Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
|
|
J. P. Jacobsen
| Algolagniker |
Af IBEN HOLK |
Algolagni er jo ikke et ord, vi støder på hver dag. For fleres vedkommende gælder det sikkert, at de aldrig tidligere har set det. Dets betydning dækker da også et sjældent, men ikke helt ualmindeligt fænomen. At være algolagniker vil sige at føle lyst ved underkastelse eller smerte.
Underkastelsen behøver ikke udelukkende at være af seksuel karakter. Der er et kraftigt algolagnisk element i f.eks. virtuosers koncertoptræden og i topidrætsfolks præstationer. Smerten som ikon.
Var J.P. Jacobsen algolagniker?
Frederik Nielsens biografi
Det mener Frederik Nielsen i sit fremragende værk - og doktorafhandling: J.P. Jacobsen. En literær undersøgelse (1953), 3. udg. 1968: Bind 1: Mennesket  og bind 2: Digteren , der er et temmelig overset, men kyndigt bidrag til dansk litteraturhistorie.
Værket er i virkeligheden set med nutidens øjne en biografi. Men i dengang i 50erne og de følgende tiår er det bestemt ikke en gangbar genre i litteraturforskningen. Den blev af 'progressive' litterater anset for at være farligt persondyrkende og følgelig politisk 'reaktionær'.
Derfor en kort ekskurs til biografiens nyere historie.
Som videnskabelig genre har biografien været ude af focus i et halvt århundrede, hvilket har at gøre med den dehumanisering, der udvikler sig i kølvandet på marxisme, dybdepsykologi, strukturalisme, semiologi - og 'modernisme' i al almindelighed.
Denne dehumanisering finder sted samtidig med at medmenneskelighed og forsorg i samfundet øges og stabiliseres i pagt med de tekniske fremskridt. Om denne dehumaniseringsproces hos de intellektuelle har Per Stig Møller skrevet i sit idéhistoriske værk På sporet af det forsvundne menneske (1976).
I skønlitteraturen, der helt domineres af modernismen, hvor verden og mennesket er gået i stykker og hver til sit, varetages den biografiske tolkning og det episke menneskesyn blandt andet af Thorkild Hansen i hans dokumentarromaner, der ligger i forlængelse af J.P. Jacobsen, Johannes V. Jensen og Karen Blixen.
Litteraturvidenskabeligt repræsenterer Aage Henriksen med sin specielle biografi om Jens Baggesen, Den rejsende (1961) en enlig svale.
Derfor skrives der litteraturhistorie, da den litterære biografi out of nowhere genopstår med pionérarbejder af de to Aage Henriksen-folk, Keld Zeruneith og Johnny Kondrup.
Keld Zeruneith med biografien om Emil Aarestrup, Den frigjorte, 1981 og Johnny Kondrups Levned og Tolkninger, 1982 , der handler om selvbiografiens historie og fortolkningsformer.
Begge forskere følger disse banebrydende værker op med nye biografiske landvindinger. Johnny Kondrup således med Livsværker. Studier i dansk litterær biografi (1986) samt doktorafhandlingen Erindringens udveje. Studier i moderne dansk selvbiografi (1994).
Keld Zeruneith med biografien om Johannes Ewald, Soldigteren (1985) samt Fra klodens værksted. En biografi om Sophus Claussen (1992).
Og i dag skriver gud og hver mand og kvinde biografier som den naturligste ting i verden. Det er det ikke! - Det er tidsånden på arbejde.
Derfor tilføjer Frederik Nielsen i en anti-biografisk tid sikkert sit gennemtænkte og grundige arbejde en kort efterskrift, hvori han næsten 'algolagnisk' begynder med at slå fast, at der med dette værk "ikke er skrevet biografi" (Bind 1, s.125).
Men som sagt, det er, hvad der netop er. Og en meget læseværdig sådan.
Det algolagniske
Frederik Nielsen sætter som udgangspunkt for sit digterportræt det algolagniske som omdrejningspunkt eller midtpunkt, hvorfra det styres og vokser.
