Johannes V. Jensen: Kongens Fald (1900-1901). Epoke

Kongens Fald udgivet og forsynet med efterskrift af Niels Birger Wamberg, der har fundet en stor del af de stik, tegninger og malerier Johannes V. Jensen lod sig inspirere af.

Kongens Fald blev i 1999 kåret af Politiken til det 20. århundredes danske roman
Med denne roman skriver den unge Johannes V. Jensen sig for alvor ind i dansk litteratur. Ikke alene på grund af bogens emne, men på grund af den høje grad af sammenhæng imellem ide og fortolkning af det komplekse historiske og psykologiske stof og ikke mindst den sprogligt ekspressive intensitet, hvormed den er gennemført. Det sproglige udtryk, formen, kan naturligvis ikke isoleres som en kvalitet i sig selv, for det er jo motiv og tema, der udløser værkets glød, knugende gru - og underskønne poesi.

Genre
Kongens Fald er - overraskende nok - en historisk roman. Herved har forfatteren bundet sig til en bestemt tidsperiode, der strækker sig fra slutningen af 1400-tallet til op imod midten af 1500-tallet, hvor den danske konge er Christiern II og de nationale begivenheder domineret af svenskekrigene (Blodbadet i Stockholm) og den jyske bondeopstand (Grevens Fejde).
Romanen er imidlertid mere end en historisk roman, idet dens indre vision er et sagadigt, myter om Tiden og Døden - Jordens lov, som alle andre love er underordnet. I blixensk forstand en 'fantastisk' fortælling, på grund af livets labyrintiske mønster, som nogle af dens personer farer vild i, og som kun fortællingens egen struktur forklarer. - En 'skæbne-anekdote' om de kræfter i menneskesindet og ikke mindst i naturen, der trækker ned, og de, der holder oppe. Livskampen imellem tvivl og handling, der udløser sig i spændingen imellem vilje og tilfældighed, ansvarlighed og mening, ideal og illusion, imellem 'ja' og 'nej', danner således romanens indre tematik.
Bogen består af tre selvstændigt udkomne mindre bind med titlerne Forårets Død (1900), Den store Sommer (1900) samt Vinteren (1901). - Hvert bind omhandler flere forløb i korte kapitler, der tilsammen omhandler en periode. Imellem de enkelte bind er der på handlingsplanet et spring på ca. 20 år. Værkets fiktive personer følges således i det væsentlige fra begyndelse til døden - med den komplicerede Mikkel som midtpunkt - og kan derfor, hvad angår genre, tillige bestemmes som dannelses- og udviklingsroman.
Kongens Fald forener som ovenfor omtalt tre forskellige genrer, hvilket det kan være vigtigt nok at holde sig for øje, idet genrerne genuint supplerer hinanden, hvilket i sig selv er et kunstnerisk mirakel: Historisk roman, mytisk vision, dannelses- og udviklingsroman.
Almindeligvis indgår Kongens Fald (på grund af titlen) i litteraturhistorien som historisk roman, hvilket er for ensidigt, da tyngdepunktet ligger i den psykologiske fremstilling af personernes indbyrdes skæbnemønstre, som de er indfældet i begivenhedernes gang og de universelle vilkår. Det historisk-politiske udgør romanens baggrund eller ramme, men ikke som staffage, da rammen så at sige er romanens kerne.

