Johannes V. Jensen: Mytisme. Epoke - danske romaner før 1900

Titlen på dette afsnit er en ny opfindelse. Da Johannes V. Jensen forekommer vanskelig at placere på litteraturhistorisk etikette - eller rettere: da der ikke findes noget litterært apparatur at begribe denne forfatter med - må der nødvendigvis gøres et forsøg. Det virker utilfredsstillende, at en af vore nyskabende og banebrydende forfattere står meningsløst - og ismeløs - udenfor perioder og kunstarter.
Kaster vi et blik på litteraturens isme-historie aftegner der sig gerne følgende forløb: 1870 naturalisme - 1890 symbolisme - 1920 ekspressionisme.
Hvad vi straks konstaterer i denne sammenhæng er, at kunsten i århundredets første to årtier ikke optræder under en fælles betegnelse, hvilket er besynderligt nok, da der er tale en ny generation, der manifesterer sig med markante fællestræk, hvad angår formsprog, stilsans og livsfilosofi. Ydermere markerer den nye bølge sig på tværs af kunstarter og genrer, hvilket understreger generationens indre homogenitet.
Inden vi nu specielt sætter fokus på Johannes V. Jensen, vil vi undersøge fænomenet i en større sammenhæng: Hvori består det nye? - der ikke har fået navn.

Den store generation
Nu er det lidt af en tilsnigelse at sige, at perioden ikke har fået navn. Det har den. Der er blot den uheldige omstændighed forbundet med den litteraturhistoriske navngivning, at den er intetsigende. De to transparenter perioden 1900-1920 har fået påhæftet lyder henholdsvis Den store generation og Det folkelige gennembrud.
Disse betegnelser er utilfredsstillende, fordi de er upræcise og udflydende. At generationen er "stor", dvs. tæller et betydeligt antal kunstnere, der manifesterer sig igennem kunstnerisk styrke og med store resultater, siger kunstteoretisk ingenting - indefra. At generationen når ud til det store publikum med betydelig gennemslagskraft er som litterær norm blot af kvantitativ og sociologisk art. Mht. det kunstneriske siger 'det folkelige' ingenting. Jo, men i en lidt mistænkelig retning, da 'det folkelige' i en kunstnerisk sammenhæng altid lyder forlorent. Som om 'det folkelige' er en form for forenkling og forfalskning, hvilket det absolut ikke nødvendigvis behøver at være. - Ingen af generationens kunstnere kan siges at spekulere i folkelighed eller kommerciel litteratur.
Etiketten 'Gennembrud' skal naturligvis ses som en pendant til 1870ernes Det moderne gennembrud. Begge disse gennembrud er betragtet udfra en social- og kulturpolitisk position. Den litterære og kunstneriske position i Det moderne gennembrud er naturalismen. Bag Det folkelige gennembrud er der ikke nogen tilsvarende isme. - Eller rettere: officielt findes der ikke en sådan isme-reference. For naturligvis er periodens formsprog behersket af bestemte stiltræk. Herom senere.
Forholdet har sikkert sin forklaring i, at perioden ikke udvikler en kritiker eller litterat som generationens talerør, ligesom kunstnerne selv ikke etablerer et tidsskrift til at samle bevægelsen. Desuden har det danske fænomen ikke nogen tilsvarende parallel i udlandet. Fænomenet er specifikt dansk. Dette kan det være centralt nok at opholde sig ved, idet tidligere og kommende ismer alle er importeret fra udlandet. Det gælder såvel romantik og naturalisme som symbolisme og ekspressionisme.

