Herman Bang: Stuk. Epoke - danske romaner før 1900

Herman Bangs nye store roman bliver skrevet i Prag. Stille Eksistenser (1886) er i hjemlandet blevet endog meget stille modtaget. Desperat og med mobilisering af de sidste reserver sætter han hele batteriet ind i en totalroman. Nu må det bære eller briste, hvis han skal genvinde sit navn. Den skal handle om hans tid og liv i København, hvortil han kom, sejrede og - faldt.
Romanen ligger således på indholdssiden i forlængelse af den selvbiografiske Haabløse Slægter (1880). I dens fortsættelse har William Høg taget navneforandring til Herluf Berg, hvis initialer er gode nok. Oprindeligt er det Herman Bangs plan, at bogen skal have titlen "Bernhard Hoff", der i debutromanen personificerer den 'nye' Herman Bang som flanør, cityslikker og feteret stjernejournalist. Intentionen bliver undervejs opgivet, hvorved bymiljøet eller urbaniteten overtager hovedrollen.
På formsiden ligger romanen i forlængelse af den impressionistiske teknik i Ved Vejen (1886), hvor en by er centrum og scene for en flimrende mosaik af stemmer og situationer.
Storbyen har i tidligere dansk litteratur været beskrevet, men uden direkte at indvirke på personer og forhold. Forbilledet er Zolas roman La Cuvée (1852), hvor Paris er midtpunkt. Bangs Stuk adskiller sig fra den zolaske grundigt beskrivende naturalisme ved sin springende impressionistiske stil, der samtidig placerer den som vor litteraturs første kollektivroman.
Støvfri er Stuk desuden: 5. udg. udkommer som Tranebog i 1962 i 18.000 eksemplarer. 2. opl. i 1965 tæller 10.000 og 3. opl. i 1974 8.000 - i alt 34.000 bøger. I 1987 udgives den i serien Danske Klassikere ved Det danske Sprog- og Litteraturselskab, hvorefter denne læsning er foretaget.

Kjøbenhavn
Hovedstaden skifter ansigt og sjæl, før Herman Bang flytter dertil i 1875. De volde, der igennem generationer omgiver den hele by, bliver i 1872 revet ned, for at give plads til en betydelig ekspansion af nybyggeri i den store stil. Året bliver således i det ydre omdrejningspunkt mellem den gamle og den nye tid.
Den by, den rodløse Herman Bang ankommer til, er i forrygende udvikling, der først stilner af i midten af 80erne, da konjunkturerne vender bunden i vejret med en række finansskandaler og krak i kølvandet. Fra sit exil i udlandet aflæser Herman Bang sin egen skæbne parallelt med storbyens: også hans liv formede sig som en forrygende stigning i succesfulde job og mondænt salonliv for at blive hjemsøgt af skandale og ruin.
I dette forgyldte tidsrum offentliggør han i Nationaltidende fra 1879 til 1884 en lang række skildringer af københavnske eksteriørs og interiørs, som i deres blændende og minutiøse stil er sproglige pendanter til Illustreret Tidende's xylografier. Her beskrives de nye store teater- og forlystelseskomplekser, National og Dagmar-etablissementet, de nye boulevarder ad Farimagsgade og Frederiksborggade, der omringer den splinternye og storslåede Ørstedpark.
Arkitekturen er domineret af pompøse facader med barokke ornamenter, søjler, karyatider og festons i lange baner. En øjenlyst uden lige. København begynder at ligne Paris, Wien og Prag. I disse skildringer er der ingen mislyde. Herman Bang beundrer udviklingens glans og bravour, og giver et positivt portræt af en af dens forgrundsfigurer, bygmesteren, der oprindeligt var snedker og siden bliver landskendt under navnet "Hellig-Hansen", fordi den gode mand ikke ønskede at arbejde om søndagen.
Iagttagelsen af den unge forfatterjournalist er vigtig nok, for den giver resonansbund for forståelsen af den ironiske indignation og kritiske afstandtagen, der i bund og grund præger opgøret med perioden i romanens tilbageblik. Læst i et sådant perspektiv bliver Stuk historien om en forførelse.

