Johannes V. Jensen: Den lange Rejse, 4: Det tabte Land. Epoke

Sjælemærket
Med Det tabte Land har Johannes V. Jensen villet skildre tiden før istiden, da han netop har haft held til at indsætte Norne-Gæst i tiden mellem tertiærtidens Bræen og vikingetidens Skibet. Ideen er der ikke noget i vejen med, men resultatet viser, at romankredsen hermed får et alvorligt narratologisk hak.
Begynder man Den lange Rejse med Det tabte Land, tager denne læsning alt for megen kunstnerisk vægtfylde og oplevelsesmæssig livsgnist fra Bræen, der er kongenial som optakt til den lange historie. Og læser man den efter Norne-Gæst, forekommer det næsten umuligt endnu engang at stille skarpt på ilden, arnen og jægeren.
Johannes V. Jensen har imidlertid følt sig tiltrukket af projektet, og vi skal derfor se nærmere på resultatet, der som romanmyte i sig selv er spændstigt nok.

I den mytiske apoteose Ave Stella, der afslutter Christofer Columbus og dermed hele romankredsen, lyder det: "Hvordan er det alt sammen begyndt? og hvordan vil det slutte?" Herom handler Det tabte Land, hvad første del af citatet angår.
I Tilblivelsen

- Ny forøget udgave af Dyrenes Forvandling (1951) tænder Johannes V. Jensen igen på det forhistoriske motiv, som han ikke kunne slippe: "Verdener for Millioner af Aar siden som vi ikke har set, men som vi har en uforgængelig Tegning af inderst i Sjælen."
Det tabte Land er med andre ord en stor sprogligt indvævet gobelin over dette universelle 'sjælemærke'.

Ildaltet
Vi befinder os langt ude i verdensskoven, hvor der ligger et bjerg, der rækker ovenud af skyerne - Gunung Api. Nu findes der faktisk en lille vulkanø sydøst for Celebes med dette navn, hvorved der på handlingsplanet sker en voldsom forskydning i forestillingsmønsteret, da synsvinklen geografisk i de følgende bind er nordisk. Af samme grund har bl.a. Tom Kristensen peget på muligheden af, at Gunung Api i virkeligheden er en af de vulkaner, der i forhistorisk tid udgjorde det nuværende Kullen i Skåne.
Om den holder, skal jeg ikke kunne sige. Men på værkets allerførste side illumineres sproget af et kosmisk samleje, og så kan det jo være lige meget, hvor det foregår:

I stjerneklare Nætter hænder det at Gunung Api slaar Mulmet fra sit Ansigt og blæser Aske i Afgrunden, svaler Krateret og sit Lavabryst i Æteren, en vældig Kegle tegner sig da i Natten med Foden udspændt over den halve Synskreds og Toppen stræbende op mod Zenith, det er Gunung Api der blotter sig for Firmamentet og lader det se sin Størrelse. Og Stjernerne spreder sig ud i lysende Hærskarer for ham, Mælkevejen svæver og vender sig under Nattehimlens øverste Lofter, op gaar Maanen og er rund, hæver sin blege Skive som en Sejler i Natten, Syvstjernen lufter sit duggede Spind i det Høje, langsomt drejer hele Himlen sig og stiller sin Straaleglans til Skue fra alle Sider. (S.11).

Ildoceanet, der - før vulkanen - engang har omspændt hele jorden, fremkalder enorme regnskyl, der får den til at størkne. Vulkanen beskrives som den motor, der efterfølgende sørger for, at der kommer liv i verden - hokus pokus!
Havde forfatteren levet i dag, ville de nyopdagede dybhavsvulkaner uden tvivl havde gjort et kolossalt og udløsende indtryk på ham. Skabelsescirklen afsluttes med en omsluttende ring, hvor finalen ses som et 'tidernes morgen' med modsat fortegn:

Men om Ilden en Gang blev fri igen? Om Jorden revnede - ja revne, blev flydende igen, smelte, aande Ild, bølge og blive Ildocean som i Tidernes Begyndelse igen, jage Vandet ud i Universet, gaa hvidglødende op i sin egen Forbrænding, hvile for Evigheder i sig selv som blændende Ildalt igen! Ho! O! (S.13).

