Johannes V. Jensen: Den lange Rejse, 2: Skibet. Epoke

Trækfugle
Skibet er en fortælling om vikingetiden. Hvor Bræen opruller 'menneskehedens barndom', handler den følgende i Jensens udlægning om 'menneskehedens lømmelalder', altså en slags tidshistorisk pubertet.
Johannes V. Jensen har sat sig som opgave at forstå og fortolke, hvad det var, der fik hele folk, slægtled efter slægtled til at bryde op og skylle i land på fjerne europæiske og afrikanske kyster i Middelhavet eller ad dybe flodveje i Rusland. Tematisk knyttes forklaringen til Bræens tolkning af forholdet mellem nord og syd.
Tilbage i bræfolket bevaredes en længsel efter 'det tabte land', der var det oprindelige tropiske klima før istiden. Dertil kommer på fortællingens indre plan, at hengivelsen mellem Dreng og Moa finder sted ved havet, hvorved der i ham indlejres en ubestemt og uafklaret længsel, der er erotisk i sit anlæg, og som ifølge forfatterens vision udløser den endeløse og uløselige misere mellem udvé og hjemvé. Kapitlet slutter:

Der var noget i Nuets Under der var gaaet i hans Blod og som siden skulde blive hans og hans Slægts Skæbne. - Men han vidste ikke og opdagede aldrig, at Længslen efter Havet var mystisk og evig knyttet til Gryet i hans Hjærte i den Stund da han første Gang saa ind i Moas stakkels jagede Øjne. (S.124).

Den nordiske længsel bærer i sin natur ifølge en sådan fortolkning en 'sollængsel' i sig, der har med frugtbarhed og forårsbebudelse at gøre. Derfor hedder åbningskapitlet "Forårsbørn" og belyser, hvorledes den nordiske sjæl udvikler det 'lavinesind', der medfører, at temperamentet i en forening af verdensappetit og dødsforagt kollektivt og i et uhørt overskud af potens grænseoverskridende sætter til havs i deres flotte skibe sydpå.
I dag - 1500 år senere - klares nord-syd-tematikken med en charter-rejse.

Himmerigets Rige
Selvfølgelig vidste de ikke, hvad de gjorde. De sejlede bare deruda'. Drevet af oprørstrang og "Skraal om Frihed" (S.153) sætter ungdomsoprøret til havs fra de gamle sjællandske kyster ledet af Rolf Krake og Regner Lodbrog.
På skibene hersker der en hørm af angst og chauvinisme, slid og kedsomhed, jovialitet og ægte gejst. De har med åbne øjne undret sig over, hvad de fik at se af forbiglidende kyster. Ingen før dem har set Bretagnes og Spaniens kystprofiler. De ser trækket af viber på vej mod nord. Dér hvor de har været henne, skal de nu selv hen. De er de udvalgte. De stærke. De fungerer uafbrudt. Bæller mjød. Søvn betragter de som en slags sygdom. De er normannerhæren.
For den almindelige viking har rejsens mål været en tåget forestilling om høvdingenes planer, nemlig den at rejse ud for at erobre Himmeriges Rige. Rygterne gik jo. Der var lande sydpå, hvor der var rigdom og dejlighed, bjerge af guld, hvor fiskene svømmede stegte om, og kvinderne havde vinger og spillede på harpe. Her faldt der aldrig sne, og træerne havde blade hele året. Selvfølgelig ville adgangen til dette paradis været bevogtet, men det skulle ikke komme an på det.
Johannes V. Jensen skildrer ægtheden og hulheden i vikingernes projekt med humoristisk nøgternhed. Det uholdbare og forvildede i togtet er tidligt indlejret i fremstillingen, der betjener sig af æventyrets spænding. For det hele bliver jo til ingenting. Vikingerne går i land her og der på Middelhavets kyster og slår lidt ihjel. 'Blåmændene' gør knap modstand. Varmen begynder at virke. Det samme gør uvirkeligheden. Men så anløber de Italien. Og horden gør klar til at entrere Rom.
Endelig er Himmeriges Rige ved hånden.

Hjemløshed
Det bliver en nedtur uden lige. Bortset fra at de har taget fejl og forveksler Luna (det nuværende Lucca) med Rom. De belejrer byen, og under en gudstjeneste springer Kong Haastein op af en sarkofag, og så bryder 'mælkebøtterne' løs med myrderier, ødelæggelser og ildebrand, vold og voldtægt. Paradiset omdannet til helvedes forgård - så det kunne nok alligevel ikke være Himmeriges Rige!
Efter deres ødelæggelse af Luna har vandalerne ikke mistet håbet om at finde 'de lykkelige øer', selvom det var slået fejl denne gang. Men samtidig begynder en anden længsel at gøre sig gældende, længslen hjem. Godt ser de nu heller ikke ud længere. Rynkede, halvblinde af sollys, forbrændte. Altså - under sejl - hjemad!

Uden at vide det havde de været ved deres Drømmes Maal og var nu paa Vej tilbage derfra. Haabet var bleven staaende, men de havde udtømt det for Indhold. (S.204).

