Johannes V. Jensen

Norne-Gæst (1919)

Kilden
I vinterhalvåret forlader de reden i træet ved kilden og graver sig ned. Jordhulen i vinteren er lang, og selvom de pusler med deres ting, er de ved at gå fra forstanden. Men en dag mærker de solen vende. Foråret kommer. Og de sætter i løb ud i den vide verden. De ser, hvad ingen har set før dem. De bliver ude hele den store sommer. Glemmer bopladsen ved kilden og bopladsen ved kysten. De lever "paa bar Bund, i Frihed og ene to" (S.274). Sådan som solipsisten Johannes V. Jensen elsker det. De lyse nætter tager dem og beholder dem:
Elskovsstjernen stod tændt over dem, som den stod tændt over de Uskyldige der søger sammen og udvikler Rugevarme og bliver flere paa den grønne Jord, de tabte sig mellem dem, mellem Fugle som laa paa Æg og Hjorte med nyfødte Kid, og Svaler som knitrede sammen i Flugten, og Guldsmedene paa Bryllupsflugt to og to som et bevinget Væsen, og Gøge der legede Skjul og kukkede ihvor de var, og Pindsvin der havde en Tagfat for i Tusmørket, og fnysende Ramlere, selv Haren i Hede - overalt en Lokken, Kalden og Galen, vanvittige Mjav af Vildkatten i Maaneskin fra de højeste Trætoppe, forpinte Skrig af Lossen i Brynde - men overdøvende alt Urtyrens brølende Udfordring fra det ene Landskab til det andet, som en Guddomstone fra Himlen, mangedoblet af Genlyd og svulmende i alle Dale. (S.274).
Sådan er naturen. Og Johannes V. Jensen er i stand til at hamle op med den i sit sprogs poesi og musik. I dette livsbillede bliver naturbørnene modne. Og om efteråret vender de tilbage til deres træ ved kilden. - "Dybt i Kilden, svimlende dybt nede saa de en Ørn kredse paa Vingerne i Afgrunden, de saa til Vejrs, den samme Ørn kredsede himmelhøjt oppe under Skyerne; Virkeligheden mødtes med sit Afbillede i Kilden." (S.275).
Johannes V. Jensen fæstner denne mimesis i beretningen, fordi den udgør hans egen position som skaber. Og som bogen er en blomstring af hans væsen, overfører han sin lidenskab for arbejdet med den fuldstændige udformning til Gæst og Pil, hvis verden er behersket af veludførte frembringelser. Og sandt nok, perfektionens tradition i håndværket må jo komme et sted fra. Nu bygger de en båd:
I sin Ende af Baaden sidder Pil, og Aaren i hendes Hænder er et Kunstværk, prydet med Snitværk og Forsiringer af Gæst de lange Vinteraftener; men i Egens Forstavn har han udskaaret et Billede som skal forestille et Egern, det skal gaa foran og betyde Lykke. (S.278).
De vil nu sejle ud og finde det land, som de gamle snakkede om. Med kysten på venstre hånd sejler de om natten for ikke at blive opdaget af mennesker på bopladser langs kysten. For det er jo ikke mennesker, de rejser ud for at finde, men - det tabte land. De får udvidede øjne af altid at se nye kyster. Indtil de en dag kommer til en boplads, der virker svært bekendt. Rejsen har bragt dem Sjælland rundt.
Tidsaldre
Gæst og Pil indgår i stammelivets fællesskab, hvor de bliver livet ud. Da Pil dør, bryder Gæst, der jo ikke kunne dø, på ny op og drager ud på den endeløst lange rejse. På dette sted i fortællingen skifter han identitet, idet han bliver personificeringen af den store folkevandring, der i slutningen af stenaldertiden finder sted, da kolossale menneskebølger spreder sig som ringe over verdenskortet. Gæst inkarneres som den rejsende ånd selv.
