Jens Baggesen: Labyrinten (1792-93). Epoke

	INDHOLD Den florissante tid Frigørelse Genren Labyrint og rejse Labyrint og erkendelse Labyrint og sprog Bestigningen af en katedral Parthenaïs Værker Litteratur og links
Goethes rejse over Alperne og ned igennem Italien har skabt grundlaget for alle senere dannelsesrejser og personlige erkendelsesruter i europæisk kultur, og har været normsættende for de litterære og journalistiske rejseskildringer lige siden. - Fra bogen Goethe i Italien 1786-88 (1999).

Genren
Den florissante tid er de store rejsers tid til alle verdenshjørner. Der er to slags rejser: den videnskabelige og den 'sentimentale', dvs. følsomme. Den følsomme rejsende har et indre motiv som drivkraft, som spejles i omverdenen og omvendt. Han skal ikke finde ud af noget bestemt. Han skal snarere finde sig selv ved at åbne sig for oplevelser, hvorfor rejsen bliver en såkaldt 'dannelsesrejse'. Anderledes forholder det sig med den videnskabelige rejse, ekspeditionen, der skal løse bestemte opgaver. Dokumentationen foreligger i to forskellige slags rejsebeskrivelser: den objektive rapport og det subjektive rejsebrev.

Thorkild Hansens Det lykkelige Arabien (1962)

Den fineste repræsentant for den videnskabelige rejse er landmåleren Carsten Niebuhrs rejsebeskrivelse fra den nordiske ekspedition til Yemen 1761-68, der resulterede i 3-bindsværket "Beschreibung von Arabien" (Bind I, 1772) efterfulgt af "Reisebeschreibung nach Arabien und andern umliegenden Ländern" (Bind II-III, 1774-78). Rejsen og manden har givet stof til Thorkild Hansens dokumentariske romanbiografi Det lykkelige Arabien (1962), der med sin genre er en litterær nyskabelse: Dokumentarromanen. At Carsten Niebuhrs rejse så udvikler sig til en dannelsesrejse af den anden verden, er en anden historie. Om den kan man læse hos Thorkild Hansen.
Jens Baggesens forbillede er Laurence Sterne (1713-1768), der med sin rejsebog "A Sentimental Journey" (1768) revolutionerer rejsebogsgenren ved en subjektiv form, der stilistisk tillader ham en lang række sidespring, indfald, associationer og absurditeter, hvormed den klassiske rejsebogsform bliver fuldstændig udbombet. Det er en stil der passer den temperamentsfulde Jens Baggesen, da stilen som bekendt er manden. Og med Sterne er stilen kommet i centrum. Og med den temperamentet. Og jeg'et.

Jean-Jacques Rousseau.

Det samme gælder en anden forfatter, nemlig Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), der med det selvbiografiske værk "Les Confessions" (1781-1788) bryder med den klassiske genre ved sin ekstreme subjektivisme og selvudleverende åbenhed. At beskrive mennesket er at beskrive sig selv, er Rousseaus filosofi, hvormed han lægger linjerne for den moderne selvbiografi. Netop dette at skrive 'indefra' svarer til Baggesens natur. Og med dette greb bliver hans elektriske jeg "Labyrinten"s centrum: lunefuldt, hjerteligt, springende, omkalfatrende. Tyngdepunkt og forsvindingspunkt på én og samme tid.
I "Labyrinten" hedder det som gennembrud af lydmuren: "Er det Lyst eller Smerte, jeg føler i denne svimlende Tilstand? Er jeg Livet eller Døden nærmere paa denne støvløse Pynt? Jeg vorder og ophører - skabes og tilintetgøres - triumpherer og daaner i én og samme Fornemmelse!"
Det er denne metafysiske kvalitet, der fornyer genren og gør rejseskildringen til roman, da også selve skriveprocessen optages som 'handling' i bogen. Sætter vi, at "Labyrinten" er en roman, da er det den første roman i Danmark. Johannes Ewalds 'fiktive' selvbiografi "Levnet og Meeninger", som forfatteren påbegyndte i 1774, men ikke fik fuldført før sin død i 1781, hvorfor det først udkom ufuldstændigt i 1804, kunne genremæssigt gøre "Labyrinten" rangen stridig. Men normalt betragtes "Levnet og Meeninger" ikke som en roman.
Da "Labyrinten" udkommer, havde man herhjemme ikke set noget lignende. Alene dens omfang brød med alt, hvad man hidtil havde kendt. Baggesens rejseroman er med sine forbilleder Sterne og Rousseau anti-klassisk i sin form. Derfor indtager den i dag sin plads som klassiker.

