Jens Baggesen: Labyrinten (1792-93). Epoke

	INDHOLD Den florissante tid Frigørelse Genren Labyrint og rejse Labyrint og erkendelse Labyrint og sprog Bestigningen af en katedral Parthenaïs Værker Litteratur og links
Labyrinten i Torben Brostrøms og Gyldendals udgave fra 2005. Omslagsillustration: Sven Reiner Johansen med maleri af Jens Juel

Den florissante tid
1700-tallets anden halvdel benævnes kulturhistorisk gerne 'den florissante tid' på grund af den blomstrende handel på oversøiske markeder. Den danske handelsflåde gik til Vestindien og Kina. Perioden slutter med et brag i 1807 under krigen mod England, der førte til bombardementet af København, Englands fjernelse af den danske flåde, bankerotten i 1813 og tabet af Norge året efter. Først i 1830erne kommer landet igen på fode med korneksporten til England. Den florissante tid synliggør sig først og fremmest i tidens livsformer og livsstil, hvor det gedigne indgår en blomstrende alliance med det lette og overfladiske.
Netop denne kombination er typisk for anden halvdel af 1700-tallet, der som bekendt bærer betegnelsen 'rationalismen' eller 'oplysningstiden', det gedigne ved siden af stilfiguren 'rokoko', det lette og overfladiske. Arkitekturen, der den dag i dag dominerer de europæiske storbyer, er præget af prangende monumentalitet, som vidner om magt og autoritet ved siden af proportionernes skønhed og kontrol. Det er den stil, der karakteriserer klassicismen i arkitekturen. Vi møder samme klarhed og renhed i musikkens wiernerklassicisme (Haydn, Mozart, Beethoven) og i litteraturen (Wieland, Goethe, Schiller). Den klassiske epoke.

Den store franske Encyclopédie grundlagt af Denis Diderot.

