Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
|
|
Johannes Jørgensen
Balladen om symbolismen
Biografier og litteraturhistorier til eftersyn, 2
(Focus på litteraturhistorier 2)
|
Af IBEN HOLK |
Symbolismen
Keld Zeruneith
Claussen og Jørgensen
Brandes-prisen
En fodnote
Poul Vad
Den Frie Udstilling
Idé og tegnværdi
Dengang og nu
"Hammershøi"
Nyromantik
Det dekorative
Artemis-analysen
Indholdets idealitet
Den symbolistiske labyrint
Det almindeliges mystik
Symbolisme
|
Symbolismen 2
Spurvesol
Fra Strindberg til David Bowie
Pip!
Fra runer til graffiti
Åbenhed og lukkethed
Livschokket
Ståpik på korset
En ny "isme"
Litteraturhåndbogen
Skræmmebillede
Bagatellisering
Hverdagene
Det normale
En fælde
|
Symbolismen 3
Århundredskiftet 1896-1918
Perioden
Formatet
I klemme
Skurken
Tomrummet
Plus
I Guds navn
Sort hul
Giovanni +
Vejene omkring Siena
Bag alle de blå bjerge
Rejsebøgerne
Livslegenden
|
Spurvesol  er titlen på en litteraturhistorisk antologi, der udkommer i 1989 på Dansklærerforeningens forlag, redigeret af Peter Kaspersen, Jens Skovholm og Ivan  Sørensen. Antologien er typisk ved sin lancering af perioderne, som vi alene i denne sammenhæng fokuserer på. Tekstudvalget er fortrinligt - indtil det går i stykker.
Bind 2 dækker epoker fra ca.1790 til 1925, som redaktionen har delt op i tre hovedperioder: Romantik - og dannelse (1790-1870), Naturalisme - og udvikling (1870-1885), Modernisme - og ekspansion (1885 - ). Ud fra en sådan inddeling muliggøres en raffineret eliminering af symbolismen. 'Modernisme' er sådan et herligt gummiord, der kan bruges om næsten hvad som helst og alligevel passe meget godt på den ene eller den anden måde.
Bortset fra det fortæller valget af intervaller sit eget tydelige sprog. Først en 80årig periode, så en hurtig 15årig periode efterfulgt af en 100årig! – Det er for smart og for forenklet. Men tjener naturligvis det formål at gøre 1870 til centrum og omdrejningspunkt i litteraturhistorien.
Fra Strindberg til David Bowie - Hvor man efter genneemgangen af naturalismen måske spændt havde forventet en tilsvarende af symbolismen, støder man i stedet på den næsten intetsigende overskrift Modernisme. Således bevæger vi os i dette udvalg direkte fra Strindberg (s.211) til David Bowie (s.212). Det kan man da kalde et spring. Men samtidig et spring, der signalerer total forvirring.
Følgende vil derfor kort analysere dette stykke litteratur-historie, der nærmer sig den rene populisme.
I den introducerende tekst til "Modernisme" henvises der også til Kunstnernes Efterårsudstilling i København – men til dem, der fandt sted i 1917 og 1918. Og altså ikke de epokegørende udstillinger på Den Frie i 189l og 1893, hvor de nye symbolistiske strømninger demonstreres af kunstnere som J.F. Willumsen og Vilhelm Hammershøi – i protest imod Kunstnernes Efterårsudstilling, der årene forinden har kasseret dem.
Modernismens æstetik udgår fra denne tidlige symbolisme.
I 1917 - altså et kvart århundrede efter avantgardens udstillinger - er den symbolistiske stil anerkendt og kan af diverse epigoner udstilles som 'modernisme'. Den pind hopper Spurvesol desværre på. Endnu mere fordrejet bliver det, når vi kommer helt op til 1934, før en modernistisk maler citeres for nogle bemærkninger om modernisme.
På den måde undgår man en markering af det symbolistiske brud med naturalismen. Det puttes ind under gulvtæppet. For ellers ville den brandesianske korrekte naturalisme komme til at fremstå som kedelig og reaktionær - og ikke som den progressive åndsretning, som kulturradikalismen har opfundet og stadig den dag i dag trækker på som en 'frigørende' instans.