Genopdagelsen - Nu kan man så spørge, om ikke dette isme-cirkus er ligegyldigt og kun for feinschmeckere? Er selve den kunstneriske udfoldelse ikke det vigtigste? Så absolut - men uden navn og begreb truer den pågældende kunst med forsvinden, hvilket da også har været tilfældet med den pågældende periodes. Det er først nu 100 år senere, at litterater og kunsthistorikere er ved at genopdage dens betydning.
Således har der inden for billedkunsten først i 1998 i forbindelse med indvielsen af det nye Statens Museum for Kunst fundet en opprioritering sted af kunstnere som J. F. Willumsen og L. A. Ring, der begge har fået tildelt deres egne rum i den nye ophængning på Statens Museum for Kunst.
Som museumsdirektør Vibeke Petersen siger i et interview i denne forbindelse (Jyllands Posten, 3.11.98):
"Museets Ring-værker viser pludselig vejen ind i symbolismen. På den måde bliver hans produktion central."
Pludselig?!

Det folkelige gennembrud
Det specielt danske fænomen gør sig gældende derved, at ingen andre lande kan mønstre en lignende bevægelse. Det karakteristiske ved denne bølge er at de nye forfattere og kunstnere stort set kommer fra små kår på landet. Det er så at sige jordens egne børn, der nu får stemme. Litteraturen og billedkunsten kender nok til skildringer af livet på landet (f.eks. Henrik Pontoppidan), men det nye er, at disse kunstnere selv er af almueslægt, født og opvokset på landet, og vedblivende beholder denne tilknytning socialt og som motiv i deres kunst. Af samme grund kommer der en ægthed og fortrolighed ind i deres værker, som på salonløverne og æsteterne i hovedstaden virker som en grov provokation. - Bondeforfattere! Bondemalere!
Det drejer sig om forfatterne Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg, der begge senere bliver jyske institutioner. Endvidere Thøger Larsen, Jakob Knudsen, Knud Hjortø, Marie Bregendahl og Martin Andersen Nexø. Inden for billedkunsten drejer det sig om de fynske malere: Peter Hansen, Johannes Larsen, Fritz Syberg og Anna Syberg. Endvidere L. A. Ring, Niels Larsen Stevns og Hans Smidth. Ligesom komponisten Carl Nielsen hører til generationen.
Allerede navnene røber en ny tids frembrud. Der er mange sen-navne iblandt. Tidligere har romantikken budt på en enkelt Baggesen, et halvt århundrede senere en enlig Andersen efterfulgt af en ligeså enlig Jacobsen. Nu vrimler det. Skønt flere kunstnere benytter sig af det sted, hvor de er født eller lever, som staffage eller vægtfylde i et ellers anonymt navn. Således tilføjer Martin Andersen sin by, Nexø, til navnet, ligesom maleren Niels Larsen tilføjer Stevns. Kun Johan Nielsen dropper efternavnet helt og erstatter det med tilnavnet Skjoldborg. Det samme gør Marie Sørensen, der bliver til Marie Bregendahl. Omvendt bliver Thøger Underbjerg til Thøger Larsen, hvilket man ikke kan fortænke ham i.

Nynaturalisme - Det er litteraturforskeren Sven Møller Kristensen, der i sin bog Den store generation (1974)

gør opmærksom på dette gennembrud. Fastholdelsen af det folkelige navn aflæser han som symptom på en ny demokratisering af åndslivet. Sven Møller Kristensen tager - uanset bogens titel - afstand fra etiketterne Det folkelige gennembrud og Den store generation, men har til gengæld ikke noget andet at sætte i stedet. Dog er hans overvejelser omkring århundredeskiftets kunstneriske brydninger værd at opholde sig ved, idet han indfører et interessant begreb som nynaturalisme.
Det vender vi tilbage til. Forinden skal vi kaste et blik på den kunstneriske og ideologiske baggrund, som den nye generation danner kontrast til, samtidig med at den er vokset ud af den. En fællesnævner udgøres netop af at hovedparten af den nye generations kunstnere udsender deres første værker i 90erne.
Alene af den grund kan denne litteraturhistorie på nettet - Danske romaner før 1900 - siges at rumme et uheldigt hug, da det skærer en kunstnerisk og åndshistorisk vækstperiode over.

