Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Johannes V. Jensen

Den gotiske Renaissance (1901) Af IBEN HOLK

Genre
Det gotiske
Tyrefægtningen
Verdensudstillingen Du er på denne side
Maskinernes sjæl
Kendsgærningen
Nuet

Verdensudstillingen
Bogens 2den del - Verdensudstillingen i Paris 1900 - har 7 afsnit, men JVJ har naturligvis sendt langt flere artikler hjem til dagbladet Social Demokraten, som han dennegang er korrespondent til. I bogen fremtræder reportagerne i sammenskrevet og redigeret form. Titlerne er: "Det vandrende Fortov og Det store Hjul", "Republiken", "Tour Du Monde", "Rue Des Nations", "Kunsten", "Danmark" og "Maskinerne".
    Der er meget at se på. Og selvfølgelig også for meget. I vor sammenhæng er kapitlet "Maskinerne" det epokegørende. Men lad os blot forinden tage en tur med i 'Pariserhjulet': "Efter at have set Akvariet begav jeg mig utaalmodigt til det store Hjul, jeg kunde ikke styre min Begærlighed efter at komme op i det.
    Hjulet er 300 Fod højt. Det vejer over 20.000 Centner. Rundt Omkredsen hænger 40 Waggoner, der kan medtage 1600 Personer paa en Gang. Omkredsen eller "Fælgen" er bygget af Staalbjælker og fasthængt til Aksen ved tynde Kabler, ligesom et Cykelhjul. Det hviler paa to Staalbukke, der hver for sig er højere end Rundetaarn. Hele Konstruktionen er smækker, fuldendt, de traadfine Eger, Fælgens vældige Dobbelcirkel giver et fuldt harmonisk Indtryk, Massen overvælder ikke, der er noget af den gotiske Aand derover. Men dette Sprinkelværk af Staal tør rage endnu højere op, flyver friere end Gotikens gennembrudte Sten.
    Og denne fænomenale Bygning kan gaa rundt! Den sættes i Gang af to Dampmaskiner paa tilsammen hundrede Hestekræfter. Man tænke sig Frue Kirke sat paa to Tappe og indrettet til at dreje rundt med Bunden i Vejret." (S.82).
    Mesteren for dette hjul hedder Walter B. Basset. Jensen forsøger at slå ham op i Brickas biografiske Leksikon, men han er der ikke, da han jo "ikke er Forfatter". (S.82).

Pariserhjulet - "Pludselig gaar Hjulet, det glider absolut lydløst, jeg ser Kransen og Waggonerne fjærnt lige overfor synke ned, blive ved med at synke ned." - "Men jeg ser, hvorledes dette slanke System af blaat Metal begynder at ville, det skyder sig op fra Bunden hist, daler vægtløst ned her. Jeg bliver for let, føler mig et Øjeblik svag af Svimmelhed... og ser Hovedet af en Fabriksskorsten synke aldeles stille væk udenfor Vinduet, smælte ned. Byen stiger som et aandende Bryst.
    Endnu er Waggonen ikke i Højde med Aksen, men der er bleven saa underlig luftigt udenom og underneden, Vognens Gulv ængster som tynd bugnende Is, man gør sig til ingen Ting, man husker et Par Uvenner, man vakler i sin Yndlingspaastand... da befrier det at se fra den farlige Luft ind mod Hjulets Omkreds, der synker og synker som en uhyre Trappe...
    Men da jeg igen vendte mig mod Vinduet ud til den aabne Luft, Afgrunden, da var al Svimmelhed borte. Fabriksskorstenen laa dybt nede nu, blot som et lille rundt Hul, hvoraf der kom Røg, Hjulets Akse laa dybt nede." -
    "Nu er Waggonen højst oppe. Hvor Montmartre ligger vidunderligt. Der falder netop fuld Sol paa denne Braadsø af Huse med Sacré Coeurs hvide Skum paa Toppen... leve dette Hav! Et brændende Ønske for Byen og dens Bevægelse, for det evige i den Uro, der skyller gennem Gaderne! En Lovsang for dem, der syngende svømmer ovenpaa, og for dem, der sukker og gaar tilbunds! Et Raab af Tro for enhver Form, hvorunder Livet viser sig som Vilje, et Raab for den Vilje, der overlever sin Mand og varer ind i det Hele!
    Hør hvor denne by, hvor den vældige By dernede synger! Det er Vers af Jærn, Rim i Staal og Sten, det er Rytmer mod Himlen. Naturkræfternes Digter... en Spøg er bygget nihundrede Fod op i Luften.
    Denne Udstilling bevæger Sindet som en vild Musik, en Harmoni, alle Folkeslags Enighed trods alt.
    Det tyvende Aarhundrede suser over Hovedet. Jeg bekender mig til Virkeligheden, jeg bekender." (S.83-85).