Pip! - Efter en række obligatoriske overblik af sociologisk, socialhistorisk og politisk art behandles "Det folkelige gennembrud" efter århundredeskiftet. Herefter følger "Fra impressionisme til ekspressionisme", hvor vi så igen er langt inde i foregående del om naturalisme (Herman Bang).
Først da når man frem til et lille afsnit om "Symbolisme". Ad bagvejen så at sige.
For at bortelimenere symbolismens betydning som modernismens udspring starter man beskrivelsen med 1970erne, hvor beatmusikerne fra dengang - for nu at gøre et lille hop - her i slutningen af 1980erne minsandten kaldes rockmusikere (s.212) - for i 80erne er rocken i front igen, men det var den absolut ikke i slut-60erne og i 70erne, hvor den blev betragtet som vulgær - anderøve, brylcreme og amerikanerbiler.
I øvrigt er David Bowie i 1970erne en enlig fugl på musikscenen, der netop kobler tilbage til rockens rå og følsomme poptraditioner - akkurat som symbolismen kobler til romantikken.
Den historie får vi ikke i Spurvesol.
Lad os rekapitulere: Hvor 1890ernes sjælelige gennembrud, symbolismen, skulle have været belyst, får vi en halvkvædet vise om 1970ernes musikscene. Herpå videre til billedkunsten i 1917 og 1934. Så til den litterære socialrealisme fra århundredets begyndelse - og et vip tilbage til naturalismen.
På det tidspunkt er læseren så rundtosset og orienteringsløs, at en lille sviptur på et par udmærkede sider ind omkring Café Symbolisme gør hverken fra eller til.
Pip!
Dansk litteratur fra runer til graffiti (1985, 4. udg. 1996) er titlen på en populær guide til dansk litteratur redigeret af Keld B. Jessen, Steffen Hejlskov Larsen og John Mogensen og skrevet af syv gymnasielærere.
Siderne 139 til 168 omhandler perioden fra 1890 til 1920. Herunder et afsnit om "Det sjælelige gennembrud og symbolisme" fra side 145 til 15l. På disse få sider lykkes det ikke at give læseren en forståelse af symbolismen som kunstart. Derimod lykkes det igen at aflive Johannes Jørgensen.
Det sker på følgende måde: Kapitlet indledes med to korte brudstykker fra bybeskrivelser af henholdsvis Johannes Jørgensen (1911) og Sophus Claussen (1896). Tekststykkerne er valgt således, at konklusionen på forhånd er klokkeklar: Johannes Jørgensen lukker bevidst af overfor omverdenen, hvorimod Sophus Claussen stiller sig åben. Altså den ene er negativ. Den anden positiv.
Nu kunne der have været valgt andre tekststykker. Fra Claussen for eksempel fra Pilefløjter (1899), hvor han i digtet "I Arkadien" besynger det naive landliv, der modstilles "hovedstadens mondæne, åndsformørkede similiverden", som Keld Zeruneith skriver (s.255, Fra klodens værksted). Men en sådan nuancering har tydeligvis ikke været i forfatterens og redaktionens interesse.
Åbenhed og lukkethed - Det korte kapitel fortæller intet om, at den livsbesyngende åbenhed (Claussen) udvikler et dæmoniseret fantasiliv, der ender i indadvendt isolation og stagnation og til sidst sender hans digtning ud i det selvforgudende genstandsløse.
Den negativt lukkede (Jørgensen) åbner sig derimod mod omverdenen og menneskelivet i fremmede kulturer i en lang række frodige europæiske rejsebøger og internationale biografier. Samtidig med at han ontologisk åbner sin fortid og sit jeg i århundredets vægtigste selvbiografi og på den for en forfatter eneste frugtbare måde bevarer den skrøbelige livstråd intakt.
I samme periode befinder Sophus Claussen sig i en omfattende produktionskrise og liver kun lidt op ved tanken om 1. Verdenskrigs ødelæggelser, der bekræfter ham i hans kultursyn og livsforståelse.
Forholdet imellem lukkethed og åbenhed hos de to digtere er mere kompliceret end den sort-hvide lancering i Fra runer til graffiti.
Livschokket - Luftet bliver også klicheen om Johannes Jørgensens latterlige kønsforskrækkelse. Her tales der om "den moralske afstandtagen fra kvindens erotiske udstråling", hvilket er en ganske bastant fejlfortolkning - både i forhold til Jørgensens værker og personlige liv.