Fin de siècle
90erne er ofte beskrevet som en periode præget af afmagt, tristhed og pessimisme. Her er det vigtigt at gøre sig klart, at enhver periode rummer flere samtidige og forskellige åndsretninger. Således lever naturalister og det moderne gennembruds mænd og kvinder fra 1870erne side om side med 90ernes symbolister. Den træthed og blaserthed, der kommer til udtryk, tilhører overvejende intellektuelt radikale kredse, dvs. naturalismens og det moderne gennembruds tilhængere, fordi gennembruddet ikke har vundet den politiske og kulturelle betydning, som man havde håbet på. Den hellige seksuelle "frigørelse" har resulteret i flere betydelige kvinders selvmord - Caroline David 1878, Harriet Salomonsen 1879, Victoria Benedictsson 1888, Ingeborg Stuckenberg 1904. - Er det sporene efter Et Dukkehjem af Henrik Ibsen?
Hvor gik Nora hen, da hun gik ud? - Hun gik netop ud - som et lys! Hun gik i sort...
90er-pessimismens sortsyn hænger sammen med Brandes-radikalismens frustration og skuffelse. Ydermere fænger en ny generations optagethed af poesi og det sidste nye skrig - symbolisme! En genoptagelse af alt det som det moderne gennembrud mente at have lagt bag sig. Situationen svarer meget godt til et lignende fænomen i nyere tid, nemlig den sejrende 68-marxismens nedtur i 70erne: samme frustration overfor en ny generations sortromantiske 80er-poesi og apolitiske væremåde. Også den succesombruste kultdigter Michael Strunge valgte at gøre en ende på sit liv. Døden på papiret var ikke nok.
Hvor gik Michael hen, da han gik ud? - Han gik netop ud - som et lys! Han gik i sort...
Kunstnerisk er naturalismens største forfattere i forvejen melankolikere. Afmagten hos J.P. Jacobsen. Håbløsheden hos Herman Bang. Livsleden hos Gustav Wied. Det desperate vemod hos Holger Drachmann. Alene hos Henrik Pontoppidan hersker en vis opdrift. Derfor virker det som et frisk pust, da symbolismens lyrikere tager over i 90erne, skønt motiver og temaer er fulde til randen af nordisk tungsind, men der er blevet løst op for realismens spændetrøje. Skønheden i livsglæden genvinder sin tiltrækningskraft som poetisk argument. Ligesom billedkunstens fantasifulde fornyelse virker stimulerende med impressionismens foruroligende strøg og tilslørede motiver.
For 90erne er ikke nogen stillestående tid. Det er kun det moderne gennembrud, der er gået i stå - driftslivet var alligevel ikke hele livet. Tværtimod er tiåret fuldt af ekspansion på flere fronter, ikke mindst i industriel sammenhæng, men også inden for lægevidenskaben sker der store landvindinger. Kulturelt og seksuelt er det de store omvæltningers tid: pressen styrker sin magtposition og prostitutionen ekspanderer.

Virvar - Alment er det moderne gennembruds virkelighedsopfattelse - positivismen - ellers ved at sætte sig. I positivistisk forstand er tingene, hvad de er og ikke andet. Verden er ifølge denne anskuelse fysisk og materiel. Overføres dette virkelighedssyn på mennesket får vi det deterministiske livssyn, dvs. det årsagsforklarede og -styrede, men det enkelte menneske kan hermed føle sig videnskabeligt fjernstyret og dermed marionetagtigt fremmedgjort fra sit personlige jeg som selvstændigt individ. Hermed smuldrer den frie vilje. Ondskab er jo ikke andet end den frie viljes fordærv. Sjælen opløses i kemiske formler. Ansvar og moral mister forankring i den enkeltes liv - så skrider livsgrundlaget. Det har Johannes V. Jensen skrevet to romaner om: Danskere og Einar Elkær.
Desuden er tidens førende filosofi uhyggeligt nok nihilisme (Nietzsche), hvis program kan kodes ned til: Gud er død - Intet er sandt - Alt er tilladt. Og Darwin har hovedparten fået galt i halsen som en abefortolkning af menneskelivet - den såkaldte vulgærdarwinisme - hvor den griske og grådige er forbeholdt overlevelse.
90erne er - ligesom vore egne 90ere - forvirringens tid med en lang række forskellige tendenser inden for det sociale, politiske, kulturelle og kunstneriske. Men gennemgående er stemningen kuldslået - i modsætning til vor tid, der er præget af begejstring (ikke mindst kunstnere og mediefolk virker i dag utroligt veloplagte og glade og sunde) - og det er denne opgivende, matte, formørkede grundstemning konfronteret med varieteernes udlevede og frivole kønsfiksering og forcerede livsglæde, der, optaget i selskabslivet som vulgærmondæn dekadence, har fået navnet fin de siècle.