Forførelsen
Kompositionen, som Bang selv kaldte dens 'arkitektur', da han med en vis ret mente, at komposition var hans svage side, aftegner forførelsens to faser - opturen og nedturen: 1.del hedder "Regn af Guld" og 2.del "Regn af Aske". Forsiden og bagsiden af hans forelskelse i København. Hver af de to halvdele har hver fem kapitler, der tematisk følger hinanden parallelt.
I Gulddelen hersker fascination, genidyrkelse, skønhedsrus og begejstring, hvor Askedelen tilsvarende beskriver nedturens tømmermænd. Enhver forførelse er i bakspejlet uforståelig - ellers ville der ikke være tale om en forførelse. Forførelsen er behagelig, euforiserende, nydelsesrig og behøver ikke at være forbundet med uvirkelighed. Blev Herman Bang forført? Blev København? Herom handler romanen.
For Herman Bangs vedkommende begynder katastrofen, da hans forlag, Salomon & Riemenschneider, i 1883 går konkurs med efterfølgende chok, idet politiundersøgelsen afslører, at forlaget i kælderen producerer falske pengesedler. På forlaget fungerer Bang som redaktør af ugetidsskriftet "Vor Tid". I erindringsbogen, Ti Aar (1891), fortæller han humoristisk om begivenheden og dens lammende effekt på hans eksistens. I Stuk er bedrageriet og krakket overført til Victoria Etablissementet, der i fiktionen er model for datidens Dagmar Teateret.
Udefra og indefra sniger humbugget sig ind på livet af ham, der i forvejen både socialt og eksistentielt er ramt af usikkerhedens destabilitet. Skandalen med beslaglæggelsen af Haabløse Slægter har han rystet af sig, men hans følgende roman Fædra bliver en slem fiasko. Det samme gør hans sidespring som skuespiller, og af samme grund mister han sit job på Nationaltidende, hvis ejer, F.C. Ferslew, frabeder sig at have en gøgler til at skrive i sit blad.
I Prag - efter flere års udlændighed, men efter at have fundet sig selv som dansk forfatter i novellesamlingen Stille Eksistenser - ønsker han at gøre regnskabet op. Det sker på baggrund af et netop forlist kærlighedsforhold. Alt er stuk! Stuk det hele! Stuk? - God titel! Og han ser bogen for sig, byen, ansigterne, stemmerne, facaderne, forretninger, hoteller og teatre, jagten på penge og fornøjelser, forgyldningen, blændværket. - Det var det nye København, der sendte ham i tovene. Det var stukket, der stak ham!

Falskheden
Romanens idé er at påvise, hvorledes svindel og humbug ikke kun påvirker de økonomiske forhold i samfundslivet, men især de individuelt moralske. Forfaldet i det ydre medfører et forfald i det indre. Eller er det omvendt? Det ydre forfald er specielt derved, at det ikke ligner forfald, tværtimod ser det strålende og storslået ud. Forfaldet ligger i falskheden - egedøren er ikke af eg, den er malet, så den ligner en egedør; bronzestatuen er ikke af bronze, men forgyldt; basunenglene er ikke af marmor, men af gips. Og således også i menneskenes følelsesliv.
Arkitekturen og interieuret er imitation - at give udseende af noget, det ikke er. Denne imitation, som Herman Bang havde gode forudsætninger for at gennemskue og forstå - som falsk adelsmand - ser han udfolde sig blandt mennesker, det vil dog sige i bourgeoisiet, hvor især kærligheden nedbrydes til obskønitet og selskabsleg. Og naturligvis er det kvinderne, der fører an, da deres naturlige anlæg præges af forstillelse og affektation. Hvor væsentlige menneskelige relationer drukner i nydelsessyge og 'leg', kommer en ungdom til at bukke under. Ifølge Bang.
Stuk er i lighed med Haabløse Slægter en advarselsroman, hvor budskabet blot er langt mere skjult. Romanen kan således læses som Bangs bidrag til den sædelighedsfejde, der florerede midt i firserne. Det chokerende i Bangs roman var for den læsende offentlighed, der ikke tilhørte romanens mere eller mindre kendte 'kredse', afdækningen af den ægteskabelige utroskab, hvor dekadence havde absorberet enhver naturlighed.
Til falske vexler svarer falsk kærlighed.

