Mathilde Fibiger: Englebrevet. Introduktion, 2: Kvindehistorien. Epoke

Kvindehistorien
I det øjeblik Mathilde Fibiger sætter pen til papiret, indskriver hun sig samtidig i en kvindehistorisk tradition, som vi blot her skal skitsere.
Bagude overrækkes stafetten af først Thomasine Gyllembourg (1773-1856) siden af Leonora Christina (1621-1698), hvis livshistorie, Jammers Minde, først foreligger publiceret i 1869, men hvis eksistens i mere end 200 år har været kendt af historikere og forfattere.
Herudover har hun skrevet de mindre kendte skrifter Rejsen til Korsør (1656), Confrontationen i Malmø (1659) og Den franske Selvbiografi (1673), der på væsentlige punkter adskiller sig fra Jammers Minde, hvilket bliver behandlet i Bodil Wambers biografi Leonora Christina. Dronning af Blåtårn (1990). I den senere Hæltinners Pryd håndhæver hun, hvad hun med sit eget liv i høj grad demonstrerede, kvindens naturlige jævnbyrdighed med manden.

Den norske Dorothea Engelbretsdatter (1634-1716) er den første kvindelige barokdigter med hovedværkerne Siælens Sangoffer (1678) og Taare-Offer (1685) vinder stor anerkendelse i samtid og eftertid.
Anna Margrethe Lasson (1659-1738) skriver den vægtige roman Den beklædte Sandhed (1715), hvormed hun anfægter, at sandheden om kvinden som forfatter og denne forfatters sandhed i offentligheden må skjules, 'beklædes', da den ikke er anerkendt. Et sejlivet tema som Thomasine Gyllembourg skulle genoptage mere end 100 år senere.
Anna Catharina von Passow (1731-1757) er skuespillerinde, hvilket kommer til udtryk i hendes "Hyrdestykke udi én Akt" med titlen Elskovs- eller Kierligheds-Feyl (1757), der er skrevet til det nyopførte københavnske stadsteater på Kongens Nytorv. I samme genre skriver hun stykket Cupido Philosoph, der efterfølges af lystspillet Mariane eller Det tredje Val, der ligeledes opføres i 1757. Det pikant-erotiske stykke er et tidstypisk rokoko-maskepi, der handler om at vælge blandt tilbedere.

Charlotte Dorothea Biehl (1731-1788) bliver det store ord i 1700-tallets litteratur. Frygtløs skriver hun 13 komedier, hvoraf Den kierlige Mand (1764) og Den tavse Pige eller de ved Tavshed avlede Mistanker (1772) opføres på Stadsteateret (der først i 1770 bliver kongeligt) med succes. I Den listige Optrækkerske (1765) indfører hun dristigt en kvindelig Don Juan, mande-bedrageren Lucretia. Desuden udgiver hun en roman i 3 bind, Brevveksling imellem fortrolige Venner (1773) og afslutter sine produktive år med selvbiografien Mit ubetydelige Levnedsløb (1787), der dog først udkommer i 1909. Med Charlotte Dorothea Biehl begynder og grundlægges en publicistisk kvindeopinion og kvindelitteratur.
Charlotte Baden (1740-1824) bidrager med brev-fortællingen Den fortsatte Grandison til "Bibliotek for det smukke Kiøn", der på opfordring udgives i bogform 1792.
Birgitte Cathrine Boye (1742-1824) viderefører Dorothe Engelbretsdatters religiøse salmedigtning, idet hun bliver repræsenteret med 125 salmer og 23 oversættelser i Den guldbergske Salmebog (1778).

Kvindelitteraturen går tilbage til højmiddelalderens folkeviser, der for de flestes vedkommende er adelsviser. Hoffets og landadelens reflekterende og lærde kvinder nedskriver disse renæssanceviser, der for en stor dels vedkommende er skrevet af kvinder, og samler dem i håndskrifter, hvorved den rige renæssancekultur er bevaret for eftertiden.
Således findes der en række betydelige adelshåndskrifter: Karen Brahes foliohåndskrift (1570), Anna Munks håndskrift (1590), Anne Basses håndskrift (1610), Sofia Sandbergs håndskrift (1622), Ide Gjøes håndskrift (1630). En skelsættende indsats udføres af Dronning Sofia, der er Frederik II.s enke, som samler et stort håndskrift af folke- og adelsviser i 1584, der danner inspiration for publiceringen af den første nordeuropæiske folkevisesamling Et hundrede udvalgte danske Viser (1591) ved Anders Sørensen Vedel.
Ved siden af indsamlingen og nedskrivningen skriver flere af de æstetisk orienterede kvinder selv nye viser. En af de første og mest markante kvindelige danske digtere er Sofie Brahe (1556-1643). Hun skulle dog først hentes frem af glemslens støv, da hun efter en kort omtale i Albert Thuras skrift om lærde danske fruentimmere Gynæceum Daniæ litteraturum (1732) bliver opdaget af Friederich S. Schönau i hans Samling af Danske lærde Fruentimmer, 1-2 (1753).
Her bringes hendes latinske digt "Urania-Titania" frem i dagens lys. Først 252 år senere foreligger det i oversættelse ved Johan Ludvig Heiberg, der bringer digtet sammen med en levnedsskildring af forfatterindens tragiske liv med den i vor sammenhæng emblematiske titel: "Sofie Brahe. En Hverdags-Historie fra det 16de og 17de Aarhundrede", der er optrykt i hans "Prosaiske Skrifter" (bd.IX, p.276 f.).

*) Her gengivet efter
Margrethe Fibiger: Clara Raphael - Mathilde Fibiger - Et livsbillede. Kbh. 1891, s. 160.

[ Ovenstående tekst er identisk med Kvindehistorien på Thomasine Gyllembourg: To Tidsaldre ]

Til 3. Værker og udgaver
Tilbage til Mathilde Fibigers hovedside