Johannes Jørgensen omgav sig hele livet med kvindeligt selskab og var gift hele to gange. I forhold til romanernes udsagn er formuleringen heller ikke korrekt, idet der er forskel på 'kvinden' og 'luderen'. Luderens ublufærdige erotiske udstråling opleves som intet mindre end et livschok af den kun 16årige, da han ankommer til storbyen.
I romankredsen er det luderens fordærvede erotik, der frastøder og nedtrykker ham, fordi han får den ind på livet under uventede omstændigheder. Og fordi han observerer, hvorledes luderfascinationen forplanter sig overalt i bylivet og smitter af - fin de siècle.
Dertil kommer, hvilket til dels er udløst af denne konflikt, en generel mistillid til kødet som sådan. For personerne i romanrækken bliver kødet ikke til forløsende ord.
Kun hor.
Ståpik på korset – Til den ende af bogens litteraturhistoriske fortolkning giver illustrationerne et vink med en - skal vi sige - vognstang!
Til illustration af dette afsnit om det sjælelige gennembrud i dansk poesi har man valgt en dårligt udført tegning fra "omkring århundredskiftet" af Félicien Rops (1833-1898) (s. 148). Det er nok heller ikke tegningens kunstneriske kvaliteter, der har været udslagsgivende, men alene motivet. Tegningen hedder "Maria Magdalene" og forestiller en liggende nøgen kvinde med begge hænder aktive i skridtet, altimens hendes udtryksløse blik dvæler ved korset, hvorpå der hænger en erigeret pik med glorie omkring hovedet.
Det er muligt, som redaktionen tilføjer i billedteksten, at "tegningens blasfemiske indhold er ment som en provokation mod både kristendommen og moralen". Men optaget i nærværende værk, hvor man kunne have bragt samtidige danske symbolistiske eksempler, virker 'provokationen' kun studentikost flov.
De symbolistiske billeder har man af uoverskuelige grunde valgt at bringe under kapitlet om Naturalisme.
Hermed øges værkets indre virvar.
For et værk, der under omtalen af romantikken (s.109) beskriver denne som en "uskyldsverden", skal man omgås med en vis forsigtighed.
En ny "isme" - Derfor undrer det heller ikke, at der på de to sider, der er om Johannes V. Jensen, ikke står noget litteraturhistorisk konkret. Det kan virke, som om bogens litterater giver op over for denne forfatter, fordi han ikke passer ind nogen steder. Han kan hverken relateres til naturalisme eller symbolisme og heller ikke rigtigt til det folkelige gennembruds socialrealisme. Han reagerer ejheller på ideologiske lakmusprøver i forhold til Freud, Marx eller Nietzsche, Brandes eller Gud - hvad skal man stille op?
Sandt nok - han er sin egen! Eller rettere sagt: Johannes V. Jensen er kunstnerisk - med Den gotiske Renæssance, Kongens Fald, Digte 1906, Myter og Jagter - dét moderne gennembrud.
Kapitlet om ham bekræfter synspunktet i denne website Epoke – danske romaner før 1900, at Jensen svæver underligt hjem- og ismeløs rundt i den danske litteraturhistorie.
"Darwinisme og udviklingsoptimisme" lyder kapiteloverskriften (s.151 - 153), eftersom Johannes V. Jensen ses som "repræsentant for denne opfattelse". - Udviklingsoptimisme må vistnok siges at være en ny litterær genre. Den har blot ikke meget med litteratur at gøre. Det fremgår da også i værkets tværsnit, at det ikke er litteraturen, der primært har gymnasielærernes interesse, men først og fremmest den enkelte forfatters engagement. Altså ligger synspunktet udenfor eller i forlængelse af værket - og ikke i dette.
Fra runer til graffiti er i højere grad en psykologisk orienteret socialhistorisk guide om meninger og holdninger end en vejviser om de skriftlige handlingers univers - og dramatik.
Litteraturhåndbogen er skrevet for gymnasieskolen og hører til danskundervisningens faste inventar. Den udkommer første gang i 1981 med 5. reviderede udgave i 1996. Bogen er redigeret af gymnasielærerne Ib Fischer Hansen, Jens Anker Jørgensen, Knud Michelsen, Jørgen Sørensen og Lars Tonnesen, der desuden alle bidrager til værket.
