Johannes V. Jensen: Den lange Rejse, 5: Christofer Columbus, 1. Epoke

Christofer Columbus, der udkommer i foråret 1921 som afslutning på romancyklen Den lange Rejse, nedskriver Johannes V. Jensen på halvanden måned direkte og lige på papiret, hvor utroligt det end lyder. Han har fra start haft det hele i hovedet og skal bruge kræfterne på at styre sin guddommelige inspiration, således at fortællingen opstår ord for ord. Hurtigheden, hvormed værket er konciperet mærkes, som en indre glød. Det har brændt på, som det kun gør, når der arbejdes i en rus af begejstring og skabelsesfryd.
En pose penge kommer der også ud af det. Johannes V. Jensen får usædvanligt høje honorarer - 20% af avancen, hvor det normale er 10-12%. Værket bliver trykt og solgt i 10.000 eksemplarer ved udgivelsen, hvilket vil sige, at forfatteren omregnet til vore dages mønt bliver ikke mindre end millionær - endda uden at spørge publikum! En ganske pæn månedsløn også i dag. Pyt så med anmeldelserne!
Bogen består af tre dele: Katedralen, Karavellen og Dødssejleren. Originaludgaven indeholder desuden en indledning, "Forudsætningerne", hvor forfatteren indsætter sin vision og historiske fortolkning i et idéhistorisk perspektiv. Dette læseværdige overblik er udeladt i den samlede udgave, hvilket udfra et oplevelsesmæssigt og æstetisk synspunkt er fornuftigt nok. Desuden er hele det omfangsrige kapitel om aztekerne og den hvide gud udeladt, da det er skrevet for tæt på historiske kilder og derfor stilistisk afviger fra værkets grundplan.

Færgemanden
Værkets 1. del, "Katedralen", er mytiske beretninger, der både tematisk og motivisk forbinder de tidscykler, som udviklingen - historien - forplanter sig igennem. I den samlede udgave i to bind er denne del placeret imellem Skibet (1912) og Christofer Columbus (1921) for måske herigennem at fremhæve den indre forbindelse mellem de to værker, der i den nye sammenhæng kommer til at følge i forlængelse af hinanden.
Under gennemgangen af Skibet sammenfattede vi derfor den samlende fortolkning med kapitlerne "Under Ygdrasil" og "Vor Frue", selvom disse tidsmyter oprindeligt første gang har været trykt i Christofer Columbus. Følgelig skal vi derfor nu kaste et blik på de to tekster, der direkte peger ind i romanens tematik, nemlig "Færgemanden" og "Longobarderne".
Når så mange drengebørn endnu i vor tid i de latinske lande bliver døbt 'Christofer', hænger det sammen med den hellige legende om Christoforus, som Johannes V. Jensen genopliver. Den går i al korthed ud på, at denne Christoforus er i kongens tjeneste. Da kongen ved en lejlighed, da djævelens navn bliver nævnt, gør korsets tegn for sig, tilkalder han dermed en højere magt, der kalder på tjenerens interesse, idet han faktisk troede sig i tjeneste hos den højeste magt.
Efter at han en tid har været i tjeneste hos Den Onde, gør denne en dag på vandring en omvej udenom to stykker træ, der er lagt over hinanden. Da forstår tjeneren, at korsets herre er den højeste magt, og drager ud i verden for at tjene ham. Men Guds Rige finder han ikke ifølge legenden. At tjene herren igennem bønner og faste siger ham ikke noget, hvorimod han gerne vil udføre et stykke regulært arbejde til Herrens pris.

Christoforus kommer således til at færge vejfarende over en stor flod midt i Europa. I legenden bliver han nu det kryds i 'timeglasset', hvor menneskeskarerne i folkevandringstiden passerer igennem på deres vej fra nord til syd, mens en modsat åndelig-institutionel bevægelse, kristendommen, er på vej fra syd til nord. En dag, da det forekommer ham, at han må have tømt alle landene mod nord og sendt dem ned til solen og varmen, oplever han at færge et barn den anden vej, Kristusbarnet. Dét ved han dog ikke, blot at barnet vejer så meget, at han næsten ikke magter at bære det. Det var "som om selve Byrden holdt ham oppe". (S.275). I legendens ånd har Christoforus båret Guds Rige ind i det nord, der har udtømt stammen, og hvor kun roden er tilbage.