Papengle
Forholdet mellem indre og ydre har endnu en dimension - penge. Hvorfor imitere? Fordi der ikke er penge - nok. Hvor skal pengene, hvorom alting drejer sig, komme fra? Herman Bang, der vidste meget om penge, fordi han ingen havde, men var god til at bruge dem, eftersporer nøgternt mekanismerne i det finansielle cirkus imellem bank, børs, banditter, entusiastiske illusionister, naive investorer og seriøse tilskuere.
Pengene fremtrylles i et lufttomt rum af garantier og kreditter i ly af konjunkturer. En falsk underskrift på et garantibevis ser dagens lys for at bane vej for drømmen om Victoria Etablissementet med den pågældende som direkteur. Det er fra dette tidspunkt, kredit begynder at rime på fallit.
Romanens miljøer er overvejende teater, presse, finans. Læseren kommer indenfor i kredsen Canth, kredsen Heltz, kredsen Blom, når de giver den hele udtrækket på Divan II i Tivoli. Overfladiskheden, skønt det er romanens motiv, tynger dog tilegnelsen overordentligt, fordi der ikke er en troværdig person for læseren at tage alvorligt. Alt er et hektisk, ironisk mylder af stumper af replikker og jargon. Papenglenes konversation. Herluf Berg selv er som den tænkte hovedperson temmelig karakterløs og diffus, skønt han er placeret midt i begivenhederne som teaterredaktør ved Dagbladet og senere kunstnerisk direktør for Victoria Teateret.
Vrimlen af episoder og figurer truer med at omdanne romanen selv til lutter udvortes tomhed - til stuk! Hermed tegnes der et ensidigt billede af det nye København, da perioden også byder på en lang række solide foretagener. Det er ikke spekulation alt sammen. Vi nævner i flæng: De danske Sukkerfabrikker (1872), Burmeister & Wain (1872), Tuborgs Fabrikker (1873), De danske Spritfabrikker (1881), Kjøbenhavns Telefon A/S (1881).
Når hovedpersonen selv kan være en papengel, skal der noget ekstra til for den velvillige læser for at holde ud. Dette extra er - tidsbilledet. Det fremtræder som en kaotisk, kalajdoskopisk, febrilsk karruseltur, hvilket uden tvivl har været Herman Bangs mål. Til beskrivelsen af en hektisk og nervøs tid benyttes en hektisk og nervøs stil.

En enkelt gang brydes fortællestrukturen: som kontrast skifter forfatteren fokus fra situationsbeskrivelsens flimrende impressionisme til et langt tilbageblik , hvor Herluf Bergs barndom og tidlige ungdom i Sønderjylland forklares. Faderen, der er skovrider, dør under slaget ved Dybbøl i 1864. Og moderen kort tid efter.
I disse sekvenser hersker der en episk ro - for nu er vi jo i provinsen - der ved sit pludselige nærvær virker balsamisk. Tilbageblikket er uden tvivl iværksat for at levendegøre og motivere Herluf Berg overfor læseren, men uden at det egentlig lykkes. Men ligesom Stuk er trukket ud af Haabløse Slægter, oplever vi, hvorledes den følgende roman Tine ligger indkapslet i Stuk, for i erindringsafsnittet dukker der en barnepige op ved navn Tine.

Saarfeberen
At skrue København op til europæisk storby og nordisk kulturcentrum behøver ikke at være nogen forskruet idé, hvis foretagendet er økonomisk sundt. I sådanne megaprojekter skal der satses og kalkuleres. Og så har vi historien.
Ved romanens slutning får Herluf Berg besøg af en kollega fra bladet, hr.Sundt, der deltog i slaget ved Dybbøl, og ved synet af faderens portræt over skrivebordet, udbryder denne: "De faldt." Og tilføjer, at alle i generationen ved nederlaget i 1864 har mistet en usynlig arm eller et ben og derfor nu går vanføre omkring uden at have forvundet blodtabet:

" - Og har De, sagde Sundt og saa hen på Berg, aldrig tænkt paa, at hele denne Menage, denne Virksomhed - og Sundt pegede ud med Byen - den ligner kun en Saarfeber, De... - Det er ikke andet end Saarfeberen fra Dybbøl." (S.232)