Perioden 1870-1920 er skrevet af Knud Michelsen over 12 kapitler på i alt 70 sider. Et af kapitlerne omhandler perioden 1890-1920 over 8 sider(!) - Hvorledes introduceres nu symbolismen i dette pragtværk med den altomfattende udbredelse og indflydelse?
Skræmmebillede - Først studser man over kapitlets titel: "Borgerlig litteratur og kunst 1890-1920". Det lyder slemt kedeligt. Læseren venter måske en udredning eller forklaring på, hvori den 'borgerlige litteratur' består som genre. Men her kommer man til at lede forgæves.
'Borgerlig' er i al almindelighed synonym med stillestående. Og det ser ud til at være eneste forklaring på den misvisende og besynderlige titel: straks ved indgangen at sænke en afskærmende bom.
Med titlen på kapitlets 1. afsnit sænkes ovenikøbet endnu en bom. Den lyder: "Kunstens isolation". Værre kan det jo næsten ikke blive! Læseren aner ørkenvandring og tomgang forude.
Men spørgsmålet, der må stilles, er, om det er holdbart? Om der ikke fra Litteraturhåndbogens tårn udsendes et purt postulat? Herfra ser det ud til, at der for en moderne skolebog lægges et helt usædvanligt røgslør ud.
Med sin tilsigtede forvrængning af periodens forfattere og kunst bidrager Litteraturhåndbogen mere til at demonstrere en særpræget form for moderne dansk kulturhistorie end til at fungere som oplysende litteraturhistorie.
Det drejer sig trods alt om perioden 1890-1920, med de store eksperimenter og resultater i dansk litteratur og billedkunst, som det nye århundredes kunstnere til stadighed trækker på.
Der er tale om en af de kunstnerisk mindst stillestående perioder i århundredet overhovedet.
Bagatellisering - Afsnittet "Dansk symbolisme" fylder mindre end én (1) side, der for halvdelens vedkommende dækkes af et storartet digt af Sophus Claussen. Sophus Claussen er i øvrigt alene om at repræsentere den danske symbolisme. Tidsskriftet Taarnet nævnes lige akkurat, ligesom Johannes Jørgensen akkurat er nævnt ved navn.
Johannes V. Jensen er reduceret til den absurde kliché om at "tage parti for det virkelige, de ydre kendsgerninger, den moderne maskinkultur." (s.262). Således karakteriseres forfatteren til den første og største symbolistiske roman i Danmark, Kongens Fald (1901), blot fordi forfatteren som journalist har været på Verdensudstillingen i Paris i 1900, hvor han bliver besat af maskinerne - men som metafysisk argument, hvilket er det oversete - og interessante - i Den gotiske Renaissance (1901).
Det er maskinens sjæl, der fanger ham. Maskinen som religion. Samtidig med at han punkterer Nietzsche som en ballon. Her begynder århundredet og her begynder det at blive interessant. Men ikke i gymnasieskolens version.
I denne grundbog til gymnasiet står der ikke et ord om den nyskabende stil og den ligeså nyskabende komposition i Kongens Fald. Intet om det mytiske som symbolistisk drivkraft.
Vi taler trods alt om landets eneste hele Nobelpristager - og om en roman, der netop af Politikens og Berlingskes læsere er blevet kåret som Århundredets danske bog.
"Kunstens isolation"?!
Hverdagene - Hvad der kunstnerisk absorberet er karakteristisk for perioden 1900-1920, er hverdagenes erobring og vedligeholdelse. "Hverdagene" er titlen på et strategisk digt i Johannes V. Jensens Digte 1906. Fælles for generationen er tydeligvis et ønske om at lægge afstand til den foregående generations renæssanceheltes udsvævende og udlevede, kynisk forfestede livsform (Drachmann-syndromet). Dén havde i en ny generations øjne intet med ægte livspoesi at gøre.
For symbolismen bliver poesien som livsfølelse central. Det gælder også for billedkunst og moderne musik. Der skyller et stort nordisk bevæget hverdagslys igennem disse årtiers kunst.
Alligevel indlæser man med de danske gymnasiaster igennem tyve år, at "det er ikke normalmenneskelige erfaringer og oplevelser, der sigtes mod." (s.258).
