M E D I E T
Fra start valgte jeg at give mediet modstand. Et overblik på nettet og især dets litteratursider overbeviste mig om, at der var altfor meget ´dippedut´ over foretagendet. Dippedut til det og dippedut til dat og dippedut til dippedut... En smart karrusel af visuelle rundkørsler, der forsynede brugeren med en fornemmelse af at være på vej til Tivoli. I forvejen udvikler tv sig hastigt som skraldespand. Og aviserne er godt på vej. Hvorfor ikke forsøge at give dette fjerlette medie vægt. Fantastisk og fascinerende som det jo er.
    Jeg hældte derfor nogle store tekstblokke i akvariet - lige til kanten og måske nok over. Det er jo problemet: er nettet egnet til at læse på? Jeg synes det ikke, og bruger det som sagt ikke selv. Hurtigt blev jeg orienteret om printets muligheder i undervisningen, hvilket var med til at udvikle min form. Dels vertikalt at tage hensyn til, at teksten ruller bag ruden, og følgelig producere skriften ind i denne rulning, dels horisontalt at fokusere på det endelige manuskript, der i kopieret stand egner sig som undervisningsmateriale. I denne proces sker der en sproglig økonomisering med indbygget dynamo og transparence: igennem glasset at mærke lyden af ordenes rislende liv.

K L A S S I K E R E
Tradition er ikke en gravsten. Tradition er i dag avantgarde. Sidste år var de tre største kulturbegivenheder herhjemme traditionsbestemte: Golden Days, Ånden i Naturen på Nationalmuseet, Symbolismeudstillingen 'Sjælebilleder' på Statens Museum for Kunst. Ligesom klassikerbølgen på det litterære felt er dominerende. Hvor kommer den fra? For den kan ikke fremkaldes udefra. Den hænger uden tvivl sammen med ideologiens kollaps. En ny generation vender sig ansporet mod fortiden. Fremtid er jo ikke andet end fortidens forlængelse. Derfor spøger denne fortid.
    Når jeg sætter Herman Bang på programmet, er det splinternye udgaver i paperbacks jeg arbejder med. Ligesådan med Pontoppidan, Sophus Claussen og Johannes V. Jensen. Det er ret fantastisk. Og for en litteraturhistoriker inciterende, fordi romanerne allerede via markedet indskriver sig i nutiden. Et nyt medium kalder i tråd hermed på en nylæsning af klassikerne. Hvilket jeg fra starten satte mig for skulle være Epokes vandmærke. At hælde gammel litteraturhistorie på nye bassiner er der jo simpelthen ingen idé i. Når det kan lade sig gøre og virker tilfredsstillende, skyldes det udelukkende, at vore forfattere er så gode, som de er. At det er kvaliteten - og ikke klikerne - der har overlevet.
Epoke bestræber sig på at aftegne et nyt forløb i litteraturhistorien. Da jeg overtog programmet stod Johannes V. Jensen rubriceret sammen med diverse socialrealistiske hjemstavnsforfattere uden periodebetegnelse efter almindelig litteraturhistorisk kontur. For hvad hedder den kunstnerisk frodige og nyskabende periode 1900-1920? Mit første skridt var at løfte ham ud af denne meningsløse sammenhæng og opfinde en term til en nyfortolkning. Således opstod Det virkelige gennembrud. 1870 spiller en alt for afgørende rolle som skarpt hjørne i litteraturhistorien, som der slet ikke i den levende litteratur er belæg for. Og litteraturhistorie bør skrives over litteraturen - og ikke over kritikken. I 1870 sker der ikke stort, hvorimod 1880 forekommer mere central med Haabløse Slægter og Niels Lyhne. Når Jacobsen læses som nyromantiker og Bang som symbolist, sker det alene af den tungtvejende grund, at værkerne viser det.
    I langt de fleste litteraturhistorier springes symbolismen helt over eller reduceres ad absurdum, hvilket et stort kapitel på Epoke handler om og dokumenterer. Ligesom der sættes spørgsmålstegn ved 1920 som ekspressionismens udspring i dansk litteratur, da denne stil udfoldes første gang i Kongens Fald fra 1900. For nu blot at nævne nogle spor, der er til at få øje på. Ellers er det nye på Epoke kombinationen af litteraturhistorie og dybtgående værklæsning. Og så naturligvis den tekniske side med dyk til database, hypertekstfunktioner, links etc.

