Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
H. C. Andersen
O.T. Original Roman i to Deele. (1836)
Kapitel 5 - 7
|
Af IBEN HOLK |
Outsiderens tilstand
Da Otto mister sit håb om livslykken med Sophie, bryder han ikke sammen, tværtimod afklares han i ulykken, hvilket siger noget om hans karakter. "En slappende Ligegyldighed gik igjennem ham, dødbringende som Giften, der flyder over i Menneskets Blod." (S.232) De svagheder hos hende, som hans ømhed fik ham til at overse, fremstår nu med hårde træk. Denne erkendelse giver ham nyt liv.
Om barndomsulykken, der for altid gjorde ham til outsider, skønt han ingen indflydelse selv havde haft på den, men måtte optage den i sig og orienterede sig efter den, hedder det: "Ulykken kunde kue mit Barndoms-Vildskab, men den gav mig Trods, sløvede aldrig min Selvstændighed." (S.225). Skyggen får imidlertid ikke lov til at opsluge hans liv og lægge det øde. Dertil er han for robust og ægte i sin følsomhed.
Da Vilhelm og Otto første gang træffer Eva, henvender Otto sig ved afskeden til hende med ordene: "Bevar Deres Hjerte reent!" sagde han alvorligt. "Det er langt mere end Skjønhed!" (S.45). Hermed er også bogens grundtanke og budskab meddelt. Ottos forhold til kærligheden er det samme som hans forhold til kunst og natur. Her mærker man tydeligt hans forfatters signatur.
Karakteristisk fremtræder livsholdningen i opfattelsen af muslingens perle, som digtere tidligere har beskrevet som en lidelse, en sygdom og overført som et billede på kærligheden. Men dette billede er falsk, hedder det nu ifølge Otto eller HCA: "De fleste Poeter er ikke stærke i Naturhistorien, og derfor begaa de mange Synder mod denne. Perlen fremkommer ikke ved Sygdom hos Muslingen; naar en Fjende angriber, udsender den til Forsvar Draaber, som forvandler sig til Perler. Det er just en Kraft, og ingen Svaghed, der skaber det Skjønne." (S.126)
I tråd hermed er kærligheden "en Livskraft, som Gud har nedlagt i det menneskelige Bryst, den opfylder hele vort Væsen, som Duften opfylder hvert Blad paa Rosen, og aabenbarer sig da, under Livets Kampe, som Perler af Værd." (S.126). Den filosofiske passage, der sammenfatter værkets forståelsesform, formuleres i forbindelse med Vilhelm, der fantaserende lader fingrene løbe over klaverets tangenter. "Det var eet af de Øieblikke, som alle Gode kjende; man føler sig at være et Led i den store Kjærligheds-Kjæde, som sammenholder Skabningen." (S.125)
Det er den, Otto er kommet udenfor, men som HCA genindsætter ham i.
Romandigteren
Litteraturhistorisk er det interessant, at H.C. Andersens to første romaner af forskningen rubriceres som henholdsvis 'dannelsesroman' (Improvisatoren) og 'udviklingsroman' (O.T.). Interessant, fordi disse litteraturteoretiske betegnelser normalt først benyttes årtier senere i forbindelse med M.A. Goldschmidts dannelsesroman "Hjemløs" (1853-1857) og naturalismens udviklingsroman, J.P. Jacobsens "Niels Lyhne" (1880), og Herman Bangs "Haabløse Slægter" (1880). H.C. Andersen må således siges at indtage en genremæssig plads som forløber. Men hvorfor egentlig kun som forløber?
I et tidligere kapitel har vi særskilt diskuteret uklarheder omkring disse betegnelser og deres betydningsmæssige bærekraft, nemlig i Epoke-kapitlet Dannelsesroman/ udviklingsroman. HCAs produktion giver stof til videre drøftelse. For så stor er forskellen imellem de to romaner ikke, hverken stilistisk eller tematisk, at de tillader en placering hver for sig. Ej heller med hensyn til personfortolkning og menneskebillede.
I begge romaner foregår der flere filosofiske og kunstteoretiske overvejelser og samtaler. HCA er en større kunstfilosof, end eftertiden har givet ham lov til at være. Han er udpræget bevidst om sine virkemidler. I "O.T." indgår der således en samtale om kunstnerisk indhold og form. Sophies moder slår fast: "Men Formen er det vigtigste! Det er med Poesie, som med Billedhuggerkunst, Formen er det, som giver Betydning!" (S.143) Og heri har hun jo ret.
Men hertil svarer Otto alias HCA pointerende: "Nei, De vil tillade mig! Det er med Poesie som med Træet, Gud lader voxe. Den indre Kraft udtaler sig i Formen; begge blive lige vigtige, men jeg anseer det Indre for Helligere. Det er ogsaa her Digterens Tanke. Meningen, han siger, griber os lige saa meget, som den smukke Indklædning, i hvilket det bliver sagt." (S.143)
At form ikke er noget ydre, men en indre kraft (formkraft), der organisk knytter sig til indholdet, er et moderne synspunkt, der vidner om HCAs bevidsthed om æstetik. At han selv betragtede sig som centralt placeret i litteraturen, fortæller et brev til Henriette Hanck fra tiden imellem udgivelsen af "O.T." og påbegyndelsen af den nye roman, som han endnu ikke har en titel til. Han skriver:
"Næste Gang faaer De én Roman forskjellig fra begge de to første. Poesien i vor Tidsalder her i Danmark, kun det Poetiske, intet Hverdags og dog Sandheden. Maaden er det nu at udfinde, at gribe Momenterne; Sjælen til det store Legeme, udvider sig alt i mit Bryst, men denne Gang gaaer der vist meer end et Aar før det store Hele er skabt. Jeg vil være den første Romandigter i Danmark!..."
Litteratur og links
- Ved læsning og studiet af O. T. anbefales Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave ved Mogens Brøndsted fra 1987. Foruden selve romanen indeholder udgaven en efterskrift om romanens tilblivelse, komposition, karakterbilledet og kulturbilledet, dens modtagelse, tekstforhold samt litteraturhenvisninger. – Epokes sidehenvisninger refererer til denne udgave.
- Andre udgaver af O.T.
- Den komplette tekst til O. T. er tilgængelig som fuldtekst elektronisk dokument fra Dansk Nationallitterært Arkiv, Det kongelige Bibliotek.
Centrale værker om O.T.
- Erik Ulrichsen: H.C. Andersen og hjertetyven. Et essay (1992). Forfatteren antager i sin analyse, at H.C. Andersen som barn har været udsat for seksuelle overgreb. På grundlag heraf gives en række nye udlægninger af romanerne O.T., Improvisatoren og De to Baronesser.
- Aage Jørgensen: Studier i H.C. Andersens roman "O.T." i: Danske Studier, 1963, s. 26-54.
- Johan E. de Mylius: Myte og roman. H.C. Andersens romaner mellem romantik og realisme. En traditionshistorisk undersøgelse. Kbh., 1981, side 103-122.
-
Villy Sørensen: De djævelske traumer. Om H.C. Andersens romaner. – i: Villy Sørensen: Hverken–eller, 1961, s. 145-148.
Til toppen
Tilbage til H.C. Andersens hovedside
Denne side er publiceret på internettet 10. oktober 2002. Opdateret 1. november 2012.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
|
|