Synsvinkel
Johannes V. Jensen har bemærkelsesværdigt nok ikke selv kommenteret dette værk, som det er sket med så mange andre af hans arbejder. F.eks. skriver han en helt bog som efterskrift til sit arbejde med Den lange Rejse. Den bærer titlen Æstetik og Udvikling (1923), og heri nævnes i forbifarten lige netop Kongens Fald, der med V'sk vid omtales som - "Mine første Bisseforsøg i Tøjrslaget" - samt mere afgørende, at forsøget "en gang for alle" skulle vise ud af "den danske Skæbne". (S.153).
Debutarbejdet bliver i et tilbageblik ikke betitlet Danskere for ingenting! - Her rumsterer en dybere interesse: Hvad er Danmark? Hvem er danskerne? De to første romaner handler i tråd hermed om menneskelig og samfundsmæssig elendighed og forfald ved århundredets slutning i Danmark. Det er derfor nærliggende at forestille sig, at det for ham har været en besættelse at undersøge og finde frem til, hvornår og hvordan det begyndte at gå nedad. Hvori består - den danske syge? - Svaret er Kongens Fald i sin helhed.
Bogen får således ved siden af den historiske baggrund et stærkt subjektivt udspring, hvis livstolkning ligger i forlængelse af de to første romaner. Således forekommer det ikke svært at genkende flere træk fra Buris Holm og Einar Elkær i værkets hovedperson, der ikke er kongen, men den fallerede student fra Himmerland, Mikkel Thøgersen. Der er dog ikke tale om en identifikation. Mikkel er ikke talerør for Johannes V. Jensen, der er tilstede i bogen med sin egen stemme. Identificerer forfatteren sig, er det med samtlige personer - også kvinderne, der er romanens lyskilder.
Verden og de forskellige tildragelser og begivenheder opleves igennem de fiktive personers øjne, især Mikkels og Axels, men også igennem Jakob Spillemands. De historiske personer derimod ses udefra. Igennem en sådan optik vinder romanen i stilistisk spændstighed og historisk troværdighed.

Komposition
Kompositionen udgøres overordnet af bogens tre dele - Foraarets Død, Den store Sommer, Vinteren - der tilsammen danner årets ring, og samtidig tre faser af Mikkel Thøgersens liv, således at 1ste del skildrer en fase af hans ungdom, 2den del manddom, 3die del alderdom. Imellem disse tre sekvenser er der et tidshop på 20 år. Hver enkelt hoveddel består af en række små kapitler, hvori synsvinklen skifter imellem værkets forskellige personer, således at Mikkel ikke alene er værkets centralfigur, men indgår i en større helhed.
Henover dette forløb danner kompositionen desuden - hvad jeg her vil betegne - et tragtformet parallelforløb formet over Mikkel og Christiern II. I bogens begyndelse ser den unge Mikkel et glimt af prins Christiern på et værtshus. Den frustreret afmægtige, uligevægtige Mikkel føler sig instinktivt tiltrukket af prinsens udstråling af magt og ligevægt, hvorfor det ønske opstår hos ham at blive en af kongens mænd. I bogens slutning er dette ønske til fulde gået i opfyldelse, men også i opløsning, idet Mikkel er blevet kongens personlige opvarter under dennes fangenskab på Sønderborg Slot.
Til kompositionens volumen hører endvidere kontrastfigurer til Mikkel. Først og fremmest den skruppelløse lykkeridder Axel og tilbagevenderen, den stoiske Otte Iversen, men også Mikkels jordnære og slægtsvendte bror, Niels Elkær, og deres årvågne, solide far, Thøger Smed. Kontrastfigur danner ligeledes den handlekraftige barndomsven, biskop Jens Andersen Beldenak, samt den heroisk selvforglemmende Jakob Spillemand.
Kvinderne i Mikkels liv - den jødiske Susanna, den jyske Ane Mette, datteren Inger og barnebarnet Ide - er udelukkende til som muligheder i hans liv, og som sådanne uforløste. I den kompositionelle understrøm rummer muligheden imidlertid ligeså afgørende psykologiske drivkræfter som handlingen. Det samme er derimod ikke tilfældet i den konkrete tilværelse, hvilket da også bliver Mikkels skæbne. Som handlingsmenneske begrænser han sig til selvcentrerede (og ofte irrationelle) sammenhænge eller kollektive som landsknægt (soldat) i kongens klæder. Eksistentielt og socialt er han uselvstændig, en ufri, tjenende ånd. For så vidt går hans drøm i opfyldelse, da han opnår at blive tilknyttet kongen personligt. Han har forfulgt sit mål og udfoldet sig i det. Men som - fald.
Mikkel Thøgersen, den hjemløse og fredløse, har ikke kunnet komponere sit liv i overensstemmelse med sin natur. Hans natur er blevet ødelagt, dels af otte års studier ("otte Aars ingenting"), dels af omstillingen fra Himmerland til København. Selvom hans bevidsthed hermed er blevet udvidet, har den samtidig undergravet ham. Hans 'længsel' er blevet begærløs, og derfor ubestemmelig og fremmed for ham. Derfor bliver hans skæbne komponeret af kræfter, der ligger udenfor hans rækkevidde - og her hjælper han selv til.

