Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
|
|
J. P. Jacobsen
Eros og døden 2 – Kærlighed |
Af IBEN HOLK |
Hvad er Eros?
Eros er kærlighed. Den kærlighed, der forener sjæl og krop. Den kærlighed, der helliggør det profane. Den kærlighed, der vedligeholder fornyelsen.
Eros er således mere omfattende end det seksuelles orientering - skønt alt som bekendt er erotik.
Eros består af to samvirkende kræfter, der behersker den enkeltes liv - livsdrift og dødsdrift. I Eros er der ikke tale om en henholdsvis positiv eller negativ drift. Det er dødsdriften, der giver livet kvalitet. Igennem dødsdriften når livsdriften ligevægt.
Dødsdriften er livsdriftens modstand.
I kønsdriften tydeliggøres kræfternes kompleksitet og samspil, da de er lige stærke, men på forskellige niveauer. Eros er stillet dødsdrift.
Hvad vil det sige? Det vil sige, at mennesker igennem århundreder som forklarelse har omtalt elskovsskriget som 'den lille død'. Den store død er måske orgasmens implosion. Vi kan ikke vide det!
Isoleret eller selvstændiggjort udvikler begge kræfter sig destruktivt og bliver dermed farlige. Et menneske uden eros som virke-lighed i tilværelsen har kun dødsdriften tilbage som drivkraft.
Porno og terrorisme
Livet styret af dødsdrift behøver ikke nødvendigvis at føre til mord eller selvmord. Det kan også føre til enorme formuer. Gerne indenfor brancher, der forurener en hel del. Ikke blot naturen. Også menneskenaturen.
Pornoindustrien er fx en sådan branche, der intet har med 'frigørelse' at gøre, kun dødsdrift. Hvilket gælder både de kopulerende, producerende, instruerende og det mere eller mindre masturberende publikum.
Dødsdrift er egoisme. Gold egoisme. Den kan alliere sig med en altruistisk og abstrakt solidaritet, der kan komme til udfoldelse i religiøse sekter eller som politisk 'engagement'. Terrorisme kan i et sådant perspektiv betragtes som omdirigeret, tæmmet dødsdrift. Den magtfulde underbevidsthed i overjegets tjeneste. For nu at tale sort.
Terrorismens eksplosioner betegner det erosforladte og etisk impotente menneskes omdirigerede orgasme.
Sublimering og rutine
Omvendt kan kunstnerisk handling eller håndværksmæssig dygtiggørelse af enhver slags kanalisere dødsdriften ind i krævende og måske befriende sammenhæng. Ved ikke at flygte fra den, men ved at bruge den. Sund egoisme.
At stille dødsdriften via processer som inspiration og kunstnerisk forløsning kaldes med et dårligt ord for sublimering. For det sublime er jo i virkeligheden elskovsakten - hvis den er det. Kønsakten som blot og bar funktion - som mad! - er jo dødens pølse.
Rutine lyder som en form for død. Ikke desto mindre sikrer rutine balance i tilværelsen. Kun den gentagelse, der er uden Eros, er en ørkenvandring. Gentagelsen er den geniale del af det guddommeliges musik.
Årets gang. Dagen og vejen.
Der kan kæmpes imod dødsdriften i alle mulige kunstigt livsforcerende sammenhænge - også medicinske og med hensyn til livsfornægtende nydelsesmidler som heroin, ecstasy, speed, fantasy og andre antierotiske stoffer. Skønt den selvstændiggjorte dødsdrift som regel æder det pågældende menneske op længe inden den naturlige død.
Livssmerten ophæves kun naturligt i Eros. Uden at forsvinde.
Eros og monisme
I 1800-tallets litteratur dominerer to opfattelser af menneskets væsen: Monisme og dualisme.
Eros har betydning i begge livsfilosofiske retninger, da Eros både er deres katalysator og det nervesystem, de brydes igennem. Eros er foreningen af den animalske drift - libido - og den åndelige drift - sjæl.
Foreningen finder sted i det enkelte menneske som en uafsluttet livsproces, der virkeliggøres i samliv med den udvalgte.
Populært taler ægtefæller om 'min bedre halvdel' - og i virkeligheden er der dybt dér, for hermed tilkendegives den platoniske tanke om, at mennesket engang i sig selv har været helt, men så hokus-pokus blev delt i to, hvorfor de to halvdele går og længes og leder efter hinanden.
Den historie er der skrevet en hel del historier om - hvis det da ikke er dén uendelige historie, som mennesker jorden rundt lægger krop til hver dag.
En livsanskuelse, der bygger på efterlevelse af helhed og betragter mennesket som et enhedsvæsen, kaldes monisme.
Goethes organismetænkning er således det klassiske eksempel på monistisk orienteret ontologi, hvor natur og ånd ikke indgår i konflikt, men betinger hinanden. Mennesket er i en sådan forståelsesramme via sin natur i pagt med 'verdenssjælen'.
Eros og dualisme
Med ordet dualisme angives en opfattelse af mennesket som et dobbeltvæsen, der er splittet i to halvdele - en jordisk (død og seksualitet) og en himmelsk (sjæl og evighed). Heraf udspringer konflikten mellem sjæl og krop - kød og ånd.