Lysbringere
Det er fra en sådan baggrund, en ny generation bryder op. Fælles for dem er, at de alle er rundet af landet og almuekulturen. For de flestes vedkommende har højskolen været en vigtig station på vejen. Måske kan man sige, at det er den grundtvigianske folkeoplysnings første høst. Her er det imidlertid JVJ skiller sig ud fra hovedtendensen i Det folkelige gennembrud.
De er ateister, men det er ikke noget problem, for de er ikke deterministisk indstillede. De er ikke negativt afhængige af kristendommen som 70ernes fritænkere. De tror på livet og naturen. Med stort L og stort N.

Livet og Naturen - Livet og Naturen er periodens nøgleord i kunsten. Derfor kan Sven Møller Kristensen godt sige (Den store generation, s.164-165), at der er tale om en art nynaturalisme - hvis der ikke hænger for meget politisk dødvægt og sjælløs realisme ved naturalismebegrebet. Den nye naturalisme er på en måde den egentlige naturalisme. Ikke mindst fordi den i langt højere grad inddrager kroppen. Kropsbevidstheden er et af periodens kendetegn. Ikke som udtryk for selvstændiggjort begær og drift, der skal afsløres som den forfærdelige dyriske sandhed om mennesket - den naturalistiske trædemølle - men kropsbevidsthed som hverdagsbalance mellem krop og sjæl. I ét ord - hjerte.
For hvad er der sket? Jo, det særdeles afgørende at nynaturalismen har overtaget det bedste fra naturalismen og det bedste fra symbolismen. Nynaturalismen er en naturalisme, hvis objektive realisme har passeret igennem symbolismens subjektive filter.
Der skyller et stort lys igennem de følgende årtiers kunst. Det gælder fyensmalernes værker, ligesom lyset er stærkt i billeder af J. F. Willumsen og L. A. Ring. I litteraturen er en næsten middelalderlig lysmetaforik især tydelig hos Thøger Larsen og Johannes V. Jensen.
Det er i værker af disse, man kan iagttage, hvorledes et nyt formsprog danner sig ved en kombination af naturalisme og symbolisme. I motivet har naturalisme og symbolisme, hvad der er vigtigt her at fastholde, realismen til fælles. Det er i gengivelsen, fortolkningen af virkeligheden, de er forskellige i udtrykket.

Ekspressionisme - Den udadvendte livsholdning efter århundredeskiftet afsætter nye kunstarter, hvis stil tilsvarende er behersket af det udadvendte udtryk. Navnet for denne stilretning er ekspressionisme, der betyder udtrykskunst. Litteraturforskere er enige om, at Johannes V. Jensens Kongens Fald og Digte 1906 er stilistisk nyskabende, og at denne stil er ekspressionistisk, skønt ekspressionismen først litteraturhistorisk bliver sat på programmet i l915 eller 1920 - importeret fra Tyskland.
Her har vi et oplagt eksempel på, at det ikke er stiltræk i den levende litteratur, der bestemmer periodernes benævnelse. Dansk ekspressionisme begynder i virkelighedens verden ved århundredeskiftet med Johannes V. Jensen. Den officielle ekspressionisme med Tom Kristensen, Broby-Johansen og Bønnelycke er anden ombæring. Ydermere dukker ordet 'ekspressionisme' første gang op i udlandet i 1901! - Så også her er der god overensstemmelse med den danske front, der på billedkunstens side repræsenteres vægtigst af J. F. Willumsen.
Kombinationen af naturalisme og symbolisme, hvor dette formsprog tydeligt forener sig i en ekspressionistisk stil, har jeg valgt at kalde mytisme.