Tanken er besnærende som forklaring på det hektiske i ekspansionen, og at denne skyldes en kompensation for afkaldet på Sønderjylland. Ingen af datidens kritikere kunne dog i deres anmeldelser komme tankegangen i møde. Tværtimod betonede såvel Vilhelm Topsøe som Vilhelm Møller, der begge havde støttet Herman Bangs karriere, at et nederlag i krig ikke ødelægger et folk og gør det moralsk defekt, og ej heller en nation. Ingen kunne dengang tage alvorligt, at industrikapitalister og de pengeglade entreprenører skulle engagere sig i ekspansionen af patriotiske grunde.
Ikke desto mindre har det sikkert været Herman Bangs bud. For i romanens optakt hedder det allerede på første side:

" - Svært, saa vi bygger Facader, sagde Berg, der i den skiftende Belysning sad og saa' ud over Fortovsstrømmens mange Hoveder.
- Vi kalker vore Grave, sagde Lange." (S.10)

Fortolkningen af humbuggets misère fremlægges tydeligvis transparent, idet det udtales af forskellige personer og derfor blot udgør en enkelt brik i mosaikken.
En tilsvarende fortolkning opstår ved et lignende kompositionelt greb. Romanen lægger ud med et besøg i Casino, hvor operetten "Lykkebarnet" har premiere. Den tidligere feuilljetonist og causeur udstyrer sceneriet med et bombardement af funklende detaljer og replikker i et brus af feststemning og sakral højtid. Havde Bang været religiøs, ville han have været katolik. Det tarvelige stykke byder på dansevisen "Kyssenes Sang", der skal blive en døgnflue, der høres overalt i byen, ikke mindst som fløjten på stilladserne omkring alt det nye byggeri.
På romanens sidste side, da ballet er forbi og ruinen for en dels vedkommende en realitet, høres melodien igen med en vis effekt. Herluf Berg har netop fulgt Sundt til dørs - ham med 'Sårfeberen fra Dybbøl' - og åbner nu vinduet til sin lejlighed ned til gården, hvorfra den lystige "Kyssenes Sang" stiger op imod ham - fra en lirekasse.
Tableau.

Feberfrihed
Erindringsafsnittet om opvæksten og den tidlige ungdomstid på Als sætter lys på den vigtige kendsgerning, at Herman Bang kom fra provinsen. Han var ikke københavner, og dette har sikkert været ham om at gøre at skjule, således at han i en forceret attitude, der fremkalder affekterede elementer i hans dramatiske eller teatralske temperament, blev mere københavner end de indfødte. Storbyen har både skræmt ham og duperet ham, således at forhold, der var selvfølgelige for københavnere, hos den udsatte og hypersensitive Herman Bang opnår overdimensionerede proportioner. Byens puls bliver hans - uden filter.
Temaet berøres, da Herluf Berg sidder i eftertanke på sit kontor og lader de øvrige medarbejdere af det skrivende kompagni passere revy, denne "Marsch på Stedet" af mismodig og selvglad talentløshed. "Og han selv? - Nej, nej - han havde heller intet Digtertalent - hele hans Talent, han vidste det nu, havde kun været hans Samliv med denne By..." (S.49)
Forførelsen tager skikkelse af en "Spøg", der for Herluf Berg bliver alvor: "... dette Teater, som blev ham et Symbol, det store Symbol paa denne ganske By, der begyndte at leve". (S.49)
Når dette liv ved vejs ende indses som forfald og falskhed, søges forklaringen på den moralske deroute ikke alene i tomrummet efter tragedien med nederlaget i 1864. Hengivelsen til bylivet som teater tolkes med romanens status over manglen på troskab og viljestyrkens alvor. Vennen Erhard Gerster leger således sammen med sin partner kærligheden ansvarsløst bort i et forhold, der efterlader begge parter nydelsessyge og udhulede - som stuk.
Faderen, professor Gerster, giver i en prægnant gennemført scene udtryk for sin afmagt og sit raseri, idet han tillægger forfaldet - ikke 1864 eller voldenes fald - men frigørelsesbudskabet fra 1870 udbasuneret af brødrene Brandes og deres radikale klike:

- Nu tør man vel rense sit Hus, sagde han med sin høje Stemme. Eller er det dig maaske ikke nok, at vi har udleveret dem vor Søn?
- Ja - udleveret, raabte han, udleveret... Vi har slæbt dem herind - vi har taalt dem ved vort Bord - disse Folk - disse gudløse Folk, sagde han og knyttede Hænderne. (S.209)

