Thomasine Gyllembourg: Grænseoverskridelser. Epoke

Grænseoverskridelser
Kærligheden mellem mand og kvinde vil altid være en grænseoverskridelse mellem to individer, der til gengæld opstår i en ny helhed. Derfor er kærligheden farlig, samtidig med at den som natur er almen. Platons idé om, at kvinden og manden er to halvdele, der i kærligheden genforenes som det hele menneske, genopstår i romantikken. En mand er en mand. Og en kvinde er en kvinde. En mand og en kvinde er et menneske.
Det er dette menneske, der har Thomasine Gyllembourgs bevågenhed igennem hele forfatterskabet, der paradoksalt i sig selv rummer en grænseoverskridelse på et andet plan, idet forfatterinden fraråder den ideale kvinde at optræde offentligt. Men det er jo, hvad fru Gyllembourg selv praktiserer, hvorved hun opnår identitet som både kvinde og menneske længe efter, at hendes mand er død. Derfor er pseudonymiteten vigtig og prekær for hende.
Hendes navn optræder ikke på hendes fortællinger og på hendes bøger. Hun er anonym, skjult, usynlig, hvilket passer hende fortræffelig, ellers havde hun ikke stillet op på den galej. Det var hendes søn, Johan Ludvig Heiberg, der til sit tidsskrift, Kjøbenhavns Flyvende Post, stod og manglede 16 sider engang i 1828 og derfor bad sin mor, som han vidste skrev i al hemmelighed, om hjælp. På fire dage skrev hun da så den første af sine fortællinger under titlen "En Hverdags-Historie" under mandligt pseudonym - i øvrigt også i lighed med Karen Blixen. Herefter optræder hun i omtale og på tryk som 'Forfatteren til En Hverdags-Historie'.
At optræde usynligt i offentligheden og her synliggøre det husligt private i skrift er ikke blot en grænseoverskridelse, men et kunststykke. Gennem 'det fiktive' åbner hun andres øjne for 'det faktiske'. Og hun blev læst og diskuteret. Hendes indflydelse på samtiden har på det nærmeste været institutionel. De snævre litterære cirklers inderkreds kendte den rette sammenhæng og respekterede hende som forfatter. Det gælder tidens førende navne som Blicher, Poul Møller og Søren Kierkegaard, der anmeldte et af hendes værker, To Tidsaldre (1845), i en selvstændig udgivelse, hvorimod H.C. Andersen var knap så begejstret.
Thomasine Gyllembourgs kunst- og livssyn minder ellers om netop H.C. Andersens: at udvinde det ideale af det hverdagslige. Det er hendes kunststykkes anden dimension. Det ophøjede er ikke uopnåeligt og overjordisk, men kan praktiseres i hverdagslivet, når man bliver på jorden og ser vilkårene i øjnene. Det er her, den sande livsmusik findes, hvis den dyrkes med hjertes vilje og udholdenhed og ikke lades bukke under i trivialitet, dumhed og uelskværdighed. Det er Thomasines budskab.
At hun så udviklede sig både som ravnemor og moderdyr er en anden hverdagshistorie.

Til Biografi - Barnebruden
Tilbage til Thomasine Gyllembourgs hovedside