Citatet er et eksempel på forfatterens fortolkende instans undervejs i den kulørte fortælling, der som antydet ikke får for lidt.
Ved Gibraltar lider de skibbrud. Alle de kostbare skatte, som de igennem livsfare og krige har stjålet, havner nu på havets bund. "Smykker af det skønneste Arbejde, spanske herlige Vaaben, Røgelseskar, Messesærke med Kors af lødig Guldbrokade, skønne karfunkelbesatte Alterbøger, mauritanske Tøjer og Læderarbejder, Bidsler og Stigbøjler indlagte med Sølv, Klosterklenodier fra Sydfrankrig, Krucifixer, stukne Alterklæder, Lysestager, Monstranser, støbte og skaarne Billeder, Helgenskrin, Kalke i Guld og Sølv, foruden rede Penge i Skæppevis". (S.206).
Og som med kostbarhederne går det de fleste mænd. Havprøven, der udvalgte dem ved rejsens begyndelse, tager nu dem, der ikke står mål med skibet - drukkenboltene, de udslukte, de kildne, grovæderne. Kun de lydefri og viljestærke skal igen se Norden.
Dag og nat sejler normannerhæren med Karlsvognen som ledestjerne. På hjemvejen skal de omsluttet af de gamle skibe, men i en ny, indre stilhed lære en længsel at kende, som de ikke kendte dengang, de var hjemme:

Længslen efter Vinterunderet i den nordiske Natur. De drømte om at gaa paa den ru Sne igen og høre den skingre som Jern under Fødderne, de trængte til uendelige blændende Snemarker, frostklare Nætter med Stjerner over Hovedet og et Stjernetæppe af nyfalden og gnistrende Sne under Fødderne. Spøgelsesnætter med Fuldmaane og aandeagtige Verdener af Sne milevidt, Rævens skarpe Gøen et Steds i den ringende Luft og et sagte Drys af Sneen fra et Træ i Skoven. (S.208).

Germund og Gevn
Fortællingens kærlighedshistorie udspiller sig imellem den flotte Germund og den ligeså flotte Gevn. Der er ingen tvivl - dem er det! Allerede inde normannertogtet har Germund fået øje på Gevn og forsøger at vinde hende. Hvad der giver Johannes V. anledning til at indføre et af sine mange kvindestudier - der kulminerer med Kvinden i Sagatiden (1942) - i fremstillingen, hvilket beriger det antropologiske relief med emotionel atmosfære.
Om de unge piger skriver han: "Om Sommeren sprang de ud som Kvinder, blev langsomme i Gangen og fik gaadefuldt ensomme Øjne." Senere udvides dette billede: "Hvordan det saa var, den Sommer de begyndte at blive tunge som om deres Hjerte var en Skaal de frygtede skulde flyde over, var det altid nogen som vilde leve og dø for netop det ene skønne Træk de havde." (S.159)
En sådan kvinde er Gevn, bortset fra at alle træk hos hende er skønne. Hun er som et pileskud, der er vokset op i ét stykke.

Der stod en Sødme i Luften omkring hende af hendes unge Frodighed, hun duftede som Grønsværet i Solskin, naar det har regnet, en fin Varme udgik fra hendes Hud, en Varme der var hendes egen og den mest nærende i Verden; enhver der kom hende blot paa saa nært Hold at han sporede den blev stille, kunde ikke røre sig med den Rigdom han fik i Sjælen. (S.160).

Johannes V. Jensen må have oplevet det selv (forlovelsen med Edith Nebelong ) - ellers kan man jo ikke skrive sådan.

Hvordan skulle Gevns dejlighed nu vindes? Kun én vover det, nemlig Germund, der er som hun selv. Som en anden Indiana Jones har han tjek på det hele. Der er dog ét træk, Johannes V. fremhæver, når han beskriver ham i kamp, nemlig hans evne til ikke at tøve. Han vejer ikke knytnæven først, spår ikke modparten en lang ulykke. "Betænke sig, han havde betænkt sig, var allerede færdig!" (S.161).
Togtet til erobringen af Himmerigets Rige adskiller dem. Men på hjemfarten har Germund kun Gevn i tankerne. Det land, de hjemløse vikinger kommer tilbage til, er imidlertid dybt elendigt. Folk er ved at omkomme i smuds, sygdom og fordærv. I skovene flyder det med forrådnede lig. En æra er tydeligvis ved at ebbe ud.
I et orgie af tøsjap, mudder og ildelugtende affald leder Germund efter sin Gevn. Og han finder hende i fuld vigør på sildemarkederne i Købmannehavn. Med deres kærlighed og livskamp rykkes fortællingen ind i et nyt perspektiv, som åbner for den fornyelse, der er stærkere end håbet. Dette skærpes af det sideløbende samarbejde, Germund opretter med hans i det ydre diametrale modsætning, nemlig den lille, fede og ydmyge, men stædige og hjælpsomme 'munk', den gejstlige Broder Parvus, som han selv har hjulpet til landet fra Frankrig. I sin figur forbereder Broder Parvus katolicismens udbredelse til Norden.

Om skib og religion

Ove Bruun Jørgensen: Billeder og myter fra bronzealderen. Træk af ældre bronzealders religion i Norden. (1987).
Flemming Rieck: Jernalderkrigernes skibe. Nye og gamle udgravninger i Nydam Mose (1994).
Flemming Rieck: Både fra Danmarks oldtid (1988).

Til toppen
Til Skibet, 2
Tilbage til Bræen
Tilbage til Den lange Rejse. Introduktion
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 15. januar 2001. Opdateret 1. juni 2006.
Copyright 2001 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.