Bypoesi - Påny går der ekspressionistisk 20er-poesi i Johannes V. omkring århundredeskiftet. Jærnets, konstruktionens, ingeniørkunstens poesi, der kulminerer i en lovsang til byskabet og menneskelivet her. Naturbesyngelse - ikke af havstok og skovbryn - men af den anden natur, junglebyen. Baudelaires stof overtaget af Walt Whitmans form. Det er syntesen JVJ foretager her. Genren har i øvrigt et forbillede i netop Baudelaires prosapoetiske småstykker fra bybilledet - Les petits Poèmes en Prose (1861).
    At bruge 'poesien' på et ikke-poetisk område som ingeniørkunst og teknik er selvfølgelig kontroversielt, og Johannes V. ved det, derfor driller han polemisk i den sidste sætning - "Jeg bekender mig til Virkeligheden, jeg bekender" - der jo er en omskrivning af Johannes Jørgensens skæbnesvangre digt "Confiteor", hvori han bekender sig til - katolicismen. Johannes V. Jensen finder sin 'religion' i - virkeligheden, hvilket i virkeligheden skal vise sig at blive mere sammensat end det umiddelbart kan lyde.
    For Jensen er virkeligheden her i 1900 det synlige og funktionelle. Indad er der viljesfriheden. I disse sekvenser fra Verdensudstillingen, hvor denne erkendelse bliver til, skummer han af overskud og livsmod. Og afslutter sin erobring af livet og skønheden og fremtiden med - ligesom i Dolores på Sierra Nevada-bjerget - at sende et postkort til stakkels Friedrich Nietzsche, der på dette tidspunkt har sat skoene og ligger for døden:
    "Og saa gaar Waggonen igen nedad, jeg opfatter det ved at den modsatte Side stiger. Aksen og Bærestøtterne skyder sig fjerlet til Vejrs, al Tyngde glemmes, Metallet flyver. Hvor denne Opstigen af Metalkransen beruser, Gulvets Fald henrykker!
    Om Friedrich Nietzsche havde staaet her med sin Sjæls syge Begær efter Rytme, sit Hjærtes spontane Svimmelhed... han havde foragtet, han havde negeret! Han vilde faret fort med at kæde de syngende Ord sammen, med at sætte Strofe under Strofe i sin vilde Længsel. - Jeg mindes ham her, fordi han gjorde mig klog paa min egen usigelige Flyvenød. Men nu sidder han udslukt som et Lig i sin Sygestol, knust af sig selv, fordi han ikke vilde vende sit Blik udad mod denne Verdens Virkelighed, der er bedre end han." (S.85).

