Johannes V. Jensen: Den lange Rejse, 2: Skibet, 2. Epoke

Tidehverv
Det er denne overgang i tiden før årtusindskiftet, hvor nord drabeligt drager mod syd næret af grådige - og pseudoreligiøse - forestillinger om det forjættede land, mens en modsat bevægelse fra syd mod nord med budskabet om næstekærlighed breder sig, der er Skibet's motiv.
Broder Parvus, senere bisp og ærkebisp, er lægekyndig og plejer og helbreder de syge, ligesom han laver skole for børnene. Han begynder at døbe. Det foregår ved en kilde og er et stort tilløbsstykke, for de snavsede og tilskorpede mennesker bliver så nydelige, når de har ligget i blød et stykke tid. Skilsmisser fører det også med sig, da folk bagefter ikke kan genkende hinanden.
I fiskerlejet indretter han sig med helgenbilleder, monstrans, messesærke og et utal af bøger, samt en messingklokke, der med "en voldsom ildvorn Klang" klimprer ud over landet. Siden bliver den udskiftet med en af malm, der med dybere, mere klangfuld dønninger giver landskabet stemme morgen og aften. Oldtiden ringes ud. Asatroen, der længe har skrantet, hører op.

I tobindsudgaven (1938, ny udg. 1996) er kapitlet "Katedralen", der oprindeligt indleder Christofer Columbus, trukket ud og indsat som selvstændig 'bro' mellem Skibet og Christofer Columbus. Overgangen perspektiverer hovedtemaet: Skibet bliver til kirke. Den udvidelse af sjælen, der fandt sted ved rejsernes ekspansion i det ydre, omdannes nu med kirken til en vækst i det indre, hvor folk bogstaveligt talt tager plads i hovedskibet. Den opadstræbende og grænseoverskridende kirke fastholder folk på deres sted. Det himmelske hus viser mennesket tilbage til jorden.
"Katedralen" består af 5 myter, der ikke direkte (på handlingsplanet) har berøringsflader med fortællingen i Skibet: "Under Ygdrasil", "Færgemanden", "Kong Snjo", "Longobarderne" og "Vor Frue". Her vil vi koncentrere os om den første og sidste, fordi de i særlig grad fører romancyklens idé som symbol. "Færgemanden" vil blive inddraget i analysen af Christofer Columbus.

Gengivelsen
Myten "Under Ygdrasil" gentager jægertemaet fra Bræen, men placerer det tidsmæssigt mellem istid og vikingetid, nærmere betegnet i jernalderen, tidsrummet, som senere Cimbrernes Tog (1922) skulle skildre. Mytens jæger forfølger ihærdigt et vildt og kommer dermed ind i ukendte egne af skoven. Her slår han sig ned, fordi omgivelserne betager ham, og han påbegynder bygningen af et hus. En kvinde slutter sig til ham en nat ved bålet. Hun føder deres barn. Og han gør huset færdigt.

Og ømme Lovsange og megen Glæde toner ud fra Jægerens Hus da han endelig faar det færdigt og de to anbragt deri. Det er som et Hus der ligger for sig selv i Skoven og giver Tone fra sig, det staar og synger i Skoven, hele Huset synger af den Lykke der er gemt i dets Indre. (S.254).

Men på afstand ser huset ud som et fælt uhyre med dragehoveder på taget og hovedskaller af hjorte og viser således en yderside, der svarer til nattens skræk. Huset bliver et sindbillede på den tolkningsmæssige linje, Johannes V. indlæser i evolutionen: Fra gru til glæde.
I pagt med naturen udsmykker jægeren sit hus med dæmonisk pragt for at beskytte det, "for med Ondt skal Ondt fordrives". (S.255). Indvendigt er huset derimod som en forvandlet skov, der forestiller Ygdrasils Ask, Verdens Træ. Efter en etnografisk spændstig og detaljeret beskrivelse af indretning og arkitektur, konkluderer Jensen for at sammenfatte århundreders livsudfoldelse i transformationen mellem natur og kultur:
"Saadan var det Billedhus Jægeren og Tømmermanden havde rejst for at give sin Sjæl tilbage til hvad der havde frembragt den." (S.156).