Vi følger ham igennem tiderne fra stenalder til bronzealder og jernalder, idet fortællingen igennem hans øjne registrerer nye fænomener, redskaber og skiftende livsformer. Tusinder af års kultiveringsproces passerer revy. Udviklingen går fremad, men rummer samtidig dystre tilbageskridt. Gæst, der er i stand til at sammenligne tiderne, undrer sig over en ny tendens under sit ophold i jernalderen:
Folk var hensynsløsere nu end i Fortiden, hvor man hødede meget og larmede livsfarligt en Ugestid, uden Blodsudgydelse, nu stak man, tiende og paa Stedet, havde gjort Knivene lange; den Svie man paa Forhaand følte i eget bryst blot ved Tanken om at stikke andre lod Ingen til at føle mere. Saa naar Lurerne gav Genlyd i Dalene var der Blod i deres Klang. Det var som Uroksernes Parringskampe og olme Stridigheder var bleven igen i Luften. I selve deres Krumning erindrede Lurerne om Uroksens Horn, som man havde tudet i inden de blev eftergjort i Metal. (S.290).
Sekvensen er interessant, fordi den tydeligvis er nedskrevet under indtryk af 1. verdenskrigs nedslagtninger, hvis budskab - skønt indpakket i gloriøs heltedåd - ikke kan skjules: at menneskeliv ingenting betyder. Det har været en lære, som Johannes V. Jensen nødvendigvis måtte indarbejde i sin verdenshistorie.
Hermed synliggøres den indre karambolage, der hersker mellem værkets kronologiske rækkefølge, hvad angår udgivelsesår, og så den endelige rækkefølge, der baserer sig på den historiske kronologi. Skibet, hvor der tages let på vandalernes slagterier Middelhavet rundt, er skrevet i fredstid flere år før Norne-Gæst, men følger i den samlede udgivelse efter denne, hvilket udløser betydelige sammenstød på værkets indre reflektoriske plan.
Hovedbevægelsen, visionen i Den lange Rejse aftegner med Johannes V. Jensens egne ord en udvikling fra gru til glæde. Den modsatte bevægelse - fra glæde til gru - har ikke samme vægt i værket som helhed, fordi det er nedfældet over halvandet årti, og fordi nutiden skriver med over skulderen på forfatteren! Johannes V. Jensen udtaler selv i Æstetik og Udvikling (1923) , hvor værket vægtes, at med Norne-Gæst opdagede han en vinkel på det enorme stof, som han ikke havde ved arbejdets begyndelse, men som han ville ønske, at han havde haft.
Livsdigtet
Men hvordan går det nu Gæst? Han finder henad vejen en ny kvinde med det charmerende navn Skur. Undertiden længes han efter træet ved kilden og Pil, sit første liv, og han trænger hårdt til at dø. Men hver gang han tager lysestumpen frem og tænder det, så er det, som om det er Pil, der ånder i lyset, som moderen har formet med sine hænder, og han overvældes af en lykkefølelse, der får ham til hurtigt at puste lyset ud.
Engang opsøger han egnen i skoven omkring træet ved kilden. Han finder stedet, men den høje ask er væk. I stedet gror der en lille lund af mindre asketræer. Skoven suser, men anderledes end før. Tiderne skifter. Og et helt liv lever han som bonde i Sverige sammen med Skur og deres mange børn.
Da hun dør, bryder han op - "med et stort Hul i Sjælen, skilt fra Livets Mening men med en Verden for sig til at finde den igen." (S.304) lyder det fortrøstningsfuldt, hvorpå følger en formulering, der foretager en lutring af denne optimisme, hvorved den indskriver et dybere og mere troværdigt vilkår:
Han var ene, revet ud af alt hvad der havde været hans Væsen, var kun sig selv paa Vandring, ene med de gamle evig ensomme Ting, Bølgen, de blindt glanende Bjerge og Lande, Skyerne som ser paa dig uden Ansigt, Træerne der tier, og Ryggen af de stumme nedadvendte arbejdende Floder. (S.304).