Livskilden
I sit forord til Johannes V. Jensen: Johannes Larsen og Aarstiderne (1963)

indleder redaktøren Aage Marcus med disse ord: "Henimod slutningen af forrige århundrede var et nyt syn på naturen ved at finde udtryk, såvel i litteraturen som i kunsten. Banebrydende var herhjemme to grupper. De jyske digtere og de fynske malere, og som rimeligt var kom der tidligt kontakt mellem dem." (S.7)
Aage Marcus' observering af det "nye syn" på naturen er præcis. Det er det samme "syn" Sven Møller Kristensen sporer i bogen Den store generation (1964) - og som ligeledes Henrik Wivel pejler overbevisende i kunstbogen Symbolisme og Impressionisme (1995)

. - Men igen: synet har ikke fået noget navn. Og det plejer et nysyn at få i kunstens historie!
Når dette kapitel om Johannes V. Jensen har fået titlen "Livskildens udspring", hænger det sammen med dette nysyn. Nysynet på Livet og Naturen er denne livskilde.

En kritiker - Litteraturforskeren Jørgen Elbek har i sin velskrevne bog Johannes V. Jensen (1967)

givet et forkrampet og ramponeret portræt af den unge JVJ, som om der var tale om hele manden. Forfatterskabet efter brydningstiden, som Elbek ser afsluttet omkring 1906, angiver en retning som karakteriseres med disse berømte ord: "Fra sublim nihilisme til en positivitet af lavere orden." (S.35)
Det er jo en stor mundfuld. Rent bortset fra at "sublim nihilisme" lyder ikke så lidt skræmmende. Udsagnet må da også stå for Elbeks egen regning, især da der ikke er belæg for det i JVJs tidlige bøger. Vel er han rå i sin ubændige følsomhed og sandhedstrang, men nihilist er han ikke. Tværtimod er han den første, der herhjemme højt og flot diskvalificerer Nietzsche. - Jf. slutningen af "Dolores" i Intermezzo (1899) samt slutningen af "Maskinerne" i Den gotiske Renæssance (1901).
Der er tilløb til en velfunderet anarkisme hos JVJ. Han opsøger Ruhrdistriket som 'dannelsesrejse', men den planlagte bog om emnet løber ud i sandet eller kuldisen, fordi han alligevel er mere digter end sociolog. I stedet skriver han kortprosastykket Knokkelmanden, der har motiv i dette emne og miljø, og hvormed hans mytedigtning begynder at vinde form. Det er i dette stykke, han første gang anvender ordet myte i den for ham karakteristiske form.
Det anarkistiske element bevarer han dog intakt i sin personlige holdning til politik, idet han støt igennem hele tilværelsen tager afstand fra alt partivæsen.
Med hensyn til "positivitet af lavere orden" er jeg blot ikke enig med Jørgen Elbek. Og tendensen til at dele JVJ op i et før og efter 1906 fører i mine øjne ingen steder hen. Det er som om man vil tvinge et omdrejningspunkt ned i forfatterskabet, der ikke er der, og i øvrigt ikke tjener noget formål, udover at reducere det senere forfatterskab, fordi det har storhed og format, men ikke harmonerer med den retningsgivende litterære kurs i landet.
JVJ lægger sig tidligt ud med kritikken, som han både i sine værker satiriserer over og ligefrem udfordrer i slutkapitlet i Nordisk Aand (1911). Af samme grund frabeder han sig anmelderord på sine bøger, hvilket i og for sig er udtryk for en afklaret, usnobbet holdning, men nok uholdbar i det lange løb.
I stedet for Elbeks noget armodige formulering - og perspektivløse vurdering - vil jeg foreslå en mere dækkende, idet strukturen i den berømte passage beholdes. Udviklingen i JVJs forfatterskab kan i mine øjne skruet ned til stikord istedetfor beskrives således: Fra desperat narcissisme til en positivitet af højere orden.

