Johannes V. Jensen: Den gotiske renaissance I. Epoke

Omkring århundredeskiftet har Johannes V. Jensen mange jern i ilden. Inden for et par år udsender han således et bind fortællinger, Himmerlandsfolk (1898), rejseskildringerne Intermezzo (1899), og afslutter romanen Kongens Fald (1900-1901). Ved siden af fungerer han i det samme tidsrum som korrespondent i Madrid, hvor han dækker den spansk-amerikanske krig, og året efter Verdensudstillingen i Paris. Det er fra disse to begivenheder, Den gotiske renaissance tager sit udgangspunkt og stof.
Bogen består af tre dele: 1ste del handler om Spanien under Krigen 1898. Fra denne del er "Tyrefægtningen" blevet en klassiker. I det følgende vil vi i et selvstændigt afsnit fokusere fortolkningen på dette essay.
2den del rummer skildringen Verdensudstillingen i Paris 1900. Herfra har især afsnittet "Maskinerne" skilt sig ud som banebrydende - stilistisk og visionært.
Værket afsluttes med en afrundende, programmatisk efterskrift - Kendsgærningen - hvor der energisk polemiseres til alle sider for at bane vej for nye synsmåder på kulturlivet og dermed på menneskets livsformer og fremtid ved åbningen af det nye århundrede.

Genre
I sit anlæg kan bogen minde om Hans Magnus Enzensbergers Åh, Europa (1987, da. 1988)

. Johannes V. Jensen rejser ud, gør sine iagttagelser, bearbejder dem og drager sine slutninger. Metoden er fænomenologisk-etnografisk. Jensen har ikke på forhånd et budskab. Han lader fænomenerne tale for sig selv, det vil sige gengivet igennem hans temperament og moral, hvorefter et budskab synliggøres, der derpå bliver genstand for hans refleksion over Europa ved århundredeskiftet.
I forordet omtaler han metoden således: "Min Metode var at sammenligne, idet jeg ret nærliggende benyttede min egen Natur som Enhed. I Undersøgelsens Gang fandt jeg Lejlighed til korrigere denne Enhed, hvorpaa jeg igen sammenlignede. Var jeg i Spanien, da søgte jeg at gøre mig kongruent med spansk Aand; det der faldt udenfor af mit Væsen, erkendte jeg for specifik germansk. I Tyskland bestemte jeg de galliske Sympatier, "Voltaire", som jeg havde i Kroppen; i Frankrig rendyrkede jeg Tilbøjeligheder for engelsk Aand. I England endelig og Amerika genfandt jeg den Jyskhed, der baade var mit Udgangspunkt og Ligningens ubekendte Størrelse." (S. VI).
Er De forvirret? Så læs det en gang til! For der stikker en hemmelighed i denne metode, der er ekstraordinær. En ting er at udsætte sig for fremmed virkelighed, en anden at aflæse den, en tredje at bearbejde den i en skriveproces, og så samtidig i oplevelsen og genoplevelsen at gøre sig sin metode bevidst. Metodens originalitet beror på, at den er åben og målsøgende. På en måde er der tale om et osmotisk tryk - biologi omsat til kulturel etnografi!

Bogens titel virker lidt tung, overlæsset og umiddelbart uforståelig, hvilket Jensen da også på et senere tidspunkt indså. En bedre dækkende titel ville have været Den moderne Renaissance. Med en sådan mere enkel og præcis titel ville bogen komme tættere på sit ærinde og havde sikkert i nyere tid vundet større genlyd som pejlemærke for den nye lysfyldte livsfølelse og de nye frodige kunstformer, der kommer til at præge de første årtier af det nye århundrede.
Men lad os nu se på, hvad Jensen egentlig mener, for hans aflæsning af Europa er interessant nok.
Efterskriftet - Kendsgærningen - indledes således: "Den moderne renaissance kan kaldes gotisk. Den er udgaaet fra England. Og den har bredt sig naturligt i de tyske og skandinaviske Lande." (S.169). - Hvori består da 'det gotiske'? Hvad er det?