Det er Buris fra Danskere (1896, 2. udg. 1972)
, der høres i denne passage. For da han stod overfor den lange rejse, som ethvert liv jo er, følte han, at det måtte blive et "Smertens Pilgrimstog", og at han kun ville møde "Land, Jord og ingen Forklarelse". Og det er det værste, der kan ske for et menneske.
Ad Donau når Gæst Sortehavet og Lilleasien. Og efter livslange ophold i Mesopotamien og Ægypten som kulturgeografisk bevidsthed, slår han sig ned i det græske øhav og nyder livet under en "stedseblå" himmel. "Her var godt." (S.310). Den lille afsides ø kunne godt minde om Simi eller Folegandros.
Siden lever Norne-Gæst flere generationers liv som omvandrende skjald i Norden, hvor han altid bliver taget vel imod på gårdene og herregårdene - som en anden H.C. Andersen eller Holger Drachmann - fordi han altid er så sjov og har så meget at fortælle.
Sangbunden i ham er af en anden art, og her kan han desuden være på linje med sine senere ovennævnte kolleger. For da han en sidste gang tager lyset frem for at tænde det, tænker han - utvivlsomt med forfatterens tilslutning:
Jo, det var Livets Sum: Først er man i Forvejen, saa bliver man ladt tilbage. Som Ung Jæger rendte han fra Livet, og da han blev moden og havde sat sig fast i Tilværelsen rendte den fra ham. (S.311).
Ved slutningen af Norne-Gæst befinder Jensen sig igen på Memphis Station. Blive? - eller rejse? Men nu finder Gæst, at han har levet længe nok. Han har altid villet være uafhængig, så at blive afhængig af selve ensomheden er uvakre vilkår. "Hvad nyttede Udødeligheden naar man dog ikke kunde dele den med andre?" (S.311).
Af Kong Olav i Norge bliver han kristnet. Selv har han aldrig været tilhænger af Odin eller den kampglade nordiske gudetro. Han troede hele sit liv udelukkende på vejret!
Lysets lille lue opfylder rummet med et overjordisk lys, hvori han genforbindes med hele sit liv i et nu, for "han havde ikke mistet, var ikke ene, kun i hans Væsen var der Sandhed, det var uvæsenligt, og usandt at han var kommet bort." (S.311) Således går han over i evigheden. Og dér lever han endnu - som myte.
Den omvendte verden
Norne-Gæst tilføjer et omkalfatrende perspektiv til Den lange Rejses nord-syd-tema. I Bræen udgjorde de evigt sydsøgende en dømt art, der ville stagnere i apati. Alligevel bemægtiger syden sig nordboernes fantasi i Skibet i form af forestillinger om 'Det forjættede Land' og 'Himmerigets Rige'. Vikingerne fik syn for sagn, men kunne intet stille op sig selv i de varmere lande.
Anderledes i Norne-Gæst, hvor den kulturgeografiske bevidsthed optræder i handlingens forgrund. Konstruktionen er fortsat, at menneskehedens udvikling udgår fra istidsmennesket, og herfra har bredt sig ud over Asien og Sydeuropa. Enkelte fortsatte så langt mod syd, at det igen begyndte at blive koldere. De havnede i en fælde på Sydamerikas sydspids, der i besynderlig overensstemmelse med Den lange Rejses metaforik hedder Ildlandet - "og der sidder de endnu!" (S.283).
Da Gæst vender tilbage til Norden fra Mesopotamien, Ægypten og Det græske Øhav, står det ham klart, at den nordiske fremgang var "andenhaands", og at "alle Herligheder" kommer fra Syden. Med egne øjne har han jo set opfindelser og ting og sager, der endnu var ukendte i Norden. Hvad der fandtes her i brudstykker, eksisterede fuldt udfoldet i Østen og Syden som kultur.
