Herman Bang: I opposition til Georg Brandes. Epoke

Herman Bangs sammenstød med Georg Brandes er et af de underbelyste kapitler i dansk litteraturhistorie, men det er ikke desto mindre godt at få forstand af, så derfor følger historien her.
Optakten er Brandes' anmeldelse i Morgenbladet (21.6. 1883) af Karl Gjellerups roman Romulus (1883)

. Brandes er utilfreds med, at den hverken er en roman eller en novelle, og belærer derfor om, hvad en roman er og hvad en novelle er, sådan og sådan, for at kunstens krav til en forfatter kan være opfyldt. Hvad Brandes kræver er "helhed" og "enhed". Forfatterne kan ikke tænke, vrisser han.
I Brandes' øjne skal forfatterne med andre ord være fuld færdige filosoffer og ideologer, der ved, hvad de vil sige og hvor de vil hen med det sagte. Litteratur bliver i en sådan sammenhæng reduceret til videnskabelighed med politisk sigte, der skal overbevise og/eller bekræfte.

Bangs svar
I Nationaltidende (29.7. 1883) rykker den 25-årige Herman Bang ud med et svar - "Teknik i vor nye Litteratur" - til den 41-årige berømthed. Bag sig har han to ikke særligt vellykkede romaner og en mere lovende novellesamling samt tre kritiske værker, hvor Realisme og Realister (1879) har vakt respekt om hans navn. Heri reflekterer han over forholdet imellem stof og komposition, og finder frem til, at for den moderne forfatter må kompositionen følge stoffet.
Det er på den baggrund, Bang drister sig til at sige "vor berømte Lærer" imod. Han er uenig med Brandes' distinktioner mellem genrerne, hvor der sættes skel på det tekniske område mellem roman og novelle. Det forstår Bang ikke. For ham findes der alene "en eneste Komposition: Stoffets Udformning af sig selv". Det er det centrale i et indlæg, der i øvrigt ikke provokerer, men tværtimod hylder Brandes for hans indsats for en ny realistisk litteratur.

Brændemærket
Georg Brandes' svar i Morgenbladet (1.8. 1883) er chokerende læsning. Ude af sig selv af raseri skriver han: "Lad ham imødegå mig, men ikke udtvære mig under Skin af Imødegaaen. Sligt er Epigoners Sæd og Skik." Herpå skal afstanden imellem dem for alvor sættes ind, og med ord, der for lange tider mærkede Herman Bang:
"Han har et dødt Punkt i sit Hoved, thi han kan ikke tænke; jeg mener ikke tænke videnskabeligt. Han har ingen Sans for Filosofi, ingen Evne til begrebsbestemt Tænkning... Hans Forstand er en Middelgod Fruentimmerforstand. Der er ingen mandlig Gang i hans Tanker; de har tydeligt nok aldrig været underkastet den Tugt, der styrker og sikrer mod en evindelig Snublen."
Således Georg Brandes, der bl.a. skabte sit ry på at være talsmand for kvindernes frigørelse.
Bang svarede samme dags aften i Nationaltidende under overskriften: "Til Dr. Georg Brandes". Han skrev, at han var "uøvet i den lille Ondskabs Fægteskole" og derfor gav afkald på en "Fægtekunst, hvor Modstanderen dog havde al den store Kundskab, al Alderens og den lange Rutines Overvægt". Han ønskede ikke at deltage i stridigheder om livsanskuelse og litterære spørgsmål, hvor våbnene ikke var "Argumenter, moralske eller kunstneriske, men Skældsord". Og han tilføjer: "Dr. Brandes' Kampaand bliver dog aldrig min."

To stemmer
Således mødtes to store navne i dansk litteratur. Hvem er egentlig mest mandig af de to?
Vi ser, hvorledes Georg Brandes repræsenterer den mest modbydelige form for chauvinisme. At inddrage - ad hominem - sin modparts sårbare kønskarakter i en litterær debat er infamt. I sit svar (Morgenbladet, 2.8. 1883) forsøger han, hvilket næsten er det værste, nedladende at glatte ud:
"Hr. Bang behøver ikke at tage sig de smaa Spydigheder i min Artikel saa nær. De er jo kun Stød af en Fleuret med Dup. Dersom jeg havde villet ham til Livs, havde jeg skrevet i en ganske anden Tone, og dersom jeg ingen Interesse havde næret for ham, havde jeg slet ikke svaret."
Herpå svarede Herman Bang ikke.