Vandmærket - Livskilden springer jo ikke alene i Den lange Rejse, i de senere myter, digte, portrætter, rejsebøger, romaner og essayistiske værker. Den viser sig allerede i Danskere som urolige bækhvirvler, og i Einar Elkær som et uskønt splintret vandfald. Den springer som en kåd fontæne i Intermezzo, og indelukkes som et dødsviet, sort fjordvand i Kongens Fald. Tordner som et viltert bølgebrus i Den gotiske Renæssance. - Livskilden strømmer ustabilt men intakt i dette forfatterskab. Rinder til de sidste afsnit i Tilblivelsen, som JVJ skrev på indtil sin død.
Tampen brænder nok et andet sted. Visse litterater og kulturelle meningsdannere har haft svært ved at tilgive Johannes V. Jensen hans erobrede uafhængighed og produktionskraft. Hans tidlige parallelisering af kommunisme og fascisme - og hans tydelige afstandtagen fra disse nye former for totalitær magt, der skulle resultere i det 20. århundredes krige og folkemord. Og som tragedien i Bosnien er de sidste dønninger fra.
Helt utilgiveligt er det jo, at han lever i et frugtbart ægteskab og familieliv uden fadæser. Vedblivende bevarer han en (næsten misundelig) forkærlighed for kvinden, kvindens moralske instinkt og sensualitet - uden dyneløfteri. Men den lunefuldt liderlige madonna og den grådigt matronistiske træske eller hæsligt selvforherligende heks - har han nok blik for, men lader det være. Han vil hellere besynge københavnerinden, den fagre nordiske mø og myge kvinde, fordi det giver styrke. Og måske fordi han - og det er hans hemmelighed - betragter kvinden "som illusion"... Alligevel kan han tilføje som grundholdning: "Troskab mod Kvinden er troskab mod sig selv." - Jf. Rudyard Kipling (1912, s. 73).
Kønsorganernes sympatiske nervesystem afstår han fra at beskrive. Dranker er han heller ikke! Hvad skal man stille op med en sådan forfatter? Han kobler som landkending og beslægtede forbilleder tilbage til Adam Oehlenschlager, Bertel Thorvaldsen og H. C. Andersen. Modernisten slår bro til dansk klassicisme. Kan man det? Nobelprisen får han også oveni! - Hvad er der andet at gøre, end at slå ham ned med fejllæsninger og hovedløse fortolkninger, der bygger på kortslutninger og skyklapper. Det gør Elbek så. En bestemt type i dansk litteraturhistorie, der forveksler kritik med guillotinen.

Mytisme
Etiketten Mytisme gælder i første omgang eksclusivt Johannes V. Jensen i forhold til Det folkelige gennembrud, som han kun til en vis grad tilhører via sine Himmerlandshistorier og jyske filosofi i Den gotiske Renæssance. Men Himmerlandshistorierne er ikke 'hjemstavnsdigtning' i hverken klassisk eller folkelig forstand. De er forfatterens personlige ikoner. De er mytisme.
Det folkelige gennembrud kan ikke gøres begribeligt igennem 'mytisme', men det kan Johannes V. Jensen. Og med ham flere kunstnere op igennem århundredets forløb.

Myten - Omkring århundredeskiftet barsler JVJ med en ny genre: myte. Begrebet har intet med traditionel eller moderne mytologi at gøre. I begyndelsen kender han ikke genrens rækkevidde, men eksperimenterer sig frem. Den specielle form består i et kort prosastykke uden egentlig handling eller episode, men hvor motivet træder i forgrunden. Hermed bliver skildringen eller beskrivelsen det centrale, sproghandlingen som sted for virkeligheden og oplevelsen af denne, hvorved indholdet i disse tekster bliver selve udtrykket. En sådan tekst kalder JVJ en myte.
Den første myte er Pindsvinet. Skrevet under et ophold udenfor Oslo og trykt i Illustreret Tidende, 1. maj 1898 - men aldrig udgivet i bogform. Første gang optrykt i Leif Nedergaards Digte og Myter (l969). Og genoptrykt i Niels Birger Wambergs antologi Mørkets Frodighed. Tidlige Myter (1973)