Det gotiske
"Naar jeg taler om en moderne Renaissance, da forstaar jeg derved et bestemt karakteriseret hedensk Gennembrud, der skønt det jo ikke er af splinterny Dato dog hidtil har savnet Deltagelse fra "Kenderes" Side, fordi det ikke ytrede sig i aandelig Form men tværtimod fuldkommen materielt. Jeg tænker ikke paa en Literatur eller Kunst men paa selve vor Tids Ting - skinnerne langs Jorden, Maskinerne, der staar og roterer..." (Forord, S.VI).
Når Jensen kalder denne funktionelle, materielle og praktiske udvikling for 'gotisk', skyldes det at den er udgået fra England og tillige gælder Amerika, Tyskland og Skandinavien.
Her er det, at Jensen kommer under vejr med, at det var jyder og nordtyskere, de såkaldte angelsaksere, der drog over til Britannien og lagde grunden til det engelske folk. Siden kom danskere og nordmænd til. Når betegnelsen 'gotisk' foretrækkes, er det, fordi "jeg ved Goter forstaar et blondt Vandringsfolk med uopklaret Fortid, der er kommen fra Asien (de ukrainske stepper nord for Sortehavet - Red.) og er blevet Stamfolk til Tyskere og Nordboer og Angelsakser." (Forord, S.VII). - Samme sted skriver han om selve navnets opkomst: "Jyde og Jylland kan være det samme som Jute eller Gote, Gøtland eller Gotland."

Gotland - Her vil nogle måske antage, at JVJ er på gyngende grund. Men Gotland er i 800-tallet den oldengelske betegnelse for halvøen mellem Nordsø og Kattegat. Fra slutningen af år 1000 ændres navnet til Iutland. Etymologisk betyder ordet Iute 'mand'. Jylland har i sin navnerod, hvad man måske kunne forestille sig, ikke noget med 'gylle' at gøre. Men naturligvis ville det i det hele taget have været smukkere og rigtigere med Vandland - fremfor Mandland (!) - (Kilde: Den Store danske Encyklopædi, Bind 7, 1997).
I de islandske sagaer omtales halvøen som 'Reidgotaland' omk. år 400. 'Reid' betyder 'tilbagebleven' som betegnelse for de gotere, der blev i Gotland (Jylland), eftersom vestgoterne og østgoterne slog sig ned (efter tabte krige) i henholdsvis det sydvestlige Frankrig og Italien, hvor de havde riger år 500-700. - Danere og Gotere er altså to forskellige folk med forskellig baggrund og historie. (Kilde: P. Engelhardt: Danerne, 1980).

Gotere - Til nærmere bestemmelse af det gotiske eller jyske skriver Jensen: "Jyden kan daarligt bøje sig. Jyderne stod altid i Opposition, eller rettere Oppositionen i Landet var altid jysk. Danmarks Venstre har Rod i Jylland. Jyderne - dem Saxo aldrig kunde fordrage - de misforstod Knud Konge og slog ham ihjel, de stod i Vognborgen paa St. Jørgens Bjærg i Vendsyssel, stadige og væbnet til Tænderne som deres Fædre, de vandrende Goter. De havde al deres Tid et tungt Nemme for Danmarkshistorien, vilde altid forandre paa den.
Jydens Sympatier var nemlig aldrig hverken norske, svenske eller tyske. Deres Natur er af samme Oprindelse som Englændernes, og mod dem bøjer de ogsaa nu, skønt det næppe er dem bevidst. Jyden stod jo altid fædrelandsløs i Danmark. Øboernes Dialekt blev dansk Bogsprog. Kronjyden er Sprogløs, han er ensom, han har ingen Fædreland. Kom altsaa ikke til Jyden med nationale eller skandinaviske Floskler." (S.135).
Tidligere har JVJ kastet sig ud i en vidtløftig name-dropping til anskueliggørelse af den gotiske ånd. Ved denne forstår han i eet ord Shakespeare. - Og tilføjer: "Rembrandt er ren Gote. Naar Hugo skaber en Quasimodo, da er han i nær Slægt med Shakespeare. Maupassant er ikke fransk af Instinkt - mon han ikke skulde stamme fra Normannerne? Taine og Baudelaire er ligesaa engelske, som Carlyle og Oscar Wilde er franske. Verlaine og Maeterlinch er Goter, der tilfældigvis er født med fransk Sprog. Jeg beder Danskere tænke paa Søren Kierkegaard - han kunde ligesaa godt været en gal Prælat i Irland, som Swift kunde være... ja Swift kunde godt være en Særling i Danmark! En forskruet Teolog af et Jærnhoved i København, eller en genial og rasende Procesbonde paa tre Tønder Hartkorn i Rinds Herred!" (Forord, S.VIII).
Okay! Vi går videre... For det hører med til historien, at det for Johannes V. Jensens vedkommende er efter overværelsen af tyrefægtningen, hvor han færdes på gaderne i Madrid, at han første gang opfatter sig selv som Gote: - "Jeg daterer mit personlige gotiske Gennembrud til Rejsen til Spanien; der begyndte jeg at anstille Sammenligning mellem Racer. Bevidstheden om at være Dansker har altid ydmyget mig og vakt min Opsætsighed, isoleret; men fra det Øjeblik jeg fik Følelsen af at tilhøre en Race i videre Forstand, tiltog jeg mig Avtoritet og erkendte Ansvar." (S.17).

