' igennem hans liv: "Er jeg forberedt, er jeg moden til din høje Himmel, herlige Natur? er jeg værdig, er jeg ren og uskyldig nok til Indtrædelsen i dit Tempels Allerhelligste, Jordens almægtige Skaber?" (S.455)
Det er denne højtidelige renhedsdjævel og uskyldighedsfanden, der huserer som patos i det kolossale digt og lægger det fuldstændig øde og goldt som et bjerg. Digtet skal ikke analyseres her, blot omtales i forlængelse af "Labyrinten". Forlægget er nemlig ikke en illusion, men virkeligt nok. I 1794 foretager Baggesen en alperejse med Sophie von Haller, hendes veninde Gritli Gruber og Wielands datter Charlotte. Disse tre højst levende kvinder og virkelighedsgratier forvandles nu i "Parthenaïs" til dydsirede, anæmiske rokoko-dukker, vejledt af den alt for brave og retsindige skandinav med det skrækkeligt hule navn Nordfrank, der i digtet ufrivilligt fremstår som inkarnationen af den kastrerede og katastrofale 'helt'.
Alle kendte bjergtinder befolkes nu med repræsentanter for den græske gudeverden, der er flygtet hjemmefra. På Jungfrau placeres således forudsigeligt Venus Urania. Det er så pinligt, at det ikke er til at bære, hvilket det heller ikke har været i 1803, hvor romantikken springer ud med anderledes saft og kraft. Romantik er dette digt ikke. Det er rokoko-pastiche, men uden den baggesenske galskab og humor. Nu skulle det være alvor over for et tysk publikum, men resultatet er blevet så artigt, så sukkersødt, så uværdigt fordækt, at det skriger til himlen. Det store digt i 12 sange er værre, end når Schack Staffeldt er værst.
Et liv senere undfanger Jens Baggesen et tilsvarende stort epos med titlen "Thora", der er et ganske anderledes dansk og lødigt værk. Ligesom 'folkevisen' "Agnete og Havmanden" overhodet er et af de bedste digte fra hans hånd. Lad os slutte med at konstatere, at "Labyrinten" mirakuløst lever endnu. I 1985 udkommer bogen i Tyskland med titlen "Das Labyrinth. Reise durch Deutschland in die Schweiz" i en stor kommenteret og illustreret udgave. Og Frankrig følger efter med oversættelsen "Le Labyrinthe. Récit de voyage" i 1996. Den internationale forfatter, der skrev både på tysk, fransk og italiensk, læses tilsyneladende stadig i det Europa, der var den rejsendes egentlige hjemløse hjemmebane.
Europæeren Jens Baggesen indvarsler ikke blot romantikken, men også 200 år senere EU og euro.
Værker af Jens Baggesen
Til Litteratur og links
Til toppen
Til Jens Baggesens hovedside
Denne side er publiceret på internettet 30. december 2002. Opdateret 4. oktober 2004.
Copyright 2003-04 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
|
|