J.P. Jacobsen fremstilles som først og fremmest lyriker, stilist og selvanalyserende observatør af sjælelivet. I dette regi fordamper den naturalistiske placering af denne forfatter. Frederik Nielsen indsætter ham overbevisende blandt den programløse forfattertype ved siden af forbilleder som Turgenjev, Flaubert, Stendhal, der ikke digter på naturalistisk indignation, agitation eller debatprogram.
Ligesom Frederik Nielsen overbevisende understreger, at religiøsiteten ikke for J.P. Jacobsen har været noget større problem, eftersom han ikke fra forældrenes side lå under for et religiøst pres. Atheismen var for ham en naturlig konsekvens af hans naturvidenskabelige holdning - skønt tro og viden ikke nødvendigvis udelukker hinanden.
Den holistiske helhedstænkning, der ikke mindst dominerer vor egen tids forsøg på sammentænkning af naturvidenskab og religion, er ikke 1800-tallet fremmed, da denne helhedstænkning er kernen i den romantisk-idealistiske organismetanke.
Når J.P. Jacobsen portrætteres som algolagniker, kan det rigtignok lyde som en eksotisk sygdom, hvilket det på en måde også kan siges at være. Sprogligt er der en vis lighed med 'alkoholiker', men her hører ligheden ikke op, da algolagnikeren så at sige er beruset og bedøvet - uden sprut! - men af savnets og smertens vellyst.
Og J.P. Jacobsen digtede på denne afhængighed. På flere niveauer.
Algolagnikere føler altså vellyst ved fornedrelse. Fornedrelsen kan tage flere former, når den højeste attrå er at være viljeløst i en anden magts vold. Her er der tydeligvis både sociale, erotiske, religiøse og artistiske motiver tilstede, da denne magt kan være samfundet, Gud, et andet menneske - eller sproget - og publikum!
I vor tid er en sådan menneskelig fornedrelse suppleret med det hedonistiske, pseudomytologiske magtpar - Porno & Narko.
Ligesom religiøse eller politiske sekter udnytter det uselvstændige menneskes frygt og beskyttelsesbehov.
Hos J.P. Jacobsen er den besættende magt hverken politisk eller religiøs. Men psykologisk bliver skæringen imellem det erotiske og artistiske brændpunktet for hans algolagni.
Her hersker drømmen og døden.
Drømmefængsel
Hvordan kan nu noget så uskyldigt som 'drøm' blive en fordærvende og nedbrydende magt?
For har man ikke flere drømme - ønsker! - så er livet jo slut og en ørkenvandring.
Drøm er forudsætning for handlekraft. J.P. Jacobsen havde en drøm om at blive en førende digter. Denne drøm omsatte han med stor handlekraft og udholdenhed i et eksclusivt værk, der mere end 100 år senere stadig er stor bevågenhed om - og ikke kun herhjemme.
Generelt må vi dog skelne mellem to slags drømme: drøm som ideal (som ovenfor skitseret) og drøm som fantasteri.
I fantasteriet slipper virkeligheden (handlekraften) drømmen, der selvstændiggør sig og stedfortrædende overtager handlingslivet som illusion. Herved dæmoniseres drømmen.
Så er drømmen ikke længere virkelighedens sjæl. Men dens onde ånd.
Den drømmetagne er magtesløs besat af drømmen. Hvad drømmer han? Det vidner de litterære tekster, notater og breve om. Han drømmer om sanselighed og roser, om at synke, om døden.
Disse drømme er smertefulde, men lystfyldte. Savnet og smerten bliver hos denne digter en dybere vellyst - end den han ikke lære at kende.
Men hvad kommer først - nederlaget eller drømmeriet? I sine skrifter tolker han det seksuelle vilkår, det er at finde større vellyst i groft sanselige forestillinger end i disse forestillingers virkeliggørelse, fordi han ikke har mod eller lyst - eller kræfter til at realisere dem.
Virkeliggørelsen kunne jo nemt blive en nedtur i forhold til drømmens beskidte pragt. Og utilfredsstillende tilfredsstillelse.
