Johannes V. Jensen: Den lange Rejse, 1: Bræen. Epoke

Undertitlen - "Myter om Istiden og det første Menneske" - fremhæver projektets karakter af darwinistisk fantasi. For det viser sig jo, at den jensenske helt, figuren Dreng - ikke er det første menneske alligevel; der er et helt folk før ham - urfolket. Denne indvending høres ofte i forbindelse med Bræen.
Her tager man så alligevel fejl af Jensens intention, for det er virkelig det første menneske, han har villet skildre udviklingen af: Dreng - der indtil renskriften havde det mere velklingende navn Garm - skiller sig ud af urfolket, der altså er levende skabninger, men ikke mennesker.
Desuden møder han på sin bræ - out of nowhere - pigen Moa. Her brænder det på i skabelsesberetningens narratologiske struktur, for hun må jo havde gennemløbet den samme udvikling som Dreng, men er fuldstændig ubeskrevet, indtil hun - nødvendigvis - dukker op. Som skabelsesberetning dur Bræen derfor ikke på grund af denne afgørende brist.
En sådan kritik holder dog heller ikke, da Moa indirekte er beskrevet som tilhørende den del af urfolket, der holder til på bopladserne neden for bræen, hvorfra hun bryder op.
Bræen præsenterer i sin realisme en antropologisk og mytisk-poetisk fortolkning af tertiærtidens panorama og drama, hvor den tropiske vegetation på den skandinaviske halvø (for her foregår det) forsvinder på grund af istidsbræens ekspansion. De menneskelige væsner og de fleste dyr dør eller flygter sydover. På nær én, éneren Dreng, der tager kampen op med sig selv og mod kulden, som han ønsker at slå ihjel med sin stenøkse.

Tilløbet
Tilløbene til bogens idé har været flere. Alle indlejret i tidligere af forfatterens værker. Først og fremmest i amerikanerromanen, Hjulet (1905).
Bogens helt og Johannes V.s alter ego, skribenten med det rappe navn Ralph Winnifrid Lee, har en idé: Colombus, den første amerikaner, kommer fra Portugal, men har lyseblå øjne, rødt skæg og hår, fregnet, altså må han være af nordisk afstamning, en af goterne, der i folkevandringstiden drog sydpå. Det er den nordiske længsel, der i 1492 går i land på den amerikanske kyst - længslen efter det tabte land. Goterne er nu i Amerika. Og så udbryder han:

Jeg vil skildre vor Races Vandring, fra den dukkede ud af Thules Taager og gik som en Isbræ mod Syden, Cimbrer og Teutoner, Longobarder, Goter og Vandaler, Normanner og Angelsachsere, jeg vil spore dem efterhaanden som de i Aarhundreder gaar i Land i Amerika. Jeg vil skrive det store Indvandringsepos, der den Dag i Dag ikke er forbi - jeg har jo set dem slaa op som Bølger om Battery Place i New York, hele Folk - jeg vil skildre Pionererne, det store Landnam, jeg vil samle Aartusinderne...

Hjulet varsler om, hvad der skulle komme. Desuden fabulerer digteren Lee over det særprægede forhold, at de hvide folk mangler et forbindelsesled til dyreriget - "Vi har ikke nogen blond Abe". Og så kaster han sig ud i en 'mytisk' vision om 'Isaben' med den hvide pels og de blå øjne, "der er kolde som en Bræ og som Taagen, og den viser en forfærdelig Rad Tænder".

Den 'trods', der er bræerobreren Drengs - eller isabens - vigtigste kendetegn har Johannes V. Jensen tidligt forholdt sig til og artikuleret i sit eneste skuespil, Trods, der blev opført i Scandia Hall i Chicago 1. februar 1903 og i øvrigt handler om den himmerlandske pige Cecil, som Jensen ikke kunne få ud af hovedet. Den selv samme usædvanligt hårde vinter oplever han Chicagos kamp mod kulden. At mennesket er opstået i trods er en darwinistisk tanke, der nu bundfælder sig og slår rod.
Det trodsige temperament kender det blide følelsesmenneske fra sig selv. Især dets farlige evne til at æde takt og tone ud af livet. Da Den ny Verden (1907) er udkommet, afføder den en uhyrlig polemik i kronikform om 'den jydske bevægelse' med Sophus Claussen, Vald. Vedel, Niels Møller, Sven Lange, hvor de gør Johannes V. Jensen hensynsløst fortræd som svar på tiltale. Eller omvendt.
Efter den tur tager Johannes V. Jensen på rejse med sin hustru til Jotunheimen - for at opsøge vejret... Men fraværet udelukker ikke, at han mere eller mindre selvforskyldt bliver isoleret i litterære kritikerkredse, hvor skoene i forvejen ikke har været for store, i de næste to-tre årtier. En oplevelse, han naturligvis har taget med ind som erfaring til portrættegninger i Den lange Rejse.