Den dualistiske livsforståelse kan i livsform fører til ekstreme positioner som henholdsvis puritanisme eller libertinisme (Don Juan, Fanny Hill).
Sjæl og krop er i dualismen opfattet som væsens-forskellige, hvad de ikke bliver i monismen.
Naturalismen er dualistisk, idet den ensidigt opererer og fukuserer på den dualistiske splittelses ene halvdel - menneskedyret. 'Sjælen' bliver her afskaffet og gennemskuet som - kemi.
Modsat er romantisk idealisme og symbolisme monistiske, idet sjælelivet her får råderum som realitet. Monistisk står valget ikke mellem en åndelig og en kødelig Eros, fordi Eros ikke betragtes som dobbelt.
Eros forener materialisme (jord) og idealisme (himmel). Livsværdien i monismen består i at forbinde højt og lavt. For hvis ikke 'det lave' indoptages i 'det høje', så mister det sublime vægt og fylde. Og omvendt.
Eros løser den konflikt i menneskelivet.
Eros heler.
Eros er transparence.
"Den dobbelte Eros"
- er titlen på en bog af Sven Møller Kristensen, hvori han fortolker en række centrale danske romanværker fra 1800-tallet udfra titlens synsvinkel.
Åndshistorisk går projektet ifølge forfatteren ud på at klarlægge menneskets væsen: Er mennesket et dobbeltvæsen eller et enhedsvæsen.
Alene titlen er højst uheldig, for Eros kan aldrig være dobbelt - uden at miste sin integritet og sfære. Eros er det modsatte af 'det dobbelte'.
At denne misforståelse alligevel er blevet gjort flyvedygtig, hænger sammen med, at Sven Møller Kristensen ensidigt og på forhånd betragter Eros som - kønsliv (S.12), hvilket jo er en betydeligt stækket Eros.
Eros er snarere i en mere omfattende betydning: Vedligeholdelse, istandsættelse, oprydning.
Når vi har opholdt os ved denne sondring mellem dualisme og monisme skyldes det ikke blot en akademisk kop te med blodsukker, men at litteraturforskere til alle tider har haft vanskeligt ved at afgøre, hvorvidt J.P. Jacobsen er dualist eller monist. Hvilket sikkert skyldes, at han er begge dele: Hvad manden angår er han det første. Med hensyn til kvinden er han det sidste. (Jfr. "De tre kvinder" i kapitlet "Eros og døden - 1").
Måske er det forklaringen på, at kvinderne i forfatterskabet står stærkest og mest nuancerede. Og det igen er forklaringen på, at J.P. Jacobsen får så mange trofaste læsere blandt kvinder igennem flere generationer. Sikkert også på grund af hans udsøgte og sirlige stil. Og at han i sit personlige råderum optrådte så behageligt ufarligt. Kaldte mere på overbærenhed og medlidenhed, der kunne aktivere de moderlige følelser.
Det gådefulde er blot, at der ikke optræder mødre i forfatterskabet. Hovedpersonerne er alle moderløse!
Livskampen
Karen Blixen er - til forskel fra J.P. Jacobsen - et klokkeklart eksempel på et menneske, der i liv som værk og i værk som liv demonstrerede en livskamp, hvor dødsdriften, der styrede hendes personlige kønsløse liv, blev stillet i fiktionens univers og her forvandlede sig til Eros.
Af samme grund optræder realiteter ofte som blændværk og blændværk ofte som realitet i hendes fortællinger. Hun vidste, hvilke kræfter hun var oppe imod. For hun havde tidligt læst Goldschmidts Nemesis-fortolkning - og slap den ikke igen.
Med gammeltestamentlig sjælsstyrke omformede hun dødsdriften ved at vende sig imod den, se den i øjnene og kaldte den 'djævelen', der rigtignok var dyrebar at få i audiens.
Af samme grund blev Sophus Claussens Djævlerier (1903) hendes yndlingslæsning til opbyggelighed og trøst i svære tider.
Netop gennem arbejdets omformning - med knofedt og slid - forandredes ensomheden fra dæmoni til dyrebar helligdom.
En alvorlig spas, der rummede sin egen forpinte skraldlatter eller hemmeligt berigende vemod. Natur kunne det aldrig blive. Men en poetisk heroisk indfangning af mindesmærkerne herom.
Som Johannes Jørgensen og Johannes V. Jensen udfordrede Karen Blixen døden og blev fanget af livet.
For J.P. Jacobsen blev livskampen en helt anden. Han udfordrede livet og blev fanget af døden.
Nemesis
Også han læste Goldschmidts Nemesis, da bogen udkom i 1877. Ifølge et brev til Georg Brandes 2. maj 1877 (Eros og døden, s. 143) irriterede værket ham: - "dette Nemesis-vaas", vrængede han – måske med et element af skrab-ud over for smagsdommeren. Begreb han det ikke?
Eller måske altfor godt?
Frygtede J.P. Jacobsen Nemesis i sit liv?
Avlede frygten vrede, vreden had, hadet tab?
Til toppen
Eros og døden 3 – Lyrik
Tilbage til J. P. Jacobsens hovedside
Denne side er publiceret på internettet 16. september 1999. Copyright 1999 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
|
|