Johannes V. Jensen: Den lange Rejse, 4: Det tabte Land, 2. Epoke

Kærlighed
Mens Fyr opholder sig på Gunung Api, bliver han på afstand opsøgt af kvinder fra bopladsen i dalen, der åbenbart dér har det for trangt, men nok også har følt sig tiltrukket af den højtsyngende og selvstændige bjergmand. én af disse kvinder slår sig stædigt ned i hans nærhed, således at han - efter forgæves at have hysset hende bort - vænner sig til hendes tavse nærvær "med Hovedet hyllet i sit Haar".

En Gang endelig slog hun med et Kast alt Haaret fra Ansigtet og saa op, med dunkle afsindige Øjne, hun mækrede med lukket Mund, som om en Fange kaldte i hendes Bryst, en Bøn fra en Sjæl i Mørke, haabløs sunken ned i en Nødvendighed hun end ikke kendte, en hed stum Verden blandet uløselig sammen af Mishandling og Varme og Trang til begge Dele. (S.55).

Sekvensen minder i sin kerne og atmosfære til forveksling om foreningen mellem Dreng og Moa og mellem Hvidbjørn og Vaar. Så på det erotiske område er der ikke noget nyt under solen henover årmillioner! Men de oplever foråret - det Johannes Vske i al sin frydefulde klarhed med lærken, der stiger "syngende paa Lysbroer mellem Byger", og tusinde bier, der "summer en lang lang dæmpet samtale mellem dem og Blomsterne som en stor søvndyssende Tone."
I den blomstrende valmues tegn udfolder han sit hjerte, og hun rejser sig og bliver menneske, kryber ikke mere bukket sammen omkring sig selv - "men solede sin Rankhed, tog som en bundløs Skaal mod Beundring, saalænge hendes Sommerstund varede". (S.57).

Evolution? Jo, bevægelser må finde sted for at forvandle sig til nyhed. Ellers ingen udvikling. Johannes V. Jensen tolker det sådan, at de på deres udflugt i den store sommer har været i et land, ingen endnu kender. "Uden at de vidste det havde de dvælet i andre kommende Tiders og en anden Menneskeligheds Forgaard." (S.57).
Siden optages de i stammens mere ensformige og forpligtende liv. Manden, der har skabt ilden, sysler nu med opfindelser af våben. Mens kvinden med sine søstre går ind til "sin lange Taalmodighedsgerning, deres Nattevaagen, deres med lukket Sjæl og et udtømmeligt Hjerte baarne Liv i Gentagelser og atter Gentagelser, ved Arnen". (S.60).

Arnen og øksen
Med erobringen og kultiveringen af ilden følger arnen, og hermed en ny livsrytme. For ikke at sige livsstil. Med arneilden følger der ro og lejlighed til betragtninger. Fyr anvender sin opmærksomhed på fangstredskaber, fordi der bliver brug for dem, idet det stegte dyrekød er blevet en ny tids spise.
Hidtil har jægerne benyttet stenen og kæppen. Fyr forsøger nu at forene disse to elementer til én og samme genstand. Stenens bid forenet med kæppens rækkevidde. Han fumler med projektet, mens stammen holder sig i baggrunden, fordi det nu står klart, at ildmanden er gået fra forstanden. Men han går sindrigt frem. Og "Hvad Haanden former, er Aandens Spor", som øksemandens forfatter skriver i "Danmarkssangen" et årti senere.
Med øksens fremkomst træder skovfolket ind i et nyt kulturtrin som jægere. Selv jaget af elementerne, jager det nu dyrene i de kommende årtusinder. "Ingen fik Bugt med disse Toben der gjorde sig større end de var ved allehaande udyriske Kunstner. Dog den Tid var ikke fjern da Mennesket vendte sine Vaaben mod sig selv og blev sin egen bitreste Fjende." (S.68).
Foreløbig lever de fredsommeligt og rituelt. Fyr indstifter - som ildrøveren - faste ofringer til ildens herre, Gunung Api. Det sker tre gange daglig, idet han sætter vulkanens væsen i forbindelse med solen, hvorfor ofringen finder sted ved solopgang, i middagstimen og ved solnedgang. Til hverdagsofringerne knytter sig særlige offerhøjtider i anledning af månens genkomst. Da bliver der omkring bålets ildskær i nattens mulm og mørke sunget, spist og danset til den lyse morgen.

Den lammende Indflydelse Ilden før har haft paa de vilde Nerver slaar om i Ophidselse og aandeløs Bevægetrang nu da man ikke stiller sig helt hovedløs forskrækket til Elementet mere, man falder ikke paa sit Ansigt mere, tør gaa rundt om Ilden, man gaar mange Gange rundt om den, i halv Frygt og hel Glæde, man gaar i Tryllekreds rundt omkring den Hede med hinanden i Hænderne, henrykt vrælende, Hyldest og Besidderglæde i et Aandedræt, og det er noget man trækker ud, sligt varer ikke en stakket Stund, den hele lange livsalige Nat gaar man i Rundgang om Ilden og elsker den (...) (S.71).