De store katedralers gulve er ofte udstyret med sindrige labyrinter.

Labyrint og rejse
Bogens titel er og har altid været et pletskud. Derfor kan det virke besynderligt, at det, da Baggesen i 1807 genudgiver værket, sker med den nye titel "Digtervandringer eller Reiser i Europa i Begyndelsen af det attende og mod Enden af det nittende Aarhundrede". Læs undertitlen igen: det rene vås; men så krukket var tiden. Hovedtitlen derimod er i sin almenhed helt uden idé og prægnans, men skulle bane vej for et større værk med rejseskildringer. Som "Labyrinten" har værket imidlertid overlevet og er i dag en dansk klassiker, hvilket sikkert til en vis grad skyldes den subtile titel.
Labyrinten tilhører som idé kulturhistorisk et helt andet århundrede end 1700-tallet, nemlig det foregående, barokken. 1700-tallets klassicisme, der stilistisk bryder med barokken, som fandtes svulstig og vulgær, kommer til udtryk i parkanlæg, byplanlægning og arkitektur som snorlige linjer og proportioner, der er ribbet for enhver labyrintisk karakter. I klassicismen fremtræder en velordnet, klar og kontrolleret verden.

Den lige linje er naturligvis naturfremmed, og på et tidspunkt, hvor 'tilbagetilnaturen'-filosofien bliver mode, er det ikke uforståeligt, at labyrinten som fascination og forståelsesform vinder frem. Den romantiske have og park er da også formet som labyrintiske slyngninger og buede gange med arrangerede 'naturlige' tableauer med høje, grotter og eksotiske beplantninger som kulisse. Derfor er den romantisk.
En labyrint er et arrangement, som man kan fare vild i. Vildsporet er en del af legen, der er alvorlig nok. For der findes i labyrinten desuden et mål, nemlig dens centrum. Overføres labyrinten ontologisk på menneskelivet og verden, er parallellen tydelig. I livet kan man fare vild, ligesom i verden. Man kan så at sige løbe solen sort, hvis man hverken finder ud eller når centrum. Men hvis verden og livet udgør en labyrint, så er der jo ikke noget 'udenfor', som man kan finde tilbage til - bortset fra døden. I labyrinten er der imidlertid nok at finde ud af.
For overskues en labyrint fra oven, åbenbares dens hemmeligheder i form af dens konstruktion. Fra et sådant synspunkt ville man kunne lede de personer, der løber rundt i labyrinten. I labyrinten må de enkelte lade sig lede af instinkt og intuition ved siden af udholdenhed og vilje. Netop instinktet er en form for bevidsthed, der er i stand til at hæve den nærværende og fysiske synsvinkel op til en højere, der via intuition formår at illustrere labyrintens mønster, hvorfor de er i stand til at orientere sig i den.
Der kan naturligvis fabuleres og trækkes tråde frem og tilbage i tiden, til myten om Minotaurus og til en moderne forfatter som Inger Christensen, der i 1982 udsender biografiske og metafysiske essays med den sigende titel Del af labyrinten.
I vor sammenhæng er det imidlertid påfaldende, at den rejse som Baggesen foretager og beskriver, ikke forekommer labyrintisk. Rejsen er lige ud ad landevejen og kan foretages den dag i dag, hvilket da også et par litterater har gennemført og skrevet om (se litteraturhenvisningerne). Labyrinten må altså anskueliggøre sig på anden vis. Men hvordan? Hvis ikke den flotte titel blot skal stivne som postulat, hvad mere end 200 års slid jo afviser. Og 200 år kan ikke tage fejl!
Det er såre enkelt: "Labyrinten" står der udenpå bogen, fordi det er bogen, der er en labyrint. Ikke rejsen.

Til 5. Labyrint og erkendelse - 6. Labyrint og sprog

Til toppen
Til Jens Baggesens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 20. december 2002. Opdateret 1. november 2012.
Copyright 2002-04 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.