Det historiske plan
Ved sin fremkomst bliver romanerne ikke nævneværdigt bemærket af hverken kritik eller publikum - muligvis på grund af udgivelsesformen med de tre særskilte bøger. Men efter den samlede 2. udgave fra 1913 under den nuværende fællestitel stiger salgskurven betydeligt, og værket udkommer i oplag på oplag og i flere udgaver. - 6. udgave udkommer i hardback i 1996 med Sikker Hansens stilsikre og atmosfæredybe illustrationer fra 1944-udgaven. Disse simple og fint skraverede tegninger med de tunge skygger og høje himle gengiver på æventyrlig vis bogens knugende trolddomsprægede stemning.
Har Johannes V. Jensen været karrig med hensyn til offentliggørelse af sine kilder, er en senere forskning kommet på sporet af dem og med den konklusion, at forfatteren har sine kilder i orden. Det er litteraturforskeren Oluf Friis, der i sit værk Den unge Johannes V. Jensen I-II (1974)

omhyggeligt har efterforsket dette område. Han finder via eksempler frem til, at hovedkilden til de kulturhistoriske detaljer såsom klædedragt, spisevaner og beboelsesformer stammer fra nøje studier i Troels Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede (1879-1901, 14 bind).
Hvad det historisk-politiske angår er der flere forskellige kilder. Det drejer sig om C.F. Allen: Haandbog i Fædrelandets Historie (1840) og De tre nordiske Rigers Historie 1497-1536 (1864 ff). Endvidere: A.D. Jørgensen: 40 Fortællinger af Fædrelandets Historie (1883), Caspar Paludan-Muller: Grevens Fejde I-II (1853), De første Konger af den Oldenborgske Slægt (1874) og Jens Andersen Beldenak (1837), samt A. Heise: Danmarks Riges Historie, Bd.3 (1899). - Denne A. Heise var i øvrigt rektor ved Viborg Kathedralskole, hvor han underviste i historie, og til hvis elever JVJ hørte. Så mon ikke historien om Grevens fejde og Christiern II's fald allerede på dette tidspunkt har gjort et uudsletteligt indtryk.
Således udrustet har den 27-årige JVJ kastet sig ud i opgaven, der nedskrives under hans exil i Norge (efter likvideringen af Einar Elkær), hvor han har lejet et par værelser på en bondegård i Ekeberg udenfor Oslo.
Hvad er da kernen i den historiske ramme - Grevens Fejde? Det er adels- og kirkevældets undertrykkelse af bønderne, der derfor påbegynder kampen for frihed. Og i sidste instans for demokratiets indførelse.
Kongen og folket. Mod adelen. Bondeoprøret resulterer i nedslagtningen af 2000 bønder i slaget ved Ålborg. Kongen mister magten. Og bonden forbliver ufri de følgende 400 år. Først med systemskiftet i 1901 ændres forholdene. Netop som romanen foreligger. Et mærkeligt sammentræf!

