Jens Baggesen: Labyrinten (1792-93). Epoke

	INDHOLD Den florissante tid Frigørelse Genren Labyrint og rejse Labyrint og erkendelse Labyrint og sprog Bestigningen af en katedral Parthenaïs Værker Litteratur og links
"– Er rejsen, kort sagt, ikke blot tællende, men prøvende, ikke blot målende, men vejende, ikke blot afstikkende, kopierende og silhouetterende, men malende, ikke blot mathematisk - men dynamisk - så hænger rigtigheden af min dom om objekterne aldeles af min kundskab om det glas, hvorigjennem jeg beskuer dem". - Labyrinten, s. 15. Her fra bogen Litterære rejser (1999).

Labyrint og erkendelse
Rejsen er stof. Skriften er labyrintisk, fordi den rummer et jeg i dets udvikling. De impulsive refleksioner og tankemønstre udgør den labyrintiske erkendelse. Labyrinten er sjæleliv.
Værket består af 14 kapitler, fordelt på ca. 250 sider. Hvert kapitel udgøres af flere afsnit, varierende fra et enkelt til syv. Ser man på indholdsfortegnelsen, forekommer den ikke iøjnefaldende labyrintisk. Tværtimod ligner den til forveksling en objektiv rapport og ikke et dokument fra en 'følsom rejse'. Men så snart man påbegynder læsningen, fanges man af den specielle baggesenske elektricitet i sproget. Stilen er forceret munter, ekstatisk, spirituelt gestikulerende - og saglig. Det er denne besnærende kombination, der gør den både underholdende og oplysende.
Rejseromanen begynder med en opvågning. Den rejsende vækkes af solen: "Her er jeg, raabte jeg, og fo'r op ad Sengen. Det var den skønneste Majdag. Hele Jorden syntes at vaagne med mig i Himmelens Favn. Ubeskrivelige Henrykkelse gennemstrømmede i dunkle Anelser mit Hjerte." (S.23) Hermed er tonen slået an, og ingen kan være i tvivl om, at vi står ved begyndelsen til en 'følsom rejse'.
Da den rejsende med venner skal gå om bord i skibet ved Toldboden, har han intet pas. Over hele syv sider skildres nu den parodiske jagt på et sådant. Rejsens mål er kurstedet Pyrmont midt i Tyskland, hvor den syge digter søger helbredelse ved sunde vandbade og vanddrikkeri. Bogens første halvdel omhandler rejsen hertil, hvor der både aflægges visit på seværdige museer og i berømte spisehuse, ligesom kunstneriske berømtheder visiteres.
Pyrmont er en skuffelse. Men til alt held møder den rejsende tilfældigt en god ven, grev Adam Moltke, og sammen beslutter de sig for at gøre en rejse til Alperne og bestige St. Gotthard. Det er fra dette moment, at rejsen får karakter af labyrint, da de nu begge begiver sig ud i det uvisse. Alt er nyt. Hver udsigt, hver by, hvert terræn. Dybere ned i det ukendte for til sidst at nå målet: alene på toppen af alpetinden.
Undervejs skildres et væld af episoder og optrin, der vikler sig ind i fremstillingens refleksioner. Det er i sådanne passager, at labyrinten viser sin egentlige betydning som oplevelses- og erkendelsesform. Tidligt har den rejsende skrevet om rejsens art, hvilket desuden vil sige om bogens komposition: "Jeg har ingen anden Plan lagt, end den, der laa i Begivenheden selv - men der er mere Plan i det, man kalder Skæbne, end man skulde Tro. Og efter denne lille Erindring vil vi sejle videre." (S.32)
Det er i dette glimt, man tydeligt indser, hvorfor Karen Blixen havde et godt øje til Jens Baggesen.


Labyrinten indbundet i et komponeret bind i klassisistisk Biedermeier-stil. Mere om denne udgave.

Labyrint og sprog
"Labyrinten" er ikke noget udspekuleret værk. Det er eftertiden, der har opdaget, at der her for første gang sker operationer i forholdet mellem oplevelse, sprog og erkendelse, som afsætter en ny betydning. Det er en eftertid, der ser, at labyrinten er en 'indre labyrint', hvori jeget's natur korresponderer med den omgivende natur. Også i vor tid er det 'labyrintiske' genstand for fænomenologiske og kunstneriske bearbejdelser, idet sprogets tegnværdi accelerer op igennem tiden, hvor det i postmodernismen er blevet selve indholdet, men udhulet og tomt.
Mellem mennesket og verden er sproget. Sproget er et organ for verden og dermed mennesket, hvormed det kan komme til bevidsthed om sig selv. Sproget har en dobbeltfunktion, idet det både gengiver verden som spejl og lader verden opstå igennem det som vindue. Denne dobbeltfunktion dyrker Jens Baggesen, hvilket medvirker til at gøre "Labyrinten" til et moderne værk. Mit Dobbeltblik, udbryder digteren et sted. Digteren oplever, men det er sproget, der producerer oplevelsen. Hermed sker der en forskydning i perceptionen mod at opleve direkte igennem sproget.
Et sjovt og skematisk eksempel på dette er afsnittet "Mannheim: staden på vers". Heri hedder det betegnende for Baggesens egen stil og gemyt: "Gaderne er rigtignok anlagte efter Snor, der gives ingen Vimmelskafter deri, Husene staar ordentlig i Geledder, og man har saa megen Umage, som man kan ønske sig, med at skille det ene Kvarter fra det andet. Men lige Linier og rette Vinkler alene er neppe tilstrækkelige til Smagens Tilfredsstillelse. Den blotte Symmetri behager rigtignok Øjet ved første Blik; men i det næste leder det alt efter mere." (S.259)
Herefter følger en aflæsning af byen, der udmunder i konklusionen: "Min Hjerne er nu én Gang ikke anlagt som Mannheim. (...) og i mit Hjerte staar Følelserne uhækkede, ubeskaarne, uindflettede som Træerne i en Skov og som Blomsterne paa Marken." (S.261) For til sidst at afsluttes med baggesensk bravura: "Jeg føler det inderligt, jeg kunde umuligt blive forelsket her, i det mindste ikke på Gaden, hvad dog i nogenlunde krumme Byer er muligt. Al Varme, al Bevægelse, al Kærlighed er rund eller i det mindste oval, spiral eller paa anden Maade bugtende. Kun det kolde, det ubevægelige, det ligegyldige og selv det hadefulde er snorlige og kantet." (S.268)
Flere sådanne afsnit med præcise, dybtgående konfronterende iagttagelser gør samtidig Jens Baggesen til forløber for den moderne journalistiske rapportstil med personlig signatur, som siden H.C. Andersen og Goldschmidt skulle videreføre, og som Herman Bang og Johannes V. Jensen skulle medtage ind i det 20. århundrede. Og det er der god mening i, eftersom Andersen altid havde "Labyrinten" med på sine rejser, hvor den havde fast plads på natbordet, ligesom Jensen på sine rejser altid medbragte HCA's "En Digters Bazar".

Til 7. Bestigningen af en katedral - 8. Parthenaïs - 9. Værker

Til toppen
Til Jens Baggesens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 30. december 2002. Opdateret 4. oktober 2004.
Copyright 2002-04 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.