Skovbranden
Ved Gunung Api lever skovfolket som en dyreart blandt andre dyrarter uden tanke om morgendagen i en atmosfære af liflighed og fuglesang. Urfædrene boede i træerne, men skovfolket lever på de åbne sletter ved foden af bjerget. Det er frygten for ilden, der har fået dem til at klatre ned - og i øvrigt fordi de er blevet for tunge af livsnydelse. For når ilden fra bjerget tænder skoven, springer den hurtigere fra træ til træ end noget dyr kan overkomme.
Ilden er det farligste og frygteligste væsen. Dets appetit er større end noget dyrs, og når det har spist er der intet tilbage. Der er en usynlig magt tilstede inde i ilden, der er uden krop. Denne usynlige magt er Gunung Apis ånd.
I kapitlet "Skovbranden" udfoldes det voldsomme panorama omkring et vulkanudbrud oplevet med skovfolkets øjne. De har lært sig at flygte fra skoven, når den brænder, ud på åbne sletter og allerbedst - det værste af alt - hoppe i et vandhul! Alt er virvar og kaos. Fra vandhullet iagttager de bjærgede dyrenes forfærdelige flugt. En tiger er således i et nu fanget imellem vandet og ilden - en lue har hende allerede i halen:

Men da vender hun sig i et Spring og gør Front mod Ilden, som knitrer ud af det høje Græs, hun brøler til Undergang, vil slaas med den Hede, hun springer lige op i Luften foran Ilden, fægter med alle Kløerne ude, slaar efter Flammerne og faar Poterne svedet, faar Mundskæget svedet, puster til Ilden ved at slaa i den, Gnister og brændende Græs lukker sig over hendes Hoved, og under øresønderrivende Hvæsen og Sprutten ruller hun sig i Ilden, bider sig hvor Ilden bider, river sig lange Flænger i Ansigtet i en Sky af Gnister, til Græsset under hende er brændt. Vanvittigt nysende og snorkende, uden et Haar paa Kroppen, uden øren, blindet og nøgen som et flaaet Skabilken, med de bare Halehvirvler og udsvedende Blod, galopperer hun derpaa skævt henover Lysningen, lige ind i Skoven mellem de brændende hvidglødende Træer!" (S.31).

Alt dette er gruppen af skovfolk i vandhullet vidne til på nærmeste hold. Ilden er det største og stærkeste væsen. Dens magt er altomfattende. Ilden kommer fra bjerget. Gunung Api bliver skovfolkets gud.

Fyr og flamme
I dette vandhul kommer et barn "halvdruknet til Verden. Røg fra en Ødelæggelse var hans første Aandedræt, Hyl og Hede det første han sansede". (S.32) Evigt årvågen og agtpågivende, åndsnærværende og fuld af nysgerrighed og virkelyst bliver Fyr flokkens fører og romanens hovedperson.
Da han bliver voksen forlader han sin stamme for at tage ophold alene oppe på bjerget. Han vil lære at forstå ildens natur. Denne handling skulle komme til at dele skovfolket i to - akkurat som det sker i Bræen - de, der følger naturens vilkår, bliver ved med at være afhængige af den, de, der går imod naturen og optager kampen - her erobringen af ilden - løfter sig over tilværelsens tvang og bliver nye mennesker.
På bjerget gør Fyr en lang række opdagelser og erfaringer angående ilden, som han har adgang til igennem lavasprækkerne. Ilden har en venlig side, idet den giver ham varme igennem stenene om natten. Til gengæld giver han den gaver i form af grene og smådyr, som den straks spiser. Det hænder den levner et stykke branket kød i udkanten af gløderne. Dette ildsøde kød smager fortræffeligt, og han begynder nu at tilberede sine måltider ved lavaens kanter.
Istedet for nu at tilbagelægge dagsmarcher op og ned ad bjerget får han tilskyndelsen til at tage ilden med ned i dalen, og han dypper en gren i lavaen, hvorpå han bevæger sig nedad bjerget med ilden Det er Prometheus-myten, der her indsættes i sin urform. 'Ildrøveren' forstår sig på at beherske sin nye ejendom, at gøre den stor og lille, at made den på den rette måde. Ilden er fanget og tæmmet.

Til toppen
Til Det tabte Land, 2
Tilbage til Norne-Gæst
Tilbage til Den lange Rejse. Introduktion
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 15. januar 2001. Opdateret 1. november 2012.
Copyright 2001 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.