. Selv debuterede JVJ med det første bind i 1907 - Myter og Jagter. Siden udgiver han i alt 11 bind, hvilket vil sige godt 150 tekster.
Imidlertid er ikke alle disse tekster myter, da de ikke alle tilfredsstiller en genredefinition. Her er et frodigt vildnis af mange forskellige litteraturarter: short stories, noveller, rejsebreve, naturstykker, jagthistorier, erindringer, dyreskildringer, fabler, allegorier, essays. I virkeligheden er det aldrig lykkedes litteraturforskningen at uddrage den specielle JVJske myteform, skønt flere har gjort forsøget - han selv inklusive - i formodningen om, at denne form findes i virvaret. Det gør den også. Herom en anden gang.

Mytisk naturalisme - På dette sted skal vi koncentrere undersøgelsen om mytismens særlige kendetegn som formsprog, dvs. som isme. I sin fremragende doktorafhandling Den indre sammenhæng i Johannes V. Jensens forfatterskab (1956, ny. udg. 1969)

udfører Aage Schiøttz-Christensen et sådant forsøg, men uden afgørende resultat. I lighed med Sven Møller Kristensen indfører han en ny term for at begribe JVJs særlige stil og nysyn. Hvor sidstnævnte som omtalt afprøver termen 'nynaturralisme', forsøger AaSC med 'mytisk naturalisme' - hvilket er titlen på kapitel 5 (s. 287-341). Her er der meget for den interesserede at komme efter. Men termen 'mytisk naturalisme' virker alligevel utilfredsstillende, dels fordi den er dobbelt, dels fordi det mytiske fungerer som blot justerende vedhæng.
Herudover slås AaSC heroisk med det genstridige stof, idet JVJ jo for længst har erklæret sig som ateist og som sådan skrevet en hedensk bibel, Den lange Rejse, og desuden proklameret sin positivistiske overbevisning med tilknytning til Darwins evolutionslære i skrift og tale, og i det hele taget besunget en materialistisk livspraksis, som han dog personligt efterlever puritansk.
AaSC kan af gode grunde ikke få livsprogrammet til at stemme overens med værkerne. Især er det forfatterskabets religiøse understrømme, der har hans interesse, fordi han ikke kan få dem til at harmonere med den suveræne naturalisme.
Her er vi på sporet. For det er enheden i denne dobbelthed, jeg med et enkelt ord forstår ved - mytisme.

Det transcendentale - Mytisme er foreningen af naturalismens virkelighedstroskab og den metafysiske dimension i fremstillingen, der transcenderer denne naturalisme, nemlig det universelt mytiske. Det er denne transcendens, der er inspireret af symbolismen.
I sit portræt af Johannes V. Jensen i Danske Digtere i det 20. århundrede (1982) fremhæver specialisten Niels Birger Wamberg denne dobbelthed. Således peger han på, at naturalismens filosofi - positivismen - hos JVJ bliver udvidet til en "sansernes sjælelære" (S.97) - og så er vi ude over den positivisme, som JVJ ellers påkalder sig som "organ for kendsgerningen". - Endvidere finder Wamberg det åbenlyst, at JVJ i sin indgang til oplevelsen og forståelsen af verden er dennesidig, men at "dennesidigheden er transcendental" (S.123) - hvilket vil sige grænseoverskridende.
Begge eksempler demonstrerer kombinationen mellem naturalistiske og symbolistiske karakter- og stiltræk. Hvilket for mig bekræfter enhedens selvstændighed - som jeg her introducerer som mytisme.

Til Mytisme +

Til toppen
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 11. maj 1999. Opdateret 1. november 2012.
Copyright 1999-2001 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.