Tyrefægtningen
Det afgørende i krigen mellem Spanien og USA om de spanske kolonier er, at Spanien taber slag på slag, men at nederlaget aldrig trænger ind som kendsgerning i myndighedernes eller befolkningens bevidsthed. Selv da kolonierne er tabt og den spanske flåde mistet, giver det anledning til at hædre militæret med ære - som om ingenting er sket. At tabe og vinde med samme sind er naturligvis en dyd. Alligevel finder Jensen det spanske reaktionsmønster som udtryk for virkelighedsflugt. Samt en vis delikat livsfjendlighed, idet 'æren's udvendighed er vigtigere end virkelighedens alvor.

Plaza de Toros - Den 2. maj er spaniernes Frihedsdag. Netop den dag indløber meddelelsen om et knusende nederlag ved fronten. Madrid er på den anden ende. Ikke på grund af den ulykkelige efterretning, men fordi der afholdes militærparade, hvor alt drukner i spektakel og farver. Over middag er der ro i byen. Og så bliver Madrid henad eftermiddagen som en myretue, fordi alle skal til tyrefægtning på Plaza de Toros.
"Hele den vældige Cirkus var fuld af Mennesker. Plaza de Toros er holdt i maurisk Stil, fræk og raa Imitation. Idet nu Balkoner og Logekiler er besat med Hovedtøjer af mange Farver og Fordelinger, idet Logerandene skyder sig rundt som kulørte Bælter, saa minder det altsammen om en af de runde, kunstfærdige Blomsterrabatter, man ser i Ørstedsparken, eller ogsaa om et Mesterværk af Sildesalat, broget sammensat og serveret paa et Fad. Ovenover den mægtige Ring hvælver Himlen sig som en Osteklokke, Gud af Hensyn til sin Næse har anbragt der." (S.5).
Den første tyr stormer ind, pirret og prikket til som den i forvejen er. "Et kønt, ungt Dyr, i god Foderstand." Capeadorerne slår deres silkekapper ud, leger med den, driller den. Ophidset får tyren da øje på en picador til hest, synker ned, skraber med forbenet, tager mål.
"Og det sker virkelig, som maatte ligge til et Menneske at forhindre, det skal ske, Tyren ryger ind i Hest og Rytter med et Brag. Picadoren vælter af Sadlen og falder langt bort paa Sandet som en Sæk Mel. Hesten krølles sammen, snubler voldsomt sidelængs og styrter - og Capeadorerne er der med de røde Kapper, Tyren farer imod dem og jager dem hen til Barrieren, hvor de gelik hopper i Ly. Staldknægtene stabler Picadoren paa Benene - Publikum stormer - og Hesten, Hesten bearbejdes med Stokke og Remme, til den faar sig sparket paa Benene. Den har kun to lette Saar, et i Boven og et mellem Ribbenene, de kan ikke være mere end et Kvarter dybe og af Omfang som en Arm. Blodet kommer ud i stødvise Styrt for hvert Pulsslag." (S.7)