Nu sker det, at jægeren på ny bliver grebet af forfølgelsen af et dyr. Men denne hjort er utrættelig. Han er vant til, at hjortene er hurtigst i begyndelsen, men ikke i længden. Jagten varer i flere år. Til sidst når parret til den afgrund, hvor natten kommer fra. Hjorten drejer sig med siden vendt mod jægeren og løfter sit gevir. Jægeren tager sigte:

Endnu mens Pilen er i Luften ser han Hjorten hæve sig højt op fra Jorden og blive til Ild, den galoperer til Himmels i Lyn og Flammer, og idet den fjerner sig højere og højere op aftager den i Lyskraft og bliver til en Gruppe Ildpunkter, drejer sig en Gang om sig selv - og staar - stille paa Himmelhvælvingen! (S.257).

Dét stjernebillede kender jægeren godt og har altid kendt det, helt fra han var barn. I den tro, at han jager en hjort, har han i virkeligheden jaget - tiden. Og nu står han ved verdens ende og er blevet en gammel mand. Han vender forfærdet om. Han skynder sig tilbage for at finde sit hus og sin kone og sit barn. Men da han når frem, er huset forladt og forfaldent. Der er kun en grav tilbage. Da indser han, hvad han har mistet. Han fyldes af et savn, der er så stort, at han ikke kan dø for det. Savnet vil have form.
Han begynder derfor at bygge et hus for tanken, der skal blive til et billede af de to, moderen og barnet, som han efterlever i sit minde. Men billedet vil ikke lykkes, det bliver aldrig de to. Alligevel tager han det med udenfor og sætter sig foran det i græsset og spiller på barkfløjte for det, som han gjorde for den unge moder, når hun holdt sit lille barn foran på sine knæ, for at skoven skulle se ham.
Det billede er Den lange Rejse.

Katedralen
"Vor Frue" er den afsluttende myte, hvor domkirken underlægges en detaljeret beskrivelse fra alle vinkler som en manifestation af de foregående mytiske fortællinger, hvor Guds Rige trænger ind i Norden, symboliseret ved vandrings- og færgemanden Christoforus, der bærer Kristusbarnet på sine skuldre. "Stød din Stav i Jorden! I morgen skal den blomstre og bære Frugt", (an)befaler Guds søn. Og det skete... Hvilket rodfæster sig i tiden som et guddommeligt tegn, der langsomt sender sine ringe ud i omverden og ind i menneskenes sneglehuse.
Umiddelbart kan man undre sig over den næsten overvældende religiøse vægt, der optager disse partier af Den lange Rejse, som i sit koncept skulle være et ateistisk-biologisk alternativ til Biblen. Indtil videre vil vi vælge at lade diskussionen vedrørende ateisme og kristendom i værket stå åben. For først at undersøge, hvilke fortolkende kræfter og værdier der er på spil i dette afsluttende kapitel.
Det er karakteristisk, og heri indeholdes hele den Johannes V. Jensenske idé, at kirken er opbygget omkring jægerens hus, der således er indeholdt i kirken, hvis spir og søjler rager op som en skov, hvor fuglene øverst oppe flyver ud og ind: "Jægerens Skovhus og hans Ygdrasilbilleder, hans Hjerte, den mægtige Udvidelse i Mindet, er gaaet op i Kirken; Skibet der bar saa mange higende Mænd mod Syden er gaaet op deri." (S.278).

Jægeren er her, en dunkel Sagnskikkelse nu, hvem Tiden har givet Forklarelsens Helgenring om Hovedet, han og den overnaturlige Hjort, Flygtigheden, Uopnaaeligheden, der førte ham af Nuet over i Evigheden. Hans Sjæl er i Kirkerummet, Ekko, den gamle Skovstemme der virker mellem Pillerne, i Krogene og spøger hen under Hvælvingerne, det er ham. Hans Sjæl og alle Sjæle er i Orglet, Kirkerummets Stemme intetstedsfra og allestedsfra; selve Rummet suser, Hvælvingerne, Murene, Søjlerne, hele Stenkunstværket spiller, der gaar som en sagte farvet Blæst herinde, en mangefarvet Susen, hvori man hører Himmelhjørnerne tale og Havets dybe Tramp i det fjerne (...) (S.280).

Citatet vidner om, at den fascination, der kommer til udtryk i beskrivelsen af katedralen, har sit tyngdepunkt i det æstetiske, det vil sige i bygningen som 'stenkunstværk', der samtidig er i stand til i al sin voluminøse håndgribelighed at koncentrere 'tiden' i sig, men i forvandlet form som tidløshed og sindbillede.