Det moderne gjennembruds mænd
Samme år, tre måneder senere udkommer Georg Brandes' Det moderne Gjennembruds Mænd (1883), der behandler de samme emner og stof, som Herman Bang introducerede i sin Realisme og Realister fire år tidligere. I denne konstellation aner man grunden til Georg Brandes' ubeherskede overfald og desperation. Han har givet vist følt sig frustreret over, at Herman Bang kom først, og oven i købet med overlegen beherskelse af den nye franske litteratur, der var Brandes' speciale.
I Brandes' bog er Herman Bang ikke taget med. Han tilhører ikke ifølge den grandiose manipulator 'det moderne gennembrud'. Men heller ikke den af Bang så beundrede Vilhelm Topsøe er medtaget. Bang anmelder bogen i Nationaltidende (16.12.83), hvor han konsekvent meddeler, at Brandes er stivnet i fejlsyn og i Taine'sk metode, så han ikke længere kunne betragtes som ungdommens fører. Han anfægter hans partiskhed og konkluderer, at som kritiker er Brandes passé.

Det litterære udbytte
Litterært kommer der udbytte af kontroversen. Herman Bang viser sin modernitet overfor Georg Brandes' skabelonagtige opfattelse af roman- og novellegenren. Bang anfører de synspunkter, der strukturerede hans æstetiske essays fra 1879. En ny forfattergeneration forholder sig ikke til 'romaner' og 'noveller' - "De har kaldt deres Bøger: Brudstykke af et Livs Historie, Fortælling, Livsafsnit osv." Den eneste komposition, de anerkender, er den, der udspringer af stoffet selv:

Vi indse, at selv den eneste Følelse i sin Oprindelse er saa forgrenet, i sin Udvikling saa rig, i sine Ytringer saa tusindfoldig, at Begrænsning bliver den første Nødvendighed.
Vi indse, at vi maa undgaa alt, hvad der ikke vedkommer denne ene Følelse eller dette ene Fænomen i Samfundslivet, og det er paa denne Maade, at vort Stof komponerer vore Værker, ved at udelukke alt uvedkommende, alt hvad der ikke forklarer den omhandlende Følelse og det behandlede Fænomen. Det er "Kompositionen" af vore Værker.

Således skriver Herman Bang i sit første svar til Georg Brandes, "Teknik i vor nye Litteratur". Bangs indsigt adskiller sig autentisk fra Brandes', idet den kombineres af hans erfaringer som forfatter og som teoretiker. Brandes er på dette niveau handicappet ved kun at have æstetiske erfaringer på anden hånd som læser og smagsdommer.
Citatet ovenfor vidner om, at de på et afgørende felt ikke har været uenige. For når Brandes skriver - "Hvad det gjælder om for Digteren i den fortællende Kunstart, er at skabe Skikkelser og lade os se dem i Handling og Tale. Blot ingen af disse utidige Refleksioner over dem, som fordærver alt" - så er det ord til andet, hvad Bang teoretisk har indset, og som han skulle blive en mester i at gennemføre som forfatter.

Litteratur og links

Sven Møller Kristensen: To personer, to principper. Herman Bang contra Georg Brandes. I: Omkring Stuk. Red. af Olav Harsløf (1977), s. 306-316.
Harry Jacobsen: Formens problem. Striden med Georg Brandes. I: Herman Bang. Resignationens Digter. (1957), s .63-67.
John Chr. Jørgensen: Den sande kunst. Studier i dansk 1800-tals realisme. Borgen, 1980.
Georg Brandes: Det moderne Gjennembruds Mænd kan findes i flere udgaver, bl.a.: Udvalgte skrifter, 4: Nordiske moderne . Under redaktion af Sven Møller Kristensen. Tiderne Skifter, 1985, og i Samlede Skrifter, Bind 3. Gyldendal, 1900 og 1919 (2. udg.)
Georg Brandes: Tanker ved århundredskiftet. Forord af Jens Christian Grøndahl i serien Scandinavian Words.

Til toppen
Tilbage til Realisme og realister
Til Impressionisme
Tilbage til Herman Bangs hovedside