Hesten - "Hvad er dette for noget" spørger dyrlægens søn, skønt han lader hesten tænke således. Det forholder sig nemlig sådan, at Jensen identificerer sig både med hesten og tyren, ser hele det makabre hurlumhej med deres øjne. Det kommer til et nyt sammenstød mellem tyr og hest, der bliver presset op mod barrieren: "Tyren roder rasende rundt i det sparkende, vanvittigt forskrækkede Dyr. I dette Øjeblik er det tykpandede Bestie, hvis Vrede sidder i Hornene, Inkarnationen af de tusinde Mennesker, der ser til." (S.8).
Capeadorerne får tyren trukket væk. Staldknægtene forsøger at få hesten op at stå igen og slår den over øjne og mule med deres Kæppe: "Disse Kæppe er af en Slags smidig og knortet Tjørn, Ja ja, tøv en bitte Korn... Hesten vil gøre sit yderste, for det vil en Hest under alle Omstændigheder, den er lydig og fornuftig. Men den kan ikke. Den skal. Og da den saa staar dinglende paa sine fire Ben, saa hænger en Sæk brune og hvidblaa Tarme ned fra dens Bug næsten ned til Jorden. Den er jo imidlertid helt duelig endnu, siden den kan staa, den skal til den en Gang mere. Picadoren har ømmet sig en Baggrund til, paa hvilken han kan optræde som haardfør Helt, han sætter sig i Sadlen (Ovation). Men idet Hesten vil gaa frem, træder den med det ene Bagben op i Tarmene og træder dem længere ud - Iv! siger den og driver om paa Bagparten. Picadoren skræver ærgerligt af Sadlen. Hesten faar nu Lov at sidde lidt, kanske kommer den til Kræfter. Den sidder paa Bagbenene ligesom en Hund og vender Hovedet hid og did og ser sig omkring. Der er et meget fattigt Udtryk om den lukkede Mule. Naar den maa sidde lidt og puste et Par Minutter, skal den nok føje sin Rytter igen. Imidlertid glemmer man den over Tyren, som er henne og pløje Lever og Kallun ud af en anden Hest." (S.9).
Den første hest må alligevel give op og vælter om på siden i sandet, hvorefter staldknægten er der med en kniv, som han hugger ind i rygmarven. "Hesten krymper og strækker sig elektrisk et Minut, før den ligger stille." (S.10). Nu får tyren øje på det døde dyr - "og i sin Pine og Vrede styrter den sig som en Svømmer paa Hovedet i den døde Krop, flænger den, maser den, bylter den sammen og faar alt det indvendige harvet ud af den; den døde Hest synes at leve op og sprælle fantastisk, det ser utrolig barokt ud, og Folk tager sig et Grin. Naar der gaar en Latterbølge over dette store, kostbare Blomsterbed, lyder det som Træk af en Fuglesværm, en uhyre Flok af sælsomme Fugle med hver sit Næb vædet i Aadsel." (S.11).

Tyren - Nu er selv tyren ved at give op. "Den gisper, de blodlevrede Sider bælger ud og ind, og Tungen hænger lam i Flaben paa den ligesom paa en kinesisk Nikkedukke. Men derved faar Tyren et adræt og fiffigt Udtryk, omtrent som en Hund, man leger med og som i sin Iver glemmer at beherske Tungen." (S.11).
Tyren kaster et blik på døren, den er kommet ind ad, og traver langsomt hen imod den. Men capeadorerne jager den ud i arenaens midte. "Nu søger Tyren at undvige ved at springe over Barrieren - et uventet, dejligt Spring af et Klovdyr - der gaar en Krusning op over Tilskuermængden. Men Tyren naar kun ind i en Løbegang, hvorfra den straks gennes ud igen." (S.11).
Fire gange stikker toreadoren forkert med sin kårde. Femte gang tilsyneladende præcist. "Kaardehæftet og et par Tommer af Klingen sidder over Tyrens Ryg. Resten befinder sig alendybt i dens Indre. Nu er det, vi skal se, om Stødet er fint - hvorlænge kan Tyren gøre det? Den vrider sig, staar stille og bugner Ryggen op. Blodet vasker og pladrer ud af Munden fra den indre Forblødning. Tyren ser uforstaaende og maabende ud, den knejser Halsen højt tilbage for at koncentrere sig om Smærtestedet; og da denne Stilling er egnet til det, brøler den en Gang - Mu! - gennem ens Bevidsthed glider et løst Spind af Sommerstemning, grøn Eng og rindende Aa og det fjærne Bu af et Høved." (S.13).
Også her måtte staldknægtene til med nådestødet. Publikum hujer. Det var den første tyr. Der kommer fem til. Hele det frådende cirkus forfra. Den sjette tyr opriver otte heste. - Men som El Nacional noterer dagen derpå: " - at de tre rigtignok var saa godt som døde fra tidligere Tyre af. Hvad er det for en Utilbørlighed, maa vi bede om hele Skind at stikke i. Er det Meningen, at vi skal slaa døde Heste ihjel her i Spanien!" (S.15).