Elementet af selvbesindelse i romankredsens udsagn skal utvivlsomt aflæses i ovenstående forhold. Desuden bliver Johannes V. Jensen i 1904 gift med en guldhåret kvinde, der skænker ham tre børn, hvilket betyder, at det er en nybagt fader, der sætter sig til skrivepulten. Den lange Rejse er skrevet i slægtens tegn som selvoplevelse fra det sidste skud. Værkets indre glød hænger sammen med dette forhold eller ægteskab. Den sidste roman, Cimbrernes Tog, skrev han over stok og sten i løbet af nogle forårsmåneder, fordi han kone ventede deres tredje barn.
Selvbesindelsen rummer desuden en flig af en tidligere erkendelse. Allerede i digtet "Paa Memphis Station" (Digte 1906) står disse himmelråbende ord:

Fat dig også du, Uforsonlige!
Vil du aldrig glemme, at man lovede dig Evigheden?
Forholder du Jorden din arme Taknemlighed?
Hvad vil du da elles med dit Ælskerhjerte?

Ildånden
For 100.000 år siden er klimaet i det nuværende Skandinavien tropisk og uden årstider. Her lever urfolket. De er bofaste og har husrum i skoven. Den klimatiske forandring med kulde og regn tvinger dem til opbrud og de drager etapevis sydpå. Skønt de har ild, er eksistensen truet.
Fortællingen fokuserer på en ung fyr af ildslægten, Dreng. Ilden har den udvalgte taget af lavaen fra et ildsprudende bjerg, og ilden vedligeholdes ved arnen, ligesom den er bærbar i specielle kurve. Ildslægten har udviklet sig til tamme stillesiddere, "der hjalp sig i Mangel af Kræfter ved Trolddom og anden fejg Fingerfærdighed". (S.86)
Allerede her på fortællingens første sider mærkes Jensens klo, og skildringen af Dreng viser, hvorledes han adskiller sig fra slægten. Da kulden kommer snigende og år for år griber fat i alt levende, rejser spørgsmålet sig i ham: "Kulden, hvad var det? Hvem var det? Hvor kom den fra?" (S.88)
Ildånden har fået sprog. Dreng ser, at skoven er dødsdømt. Ser urfolkets forfald under udvandringen. Det er forbi med den store sommer. Johannes V. Jensen planter en vrede i ham, der samler sig i hans blod og ildner ham til modstand og handling. Han bliver inkarnationen af trodsen, idet han vælger det umulige: ikke at vige, men at blive.

Johannes V. Jensens og Sikker Hansens Mammutbogen fra 1933

I 1933 udgav Johannes V. Jensen i samarbejde med den flittige skolebogsforfatter Hans Kyrre den store, smukke Mammutbogen. Uddøde dyr illustreret af Sikker Hansen.

Johannes V. inspicerer tropperne i denne afgørende fase på nordfronten, for der er andre levende væsener, der vender om og søger tilbage, hvor de kom fra: Mammutten, moskusoksen, bjørnen, grævlingen, pindsvinet. De sidste tre bliver så fornærmet over det dårlige vejr, at de graver sig ned for at vente bedre tider! Andre dyr - flodhesten, krokodillen - klarer den ikke. Aberne har for længst taget flugten i trætoppene. Nu bliver der stille.

Ude omkring laa Alnaturen i en lydløs Pavse, hvorunder Jorden gav sig hen til et nyt smerteligt Under. Kulden mærkedes som det eneste der havde Magt i Verden. (S.97)

Således indfører Johannes V. Jensen med enkle og let skjulte midler en fødselstime i den store stilhed.
Dreng er frygteligt alene. I sin ensomhed raser og jamrer han, trodsen efterlader hans sind forandret. Hans overlevelsesvilje næres af håbet om at gå til den store ildånd selv og "slaas for en Gnist til Livsopholdet" (S.107). Men nu står han i stedet på det udbrændte bjerg. Ildånden er død.

Mennesket
På det udslukte bjerg dør skovmanden, og mennesket i ham bryder ud. Ånden er borte, miraklet, tilbage er kun "de upersonlige naturkræfter" (S.110). På dette sted indskriver Jensen hedenskabets begyndelse. At leve er at være efterladt.