D A N N E L S E
Epokes vinkel er den identitetshistoriske. Pendulet mellem den hhv. politisk styrede og æstetisk styrede litteraturhistorie tager sig for mig at se ud som et dødt løb, hvor den anden part alligevel er usynlig tilstede - som negation. Jeg foretrækker at inddrage begge aspekter, og da især nu, hvor 'æstetik' ikke længere som i 70erne er et uartigt ord. Det er 'dannelse' måske stadigvæk pga. en tilsvarende misforståelse. Dannelse har - ligesom æstetik - intet med fine lysekroner og rene negle at gøre. Dannelse - som så mange litterater og lærere tydeligvis har fået galt i halsen - betyder lige ud identitet. 1800tallets dannelsesroman er slet ikke så idiotisk. Nylæst er der meget at komme efter hos H.C. Andersen og M.A. Goldschmidt.
    Biografiens genkomst - og her tænker jeg på den videnskabelige - i 80erne og opportunistisk ekspanderende i 90erne er interessant i denne sammenhæng, da den jo i virkeligheden er kommet bag på alle. Pionerarbejdet udføres i praksis af Keld Zeruneith og teoretisk af Johnny Kondrup i 80ernes begyndelse. Forinden har Per Stig Møller udgivet det skelsættende idehistoriske værk På sporet af det forsvundne menneske (1976). Postmodernismen har med biografien fået en kraftig understrøm. Hvis da ikke det postmoderne allerede blot er blevet en duft - en tidsånde. Under alle omstændigheder er det postmoderne livssyn og det biografiske uforenelige, hvilket må give enhver dansklærer stof til eftertanke. Det hele menneske versus det hule.

K E R N E N
Danskfagets kerne er i min optik det åndshistoriske. Åndshistorien som det brændpunkt, der samler alle fagets elementer. De fire væsenligste for mig at se er 1) tekstanalyse 2) litteraturhistorie 3) æstetik 4) skriftlig fremstilling (grammatik, stilistik, retorik). Den største ulykke for faget vil være at dele det mellem sprog og litteratur. Der sker ikke noget ved, at en klasse får en litterært orienteret lærer og naboklassen en sprogligt orienteret. Det er skæbnen.
    I Dansk Noter 3 med tema om 'kernefaglighed' som optakt til dette årsmøde skriver Peer E. Sørensen, at han forestiller sig, at Uddannelsesredegørelse 2000 "vil gribe ind i kernefaglighedens Bermudatrekant: dannelse, nationalitet og finkultur". Her er vi unægtelig ved kernen. For 'oversætter' vi de tre skæbensvangre ord med mere aktuelle og genkendelige, nemlig 'identitet, modersmål og kultur', så har vi netop fagets åndshistoriske kerne formuleret. Og den er der masser af dynamik i. Medmindre den hæmmes af gammeldags 70er-holdninger, der ingensteder fører hen.
    Og i modsætning til Hans Hauge mener jeg, at 'det nationale' er kommet for at blive. DANSK hedder det trods alt. Fortiden er langt fra forbi. Den er hele tiden i færd med at blive til. Fortiden er i virkeligheden ligeså ukendt som fremtiden.

	Keld Zeruneith: Den frigjorte. Emil Aarestrup i digtning og samtid. En biografi (1981).
	Johnny Kondrup: Levned og tolkninger. Studier i nordisk selvbiografi (1982).
	Per Stig Møller: På sporet af det forsvundne menneske (1976).
Se også Epoke-kapitlet:
	Iben Holk: J.P. Jacobsen: Algolagniker, hvor de omtalte værker er præsenteret.