Den spanske mentalitet - Da Johannes V. Jensen efter denne oplevelse af la corrida i Madrid igen kommer til sig selv, er det, at han for første gang får "et Indtryk af mig selv som Gote." (S.17).
Han bliver nu mere opmærksom over for krigen, idet han tydeligere indser, at det ikke blot er en krig imellem to nationer, men imellem "to hinanden dødsfjendtlige Naturer". - Herpå giver han et portræt af den spanske (mands) natur:
"Han er sentimental. Han er nemlig svag og godlidende og grusom. Han tilhører et Folk, som er bleven holdt umyndigt og uvant med Tænkning, og hvis Brøsighed er af samme sygelige Art som hos kirtelsvage Børn. Det spanske Folk er porøst og udhulet af Kristendom, opædt af Baciller, fordærvet af falsk Livsanskuelse. Smitsomme Sygdomme og al salgs Menneskeuværdighed beskyttes ved Kirkedøren." (S.18).
"Spaniernes Passion for Tyrefægtninger fremgaar ikke af den lykkelige Ligevægt, den Fylde af Menneskelighed, der kan gaa med til alt, baade Mord og Misgerning, om saa skal være, det er ikke Trang til at mætte en Fantasi og en Fordøjelse, der i sin Friskhed taaler alt og suger Næring af alt. Nej, for den sjældne Menneskelighed vil aldrig begære at se Dræbning for Blodets Farves Skyld. Hos det sunde Menneske vil Instinkterne ikke være spaltet fra den almindelige Livsdrift, isoleret under et eller andet Navn, f.Eks. "æstetisk" Sans. Nej, Spaniernes Lyst til at se Voldsomhed og Dødskamp er en Del Retfærdighed og ni Dele stejl Udartning - Svæklingens Attraa efter billigt Despoti - saa sandt man hos Tuberkelpatienter paa et vist Stadium træffer en ondartet Skadefryd og en grusom Lyst til at myrde." (S.19).
Jensens kombination af 'det sentimentale' og 'det brutale' i den spanske mentalitet er et pletskud, der holder. Også fordi den i en større sammenhæng ikke kun gælder for spaniere. For netop af denne kombination i menneskenaturen udspringer fascismens næringssubstrat. Godt gået af Jensen 30 år før Den spanske Borgerkrig. Og 20 år før bolchevismen (kommunismen) skulle hærge og true Europas demokrati i forlængelse af revolutionen i Rusland (vel at mærke ikke den 'hvide' martsrevolution 1917, men den 'røde' kontrarevolution i oktober samme år!) og hermed fremkalde nazismen. Den mentalitetshistoriske analyse af tyrefægtningen og spanieren aftvinger respekt på grund af selvsynets autentiske tryk og følelsens integritet. En moralsk styrkeprøve. Fascismens problemstilling tager JVJ senere op og det på en ganske anden politisk baggrund i den tidskritiske bog Retninger i Tiden (1930).

Perversiteten - Den dødsliderlige rallende blodrus drukner det artistiske element og ritual, der skal være tyrefægtningens legitimation. Jensen har et godt øje til akrobater og luftspringere, men i den spanske arena skuffes han også på dette felt:
"Disse Capeadorer løber om og vifter med deres Kapper, deres Former er fordrejet af Stads, Kager af Pynt, Pomponer, Pailletter. De fører sig mere som Pæderaster end som Mænd." (S.20).
Og han opholder sig ved ritualernes forlorne formler: "Er det da alene disse Formlers Punktuation, Folk vil? Nej, Hemmeligheden stikker dybere - saa dybt, at Spanierne næppe kender den klart selv. Men visse Iagttagelser, der ikke kan refereres, men som jeg staar inde for, overbeviste mig om, at denne Passion for blodige Skuespil har en Sammenhæng med eller i alt Fald er analog med seksuel Perversitet.
Roms Gladiatorkamp dukker op i Spanien som Tyrefægtninger. Menneskene er ikke bedre. De dør af Misforstaaelser. De vader i Bedrag.
Men det er i vor Tid, en Nation raller. Programmer, der i Rom udbredtes mundtligt af Slaver, trykkes nu paa Plakater. Ugeblade udgaar med zinkotyperede Momentfotografier, Toreadorernes Billeder findes i Bromsølvskopier paa Cigaretæsker og paa Damernes Vifter.
Om nogle Tider vil Spanierne lade sig hænge og skære ned igen, ligesom Romerne drev det til paa det sidste.
Rundt om denne Arena sad Madrids bedste Selskab. Jeg hørte velklædte Mænd le som Droskekuske - ha kra kra kra! - jeg saa gamle fornemme Herrer faa en Rødme paa Kinderne. Jeg saa udsøgte Damer sidde paa Balkonerne med deres kadaverblaa Ansigter ludende frem." (S. 21).