Hans Drifter hærdede sig under Nødvendigheden af at omdanne sig efter de Betingelser han vilde beherske. For Resten tænkte han ikke, han vegeterede i et Slags blindt Raseri, opaad alt Levende i sin Nærhed, udviklede Energi for en hel Befolkning. Nordenvinden blæste altid og altid: hjælp dig selv! (S.110)

Det gør han så. Det bliver til lange jægerår på bræen. Beskrevet med hele Jensens mytiske fascination af vejrlig, vegetation og dyreliv. Han begynder at samle forråd og slår sig ned et fast sted alle de lange vintermåneder. Med Jensens øjne gør han mange nye opdagelser. Han ser, hvorledes en ny skov af nåletræer skyder op på urskovens tomter. Enebærbusken, der engang var et cypresagtig kæmpetræ, overvintrer med små rodskud, der ligner modertræets kupler og pyramider. Hvorimod birken og egen, aspen og pilen, der før kun havde været buske, nu rejser sig som store velformede træer.
Fuglene kommer, et tog i luften af gæs, ænder og svaner, viber, lærker, spover, når "Solen begynder at staa i blændende Vifter over de oversvømmede Egne, hvis Linjer de nu en Gang kendte". Storken kommer også og putter tudser igennem halsen, mens gedden, forfulgt af odderen, laver "Lynfurer i Vandspejlet". (S.117).

Her er det nye menneskes hjem. Dreng begynder at trives, fordi han finder på flere og flere midler til at beherske sin tilværelse. Han frygter ingen og intet. Han har øksen og spydet. " - og de blinde Magter, der møder ham i Snestormen og Mørket, med dem tav han, de var selve det haarde Liv han førte, Uundgaaelighed og Trods tvunget sammen i et og bragt til Vækst. Han havde overvundet Naturen og sig selv". (S.120)
Men, spørger Jensen: "Hvorfor var han blevet saa stærk, var der ingen anden Maal for hans Kræfter end blot at leve?" Jo, Dreng bliver jo siden til Søren Kierkegaard, men forinden føler han sig ensom på bræen. Han savner sin Regine. I sin rastløshed opsøger han stammen sydpå for at se, hvordan det står til. De har jo ild - i varmen. Han mindes, hvorledes de sad lejret omkring bålet "eller laa rundt i Hytterne og skændtes, Dag ud og Dag ind, mundhuggedes". (S.120). Og han mindes den nidstang, flokken satte op for ham, da han brød ud, og deres halsende, hadefulde stemmer.
På tilbagevejen bliver han nedenfor bræen opmærksom på flere stammer, der har slået sig ned her. Fra sin udkigspost på højderne holder han øje med med den røg, der opstiger fra deres bopladser. Men at komme i berøring med dem eller få et stykke af deres ild falder ham end ikke ind.

Det ømme punkt
På en af sine afstikkere i vildmarken løber han ind i et andet menneske, der immervæk tager flugten. Jagten varer i tre dage og ender ved havet. Da byttet er fanget og han dødsulten skal til at gøre sig til gode med det, opdager han, det er en kvinde. Deres øjne mødes. I en sidste opviklet følelse skærer han tænder. Hun gør så det samme. Og det er det første smil, meddeler fortælleren lakonisk.
De følges ad. Og bliver det første menneskepar i Norden. Da der ikke var andre (!), opstår hermed monogamiet. Seksualitetens ild og gnister slipper forfatteren let om ved. De får bare børn, og det er disse unger, der giver hende navn. Det nye skridt i seksualitetens historie beskrives således: "I Urskovene nærmede Mand og Kvinde sig hinanden som Ulve, og ingen Kvinde blev Moder uden Mærker i Nakken af Mandens Tænder; Dreng og Moa var det første Menneskepar der levede sammen med Blikket i hinandens Øjne." (S.125)
Kapitlet "Moas Vaner" er en stor etnografisk studie over hverdagene. Til forskel fra jægeren er hun vegetar. Også hendes klæder er anderledes, ikke skind, men flettet vadmel af mammuthår, som hun har plukket af tornebuske. På fødderne bærer hun bastsko. Og hun har en kurv til sine ting, hvori hun samler alt muligt, rødder, frø, kærner. Hun har altid forråd.
Dreng forbedrer sine fangstredskaber. De samler vildheste og renkøer og skaffer sig på den måde mælk. Ligesom de bruger de venlige dyr til oppakninger og transport på deres rejser rundt på bræen, hvor de slår sig ned forskellige steder sommer og vinter. Og altid stikker der et dunet hoved op af Moas rygpose.

Til toppen
Til Bræen, 2
Tilbage til Den lange Rejse. Introduktion
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 29. december 2000. Opdateret 1. juni 2006.
Copyright 2000 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.