Paradismyten
Myten om Christoforus er indlejret i fortællingen om den store færgemand, historiens Christofer Columbus, der besejler et ukendt hav, Atlanterhavet, for at finde bagvejen til Indien. Columbus er portugiser med italiensk blod. Hvad der har fanget Johannes V. Jensen, er vidnesbyrd om hans udseende, der afviger fra sydlændingens, med hans blå øjne, røde hår og fregnede ansigt, hvorfor han bliver opfattet som efterkommer af de nordboere, longobarderne, der slog sig ned i syden.
I Johannes V. Jensens fortolkning bliver Christofer Columbus således forlængelsen af den nordiske længsel, der som en indre drivkraft styrer ham mod en ny og ukendt verden. Vel er Columbus professionel sømand og praktiker, videnskabsmand og admiral, men han er også en æventyrer, der via de rationelle og fysiske vilkår, der er nødvendige at beherske som opdagelsesrejsende, desuden drives af metafysiske forestillinger og drømme.
Tidligt har Johannes V. Jensen taget motivet op i det berømte digt "Christofer Columbus" (Digte 1906), hvor det indgår i digtkredsen "Rejsen om Jorden", og hvor den fortolkning, som romanen skrives på, allerede er indlejret, nemlig konflikten mellem drøm og virkelighed, der kun er en konflikt, indtil man sammen med digteren begriber, at drøm og virkeligheden ikke er reelle modsætninger, når det kommer til stykket: Drømmen fremstår som virkelighedens sjæl.
Det er i en sådan forståelsesform ikke bagvejen til Indien, Columbus går efter, idet dette blot er et skalkeskjul for at komme af sted og få rejsen finansieret. Det er Paradis, Edens Have, Himmeriget!

Ildevarsler
Fra St. Georgs Kirke i Palos, Sydspanien, skinner der Lys ved Midnatstid, her er Gudstjeneste for Besætningen paa de tre Skibe som skal sejle ved Daggry; det er Natten hin 3die August 1492. (S.290).

Sådan indledes 2. delen, "Karavellen"s første afsnit med titlen "Santa Maria". Og sådan skal en rigtig roman begynde. Det var det, som Johannes V. Jensens arvtagere, de store dokumentariske historiefortællere, Thorkild Hansen, Ebbe Kløvedal Reich og Henrik Stangerup lærte af mesteren.
I 1400-tallets renæssance mente man stadig, at jorden var flad. Det har derfor været en hård nyser for mandskabet at skulle medvirke i en sejlads direkte mod afgrunden og verdens største vandfald. "En Narrefærd" (S.299) tænker skipperen ved sig selv, at mandskabet må tænke inderst inde. *)

*) Senere forskning har da også fundet frem til, at Columbus var jøde i lighed med hans besætning, og at rejseprojektet var en kombineret bortvisning, som i denne periode fandt sted overalt i Sydspanien.

Selv har Christofer Columbus ventet i 14 år på at få rejsen tilrettelagt og godkendt af de administrerende og verdslige magter, hvor han naturligvis har mødt dræbende modstand. Det skulle have været dronning Isabellas personlige tilskyndelse, der gav udslaget og gjorde rejsedrømmen til realitet. Han er nu 42. Men skjuler for sig selv, at han føler sig for gammel - til at gøre "Springet". (S.301).
Mandskabet frygter denne kæmpe med det indesluttede væsen, løvemanken og fjerne blå blik. Efterhånden som rejsen skrider frem og alt bliver hav omkring dem, vokser uroen, men han er stedse mere rolig, jo længere de fjerner sig fra land - "er det da Døden selv de er kommet ud at sejle med?" (S.307).

Karavellen er i første række knyttet til de store opdagelsesrejsers tid. Vi ved næsten intet om dens oprindelse og meget lidt om dens detaljer, men den lignede mere en stor båd end et skib.

Santa Maria, der følges af søsterskibene, Pinta og Nina, sejler dem dag for dag mod verdens ende. Da indtræffer der en række hændelser, der giver angsten krop og siden udløser mytteri ombord, idet flere ukendte naturfænomener opfattes som varsler. En meteor styrter i havet i deres nærhed, hvilket gør skibet til en dårekiste af forvildelse. Nu havde de set "Guds Blod" og den sidste time. (S.316).
Admiralen forklarer nu, hvad et stjerneskud er. Panik opstår der dog igen, da de en nat opdager, at de sejler igennem ild! Alle jamrer op, men admiralen beroliger, og beder dem iagttage, at der for resten ikke var gået ild i skibet, hvorpå han lader en spand sænke i ildbølgerne, der kommer op med det bare vand. - Morild! forklarer Columbus. Men flere fornemmer trods alt, at de har set glimt nede fra selve skærsildens åbne luger! Og ve den der piller ved "Havets Laase".
Da de sejler igennem Sargassohavets tangfyldte grød, bønfalder de på ny om at vende om. Den ildevarslende situation udløser en længere opsparet diskussion om jordens beskaffenhed. De lytter til Columbus' redegørelser, men at jorden skulle være uden fundament og svæve frit i luften med dens enorme vægt - hvordan kunne det ske? Og det er jo rigtigt nok. Men på den anden side, siger Columbus, hvis jorden var flad, ville vandet for længst være rendt af den - og det er det jo ikke! (S.324).

