Thomasine Gyllembourg
Svalereden
Introduktion, 1
|
Af IBEN HOLK |
Den konservative anarkist
Thomasine ville noget med sine historier, nemlig påvirke og opdrage både mand og kvinde. Kvinden til elskværdighed og huslighed, manden til at være hende værdig. Overordnet kæmper hun for det livssyn, som livet selv har lært hende og som hun har adlydt i sit eget kærlighedsliv: at kvinden og manden i ægteskabet skal være ligestillede. Ægteskabet skal bygge på kærlighed, følelse og frihed. Ligestillingen hviler ikke på ydre juridiske paragraffer, men på indre følelsesmæssige kvaliteter. Kvindens plads er i hjemmet. Mandens i offentligheden.
Det er en klokkeklar konservativ tankegang, der for 200 år siden var oprørsk og avanceret, eftersom kvinden på alle livets områder var underordnet manden. Med Thomasine dukker et nyt kvindeligt jeg op, der er anarkistisk i sin selvforståelse. Hun er skabt af Rousseaus (1712-1778) natur- og frihedsfilosofi, som hørte til Thomasines litterære bagage, og af den franske revolutions idealer.
Af samme grund kan det derfor virke paradoksalt, at hun netop lader sig skille fra revolutionsideernes fortaler i Danmark, forfatteren P.A. Heiberg (1758-1841), men frihed er for ham, skal det smerteligt vise sig, udelukkende af politisk art. Han har rod i oplysningstiden og tror først og fremmest på fornuften og Voltaire (1694-1778). Som ægtemand er han kold, beregnende og uden kærlige følelser. Som elsker en træmand, der forveksler frihed med tvang.
Thomasine lader sig derimod opflamme af den ildebrand, der omkring århundredeskiftet løber igennem Europa under navnet 'romantik', og hvor jeget, følelsen, naturen og intuitionen er i højsædet, ikke mindst i forbindelsen mellem de to køn. Hun gifter sig tilmed på ny med den, hun elsker, og som elsker hende, hvilket dengang var en skandale! - ikke mindst da fruen oven i købet er moder.
I begyndelsen af 1800-tallet sker der i forlængelse af romantikken forskydninger i det officielle menneskesyn i retning af større betoning af personlige, individuelle egenskaber i stedet for som tidligere af social stand, afstamning, opvækst, etc. Borgerskabet får som den nye embedsstand mere indflydelse og magt i takt med adelens og hoffets degradering. Familien, der er borgerskabets basis og rede, bliver derfor mere synlig og får større betydning som magtfaktor i samfundet. Og dermed kvinden, der som hustru og moder er familielivets centrum. Kernefamilien tager form.
Det er denne proces, Thomasine Gyllembourg beskriver med pardannelsen som det evige motiv. Det gælder om, at de rigtige får hinanden, da nu kærlighed er blevet livets højeste mål. Forhindringer og konflikter er der nok af, dertil menneskers fordomme, indbildskhed og ondskab.
Verden er fyldt med dårlige ægteskaber og forkerte forhold og dermed ødelagte hjem uden huslighed og kultur, hvilket er med til at forringe samfundsdannelsen. Alt dette ønsker Thomasine at genoprette. Hun vil med sit forfatterskab medvirke til at berige familielivet, ægteskabet, dannelsen, smagen og moralen.
Publiceret 27. januar 2004. © 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
|