Kapitlet "Solens Kyst" er helliget disse overvejelser. I så henseende er en 3-trins passage interessant, idet den dels udfolder hele det antropologiske og kulturgeografiske mønster. Og dels viser, hvorledes forfatteren bakser med stoffet i værkstedet, således at man næsten mærker, hvorledes han ord for ord tænker sig frem.
Først (1) formuleres et overblik i tråd med romancyklens idé. Dernæst (2) følger en argumentation for kulturpåvirkningen, der (3) dokumenteres i det følgende afsnit. Naturligvis er det kulturhistoriens 'stafet' Johannes V. Jensen her har fat i, og med et vist fodfæste, da den på hans tid havde taget ophold i Skandinavien.
|
1.
Og dog var det samme Folk, i Roden den samme Slægt. Havde Gæst fulgt de tidlige Skovfolk fra før Istiden paa deres Stenaldervej østerpaa og til Verdens yderste Udhave, saa var han nu med i Bræfolkets Vandring, kun saa langt bagefter at de var blevet andre imidlertid, et rigere og lykkeligere Folk, ikke til at kende. Det var efterkommere af dem Kulden havde hærdet, Drengs og Moas Folk, Hvidbjørns og Vaars Folk, der var gaaet sydpaa, den ene Slægtsbølge efter den anden, mens andre blev tilbage i Norden, og fra disse første store glade Søfarere, der lod æventyrlige Skippersagn efter sig paa de græske Øer, nedstammede de græske Guder og Helte. (S.308).
2.
Thi hvad Kulde og Strenghed, Modgang, binder i Norden blomstrer ud i Syden og bliver til Lykke og frie Kunster. Og som Bølgen naar den render mod Kysten sender mange smaa Bølger tilbage ud fra Land, saaledes naaede et Tilbageslag af de Udvandredes Held op til Norden og vakte andre der, som søgte sydpaa med nye bundne Kræfter og Sjæle i Knop færdig til Blomstring. Saaledes er Kulturen kommen sydfra til Norden men har sin Pælerode der. (S.308).
3.
Andre Betingelser, gunstigere end noget andet Sted i Verden og paa nogen anden Tid, stødte til, i Middelhavslandene blandede Folk fra de tre Verdensdele sig sammen, fra Evropa kom Nordboen ned for at blomstre, fra Øst Asiaten, Vargs og Tjus Folk, for at bo i Stedet for at fare, fra Afrika de hede Urfolk som søgte Svaling, og tilsammen udløste de hinandens Kræfter og blomstrede sammen, i en Skønhed som har fundet Udtryk i den græske Billedkunst og aldrig er bleven overgaaet siden; til minde om et lykkeligt Folk paa en lykkelig Kyst staar til evig Tid Billedstøtten af det marmornøgne Menneske paa blaa Grund, Grækeren under hans Himmel. Saa stærk var Udfoldelsen at den gik ud over Tiden, varede i Aanden, ogsaa efter at Betingelserne ikke var mere og ikke kunde nære den mere. (308).
|
Et tilsvarende forestillingsmønster findes i øvrigt i N.F.S. Grundtvigs Christenhedens Syvstjerne. Et kirkeligt Sagakvad (1860, ny udg. 1955) . I det lange digt udlægger Grundtvig sin vision af de syv kirker i Johannes Åbenbaring. 'Stafetten' har med ca. 500 års mellemrum været hos den jødiske kirke, den græske, den romerske, den engelske, den tyske og den nordiske - med Grundtvig selv som 'stafet'. Den 7. tilhører fremtiden, hvilket med andre ord indikerer, at kirken ophører om 300 år.
Til toppen
Til Det tabte Land
Tilbage til Norge-Gæst, 1
Tilbage til Den lange Rejse. Introduktion
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside
Denne side er publiceret på internettet 16. januar 2001. Opdateret 16. marts 2001.
Copyright 2001 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
|