Den lykkelige ø
Da Johannes V. Jensen skriver Christofer Columbus har han selv rejst jorden rundt hele to gange, og hermed besejlet de store verdenshave. Han har været på oceanerne, set og mærket dem, men ombord på moderne skibe, og har gjort sig sine tanker om fortidens sejladser med primitive skibe på de samme have. Af samme grund er han fortrolig med sømænds mentalitet og stil, ligesom med sejladsens tekniske sider fra navigation til timeglas.
Johannes V. Jensen har utvivlsomt indlevet sig i rollen i sin lediggang på dækket som en sand sømand for Gud og Vor Frue.
Om bord på et skib - på vej - oplever Johannes V. en lykkefølelse af en art, som han efterhånden bliver fortrolig med: illusionen af at befinde sig på en ø. En øde ø, men komfortabel og koncentreret om arbejde. Han berører temaet i rejsebogen Introduktion til Vor Tidsalder (1915)

, der omhandler hans rejse gennem Middelhavet og Det røde Hav, over Det indiske Ocean til Singapore og herfra videre til Java, Shanghai og Peking. Tilbagevejen går over Mukden og Den transsibiriske Jernbane igennem Rusland.

Midt ude på Det Tyrrhenske Hav - og vel at mærke 8 år før han begynder på Christofer Columbus - skriver han:

Og igen under Følelsen af Varmen som hurtigt stiger, den blændende Sydhimmel, som spaar mere og mere Ild i det Fjerne, dukker den gamle Drøm op om de Saliges Ø. Er man ikke altid på en Ø? Er Skibet andet end en mærkelig Ø? (S.70).

Columbus-fortolkningen bygger naturligvis på disse selvoplevede sørejser. Snarere end identifikation med den store opdagelsesrejsende, projicerer han sine egne oplevelser og visioner over på romanens - og virkelighedens - hovedperson i tillid til sin egen styrke som forfatter. Han indlever sig i den forestillingsverden, som han fornemmer må have styret opdagelsesrejsernes ukronede kongerække fra Columbus til Vasco de Gama, Bartolomeu Diaz, Marco Polo, Magellan, Frobisher, Hudson, Cook. Hvad drev dem? - Drømmen om at finde paradis. Det tabte land.

På Columbus' tid gik der forjættende rygter om Platons forsvundne land Atlantis. Var det blevet opslugt af havet? eller havde man blot glemt vejen dertil? Luften i samtiden er tyk af hidsende navne på nyopdagede, ukendte øer. Og nu er Columbus på vej tværs over Atlanten, der ikke er andet end vand! Indtil der bliver råbt - Land! Land! Columbus falder sammen med mandskabet øjeblikkeligt på knæ og anråber takkende Gud. Er det Verdens Ende? De lykkelige øer? Hvad er det? Hvad venter derinde?

Natten er saa lun og underlig, Brisen har lagt sig, og en Luftning inde fra Land bærer varm Lugt ud imod Søen, mange besynderlige, krydrede, dunkle, stærke Dufte, af Ild, Dynd, Vækster, den tunge Nattesved der kommer fra Tropen og hænger som en Kaabe fra Landet ud imod Søen, Livets urgamle ferske, svangre Luft. (S.342).

Af Columbus' egne skrifter fremgår det, hvorledes han den sidste nat før landgangen fantaserer: Er han kommet til Jomfru Mariæ Boliger? - Skulde han se hende? Men er den ensomme fakkel på land ikke et lige lovligt lille lys foran porten til Edens Have? På den anden side er det også kun et lille lys, der brænder foran Jomfru Marias Billede hjemme i katedralen "i et Hav af Mørke" (S.343).

Til toppen
Til Christofer Columbus, 2
Tilbage til Det tabte Land
Tilbage til Den lange Rejse. Introduktion
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 22. januar 2001. Opdateret 1. november 2012.
Copyright 2001 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.