Med "dem" menes ikke bogstaveligt Brandesbrødrene, men repræsentanter for den radikalistiske bevægelse, hvis 'frihedsbudskab' går ud på at 'frigøre' kvinden fra det undertrykkende ægteskab, så hun emancipatorisk kan dyrke den guddommelige morskab frem for det jordnære moderskab. Sædelighedsfejden i 1880 udbryder af disse konfrontationer med hensyn til forskel i opfattelsen af livsværdier. Herman Bang lytter sig seismografisk frem til, hvad der indirekte - som den ydre kapsel - frigiver romanens udsagn i en eksistentiel fortolkning, hvor teaterfascinationen kobles sammen med synet af København som en gøglerby for livsgøglere:

- Forbrydere, raabte han, Forbrydere... Falsknere af Moralen, gentog han, bidende sig fast i hvert Skældsord, der kom over ham paa Tungen overfor disse Mennesker - hvis Bøger vi læser, hvis Aviser vi faar indad vore Døre, hvis Liv vi Lever... Liv vi lever, gentog han: Deres var denne By - de havde bygget... disse Mennesker, disse "Frihedens" Folk, bygget den med deres frie Kærlighed, bygget den med deres frie Tanke - med deres "Abetro". (S.209)

Det er i sådanne glimt af autentiske virkelighed, skønt ironisk karikeret, Stuk bliver kulturhistorisk interessant. At en ungdom bliver åndelige og legemlige vrag skyldes ikke en tabt krig eller dynamisk byfornyelse, men forlystelsessyg overfladiskhed, tilsat en forældregenerations blødagtige eftergivenhed og nervøse affektation. I overstående citat handler ødelæggelsen af karakter og følelsesliv ikke om bygmester Hellig-Hansens tvivlsomme transaktioner og billige smag eller om kapitalismens grådige kynisme, men om en ganske anden form for kynisme og tvivlsomme transaktioner - Det moderne gennembrud's falske vexler:

Og han talte atter om Byen, skændede den, forbandede den, givende den Navn af baade Sodoma og Babel - Tyven af hans Søn:
- Til hvad har de gjort den? raabte han. Hvad har de gjort den til? - en Gøglerby - et Paradis for Gøglere... (S.209)

Frihed er det bedste guld. Enhver frihedsberøvelse bekræfter det. 'Frigørelse' som livsprogram og konstant pejlemærke udhuler derimod livet som en feber, idet 'frigørelse' ifølge sit agitatoriske væsen slipper forankring i personlig ligevægt og hverdagsliv, tradition og ansvar. 'Frigørelse' optræder i en sådan position snarere som løsrivelse fra almindelige livsværdier. Den misbrugte frihed er frihedens selvstændiggørelse som uforpligtende nydelse og mangel på tro - gøgleriet. Det er den misbrugte frihed, feberfriheden, Herman Bang advarer imod og vrænger ad med nøgleordet stuk.

Fædreland
I Prag sidder Herman Bang ramt af jalousi efter krakket af sit livs store kærlighed. Ramt af udlændighed. Ramt af pengenød. Ramt af forfølgelse og paranoia. Ramt af sig selv. Det er i en sådan atmosfære, Stuk er skrevet, og heraf sikkert det ironisk-sarkastiske i det udadvendte selvopgør. Han vil ramme. Og i plet!
Forinden skriver han i et brev fra Wien til vennen og forlagsdirektøren Peter Nansen - antagelig april 1886 - gengivet i Omkring Stuk (1977), s.35:

Og jeg tilbringer Livet i fortvivlede Kampe med Sproget og - sjældnere - med Tanker. Jeg sér meget nyt og synes dog, jeg föler kun det gamle... Og med Angst siger jeg til mig selv: Og hvis det nú var omme, din Udvikling? hvis du nu skulde de mange Aar leve med dette, paa disse Indtryk - og der var ikke mer Mulighed for at naa videre, göre större Ting, gætte Dybere?
Gode Gud - en saadan Elendighed. Hvad vilde hele mit Liv være, hvortil levet? hvis ikke en Dag et stort Værk blev födt af saamange Skæbner, noget Talent og saamegen Resignation.
Jeg tager i Sommer til et Bad for at skrive Bernhard Hoff (Stuks arbejdstitel). Jeg maa dykke ned i alle mine Ungdoms Indtryk og indsuge dem som en törstig Svamp. Og Svampen maa atter gengive dem rensede og klargjorte. Det bliver et græsseligt Arbejde. Eders Historie og min med Eders. Saamange Forhaabninger, saa mange Anstrengelser, saa mange Omskiftelser - saa megen Plathed siden, saa megen Löben ud i Sandet, saa megen Vænnen sig til Livet, "Vænnen fra" Idealerne eller hvad du vil kalde dem, de særlige Haab, hver af os har næret.