Stil
Det utrolige ved denne roman er, at fremstillingen stilistisk holder samme sproglige niveau og tone, uanset hvad handlingen eller beskrivelsen drejer sig om. Om det er selskabsdans eller hesteslagtning, halshugning eller nattevandring, voldtægt eller fisketur - stilen er den samme: Nøgtern, konkret, knap og med overrumplende, suggestive sammenligninger og ordsammenstillinger, der åbner for emotionel dybde. Der er musik i dette sprog. Den knappe stil med korte sætninger og sideordninger giver beretningen et energisk, råt og fremadrettet præg - prosarock år 1900!
Fortællingen står skulpturelt i sproget, hugget ud som i en billedhuggers arbejde, direkte, hårdt og ømt. På det plan er Johannes V. Jensen beslægtet med de samtidige kunstnere Rudolph Tegner og J.F. Willumsen.
Trods de makabre optrin forholder Johannes V. Jensen sig hverken sentimental eller kynisk til stoffet. Men det er en bog, det gør ondt at læse, fordi livssmerten og fortabtheden, meningsløsheden så nøgternt er fastholdt i tråd med den 'faldlov', der er værkets filosofiske motiv. Og derpå i samme vejrtrækning overtager livsmodet og den humoristiske vending i selvsamme vibrerende sprog.
Selv når de døde står op af graven på folkevisemaner, virker det ikke som et stilbrud. Synsvinklen er tidsmæssigt lagt indefra, fra Middelalderen, hvorfor de mytiske passager virker som metafysiske kendsgerninger i pagt med tiden.
Og dermed tillige nyskabende i pagt med sin egen samtid, hvor symbolismen genopdager den romantik, der er på genopdagelse i middelalder og renæssance. Kongens Fald er - selvom titlen er uheldig og ikke 'giver' bogen - historisk beretning i symbolistisk regi.
Stilen er renlivet ekspression: udtrykskunst! - Skønt ekspressionismen som litterær stilretning (efter de gængse lærebøger) først starter 1920, så dukker ordet i forbindelse med kunst første gang op i netop 1901! Måske kommer det for en dag, når litteraturhistorien alligevel skal skrives om, at ekspressionismen i dansk litteratur begynder ved århundredeskiftet med denne bog. Titlen kunne med tilknytning til kapitlet i 2den del have været - Misère.

Myte
Flere kapitler i romanen består af myter. I denne forbindelse er myten en allegorisk fortælling, der ikke bringer 'handlingen' til standsning, tværtimod udvider den, da temaet forstærkes og forklares i disse stykker. Ligesom i Folkevisen.
"Grotte" er en sådan myte. Mikkel ligger for døden. En ringende lyd skærer i hans øre. Den skingrende lyd stiger i styrke og fylder ham helt. Det er lyden af en møllesten, en stenkværn. Lyden af Grotte som jættepigerne Fenja og Menja svinger i Nordpolsnatten.
Mens de drejer på hjulet, skiftes de til at synge. Fenja maler forår og frodige agre. Menja maler tørke, mørke og visnen. Fenja maler solhverv og blikstille på havet, kærlighed og glemsel. Menja maler sygdom og varmen ud af menneskenes sind. Fenja maler hundehvalpe og søndenvind, løvspring og tro. Men Menja synger sidst, idet hun maler til barsel, maler til kisten, maler til kulde og fortvivlelse.
Nu synger de sammen i Mikkels hoved - og universelt. Nu ikke længere en livets og dødens duet. Nu et 'vi', der forstener hovedet, hvirvler øde ud - til kværnen springer. (S.234-35, 1996).
På samme måde optræder drømmene autentisk for personerne - og dermed i romanens eget univers. Her er Johannes V. Jensen på forkant med 'videnskaben', idet Sigmund Freuds Drømmetydning udkommer samtidig med denne roman.
Mikkel bliver ofte fremstillet som en 'drømmer' - ligesom Christiern II. Drøm sættes i denne forbindelse overfor virkelighed. Virkeligheden kommer efter dem! Straffen falder! Men er det 'drømmen', der bliver fældet? Er det ikke snarere 'tvivlen'? Den danske syge - Hamlet-syndromet. For spørgsmålet er om drøm og virkelighed - i JVJs univers og for os her og nu - er modsætninger? Uden drømme går det ikke. Drømmen er en drivkraft, når den ikke selvstændiggøres som illusion. I Johannes V. Jensens senere fortolkning af Christofer Columbus fremstår drømmen som - virkelighedens sjæl.

Udgaver af Kongens Fald

Johannes V. Jensens: Kongens Fald.

Litteratur om Kongens Fald

	Poul Bager: Kongens Fald. En analyse af Johannes V. Jensens roman. (1988).
	Andre bøger om Kongens Fald
	Artikler i tidsskrifter og aviser om Kongens Fald
	Uffe Andersen: Den jyske sphinx Anmeldelse af Lars Handestens Johannes V. Jensen. Biografi (2000).

Til toppen
Den ny verden (1907)
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 8. marts 1999. Opdateret 1. november 2012.
Copyright © by Per Hofman Hansen og Iben Holk.