Således indelukkes han i drømme som i et fængsel. Det skriver han om. Digtet - sprogføringen - bliver eneste vej ud.
Masochisme
Frederik Nielsen kommer i sin ontologiske læsning af J.P. Jacobsen frem til dette dominerende træk i personligheden, der viser sig som "konstante træk i forfattersindet og forfatterinstinkterne" (S.10). Herom handler bind 2, Digteren.
For en ikke-masochist skal der en smidig forestillingsevne til at fatte, at det kan være forbundet med lystfølelse at blive udsat for smerte og pine. For ikke at tale om lystfølelsen ved at tilføje andre smerte ved primitive handlinger som pisk. Her viser masochismen sin anden side - sadismen.
Det er dog værd at minde om, at det algolagniske udspringer af det naturlige liv. For den seksuelt sunde kvinde er underkastelseslysten en del af hendes naturlige væsen, uden at denne drift har noget med masochisme at gøre. Masochisme er snarere en form for lystens pervertering som tvang og tvangstanke. Sublimeret i en eroticeret fetichisme, der i sin obskøne kunstighed næres af det naturlige.
I centrum for al sexistisk fetichisme er orgasmen. Og netop orgasmens naturlighed udspringer af en kompliceret samtidighed af lyst og smerte - elskovsskriget.
Forbandelsen af drømmeriet har for J.P. Jacobsens vedkommende rod i sådanne viljeløse impulser fra driftslivet, som naturalismens epoke pskykologisk åbnede for på tryk - videnskabeligt og litterært.
I et sådant perspektiv har J.P. Jacobsens værker været af interesse og betydning for den samtidige Freuds psykologiske drømmetydning.
J.P. Jacobsens dispositioner for det algolagniske finder Frederik Nielsen i hans specielt tilspidsede karakter - det forsagte og forlegne versus det stejle og stolte.
Almentmenneskelige egenskaber, javel - men hos Jacobsen tilstede som ekstremer, hvorfor kontrasten bliver så voldsom, for ikke at sige den afgrund, som han falder ned i.
Dette karaktertræk har vi tidligere belyst i dette portræt under "Biografien" i de to afsnit "Den somnambule" og "Den suicidale", ligesom det tematiseres i kapitlerne om Eros og døden.
Roman og budskab
Hvorfor skrev J.P. Jacobsen? - For at blive berømt? Fordi han ikke kunne lade være? Fordi han havde en oplevelses- og erfaringsverden, som han gerne ville delagtiggøre andre i - eller dele med andre? For at få til udkommet på en for ham meningsfuld måde? For at bidrage til kulturhistorien med en ny stil?
Vi ved det ikke. Men vi kan besvare spørgsmålet, om J.P. Jacobsen havde et budskab. - Hvad er et budskab?
J.P. Jacobsen skrev ikke for en bestemt klasse eller stand. Som f. eks. Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg, der skrev for at give en ny klasse blandt landbrugerne selvtillid og livsmod, inspiration og selvbevidsthed. Ligesom noget tilsvarende gjaldt for Martin Andersen Nexø og arbejderklassen i samme periode.
Et sådant forum havde J.P. Jacobsen ikke. Han skrev ikke for et bestemt miljø eller en bestemt klasse. Han skrev for det enkelte menneske på tværs af miljø- og klasseforhold. Hvilket sikkert er en del af grunden til, at han stadig i generation efter generation får nye læsere, der opdager nye sider af forfatterskabet.
Melankolsk pessimisme og manglende livslyst er jo ikke et budskab, der kan bruges til andet end at pakke fisk ind i. Og alligevel overlever den i mere end en forstand dødssyge J.P. Jacobsen forfattere, der har et kernesundt, livsglad og kampberedt budskab. Er J.P. Jacobsens læsere da formørkede selvpinere med uforløste masochistiske drømme og flagellantiske fantasier?
Nok næppe. Langt de fleste er jo studerende, for hvem Jacobsen er pensum. Måske bemærker de det underliggende eller indirekte budskab, der er en afdækning af - og advarsel mod - forfaldsformerne i seksuelt fantasteri - og religiøs selvopgivelse.