Samfundsinstinkt - På udstillingen studerer JVJ ikke alene 'udstillingen', men giver sig tid til også at observere publikum. I menneskehavet noterer han sig en bestemt type - et træk, der røber det rationelt solide samfundssind: "Idet jeg saa mig om mellem den Mængde Mennesker, der var til Stede, fik jeg i Aftenens Løb Indtryk af en bestemt Type. Jeg saa atter og atter det samme Fysiognomi, den graasprængte, lidt uanselige Mand med det adspredte i Blikket, Manden i Fyrre-Halvtredserne, den franske Borger. Udlændige, der kommer til Paris, faar ikke noget videre at gøre med denne Mand, og ingen Skandale bringer hans Navn paa Telegrafbureauerne. Medens Udlandet er blevet vant til at se Paris som den By, hvor man morer sig, fordi alle rejser dertil af den Grund; medens Deroulede, og Ravachol, Kirken og Militæret forringer Frankrigs Anseelse i Udlandet, er det denne rolige Mand, der holder Landet oppe. Det er ham, der sidder i Raadhuset og holder Gangen vedlige i Verdens Hovedstad. Hvis han ikke var, vilde der blive stille paa Gaderne, alle Omnibusser stod stille, Vandet standsede i Rørene under Gaden, Græsset groede mellem Brostenene, Kalken skallede af Murene... i det Øjeblik den Samfundsdrift slukkedes, som leder disse Mænd, vilde Gassen slukkes over Paris, der vilde i et Nu blive urmørkt som ved en lydløs Eksplosion." (S.89).
    Fortsættelsens forestillingsmønster røber til gengæld den hærdede krimiforfatter: "Men denne Samfundsdrift slukkes ikke, thi det er selve den enkelte Mands Selvopholdelsesdrift, der er dens Oprindelse. Hvis jeg fulgte ham ind i en mørk Gade og saa pludselig kastede mig over ham for at tage Livet af ham, han vilde forvandles til et rasende Dyr! Han, der ikke en Gang er ung mere, der maaske aldrig har lært Gymnastik og for hvis Fantasi dramatiske Optrin ligger fjærnt, vilde sparke levende om sig, bide, skrige som en Neger. Han vilde søge og søge min Strube med alle ti feberskælvende Fingre, og lykkedes det mig tilsidst alligevel at kvæle ham, vilde han dø i Konvulsioner, under alle Lemmers fortvivlede Protest, som et eneste vanvittigt Nej. Der er ingenting sikrere, end at hver enkelt Mand vilde modsætte sig sit Livs Ophør med al Dyrets retfærdige Vildhed. Men lige saa sikkert er det, at alle disse Mænd tilsammen, det fælles Indbegreb af deres Selvopholdelsesdrift, der er Statens Liv, ikke kan tilintetgøres." (S.90).

Japaneserinden - Fra "Tour Du Monde" vælger jeg blandt flere muligheder portrættet af japanerinden, fordi det foregriber hans livslange fascination af kvinden fra den fjerne orient (jf. rejseæventyret Skovene, 1905 og myten "Udenfor Tiden" i Pisangen, 1932).
    "Nej, det yndigste af hvad der er til, det er Japaneserinderne. De sidder i et Hus, der kun bestaar af et Tag, baaret af lette Søjler, og bagved lyser hele det japanesiske Foraar, Frugttræer i Blomst, Plæner af Blomster, en Fantasi af alle Vaarens grønne og blaahvide og rosenrøde Farver. Gulvet mellem Søjlerne er lagt med et fint Tæppe af Straa, langs Væggene løber ydermere Maatter af en endnu sartere Fletning, og her sidder Japaneserinderne paa smaa Puder. De sidder med Benene under sig paa Hælene; Silkesvøbet skjuler deres Former ganske, kun Nakken, Hovedet og Hænderne kan ses, og de har den vidunderligste Bøjning af Halsen, Hænderne er smaa og umyndige - og Hovedet! Det sorte Haar omgiver Hovedet, der er rundt, Øjnene sidder som direkte indfattet i Huden uden Laag. Deres Hud er ikke hvid og ikke gul, men Munden er helt rød. Og Tænderne skinner som smaa Ulveungers Tænder, naar de griber efter Mad. Der sidder en meget alvorlig og sysler med bitte Stumper Papir; skønt hun ikke smiler og ikke i Øjeblikket vender sig udad, er hun finere og mere skær end et Blomsterbed. Hendes Hoved henrykker ved Bøjningens Blidhed, hendes Øre er en lille Sang. Det blanke Haar er Drømmen om en Nat. Hendes tavse Mund er som et Kvidder af en Fugl. Der gaar et Strejf over hendes Pande som Sol over en Løvtop." (S.99).