Af brevets slutning fremgår det åbenlyst, hvad der i værkerne gennemsigtigt fornemmes, en bestræbelse på at danne bro mellem den gamle og den nye verden. Bang kan altså her midt i omvæltningens 80ere endnu tale om "Idealerne". I et brev fra Prag samme år og til samme Peter Nansen forstærkes denne oplevelse, idet han her impulsivt afdækker ikke mindre end brændstoffet i sin forfatterintention:

Og tyve Gange om siger jeg til mig selv: Lev, mens du lever. Gavn det Liv, som fortsættes. Efterslægtens Gerninger vokser på vore. (Omkring Stuk, s.37)

Det er i sådanne passager, man lærer Herman bang at kende på det store lærred. For som forfatter er han så meget håndværker, at han i sin fortælling kun er gennemsigtigt tilstede, fordi han i sådan professionel holdning er i overensstemmelse med sin æstetiske opfattelse af kunst.
Herman Bang sidder i Prag og skriver Stuk. Den handler om hovedstadens ydre og indre forfald. Haabløse Slægter handler om slægtens forfald. Ved Vejen handler om kærlighedslykkens forfald. Og Tine kommer i forlængelse af Stuk til at handle om fædrelandets - forfald.
Har Herman Bang med andre ord forfald på hjernen? Sådan kan det godt se ud. Men forfaldsanalyserne tjener det formål, at udpege fjenden og forbrydelsens elementer, at forberede og hærdne læseren. Brevene fortæller om, at hans fortællinger og romaner er skrevet på en understrøm af idealisme og håb.
Således afsluttes de personlige essays, Ti Aar. Erindringer og Hændelser (1891), med stykket "Den gyldne Stad", hvor han til slut tager afsked med Prag efter færdigt arbejde:

Prag, du gyldne Stad, med ilende Flod og Bjerges altid rene Himmel, By med Nepomuks Bro og Bøhmerkongers smuldrende Ligsten, med to Folkeslag og en evig Kamp - hver, som kender dig, elsker dig.
Du gav et Menneske, der var ukendt og ene, Arbejdsdage og Haab.
Og du lærte en Fremmed, at hvert Menneske, selv det fattigste, ejer ét: at vie sin Kærlighed - Fædrelandet. Ejer ét at skænke sit Arbejde, selv det ringeste - Fædrelandet.
Om Fædrelandskærlighed talte det stolte Hradshin, Sténkongen over alt Bøhmens Land. (S.275)

Udgaver af Stuk

	Ved læsning af Stuk anbefales Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave ved Sten Rasmussen og Knud Michelsen fra 2005. Foruden selve romanen indeholder udgaven en fyldig efterskrift om romanens plads, tilblivelse, tider, steder, mennesker, helhed, tekstforhold og oversættelser samt modtagelse, herunder samtidige anmeldelser. Afsluttes med fyldige litteraturhenvisninger og noter.
	Andre udgaver af Stuk
	Den komplette tekst til Stuk er tilgængelig som fuldtekst elektronisk dokument fra Dansk Nationallitterært Arkiv, Det kongelige Bibliotek.

Litteratur om Stuk

	Jørgen Sonne: Herman Bangs Stuk. En læsning anno 1996. I: Københavnerromaner. Redigeret af Marianne Barlyng og Søren Schou (1996). (Urbanitet & Æstetik).
	Omkring Stuk. Udgivet af Olav Harsløf (1977). (Værkserien).
	Knud Michelsen: Digter og storby. Tre romaners fortolkning af industrialismens København (1974).
	Klaus P. Mortensen: Sonderinger i Herman Bangs romaner (1973).
	Harry Jacobsen: Herman Bang. Resignationens digter (1957).
	Andre bøger og tidsskrift- og avisartikler om Stuk

Til toppen
Til Tine
Tilbage til Herman Bangs hovedside

Denne side er publiceret på internettet 27. juli 2000. Opdateret 1. novembe 2012.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.