Besværgelsen
Nattens ilddanse, der akkompagneres af vilde glædeshyl, bringer en nyt fællesskabsbånd til verden. Skrålet er den første enkle lovsang til Gudens ære. Trylleringen omkring bålet er antropologisk set et besværgerkor: Livsangst, livskamp, livsglæde i ét. I stammens rituelle liv overtager Fyr efterhånden Gudens plads.
Men en skønne dag hoster Gunung Api, som skovfolket næsten havde glemt, og udspyr hele den gamle historie, mens jorden rystes sønder og sammen som på verdens sidste dag. Skovfolket skynder sig at ofre Fyr, for han må jo alligevel være en bandit og en sjover, siden Guden ikke er tilfreds.
Han var til syvende og sidst ikke andet end et almindeligt menneske, for ellers ville han vel ikke jamre så ynkeligt på bålet. En godbid til Gunung Api for at alt kan blive godt igen. Han får hug af øksen og et stik af spydet. Og overgår til offerbålets fuldendelse som fortæring. Man fandt ham "fin, af rig Velsmag, mør, liggende flygtig og underskønt paa Tungen, ikke ulig Svin, men af en sjælfuldere Sødme". (S.77).
Og Fyr selv? Hvad tænker han ved sit fald? Han accepterer det, fordi han allerede føler en indre bekræftelse af, at det hele alligevel længe har været forbi:

Hvor var Ungdommen? Hvor var unge Fyr og hans Morgengal paa Bjerget? Hvor var Valmuen? En Veninde en Gang, hvor var hun og det korte Blus de havde blusset sammen? Ak, det var ham den Gang, og det var tilsyneladende ogsaa ham nu. Godt at de gav ham Ilden! En Straf. Ak, hurtig, hurtig, læg mere Brænde paa, I Hunde! (S.80).

Han, der gav menneskeheden ilden, får den selv! Af historien bliver der en myte, der gentager sig i årmillioner senere og i et andet regi og med en anden betydning: Korsfæstelsen.
Da moderen ser sin søn på bålet og hører ham græde, lægger hun sig ind til ham. Ve hedder hun, skriver Johannes V. Jensen uden at blinke. Siden opstår Fyr i eftermælet som en genrejst helligdom, der sammenlignes med solen selv: Solguden.

Men Maanen det er hans Moder Ve, hun gaar efter ham og følger med blege Træk hans Færd, stundom er hun hel og stundom halv, hun giver Stykker hen af sit Hjerte for ham; naar Nætterne er mørke har hun givet alt bort og er gaaet under i Sorg, men naar hun straaler hel paa Himlen igen, da gaar det ham godt. Alle Kvinder paakalder Ve; vekslende som hendes Hjerte er deres Sind, de gaar i Stykker af at give; men hver Maaned igen er deres Væsen helt. (S.81).

Kvindens perioder er ikke et mysterium på månens bagside, men fremkaldt af den dybe forhistoriske livsform: Når der er fuldmåne, er jægeren ude på jagt og langt borte, hvorfor kvinden i den fase ikke er frugtbar. Det bliver hun til gengæld, når jægeren vender tilbage, når der ikke længere er fuldmånelys til at jage i. Menstruationens måneblod som forbindende impuls ned igennem tidsaldrene. Også i dag er det tidernes morgen.
Tilsvarende har den nyeste astronomi klarlagt, at månen for ca. 4½ milliard år siden blev udslynget af jorden ved et planetsammenstød. Med den efterfølgende effekt, at månen sikrer stabilitet i jordklodens rotation. Uden måne ville jorden slingre hid og did om sin egen akse. Til gengæld fjerner den sig fra jorden med 3 cm om året. Ak og Ve!

Helligdommen
Hvad der bliver tilbage, når historien om 'Det tabte Land' er fortalt, er en struktur. Af Fyrs bålplads udviklede der sig en arne i al simpelhed: den bare ild på den bare jord. Men ærefrygten medfører, at ildstedet senere bliver placeret på en forhøjning af sten til påmindelse om bjerget. Omkring dette alter bliver der stillet ting, som ildmesteren formoder vil glæde og forlyste ilden. Hermed træder symbolet og mysteriet ind i verden, eftersom forestillingen om et stykke vildt erstatter det virkelige stykke vildt. Og da ilden tilsyneladende ikke protesterer herimod, vedbliver man med og udvikler denne form for offerkult.
At Guden optager næring af ånden i en ting, er et fænomen, der den dag i dag har bevaret sin struktur i sakramentet. Og konfessionsløst stedfortrædende i kunst og litteratur.

Jo, Fyr var en Kunstner. Hvad han skabte i Aanden, det var. En ganske egen Virkelighed havde han omgivet sig med og gjort til sin, her var han Herre; paa Virkeligheden udenfor tænkte han ikke mere. (S.74).

Så følger jordskælvet. Et link til virkeligheden udenfor. Mennesker og dyr dør. Men strukturen fastholder sin form op eller ned igennem tiderne. Med indholdet sker der i vor egen tid en forvandling: Ilden bliver til kogeplader og fjernvarme, hvis vi ser bort fra den primitive lighter.
Og på kirkernes altre er ilden for længst blevet til blod.

Til toppen
Til Christofer Columbus
Tilbage til Det tabte Land, 1
Tilbage til Den lange Rejse. Introduktion
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 15. januar 2001. Opdateret 16. marts 2001.
Copyright 2001 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.