Troperne - Som slutnummer på verdensturen fremføres følgende karrusel, der viser Jensen som kosmopolit og kommende globetrotter: "Paa Trokaderopladsen ligeoverfor Eiffeltaarnet og Marsmarken udstiller Kolonierne. Her staar man Ansigt til Ansigt med "Varmen". Opholder man sig i en af Bazarerne, vil man faa mange Sorter Mennesker at se. Fra de omliggende Pavilloner kommer Kaffere, Kinesere, Gorillanegere fra Guineakysten, Siamesere og skal skele lidt paa Verden. Araberne bager nogle Kager i Fedt, de brygger Kaffe - en Pariserinde svøber sin Violatmosfære efter sig, en Neger sveder... hvad er det for en Verdenslugt her! Denne Lugt er god, den gaar lige til Vejrs som Røgen fra Abels Brændoffer. - Foran en Butik ser jeg fire Kreolerinder holde Sjov, de ler lige fra Hatten til Hofterne. De har en Hud som store fine Løg, mellem orange og næppe skelneligt grønt - det er den Stemning, der er paa Trokadero, Livsovermodet, der opstod ved en Blanding af Vestens Kultur og Tropernes sorte Blod!" (S.103).

Danmark - I "Rue Des Nations" går han hurtigt forbi den tyske pavillon. "Det er et stort brøsigt Hus med en Ed: Grüss Gott! Over Døren. Det er sat sammen af en Mangel paa Stil fra alle Rigets Egne og fra alle Tider. Ærlig talt er det en tarvelig Fjælebod." (S.108).
    Den danske afdeling går det ikke meget bedre. Om fædrelandet set fra Paris konkluderer Jensen følgende: "Det danske Samfund har Luftens Tilstandsform, Molekylerne søger fra hinanden. Og naar de Skillerum, der lukker om Staterne, Nationaliteten, om føje Tid falder for den kosmopolitiske Bevægelse, vil Danskerne bogstaveligt talt fordufte mellem Folkene. Der vil sidde en Dansker i San Francisco og hade en i Kalkutta, en Dansker vil staa paa Banegaarden i Nowgorod og spytte ved at høre en Jerusalems Skomager tale dansk. Disse to Millioner indædte Hadere vil vandre husvilde med Hælene mod hinanden rundt mellem Verdens Arbejdspladser.
    Danskerne hader hinanden som smittebærende Skadedyr - og med god ret. (...) Hvorfor? Fordi det danske Folk kliner sig sammen som en gammel Familje, der i taabelig Raceforblindelse hellere ender som Kretinere end søger sammen med friskt og fremmed Blod. Fordi Danmark lider af Indgifte, af social Blodskam, af nationalt Selvhad." (S.125).
    "De gaar som befriede Guder paa Gaden i Udlandet, de Danske - men hører de et dansk Ord af en Forbipasserende, kommer de til at ryste og skære Tænder.
    Hvad er der i Vejen?
    Jeg mødte en Landsmand, siger de endnu stakaandede af Skræk. De henter Vejret og kommer sig lidt efter lidt. Men længe efter er de misfarvede af Skræk.
    Der svæver altid en kold Haand over dig i Danmark. Og stiger Spilopperne i dig, faar du den klamme Haand smattet mellem Skuldrene." (S.128).
    "Det er Affektation at ville tendere mod en Redning af Landet." (S.128).
    Årtier senere skriver samme Jensen Danmarkssangen (1925) med en ganske anden ordlyd...


Til toppen
Til Maskinernes sjæl
Tilbage til Den gotiske Renaissance
Til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 27. maj 2009. Opdateret 14. juni 2009. Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.