Det romanske
Efter "Tyrefægtningen" følger kapitlerne "Joaquin Robledo", "De Umyndige", "Fattigdommen", "Dannelse" og "Under Solen". - Sammenfattende noterer Jensen sig, at det er begivenhederne, der holder et folk i sin hånd - ikke omvendt. "Begivenhederne i Spanien udviklede sig efter Faldets Lov." (S.25).
For at begrunde sin opdagelse opregner JVJ en række årsager til dette. For det er jo det paradoksale, at et så livligt og lidenskabeligt folk optræder så apatisk og lammet over for landets skæbne. Det har at gøre med, skriver han, at "Lidenskabeligheden er af ugennemsigtig, blind og døv Natur". (S.64). "Det romanske Folk er overalt afhængige af en vis Pludselighed." (S.67). Spanierne mangler indbildningskraft - "aktiv Indbildningskraft" (S.61):
"Spanierne forestillede sig ikke det Helvede, der blev udspillet paa Havet ved Santiago de Cuba mellem Skibene - det var for langt borte - de hørte ikke Luften dundre af Lyd, de forestillede sig ikke Staallegemer male mod hinanden med en Energi af mange Tusinde Hestekræfter. Stempelstænger tykkere end en Mand tvang Tons af Metal til at rotere og glide i hver sin Fuge - glatte Staalarme var spændt af Kraft, ladet med ubøjelig Vilje... i Bunden af Kanonerne blev Satan sluppen løs, og Kuglerne begyndte deres Vej med Brøl, der var værre end Løvebrøl... de sleb sig gennem Luften og kom med Næbbet mod en Panserklædning, de splintrede sig ind i den, rodede sig igennem den og afsluttede det fortærende Raseri, som Millioner af Menneskehjærner har bragt det til at samle i en Spidsgranat, med Eksplosion og Ødelæggelse. Bare Lyden af slige Staalsammenstød er som at faa en Teglsten slaaet mod sine blottede, friske Fortænder. Og Armen af en Soldat triller hen ad Dækket... og en anden Soldat rører sig i et Hjørne som et knust Insekt, der klæber ved sine Indvolde til en Sten..." (S.62).
En anden årsag til Spaniernes lammelse og stedfortrædende larm er pressens indflydelse - aviser! "Den Fare, et vidtforgrenet Avissystem rummer for at mætte og paralysere, er særlig stor i Spanien, netop fordi Folket er af saa impulsivt, øjeblikkeligt et Temperament. Jo snævrere Grænsen er, indenfor hvilken et Folks Nerver virker, des sikrere er Pressens Betydning. Den sigter Sand paa Spirerne, mens de gror, og de naar aldrig ovenud." (S.65).
Jensen har bemærket flere eksempler på, hvorledes aviser proklamerer en ulykke. Når ulykken så efter uger eller måneder indfinder sig, er den lige så forslidt og uvedkommende - "som en Revyvise". (S.65).
"De spanske Aviser har kun opnaaet at tappe Energien ud af Folket Draabe for Draabe. De sidder i Kafeerne og gestikulerer en Dags Indignation væk. De klatter sig bort i Skuldertrækninger. Hvad Aviserne ikke skader paa den Maade, gør de ved evigt og dagligt at ramme ind i Hovedet paa Spanierne, at de er glimrende og fortrinlige Mennesker." (S.67).
For det tredje er spanierne trætte. Og spaniernes træthed "er den eneste Kendsgærning, man maa respektere. Det er menneskeligt at blive træt. Et Folks Ydeævne har sin Grænse ligesom et enkelt Menneskes; naar den er overskredet, maa der Hvile til." (S.69).
Så vidt vor mand i Madrid.

Udgaver af Den gotiske Renaissance

Den gotiske Renaissance. (1901. Ny udg. 2000).

Litteratur om Den gotiske Renaissance

Til toppen
Til Verdensudstillingen
Til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 27. maj 2009. Opdateret 14. juni 2009. Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.