Tidens filosofi er en rationel erfaringsfilosofi, hvor filosofferne G.W. Leibniz (1642-1716) og Immanuel Kant (1723-1804) er toneangivende. En storslået frugt af oplysningstiden er Diderots redaktion og udgivelse af Den store Encyklopædi i årene1751-80 (se illustration), hvori man ville samle al menneskelig viden. Tidligt i århundredet har Ludvig Holberg udgivet sin Introduktion til Natur- og Folkeretten (1716), der får stor betydning for retsvæsenet og jurastudiet. Overhovedet er 1700-tallet og videre frem perspektiveret ved Christian V's Danske Lov af 1683, der afløste den middelalderlige Jyske Lov af 1241, udstedt af Valdemar II Sejr.
Mod 1700-tallets slutning opstår modstrømme. Ikke imod ovennævnte lovkomplekser, men imod rationalismen. Nye filosoffer som Henri Rousseau (1712-1778) og Fichte (1762-1814) vender sig imod den rationelle opfattelse af virkeligheden og menneskelivet. De betoner i stedet vigtigheden af det subjektive, følelsen og fantasien, det naturlige, simple liv - 'tilbage til naturen'. Hermed spirer romantikken. Samtidig opstår der i digtningen - især i Tyskland - en Sturm und Drang-periode, som betegner jegets oprør mod den praktiske, sociale og fornuftige samfundsorden.
Idéhistorisk udgør denne revolte for hjertet og følelsen kernen i romantikken, der i bølger slår igennem i senere perioder: Herhjemme Det sjælelige gennembrud i 1890erne, Heretica i 1940erne, englefronten i 1980erne. I slutningen af 1700-tallet domineres digtningen af trodsigt subjektive, følelsesfulde digte om længslens vidtløftige variationer. Længslen, der ofte abstrakt rettes mod det uopnåelige, dvs. foreningen med Gud, bliver her sit eget tema og motiv, der korresponderer med den guddommelige natur og den guddommelige sjæl. Sensitivitet, entusiasme, eksaltation præger poesien, hvorfor perioden betegnes sentimentalismen, der litteraturhistorisk udgør romantikkens første fase. (Ordet må ikke forveksles med den nutidige betydning af 'sentimental').
Schiller, Novalis, Hölderlin er i udlandet de mest fremtrædende navne i udlandet for romantikkens poetik. Herhjemme påvirkes Johannes Ewald og Schack Staffeldt af den romantiske revolte, ligesom den unge Oehlenschläger, Blicher, Ingemann og Grundtvig tilegner sig den i deres tidligste værker. Jens Baggesens skæbne som digter er, at han udfolder sig i en overgangstid, hvor noget andet ikke er fuldt afsluttet og noget ikke altafgørende begyndt.
I stedet for at betragte Baggesen som agterlanternen - ved siden af Ewald - for et udgående århundrede, er det mere givende og interessant at betragte ham som katalysatoren for den samtidige proces mod det nye, som han er en del af. Baggesen og Ewald udgør en dansk sturm-und-drang. Sammen med Staffeldt danner trekløveret universalromantikken i Danmark. Oehlenschläger repræsenterer romantikkens anden halvdel, nationalromantikken, der desuden omfatter den senere Ewald.
Af samme grund (som overgangsfigur) - bortset fra 'rokokoen' i hans karakter - får han aldrig afsluttet et større værk. Det bliver ved mindre arbejder og fragmenter. "Labyrinten", det eneste værk, der har overlevet til vor tid, er således også et ufuldendt værk - på dansk. Fortsættelsen, "Parthenäis", udkommer i Tyskland 1803 og i Frankrig 1810. Først i 1964 udkommer det oversat i Danmark.
Frigørelse
Frigørelsen i poesien svarer til humanistiske frigørelsesprocesser i den politiske verden. 1788 ophæves stavnsbåndet, og som symbol herfor opsættes Frihedsstøtten inden for Vesterport i København i 1797. Ligesom slavehandlen på De dansk Vestindiske Øer ophæves i 1792. I Frankrig kulminerer revolutionen blodigt i 1789, hvor det er 'rokoko'en, der mister hoderne. Herhjemme går det mindre dramatisk til, men der sker dog ting og sager af afgørende betydning i oprørets kølvand.
P.A. Heiberg (1758-1841) optræder i rollen som spottefugl og samfundsrevser. Det danske svar på Voltaire vender sig satirisk kritisk mod monarkiet og kirken, magtfulde institutioner, som han finder bagstræberisk undertrykker modstanden mod uretfærdighed. Heiberg er revolutionær og republikaner. I 1770 er censuren blevet ophævet af Christian 7. og Struensee. Men i 1799 indføres på grund af politisk turbulens en forordning, der begrænser trykkefriheden. Heiberg landsforvises drastisk i 1800, hvorefter han slår sig ned i Paris som anerkendt tolk i den første republiks udenrigsministerium.
Hans discipel, Malthe Conrad Bruun (1775-1826), gør ham følgeskab, idet han som redaktør af tidsskriftet "Vækkeren", der bliver forbudt efter sit tredje nummer, må gå under jorden. I Paris dygtiggør han sig som geograf og opnår international berømmelse. En gade i Paris er således opkaldt efter ham, den danske fribytter.
Ovenstående er et rids af samtidsklimaet i den verden, i Danmark og Europa, som den 25-årige Jens Baggesen i 1789 drager ud i - i stedet for at blive professor i æstetik. Om man fra højere sted i virkeligheden har ønsket at skille sig af med den rastløse ved for statsmidler at betale ham denne store rejse, kan være svært at afgøre. Professoratet, det første af sin art, oprettes i 1790 ved Københavns Universitet med Knud Lyhne Rahbek som professor. Et embede, som siden, i 1810 overdrages Adam Oehlenschläger.
Ravagen breder sig også til kirke og religion. Anders Sandøe Ørsted (1778-1860) gør i en lang række skrifter op med religionens 'overtro' for at indføre stringent tænkning i Kants ånd. Altså 'ratio', fornuft versus kirkens dogmer. En radikal teolog foreslår ligefrem at omdanne jul, påske og pinse til højtider, der repræsenterer de tre store sandheder, der ligger til grund for dem: Gud er verdens skaber (jul), sjælens udødelighed (påske) og dyden som menneskets opgave (pinse).


John Keats		Percy Bysshe Shelley		Lord Byron

Rationalisme er tilsyneladende i denne fase uforenelig med religion. Mod slutningen af rationalismens århundrede bryder den romantiske poesi igennem. Fortropperne i tysk litteratur har vi nævnt. I det nye århundrede bliver dens flammende repræsentanter det engelske trekløver: Percy Bysshe Shelley (1792-1822), John Keats (1795-1821) og Lord Byron (1788-1824). De unge døde, der brændte op indefra, hvilket fortæller om de menneskelige omkostninger, da romantik absolut ikke egner sig til at leve på - eller af. I længden. - Og allerede Jens Baggesen har en rem af huden.

Til 3. Genren - 4. Labyrint og rejse

Til toppen
Til Jens Baggesens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 20. december 2002. Opdateret 7. februar 2006.
Copyright by Iben Holk og Per Hofman Hansen.