Paa Alteret just over det sted i Lunden hvor Jægeren havde sin Varde og gjorde Ildofre til sine Magter, midt i dette Underværk af Sten, Farver, Toner og Duft, staar Billedet af Guds Moder, Vor Frue.
Hun er hævet over Forkrænkeligheden paa en Tronstol af Elfenben, som hundrede Elefanter har givet deres Stødtænder til, og den bæres af drevne lueforgyldte Skyer, hun er klædt i den dyrebareste Silke, hundrede Tusinder Larver ofrede deres blinde ormeliv derfor; paa Hovedet bærer hun et stort Diadem af Ædelstene, Fortætningen af Sydens brunstige Ild, hver af dem har kostet Menneskeliv og har set Hor, derfor er de saa haarde og funkler saa usømmeligt, men paa hendes Hoved er de Uskyldighedens Krone. (S.281).

I favnen holder hun Gudsbarnet. Og det kunne jo være et billede af både Moa, Vaar og Gevn, da de alle tre med deres væsen og kvindelighed er opgået i moderbilledets ikon: Modersmilet "der er den skønneste Blomstring i Naturen, den unge Moders stumme Hvilen i det Under der er gaaet over hende". (S.281).

Der er ikke et gran af kitsch eller ironisk grimasse i Johannes V. Jensens tilgang til den katolske kirke, der snarere fuldkommengøres som kulturel og åndelig begivenhed i hans fortolkning. For ham er kirken en kendsgerning, og det er den, han forholder sig til og giver krop i sproget. Kirken som naturens forlængelse, der fragter livsunderet som budskab og dermed forbinder de første mennesker i tidernes morgen med læseren i 1912 - og 2000:

Det ingen kan sige, det der taler i Vinden og Stjernerne og Aarstiderne og i vort Blod, det der higer selv naar de Døde er døde, det suser gennem Rummet i mange Toner og bliver til en eneste svulmende Tone som er et Aandepust af Evigheden. (S.280).

Vor Frue
Kapitlet afsluttes med et sådant poetisk åndepust af evigheden forankret i billedet af Gudsmoderen, Jomfru Maria. Johannes V. Jensen, der havde det med at afskrive visse af sine værker til henhørende under Johannes Jørgensen, udviser med dette kapitel større mådehold, selvom samme Jørgensen i år 1900 udgav romanen Vor Frue, hvilket altså ikke har hæmmet navnebroderen i denne omgang.
Digtet består af 26 vers, der er skrevet med orglet i bund. Hele kirkerummet skælver, idet koret af stemmer - hvilket er Johannes V. Jensens regi - daler ned fra sfærerne. Det er et håndværksmæssigt graciøst arbejde, der med uendelig smidighed er hugget til som sproglig skulptur.
Til digtets styrke og originalitet hører, at det fortolker kvinden i lyset af Jomfru Maria, men slet ikke som pastiche eller kliché. Derimod optager det i sin besyngende erkendelsesform en profan og rå seksualitet, der velsignes igennem den rene og skære kvinde. Det er et dybt maskulint digt, der i sit sarte anlæg ikke har noget sidestykke i dansk poesi. Det skulle da være Thorkild Bjørnvigs Anubis-digt (1955).
Her følger tre sekvenser:

Om dit Hoved Himlens Kloder,
i dit Hjerte Livets Floder,
undergørende Guds Moder!

Uskylds Dyb hvorom der drømmes,
som af Glæde gennemstrømmes,
Godheds Brønd der aldrig tømmes!

Du er den hvis Væsen hviler
i sig selv. Mens Verden iler
dvæler du i Lys og smiler.

( ... )

Raahed tror dig at forraade;
Kødets ynkelige Gaade
bliver i dit Blod til Naade.

Naar Fortræd sin Ildskrift skriver
og Naturens Rædsel river
dig i Støvet - Liv du giver!

Yppig knopper du dig atter
i en ung og dejlig Datter,
Gru forvandlet sødt til Latter.

Nedrig Haand som tror at øde
svarer du med dobbelt Grøde,
Kvinden genfødt i at føde!

( ... )

Solens Ild og Blodets Bølger,
som en lønlig Lov forfølger,
i dit Pigebryst sig dølger.

Livets Sødme, Glædens Lue
i dit Aasyn er at skue,
Evig Ungdom du, Vor Frue!

Til toppen
Til Norne-Gæst
Tilbage til Skibet
Tilbage til Den lange Rejse. Introduktion
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 15. januar 2001.
Copyright 2001 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.