Godt og ondt
Men når forfatterne til mindebogen, At bære livet som det er (1997) Søren Sørensen og Niels Nielsen, fremhæver J.P. Jacobsen som en handlingens mand, der gør op med "idealisme som illusion", begynder det at knage i papiret, og de må da også som argumentation ty til en let gennemskuelig nødløsning for at få begreberne til at hænge sammen.
De sidestiller nemlig med lighedstegn 'idealisme' og 'illusion' uden videre og på forhånd, hvilket blot er udtryk for en overført eller personlig fordom. Når de gør det, skyldes det, at begge fænomener betragtes som "énsidige" (S.48). - Hvad det så egentlig vil sige?
Og så kommer følgende (og følgerne): "I dem kan man få den fornemmelse, at man kan skelne mellem godt og ondt. I virkelighedens verden kan mennesker ikke skelne godt fra ondt, hvilket der heller ikke er "brug" for." (S.48)
Den lader vi stå et øjeblik...
Så langt ud i forvrøvlingens kviksand kan man altså komme, når man i forsøget på at bringe J.P. Jacobsen tørskoet i land som fremsynet, beslutsom, handlekraftig og storsindet etiker voldtager virkelighedens begreber med det utrolige postulat som resultat - at der ikke er forskel på godt og ondt!
Til lykke!
Herefter følger, hvad de pågældende forstår ved J.P. Jacobsens budskab, nemlig den daglige fordring om at forholde sig i aktiv handlen. "Øjeblikket kræver nemlig handling, næste øjeblik kræver ny handling." (S.49)
Sådan lyder det glade budskab. Spørgsmålet er, om det holder i forhold til J.P. Jacobsen? Eller om det ikke er J.P. Jacobsen på hovedet?
Det kan virke som Sørensens og Nielsens ønskedrøm at gøre den handlingslammede, indadvendte selvpiner og dyrker af den immaterielle verdens depraverede dovenskab til superagent for den pulserende og livsgrådige handling.
At læse
Hvorfor læse J.P. Jacobsen?
Meningen kan ifølge Søren Sørensen og Niels Nielsen ikke være, at læseren "i sidste ende skulle nøjes med at blive klog på J.P. Jacobsens person, på hans værk for den sags skyld eller på naturalismen som litterær periode. Læsningen må gøre læseren klogere på sig selv og det liv, han lever." (S. 5l)
Hermed er J.P. Jacobsen som forfatter reduceret til leverandør af 'brugskunst'. Ovenstående definition af formålet med læsning kendetegner 'brugsbogen', som den opstod i forbindelse med bekendelseslitteraturen og de anti-finkulturelle strømninger i kølvandet på 68-oprøret.
EPOKE mener ikke, at det er "at nøjes" at blive klog på J.P. Jacobsens person, på hans værk "for den sags skyld" eller på den litterære periode. Vi mener tværtimod, at det er denne triangel af værk, forfatter og periode, der er det centralt strømførende i beskæftigelsen med litteraturlæsning.
Læsning bør ikke i første omgang give anledning til navlebeskuelse og socialprivat sensikursus. Læseren er jo allerede fuldt ud tilstede i og med læsningens aktivitet. Enhver læser læser faktisk med sine egne øjne - om samme læser så tror dem, er en anden sag.
Men at gøre læseren til romanernes hovedperson vil medføre en overbelastning af den pågældendes selvoptagethed. Og i et videre perspektiv betyde et forfald i omgangen med litteratur - som Jacobsen bevidst nok advarede imod.
Læsning (af skønlitteratur) er en kombination af oplevelse og viden, der ikke uden ødelæggelse af begge tilfølge kan skilles ad. Oplevelse og viden betinger hinanden. Hvilket i sidste ende er kunstens eksistensberettigelse overhovedet - hvis der vel at mærke er tale om - kunst.
Til toppen
Var Jacobsen naturalist?
Tilbage til J. P. Jacobsens hovedside
Denne side er publiceret på internettet 16. september 1999. Opdateret 1. november 2012.
Copyright 1999 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
|
|