Læg mærke til at kapitlet faktisk hedder "Borgerlig litteratur og kunst". Ved 'borgerlig' forstår man normalt noget 'normaltmenneskeligt', men i Litteraturhåndbogen viser det sig tilsyneladende at forholde sig omvendt. Eller er selvmodsigelsen blot så stor, at ingen har kunnet få øje på den i 20 år?
Det normale - 'Normalitet' er en tung og glat kategori at håndtere. For hvad er normalmenneskeligt? - nu vi taler om avantgardekunst? - Var Baudelaire normal? Nej, det var han vel egentlig ikke. Og hvad så? Ja, så er den ikke så god!
Var Johannes V. Jensen normal? Ja, det var han stort set. Og så er den heller ikke så god.
Men spørgsmålet om normalitet ligger åbenbart litteraten til dette kapitel alvorligt på sinde, for fire sider fremme gentages bekymringen moraliserende på kunstnernes vegne: "Ved den konsekvente hengivelse til fantasien afskærer de sig samtidig fra et normalmenneskeligt liv".
Jamen, det er jo ganske enkelt forfærdeligt! - Det sjove er imidlertid, at der i en sådan argumentation er et overraskende ekko af rindalisme - og marxisme.
Når vanskelig kunst - Picasso fx eller modernismens 'sære fortællere' - bliver introduceret for 'normalmennesker' i diverse medier og institutioner af kunstpædagoger, kræver disse gerne af det stakkels normalmenneske, at det glemmer sine fantasiløse konventioner og borgerlige hæmninger og åbner sin i virkeligheden dynamiske påfuglesjæl og vildeste fantasi for disse guddommelige narrestreger, der vil give dem et helt nyt syn på livet - simpelthen befri dem!
Men en sådan forcering er der ikke tilløb til i denne sammenhæng. Og tak for det. Men her taler litteraten næsten sort og ligesom med ryggen til både værk og læser.
Og jeg forstår stadig ikke, hvorfor kapitlet hedder "Borgerlig litteratur og kunst", når denne litteratur og kunst ifølge Litteraturhåndbogen slet ikke viser sig at være 'normalmenneskelig'.
Indirekte sætter værket lighedstegn mellem borgerlig og unormal. Det er i og for sig ikke en uinteressant tankegang. Men hvis det er værkets grundlæggende holdning, virker helheden ufattelig uafklaret.
En fælde - Litteraturhåndbogen lider af en betydelig skavank, nemlig, at den overvejende svigter den kunstneriske æstetiks udsigelseskategorier og erkendelsesformer til fordel for nogle overordentlig opproportionerede faderbilleder af teoretiske skolemestre, nemlig Freud, Marx og Nietzsche.
En sådan overfokusering ligner en tvangstanke. Tvangstanken er en fælde, der dikteres af fordomme. Derfor tipper den let over og kikser sin bestemmelse, således i dette tilfælde, hvorved det pågældende trekløver kommer til at fremstå som grandiose karikaturer af henholdsvis psykologisk, økonomisk og religiøs volapyk.
Mærkeligt nok betvivler Litteraturhåndbogen ikke Freuds, Marx' og Nietzsches normalitet - hvilket egentlig er en skam, da der uden tvivl ville komme nogle godbidder til værkets opbyggelighed ud af en undersøgelse deraf.
Som Litteraturhåndbogen nu vælger at lancere dette stof, fremstilles det, som om danske forfattere har studeret disse filosofiske idoler grundigt, og at hele deres indsats på forfatterbanen afhænger af, hvorvidt de har forstået dem til bunds og inddraget denne viden i deres respektive værker.
Kritikken og litteraturhistorien giver så forfatteren karakter herefter. Det er muligvis en gymnasielærers drøm. Men sådan fungerer den kunstneriske og litterære proces bare ikke.
Imidlertid aftegner den pædagogiske linje i Litteraturhåndbogen et sådant mønster, hvilket resulterer i en skolemesteragtig restriktiv og teoretisk blokeret litteraturopfattelse, der virker begrænsende over for den levende litteratur, som det hele jo burde handle om.
En autoritær opfattelsesform, der uden autoritet tenderer imod at lukke oplevelsen inde. I en fælde.
Til toppen
Giovanni – vejene omkring Johannes Jørgensen, 3
Tilbage til Johannes Jørgensens hovedside
Til Focus på litteraturhistorier
Denne side er publiceret på internettet 5. august 1999. Opdateret 28. september 2015.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
|
|
